Temaet for dagens prædiken er: tilgivelse. Tilgivelse er noget, vi skal opdrages til, og det er noget, vi kan øve os på hele livet igennem. Som vi hørte i Jesus’ fortælling, så er der mange aspekter af tilgivelse, og der er mindst altid én, der synder og én, der er offer. I fortællingen er det nemt at forstå pointen om, at hvis man selv har fået tilgivet meget, skal man også være klar til at tilgive andre, der skylder én noget. I fortællingen handler det om penge, og det er trods alt nemmere at tilgive og eftergive andre deres gæld – især hvis man er en mægtig konge, end at tilgive den, der har gjort noget mere alvorligt; og der begås mange alvorlige ugerninger både imod os i vores nær omgangskreds og på forskellige måder imod mennesker i vores verdenssamfund.
Det vil blive for lang en prædiken at opremse alt det, man her kunne tage fat i, men tag nu f.eks. nazismens og fascismens ondskab – kan vi tilgive fortidens synder mod vore forfædre? Kan vi tilgive klimakrisens uløselige hærgen? Kan vi tilgive alle de små og store forbrydelser, voksne gør mod børn? Og hvad med forfølgelserne af kristne i Kina, hvor kristne bliver taget til fange og tortureret, og hvor private kirker bliver revet ned. Kan og skal de kinesiske kristne tilgive staten det? Eller hvad med de egyptiske kristne, som forfølges og dræbes af islamister – kan og skal de kristne tilgive det? I forhold til sådanne voldsomme sager, så er det nemt at tilgive, at én ikke kan betale sin gæld. Det er jo dog trods alt bare penge; selvom penge nogle gange synes at have fået status af en gud, der dyrkes med mange templer i form af bankerne og omtales med dybeste respekt som om, det kom an på penge, om man har værdi som menneske. Når vi i dag skal fokusere på tilgivelse, så er det for at vi kan øve os i at se det vigtige i livet. Livet i sig selv er langt vigtige end penge, og det betyder, at det enkelte menneskes liv aldrig kan gøres op i kroner og øre. Det er i hvert fald budskabet fra Bibelen og kirken.
Lad os tage fat i tilgivelse og begynde med spørgsmålet: hvorfor er det svært at tilgive? Tag nu bare mobberen i skolen; det er svært for offeret at tilgive mobberen, fordi offeret føler sig nedværdiget og hånet og udsat for alle mobberens onde bemærkninger og hån. Når man ydmyges og hånes, begynder man stille og roligt at opbygge en mur af had og ønske om hævn; ”han kan bare vente sig”, og hvis ikke der kommer en anden forløsning, kan det ende galt; og værst kan det gå med skoleskyderier - som vi desværre ser alt for tit i landet over there - offeret kan i værste tilfælde enten hævne sig på gerningsmanden eller tage sit eget liv; og så vil den anden synd blive værre end den første.
Det er altså vigtigt for offeret at tilgive gerningsmanden, for i tilgivelsen opgiver man sit had og sit ønske om hævn. Man lægger hadet fra sig og ønsker ikke længere hævnen, og derved får man frigjort sig fra sagen. Hævn er dog en stor del af vores samfund, og derfor er det sat i system; altså retssystemet. Vi må ikke selv hævne os på forbrydere, for det har staten krav på med politi og domstole og straf. Selvom landet er bygget med lov, og selvom juraen sikrer os retfærdighed, så mangler der stadig noget. Selvom ’retfærdigheden sker fyldest’ kan vi stadig have et had og ønske om hævn, men det skal vi væk fra, hvis vi virkeligt vil være frie på den måde, som Jesus gerne vil have, at vi skal være frie; frie fra de ødelæggende følelser, der binder os i et mentalt fængsel af negative tanker, der i høj grad skader os selv. Der er en anden vej end hævn og ønske om straf. Jesus viser os en måde, der kaldes tilgivelse og nåde.
At vi skal se med nåde på hinanden og tilgive hinanden betyder dog ikke, at vi bare skal se til, imens synden udfolder sine onde gerninger iblandt os. Der er nemlig forskel på synden og synderen, og synden skal bekæmpes med alt, hvad vi har af tro, håb og kærlighed. Synderen skal tilgives, om end han skal i fængsel så samfundet kan blive beskyttet. I tilgivelsen ligger en slags djævleuddrivelse og uddrivelse af det hadefulde ønske om hævn. At tilgive er ikke at sige ’skidt, pyt’ eller trække på skulderen og tænke ’nå’, og heller ikke bare at glemme og fortrænge det onde, vi er blevet udsat for. At tilgive er tværtimod en meget aktiv handling i næstekærlighed, hvor vi bevidst beslutter os for at give slip på ønsket om hævn; hvis man ikke tilgiver, vil hævnfølelsen og hadet ulme som nag, der vil sidde som en djævel i sindet og irritere og frustrere; og hvad hjertet er fyldt af, flyder munden over med. Et bittert og forsmået menneske er resultatet af manglende tilgivelse af sig selv og andre; et menneske fanget i sine følelsers vold og magt og af hadefulde ønsker om hævn.
