I 1948 udgav den engelske forfatter George Orwell den både fascinerende og skræmmende bog ”1984”, hvori han præsenterer os for en dystopisk beskrivelse af en stærk stat med undertrykte borgere. Bogen blev færdig i 1948, og ekkoet fra Anden Verdenskrig runger mellem linjerne. Samfundet er opbygget på mange indviklede og snedige løgne, så borgerne ikke finder ud af, at de er slaver for staten. Kun staten er vejen, sandheden og livet. Skulle der være noget, der kan stille spørgsmålstegn ved staten, bliver det censureret væk eller omfortolket, så ingen længere kan finde hoved og hale i, hvad der menes, og hvad der er sandt. Man opfinder ord, og ændrer definitioner så det, der er udtalt som kritik, er ros i statens virkelighed.
Virkeligheden kan nemlig konstrueres, som man vil, og staten vil kun sig selv. Staten er blevet et bureaukratisk monster og samfundets børn er presset igennem et regneark. Staten vil vise sig god for borgerne, så derfor viser den handlekraft i en evig krig. Der er en ydre fjende, én man bekæmper i fjerne lande. Fjenden præsenteres dog kun i store, dyre film i biografen, som alle naturligvis skal se; for den, der ikke deltager imod fjenden er måske på fjendens side – og derved får frygten sit tag i alle. Borgerne takker deres stærke stat for, at der ikke er fjender eller nød og fare i samfundet. Borgerne bliver altså ikke direkte tvunget men med flotte ord og dyre film forledt og forført til at arbejde for staten, leve for staten og elske staten. Hvis den almindelige hjernevask ikke kan afrette borgerne, har staten forskellige opdragelsesrum, hvor man fokuserer på at afrette borgerens sind og mentale tilstand. Når først man har overbevist borgeren igennem fornuftige samtaler og logiske argumenter om, at det bedste for borgeren er at underlægge sig staten, ja, så har staten vundet. For hvem kan stå op imod fornuft og logik?
Fornuft og logik var også nazismens grundlæggende metoder til at bøje folket og styrke statsmagten. Føreren og Fædrelandet var det vigtigste, og borgerne var kun vigtige, hvis de kunne bidrage til fællesskabet. Fædrelandets fælleskab og gyldne fremtid stod over det enkelte individ. Man opfandt et helt system af løgne i sandhedens klæder, og store dele af det tyske folk elskede det nye liv i nazismens glorværdige samfund. Man havde en fjende, der var skyld i alskens ondskab, og som derfor måtte udryddes. Føreren vidste handlekraft og forførte sit folk med store taler og visioner. På film så man de sejrende tyske hære, der drog ind i Europas byer, hvor folk tog imod soldaterne som var de befriere.
Dog var der rundt omkring kritiske røster imod nazismen, og her til lands førte digteren og præsten Kaj Munk en skarp pen. I begyndelsen så han med begejstring op til den stærke fører i Tyskland, der rigtig nok forstod at samle folket og skabe vækst, så man sjældent havde set mage. Efterhånden gik dog en sandhed op for ham, som han ikke kunne fortie; han opdagede at Hitlers visioner ikke byggede på menneskekærlighed, men på had og selvoptagethed. Både i prædikener og i skuespil, avisartikler og læserbreve blev han en stemme i folket for folket imod nazismen. Mange fandt trøst i hans ord, og hans ord var mange.
I skuespillet ”Han sidder ved smeltedigelen”, der udkom i 1938 er hovedpersonen en tysk videnskabsmand, der villigt underlægger sig nazismens myndighed, fordi han derved får frie hænder til at forske. Dog forelsker han sig i en jøde, og som vi ved, kan forelskelse gøre blind og kærlighed føre os ad nye veje. Kærligheden åbner professorens samvittighed og hjerte, og får ham til at overveje, hvad hans ansvar er som menneske – skal han vælge statens side imod et menneske? Eller skal han vælge mennesket – og altså en fjende af staten – frem for den stærke stat og den forførende Fører? Hvad er det rigtige at gøre? Mange har stået i en lignende situation og har måttet tage stilling til en kærlighed, der ikke passede ind i statens magt og myndighed.
Professorens konklusion er, at han må tage personligt ansvar, koste hvad det vil. Kærligheden til et menneske er ham dog langt dyrebarere end fædrelandet, for når uret bliver ret, bliver modstand en pligt. Kærlighed skulle der til, før professoren kunne se ud over sin egen næsetip, og han løftede hovedet og så med frygt og bæven, at han havde gjort tjeneste for løgnens fader og statens syndige struktur. Derfor måtte hans nye bekendelse gøres dramatisk. Lige foran Føreren erklærer han som arisk nazitysker sin store kærlighed til den jødiske kvinde; derved spytter han Føreren og staten i ansigtet, fordi staten er blevet menneskefjendsk.
Kaj Munks morale er klar: Den stat, der modsætter sig menneskets kærlighed og skaber uforsonlige fjendebilleder, er blevet en fjende af Gud selv, og så må vi som samvittighedsfulde borgere, der blev døbt med håbets dåb til helligt liv og levned, tage det kors op, at vi skylder at elske hinanden og aldrig må lade staten træde vor næste under fode.
