Juletiden nærmer sig, og det ses tydeligt i butikkerne, der sælger juleting. Og til julen hører også julegaver, og så må vi tænke på, hvad vi ønsker os. Man kan jo ønske sig rigtig mange forskellige ting, men mon ikke vi alle ønsker at have en god økonomi og at være økonomisk uafhængige? Penge, økonomi og finansielle emner fylder meget i dagligdagen, og mange arbejder hårdt og længe for at få tingene til at hænge sammen med hus, bil, børn og ferieture. Det er som regel aldrig et problem af få brugt pengene, spørgsmålet er bare, hvad de skal bruges på. Selvom vi godt selv kan finde mange ting at spendere pengene på, så mødes vi tit af andre, der også gerne vil bruge vore surt optjente penge. Hvert år samles der ind til alverdens godgørende formål og til organisationer, der ønsker at gøre det hele lidt bedre for mennesker, dyr, natur. Der er utroligt meget fokus på økonomi her i landet, og når Luksusfælden ruller over skærmen, kan man både græmme sig over andres dårlige økonomi og glæde sig over, at man måske selv har bedre økonomi – eller at man endnu ikke selv er kommet med i en udsendelse.
Hvad skal vi dog bruge pengene på? Groft sagt kan vi bruge dem til glæde for os selv, eller vi kan bruge dem til gavn for andre. Den fattige enke valgte at give nogle ubetydelige mønter ud af sin fattigdom, men vi ved ikke hvorfor, hun valgte at gøre det. Måske var det egoisme, måske ville hun fremhæve sig over for sine venner og veninder, idet hun havde givet mere end dem; måske var hun bare optaget af at give, eller måske ønskede hun bare at bidrage til fællesskabet, selvom det egentlig ikke var ret meget, hun kunne bidrage med. Vi ved det ikke, og vi behøver ikke bedømme hendes gerning. Jesus så hende som et godt eksempel, og han roste hende foran alle sine disciple. Hende kunne de lære noget af! For modsat de mange velansete personer, der talte store ord og hele tiden ville være i fokus for andres opmærksomhed, gjorde hun en lille velgerning i det skjulte. Men selv det mindste bidrag kan være et stort offer; og selv et par mønter kan mindske andres nød.
Der er mange nok, der bare bruger munden og snakker ørene af os andre. Folk, der bare taler og taler og skriver og skriver, men aldrig gør noget konkret, ikke giver en hånd med, ja, som end ikke giver et par håndører. Men de har talent for at snakke, og med deres veltalenhed kan de forføre hele befolkningsgrupper. Men hvad nytter det at tale om alle de gode værdier, tale om de bedste demokratiske friheder eller den fineste kristendom, hvis ikke der er handling bag ordene? Tomme tønder buldrer meste, siger man, og vi må da også ærgre os over, at det er dem, der taler mest, der høres mest, for mange vigtige handlinger udøves i det stille, og gode gerninger kan sjældent overdøve larmen fra alle dem, der taler for at høre sig selv eller for at blive beundret af andre. Selvom vi siger, at det er tanken, der tæller, har hverken tanker eller ord i sig selv reddet noget menneske eller gjort nogen forskel; for hvad er ord uden handlinger? Selv den mindste handling kan dog have større betydning end mange ord.
I mange sammenhænge stilles der store krav til os om, at vi altid skal yde vort bedste, gøre det så godt, vi kan, stræbe efter de store idealer i tilværelsen og forsøge at være de bedste eksempler for andre. Dét er måske grunden til, at mange ikke kan gøre en god gerning uden at gøre opmærksom på det på de sociale medier. Som om, en handling først får værdi og bliver godkendt, når andre kan anerkende, at man virkelig har gjort noget godt. At man virkelig har gjort en forskel. Den fattige enkes forbillede skulle det dog nok være muligt for os at leve op til, sådan at give et par håndører uden at gøre opmærksom på sig selv eller påberåbe sig andres anerkendelse. Selvom hun sådan set gav alt, hvad hun havde at leve af. Dét kan vi naturligvis ikke gøre i praksis; vi kan ikke give alt, hvad vi ejer og har – for så falder vores samfund sammen, og vi går i hundene.