Det første skridt på vej til tilgivelse er at prøve at forstå gerningsmanden. Det er ikke nemt, men ethvert menneske er ligeså meget værd som andre – vi er altså lige, og skal se hinanden som lige, om man så er offer eller gerningsmand. Kan vi forstå bare en lille del af den andens handlinger, så kan vi også nemmere begynde at bære over med den andens særhed og synd så tilgivelsen begynder at spire. Jo mere, man bærer over med andre og jo bedre, man bliver til at tilgive, desto bedre får man det i sit liv. Man skal kunne tilgive, for at kunne leve med sig selv. Tilgivelse er bearbejdelse af uret og nag. Tilgivelse er at sige farvel til hadet. Tilgivelse er en aktiv handling; tilgivelse er at elske sine fjender. Tilgivelse er en bekæmpelse af den ondes mørke.
Med lov skal land bygges, men med tilgivelse skal Guds rige indfinde sig. Juraen er forskellig fra samfund og kultur, men barmhjertighed og tilgivelse forandrer sig ikke. Styrken til at tilgive får vi fra Jesus selv, der viste os det allerstørste forbillede, da han var blevet tømret fast til korset, og som noget af det sidste bad til Gud for de hævngerrige og hadefulde og sagde: Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Lige dér i dødsøjeblikket vendte han den anden kind til og udåndede. Hans hjerte var aldrig fanget af ønsket om had, for Gud selv skal hævne alt det uretfærdige, vi er blevet udsat for. Kirken er stedet, hvor vi dyrker en modkultur til samfundets ønsker om had, hævn og straf: herinde øver vi os på barmhjertighed og tilgivelse. Vi er ikke perfekte, men vi øver os i at elske vor næste, for vi er selv elsket af Ham, som end ikke døden kunne underkue. Jeg håber, I har fået noget opbyggeligt ud af denne prædiken. Ellers håber jeg, I vil tilgive mig. Amen.
Søndag den 17. november 2019 kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup (gudstjeneste for hørehæmmede). 1) DDS 736: Den mørke nat 2) DDS 522: Nåden er din dagligdag 3) DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd. --- 4) DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej 5) DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå 6) DDS 658: Når jeg er træt og trist
MEDDELELSER
Og så skal jeg meddele, at der næste søndag, den 24. november, er gudstjenesten kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
Efter gudstjenesten indbyder menighedsrådet alle kirkegængere til kirkefrokost. Det foregår i Samlingssalen, og vi går i samlet flok derover. Efter frokosten fortæller Peter Georg Hansen fra Din Hørespecialist om nedsat hørelse og om de nyeste høreapparater, og så tilbyder han høreprøver af 1 minuts varighed. Alle er velkomne til at deltage i frokosten. Der er mad nok. Frokosten gratis!
I perioden mellem høst og juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Jeg siger på forhånd tak for ethvert beløb.
Lige efter den næste salme er der altergang, og jeg vil bede om, at man går op, når indstiftelsesordene har lydt.
Det vil blive for lang en prædiken at opremse alt det, man her kunne tage fat i, men tag nu f.eks. nazismens og fascismens ondskab – kan vi tilgive fortidens synder mod vore forfædre? Kan vi tilgive klimakrisens uløselige hærgen? Kan vi tilgive alle de små og store forbrydelser, voksne gør mod børn? Og hvad med forfølgelserne af kristne i Kina, hvor kristne bliver taget til fange og tortureret, og hvor private kirker bliver revet ned. Kan og skal de kinesiske kristne tilgive staten det? Eller hvad med de egyptiske kristne, som forfølges og dræbes af islamister – kan og skal de kristne tilgive det? I forhold til sådanne voldsomme sager, så er det nemt at tilgive, at én ikke kan betale sin gæld. Det er jo dog trods alt bare penge; selvom penge nogle gange synes at have fået status af en gud, der dyrkes med mange templer i form af bankerne og omtales med dybeste respekt som om, det kom an på penge, om man har værdi som menneske. Når vi i dag skal fokusere på tilgivelse, så er det for at vi kan øve os i at se det vigtige i livet. Livet i sig selv er langt vigtige end penge, og det betyder, at det enkelte menneskes liv aldrig kan gøres op i kroner og øre. Det er i hvert fald budskabet fra Bibelen og kirken.
Lad os tage fat i tilgivelse og begynde med spørgsmålet: hvorfor er det svært at tilgive? Tag nu bare mobberen i skolen; det er svært for offeret at tilgive mobberen, fordi offeret føler sig nedværdiget og hånet og udsat for alle mobberens onde bemærkninger og hån. Når man ydmyges og hånes, begynder man stille og roligt at opbygge en mur af had og ønske om hævn; ”han kan bare vente sig”, og hvis ikke der kommer en anden forløsning, kan det ende galt; og værst kan det gå med skoleskyderier - som vi desværre ser alt for tit i landet over there - offeret kan i værste tilfælde enten hævne sig på gerningsmanden eller tage sit eget liv; og så vil den anden synd blive værre end den første.