Igen og igen vender vi tilbage til en sort plet i Europas historie og spørger os selv, hvordan nazismens onde regime dog kunne forføre så stor og stolt en befolkning som den tyske. Man skulle tro, vi havde lært en vigtig lektie om magtens uhyggelige kraft til at korrumpere og ødelægge ethvert menneske, der påtager sig opgaven at besidde magt og myndighed over andre. Alligevel hersker og regerer der i verden magter og myndigheder, som aldeles ikke kun vil gøre det gode for folket. Så når apostlen Paulus taler om, at vi skal underlægge os statens magt og myndighed, skal det dog kun ske, så længe staten gør det gode, og så længe vi ikke skal bøje vor kristne samvittighed. Så længe statens magt udøves til Guds ære, så er alt, som det skal være.
Så når farisæerne kommer til Jesus og spørger, om det er tilladt at give kejseren skat, handler det om, hvorvidt man som troende må underlægge sig en verdslig myndighed. Hvis Jesus sagde, at man skulle betale skat til kejseren, ville han være tro mod den romerske kejser, der havde besat Israel og undertrykt folket, og dermed vise sig som en fjende af det jødiske folk og af Gud selv. Hvis Jesus derimod nægtede at betale skat, ville han blive betragtet som modstandsmand imod den romerske besættelsesmagt, og så kunne farisæerne nemt få ham ryddet af vejen, henrettet som oprører.
Jesus gennemskuede deres onde hensigter og svarede til deres overraskelse, at når kejserens navn og ansigt var på mønten, måtte mønten høre ham til. Ligeså hører vi også Gud til, fordi Gud har sat sit billede på os – det var jo i Hans billede, vi blev skabt, og det var til hans Søns forbillede, vi blev døbt. Skaberen står altså over kejseren, og vi skylder både at betale til kejseren og at ære Gud, for i ethvert samfund kommer det ud på ét: nemlig kærligheden til vor næste. Skattens mønt skal jo bruges på at skabe gode vilkår i samfundet for især de fattige, fremmede og udstødte, sådan som vi både hos Skaberen og Frelseren har fået påbud om: Du skal elske din næste som dig selv.
Som vi ved, er det utopisk at ville skabe et sådant paradisisk samfund på jorden, hvor ingen lider nød og hvor alle er raske og frie til at være menneske på bedst mulig måde. Dog er vi af Guds barmhjertighed forpligtet på at gøre, hvad vi i kærlighedens navn kan gøre for stat og fædreland, fordi vi er elsket af Gud og som sådan skylder at elske hinanden. Derved bliver livets gave også vor livs-opgave. Så må vi da gå herfra med Guds velsignelse for at være til velsignelse for andre, og med glæde betale skattens mønt og med oprigtighed ære Gud igennem vores daglige liv og levned. Amen.
Prædikentekster til 23. søndag efter Trinitatis - http://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/praedikentekster/2017/19-11-2017
Søndag 19. november, kl. 9.30 Gredstedbro, kl. 11 Vilslev
23. s.e.T. (I) Giv kejseren, hvad kejserens er, Matt - 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 3. DDS 692: Du skal i denne verden ej; --- ; 4. DDS 710: Kærlighed til fædrelandet; 5. DDS 473: Dit minde skal, O Jesus, stå; 6. DDS 266: Mægtigste Kriste
Onsdag 22. november, kl. 17 Hunderup
23. s.e.T. Giv kejseren, hvad kejserens er, Matt - 1. DDS 936* Mørk er november; 2. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 3. DDS 100* Blandt alle vore slidte ord; ---; 4. DDS 710: Kærlighed til fædrelandet; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
MEDDELELSER
Gredstedbro:
Præludium
Postludium
Tirsdag 28/11 kl. 19 – Decemberkoret starter op i konfirmandstuen. Alle er velkommen.
Onsdag 29/11 kl. 19 – Fællessang og foredrag med Jørgen Anker Jørgensen i Sognehuset
Vilslev:
Tirsdag 28/11 kl. 19 – Decemberkoret starter op i konfirmandstuen. Alle er velkommen.
Onsdag 29/11 kl. 19 – Fællessang og foredrag med Jørgen Anker Jørgensen i Sognehuset
Morgengudstjeneste torsdag kl. 8 ved konfirmander
Hunderup:
Tirsdag 28/11 kl. 19 – Decemberkoret starter op i konfirmandstuen. Alle er velkommen.
Onsdag 29/11 kl. 19 – Fællessang og foredrag med Jørgen Anker Jørgensen i Sognehuset
Morgengudstjeneste tirsdag kl. 8 ved konfirmander
Næste gudstjeneste
På næste søndag (d. 26. november) tales der om dommedag, når Jesus beskriver, hvordan alle skal salmes foran hans trone. Fårene skal skilles fra bukkene, folket skal adskilles; nogle går til venstre, nogle til højre; og de bliver bedømt på deres gerninger. For som Jesus siger: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” – hvad det betyder, skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 9.30 Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 Hjortlund – begge ved Kevin Asmussen.