En anden gav dog alt for os. Han opgav alt, hvad han havde, alt, hvad han ejede. Ja, han opgav endda sit liv, hvor sølle det end var. Han var den rigeste, men gjorde sig fattig, han var udsendt som kongesøn for at erobre et tabt rige med et budskab, der blev vrænget ad, og handlinger, folk ikke forstod. Det var ikke de velansete, der lyttede, men fattige enker og de ringe mennesker. Han udfordrede verdens uretfærdigheder, livets trængsler og naturens katastrofer og gav håb til dem, der havde mistet håbet, og han ligesom skinnede som et lys for dem, der sad hen i livets mørke modløshed.
Det er ham, hvis fødsel vi fejrer i julen. Han blev en gave til menneskeheden, men mange syntes, han kun havde værdi som et par småmønter. Sådan synes også mange i dag, at det glædelige budskab om Jesus er fattigt, at det er ligegyldigt – selvom han ikke nøjedes med at snakke, men faktisk gjorde noget ved sagerne. Han gjorde sin færd og sine gerninger gode; han var nær hos de udstødte og han så sig ikke for god til at omgås skøger, syndere, de syge og dem, som andre kun talte om, men ingen talte med. Hans helbredende nærvær smittede med livsglæde og tro på, at Gud trods alt ikke har skabt os til undergang og forfald.
Med et forbillede i den fattige enke må vi også hver især bidrage med den smule vi kan, og den smule vi har at give af. Enken gav lidt småmønter til indsamlingskassen for syge og fattige, og Jesus gik ikke ud over landets grænser for at vise godhed mod alle i verden, men han holdt sig først og fremmest til at være nærende nærværende i det konkrete område, hvor han befandt sig. Som mennesker er vi jo begrænset af, hvor vi fysisk befinder os, og så er det nu engang i det nære og det lokale fællesskab og samfund, at vi må lægge vore småmønter og små bidrag. Mange bække små gør en stor å, og mange fattige enkers småmønter giver i sidste ende en stor sum penge.
Ligesom alt andet i livet afhænger det af vores samvittighed, om vi vil bidrage og med hvor meget. Den kristne tro er også en samvittighedssag, men det er ingen konkurrence om, hvem der kan leve mest op til nogle bestemte idealer, for vi må jo alle leve som vi bedst kan med de evner og talenter vi hver især har, så vi kan bidrage der, hvor vi er, og dér, hvor der er behov. Amen.
Prædikentekster til 23. søndag efter Trnitatis
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 366: Nogen må våge i verdens nat; 3. DDS 294: Talsmand, som på jorderige; --- ; 4. DDS 68: Se, hvilket menneske; 5. DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner; 6. DDS 13: Måne og sol
Hvad skal vi dog bruge pengene på? Groft sagt kan vi bruge dem til glæde for os selv, eller vi kan bruge dem til gavn for andre. Den fattige enke valgte at give nogle ubetydelige mønter ud af sin fattigdom, men vi ved ikke hvorfor, hun valgte at gøre det. Måske var det egoisme, måske ville hun fremhæve sig over for sine venner og veninder, idet hun havde givet mere end dem; måske var hun bare optaget af at give, eller måske ønskede hun bare at bidrage til fællesskabet, selvom det egentlig ikke var ret meget, hun kunne bidrage med. Vi ved det ikke, og vi behøver ikke bedømme hendes gerning. Jesus så hende som et godt eksempel, og han roste hende foran alle sine disciple. Hende kunne de lære noget af! For modsat de mange velansete personer, der talte store ord og hele tiden ville være i fokus for andres opmærksomhed, gjorde hun en lille velgerning i det skjulte. Men selv det mindste bidrag kan være et stort offer; og selv et par mønter kan mindske andres nød.
