Igennem menneskehedens historie har der fundet en kamp sted. En kamp mellem de små og de store. De små vil være store, børn vil være voksne, voksne vil have succes, rigdom og berømmelse. Det ligger vel nærmest naturligt i os, at vi stræber opad, stræber efter at bryde den sociale arv, stræber efter at komme højere op ad rangstien; sådan burde vi i hvert fald leve ifølge medierne, der beretter om, at politikerne presser skoler og sygehuse til at fokusere på effektivitet og konkurrence. Nu bor vi ikke bare i kongeriget Danmark, og vi har ikke bare en velfærdsstat, men vi er forbrugere i en konkurrencestat, hvor vi skal løbe hurtigere for at nå endnu mere. Man skulle tro, det kun ramte børnefamilier og de unge i samfundet, men selv pensionister har jo travlt som aldrig før med at leve og opleve, inden de drager det sidste åndedrag og lægger sig til hvile. De store i verden træder de små under fode. Et afrikansk ordsprog lyder, at når elefanter slås, går det ud over myrerne. Når supermagterne opruster og truer med krig, og når vrede grupper vokser frem for at tilkæmpe sig magt over andre, så taber den lille mand og den almindelige jævne borger, der bare gerne vil leve og bo i fred og ro.
I Bibelens mange historier finder der også en masse kampe sted. En del af kampene vinder de små – vi husker Davids kamp mod Goliat, hvor vi lærer, at man ikke bør undervurdere sin modstander. Hellere lille og vågen, end stor og doven. At nedvurdere og undervurdere de små mennesker og de små ting i verden, ligger meget nemt til os, og det sker vel næste dagligt, at vi overser de små glæder; men hvor stor er glæden dog ikke om foråret over den første lille blomst, der bryder op af den sorte muld?
Jesu disciple var hverken værre eller bedre end os, og da de en dag spurgte Jesus, hvem den største i Himmeriget er, forsøgte de at få svar på, om de selv var store eller små, og om de mon kunne blive større. Derfor er Jesu svar så genialt, for han vender tingene på hovedet. De fik altså ikke svar på, hvordan de kunne udvikle deres kompetencer til at blive mere konkurrencedygtige imod andre i Himmeriget, men de fik at vide, at hvis de virkelig ville være store, skulle de blive små.
Det lyder som en gang vrøvl for os, for hvad skal det dog nytte at blive som et barn? Hvad skal det nytte at ydmyge sig? Med verdens øjne giver det ingen mening at blive som børn, for de er dårlige til at konkurrere imod hinanden. De har ikke fokus på at tjene penge, og egentlig er de ubrugelige som borgere i et samfund, hvor der skal arbejdes længe, tjenes penge og konkurreres mod andre borgere fjerne og nære stater.
Hvad er børn gode til? Det er sikkert upopulært at sige til en stolt mor eller far, men børn er ikke gode til ret meget. Tænk på, hvor langt tid et barn tager om at blive selvstændig. Der går et år, før de kan gå oprejst, mere end et år før de kan tale, og der går mange år, før de kan bidrage til husholdningen. Kort sagt er de i mange år ubrugelige - hvis vi skal beregne deres nytteværdi i forhold til vores moderne konkurrencesamfund.
Men nytteværdi har heldigvis intet at sige i forhold til Guds rige. I Guds rige vendes mange ting på hovedet; dér er de mindste skabninger nemlig et udtryk for Guds allerstørste under, og dér er selv det mest nytteløse og ubrugelige menneske utroligt meget værd. I vores rige tillader vi, at der sker spild, men i Guds rige leder han efter ét enkelt får, selvom han har 99 i folden. Det gør han dog ikke af grådighed, ikke af griskhed, men Gud opsøger det fortabte, fordi alle fortabte har brug for frelse og alle syge har brug for en læge. Men her i verden gives der ikke medaljer for at være barmhjertig, og det er ikke den, der elsker mest, der høster mest anerkendelse. Tværtimod. I verdens rige kommer man længst ved at klippe en tå og hugge en hæl, ved at mindske risikoen og stille sig tilfreds med de 99 får og lade det ene får gå fortabt. Hvor der handles, der spildes. Her i verden kan det betale sig at træde andre under fode, bringe andre til fald, at føre sig frem, være hidsig og vred og iføre sig rundsave på albuerne for at komme forrest og længst og blive den største og stærkeste. Men hvad nytter det at vinde hele verden, hvis man må bøde med sin sjæl?
I dag hører vi Jesus sige, at det er bedre at rive sit øje ud eller hugge sin hånd eller fod af, så man kan gå ind til livet, selvom det må koste blod og tårer. Mange har igennem tiden taget andres liv, hænder og øjne for endda meget små penge - men hvem vil opgive sine egne lemmer for at give liv til andre? Jesus stiller os over for et valg: Hvad er vores liv og jagt på succes egentlig værd? Hvor mange skal falde, for at vi kan bestå? Lige fra skoletidens mobning til voksenlivets kamp om de gode jobs, handler det om, at nogle må flytte sig, så vi selv kan komme til. Ingen stat i verden og intet menneske på jord kan sige sig fri for at have skubbet andre til side for selv at vinde frem. Måske ingen andre end Jesus selv, for han stræbte aldrig efter andet, end at mennesker omkring ham fik håbet, troen og kærligheden på ny. Dét er en vej, som verden ikke kender, for Guds rige og verdens rige ligner ikke ret meget hinanden, og dog er det her, vi er sat for at leve, virke, være og dø.