Det er altså vigtigt for offeret at tilgive gerningsmanden, for i tilgivelsen opgiver man sit had og sit ønske om hævn. Man lægger hadet fra sig og ønsker ikke længere hævnen, og derved får man frigjort sig fra sagen. Hævn er dog en stor del af vores samfund, og derfor er det sat i system; altså retssystemet. Vi må ikke selv hævne os på forbrydere, for det har staten krav på med politi og domstole og straf. Selvom landet er bygget med lov, og selvom juraen sikrer os retfærdighed, så mangler der stadig noget. Selvom ’retfærdigheden sker fyldest’ kan vi stadig have et had og ønske om hævn, men det skal vi væk fra, hvis vi virkeligt vil være frie på den måde, som Jesus gerne vil have, at vi skal være frie; frie fra de ødelæggende følelser, der binder os i et mentalt fængsel af negative tanker, der i høj grad skader os selv. Der er en anden vej end hævn og ønske om straf. Jesus viser os en måde, der kaldes tilgivelse og nåde.
At vi skal se med nåde på hinanden og tilgive hinanden betyder dog ikke, at vi bare skal se til, imens synden udfolder sine onde gerninger iblandt os. Der er nemlig forskel på synden og synderen, og synden skal bekæmpes med alt, hvad vi har af tro, håb og kærlighed. Synderen skal tilgives, om end han skal i fængsel så samfundet kan blive beskyttet. I tilgivelsen ligger en slags djævleuddrivelse og uddrivelse af det hadefulde ønske om hævn. At tilgive er ikke at sige ’skidt, pyt’ eller trække på skulderen og tænke ’nå’, og heller ikke bare at glemme og fortrænge det onde, vi er blevet udsat for. At tilgive er tværtimod en meget aktiv handling i næstekærlighed, hvor vi bevidst beslutter os for at give slip på ønsket om hævn; hvis man ikke tilgiver, vil hævnfølelsen og hadet ulme som nag, der vil sidde som en djævel i sindet og irritere og frustrere; og hvad hjertet er fyldt af, flyder munden over med. Et bittert og forsmået menneske er resultatet af manglende tilgivelse af sig selv og andre; et menneske fanget i sine følelsers vold og magt og af hadefulde ønsker om hævn.
Det første skridt på vej til tilgivelse er at prøve at forstå gerningsmanden. Det er ikke nemt, men ethvert menneske er ligeså meget værd som andre – vi er altså lige, og skal se hinanden som lige, om man så er offer eller gerningsmand. Kan vi forstå bare en lille del af den andens handlinger, så kan vi også nemmere begynde at bære over med den andens særhed og synd så tilgivelsen begynder at spire. Jo mere, man bærer over med andre og jo bedre, man bliver til at tilgive, desto bedre får man det i sit liv. Man skal kunne tilgive, for at kunne leve med sig selv. Tilgivelse er bearbejdelse af uret og nag. Tilgivelse er at sige farvel til hadet. Tilgivelse er en aktiv handling; tilgivelse er at elske sine fjender. Tilgivelse er en bekæmpelse af den ondes mørke.
Med lov skal land bygges, men med tilgivelse skal Guds rige indfinde sig. Juraen er forskellig fra samfund og kultur, men barmhjertighed og tilgivelse forandrer sig ikke. Styrken til at tilgive får vi fra Jesus selv, der viste os det allerstørste forbillede, da han var blevet tømret fast til korset, og som noget af det sidste bad til Gud for de hævngerrige og hadefulde og sagde: Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Lige dér i dødsøjeblikket vendte han den anden kind til og udåndede. Hans hjerte var aldrig fanget af ønsket om had, for Gud selv skal hævne alt det uretfærdige, vi er blevet udsat for. Kirken er stedet, hvor vi dyrker en modkultur til samfundets ønsker om had, hævn og straf: herinde øver vi os på barmhjertighed og tilgivelse. Vi er ikke perfekte, men vi øver os i at elske vor næste, for vi er selv elsket af Ham, som end ikke døden kunne underkue. Jeg håber, I har fået noget opbyggeligt ud af denne prædiken. Ellers håber jeg, I vil tilgive mig. Amen.
Søndag den 17. november 2019 kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup (gudstjeneste for hørehæmmede). 1) DDS 736: Den mørke nat 2) DDS 522: Nåden er din dagligdag 3) DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd. --- 4) DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej 5) DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå 6) DDS 658: Når jeg er træt og trist
MEDDELELSER
Og så skal jeg meddele, at der næste søndag, den 24. november, er gudstjenesten kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
Efter gudstjenesten indbyder menighedsrådet alle kirkegængere til kirkefrokost. Det foregår i Samlingssalen, og vi går i samlet flok derover. Efter frokosten fortæller Peter Georg Hansen fra Din Hørespecialist om nedsat hørelse og om de nyeste høreapparater, og så tilbyder han høreprøver af 1 minuts varighed. Alle er velkomne til at deltage i frokosten. Der er mad nok. Frokosten gratis!
I perioden mellem høst og juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Jeg siger på forhånd tak for ethvert beløb.
Lige efter den næste salme er der altergang, og jeg vil bede om, at man går op, når indstiftelsesordene har lydt.