Der er mange nok, der bare bruger munden og snakker ørene af os andre. Folk, der bare taler og taler og skriver og skriver, men aldrig gør noget konkret, ikke giver en hånd med, ja, som end ikke giver et par håndører. Men de har talent for at snakke, og med deres veltalenhed kan de forføre hele befolkningsgrupper. Men hvad nytter det at tale om alle de gode værdier, tale om de bedste demokratiske friheder eller den fineste kristendom, hvis ikke der er handling bag ordene? Tomme tønder buldrer meste, siger man, og vi må da også ærgre os over, at det er dem, der taler mest, der høres mest, for mange vigtige handlinger udøves i det stille, og gode gerninger kan sjældent overdøve larmen fra alle dem, der taler for at høre sig selv eller for at blive beundret af andre. Selvom vi siger, at det er tanken, der tæller, har hverken tanker eller ord i sig selv reddet noget menneske eller gjort nogen forskel; for hvad er ord uden handlinger? Selv den mindste handling kan dog have større betydning end mange ord.
I mange sammenhænge stilles der store krav til os om, at vi altid skal yde vort bedste, gøre det så godt, vi kan, stræbe efter de store idealer i tilværelsen og forsøge at være de bedste eksempler for andre. Dét er måske grunden til, at mange ikke kan gøre en god gerning uden at gøre opmærksom på det på de sociale medier. Som om, en handling først får værdi og bliver godkendt, når andre kan anerkende, at man virkelig har gjort noget godt. At man virkelig har gjort en forskel. Den fattige enkes forbillede skulle det dog nok være muligt for os at leve op til, sådan at give et par håndører uden at gøre opmærksom på sig selv eller påberåbe sig andres anerkendelse. Selvom hun sådan set gav alt, hvad hun havde at leve af. Dét kan vi naturligvis ikke gøre i praksis; vi kan ikke give alt, hvad vi ejer og har – for så falder vores samfund sammen, og vi går i hundene.
En anden gav dog alt for os. Han opgav alt, hvad han havde, alt, hvad han ejede. Ja, han opgav endda sit liv, hvor sølle det end var. Han var den rigeste, men gjorde sig fattig, han var udsendt som kongesøn for at erobre et tabt rige med et budskab, der blev vrænget ad, og handlinger, folk ikke forstod. Det var ikke de velansete, der lyttede, men fattige enker og de ringe mennesker. Han udfordrede verdens uretfærdigheder, livets trængsler og naturens katastrofer og gav håb til dem, der havde mistet håbet, og han ligesom skinnede som et lys for dem, der sad hen i livets mørke modløshed.
Det er ham, hvis fødsel vi fejrer i julen. Han blev en gave til menneskeheden, men mange syntes, han kun havde værdi som et par småmønter. Sådan synes også mange i dag, at det glædelige budskab om Jesus er fattigt, at det er ligegyldigt – selvom han ikke nøjedes med at snakke, men faktisk gjorde noget ved sagerne. Han gjorde sin færd og sine gerninger gode; han var nær hos de udstødte og han så sig ikke for god til at omgås skøger, syndere, de syge og dem, som andre kun talte om, men ingen talte med. Hans helbredende nærvær smittede med livsglæde og tro på, at Gud trods alt ikke har skabt os til undergang og forfald.
Med et forbillede i den fattige enke må vi også hver især bidrage med den smule vi kan, og den smule vi har at give af. Enken gav lidt småmønter til indsamlingskassen for syge og fattige, og Jesus gik ikke ud over landets grænser for at vise godhed mod alle i verden, men han holdt sig først og fremmest til at være nærende nærværende i det konkrete område, hvor han befandt sig. Som mennesker er vi jo begrænset af, hvor vi fysisk befinder os, og så er det nu engang i det nære og det lokale fællesskab og samfund, at vi må lægge vore småmønter og små bidrag. Mange bække små gør en stor å, og mange fattige enkers småmønter giver i sidste ende en stor sum penge.
Ligesom alt andet i livet afhænger det af vores samvittighed, om vi vil bidrage og med hvor meget. Den kristne tro er også en samvittighedssag, men det er ingen konkurrence om, hvem der kan leve mest op til nogle bestemte idealer, for vi må jo alle leve som vi bedst kan med de evner og talenter vi hver især har, så vi kan bidrage der, hvor vi er, og dér, hvor der er behov. Amen.
Prædikentekster til 23. søndag efter Trnitatis
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 366: Nogen må våge i verdens nat; 3. DDS 294: Talsmand, som på jorderige; --- ; 4. DDS 68: Se, hvilket menneske; 5. DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner; 6. DDS 13: Måne og sol