Trøsten er, at selvom vi skulle forvilde os på afveje, selvom vi skulle falde og snuble og blive væk fra flokken og fællesskabet, så er den gode hyrde på vej og søger efter os, hvor ingen andre leder. Sådan er Gud; han opgiver sig selv for at give os alt, og han ofrer sig selv, så vi kan leve, så vi kan håbe, så vi kan tro og elske her i dag, her i verden, her iblandt hinanden i verdens fattige rige. Amen.
Læs bibeltekster til 22. søndag efter Trinitaits
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære; 3. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender; --- ; 4. DDS 675: Gud vi er i gode hænder; 5. DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå; 6. DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
I Bibelens mange historier finder der også en masse kampe sted. En del af kampene vinder de små – vi husker Davids kamp mod Goliat, hvor vi lærer, at man ikke bør undervurdere sin modstander. Hellere lille og vågen, end stor og doven. At nedvurdere og undervurdere de små mennesker og de små ting i verden, ligger meget nemt til os, og det sker vel næste dagligt, at vi overser de små glæder; men hvor stor er glæden dog ikke om foråret over den første lille blomst, der bryder op af den sorte muld?
Jesu disciple var hverken værre eller bedre end os, og da de en dag spurgte Jesus, hvem den største i Himmeriget er, forsøgte de at få svar på, om de selv var store eller små, og om de mon kunne blive større. Derfor er Jesu svar så genialt, for han vender tingene på hovedet. De fik altså ikke svar på, hvordan de kunne udvikle deres kompetencer til at blive mere konkurrencedygtige imod andre i Himmeriget, men de fik at vide, at hvis de virkelig ville være store, skulle de blive små.
Det lyder som en gang vrøvl for os, for hvad skal det dog nytte at blive som et barn? Hvad skal det nytte at ydmyge sig? Med verdens øjne giver det ingen mening at blive som børn, for de er dårlige til at konkurrere imod hinanden. De har ikke fokus på at tjene penge, og egentlig er de ubrugelige som borgere i et samfund, hvor der skal arbejdes længe, tjenes penge og konkurreres mod andre borgere fjerne og nære stater.
Hvad er børn gode til? Det er sikkert upopulært at sige til en stolt mor eller far, men børn er ikke gode til ret meget. Tænk på, hvor langt tid et barn tager om at blive selvstændig. Der går et år, før de kan gå oprejst, mere end et år før de kan tale, og der går mange år, før de kan bidrage til husholdningen. Kort sagt er de i mange år ubrugelige - hvis vi skal beregne deres nytteværdi i forhold til vores moderne konkurrencesamfund.
Men nytteværdi har heldigvis intet at sige i forhold til Guds rige. I Guds rige vendes mange ting på hovedet; dér er de mindste skabninger nemlig et udtryk for Guds allerstørste under, og dér er selv det mest nytteløse og ubrugelige menneske utroligt meget værd. I vores rige tillader vi, at der sker spild, men i Guds rige leder han efter ét enkelt får, selvom han har 99 i folden. Det gør han dog ikke af grådighed, ikke af griskhed, men Gud opsøger det fortabte, fordi alle fortabte har brug for frelse og alle syge har brug for en læge. Men her i verden gives der ikke medaljer for at være barmhjertig, og det er ikke den, der elsker mest, der høster mest anerkendelse. Tværtimod. I verdens rige kommer man længst ved at klippe en tå og hugge en hæl, ved at mindske risikoen og stille sig tilfreds med de 99 får og lade det ene får gå fortabt. Hvor der handles, der spildes. Her i verden kan det betale sig at træde andre under fode, bringe andre til fald, at føre sig frem, være hidsig og vred og iføre sig rundsave på albuerne for at komme forrest og længst og blive den største og stærkeste. Men hvad nytter det at vinde hele verden, hvis man må bøde med sin sjæl?
I dag hører vi Jesus sige, at det er bedre at rive sit øje ud eller hugge sin hånd eller fod af, så man kan gå ind til livet, selvom det må koste blod og tårer. Mange har igennem tiden taget andres liv, hænder og øjne for endda meget små penge - men hvem vil opgive sine egne lemmer for at give liv til andre? Jesus stiller os over for et valg: Hvad er vores liv og jagt på succes egentlig værd? Hvor mange skal falde, for at vi kan bestå? Lige fra skoletidens mobning til voksenlivets kamp om de gode jobs, handler det om, at nogle må flytte sig, så vi selv kan komme til. Ingen stat i verden og intet menneske på jord kan sige sig fri for at have skubbet andre til side for selv at vinde frem. Måske ingen andre end Jesus selv, for han stræbte aldrig efter andet, end at mennesker omkring ham fik håbet, troen og kærligheden på ny. Dét er en vej, som verden ikke kender, for Guds rige og verdens rige ligner ikke ret meget hinanden, og dog er det her, vi er sat for at leve, virke, være og dø.
Trøsten er, at selvom vi skulle forvilde os på afveje, selvom vi skulle falde og snuble og blive væk fra flokken og fællesskabet, så er den gode hyrde på vej og søger efter os, hvor ingen andre leder. Sådan er Gud; han opgiver sig selv for at give os alt, og han ofrer sig selv, så vi kan leve, så vi kan håbe, så vi kan tro og elske her i dag, her i verden, her iblandt hinanden i verdens fattige rige. Amen.
Læs bibeltekster til 22. søndag efter Trinitaits
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære; 3. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender; --- ; 4. DDS 675: Gud vi er i gode hænder; 5. DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå; 6. DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
