Søndag d. 14. oktober 2018, 20. søndag efter Trinitatis kl. 9.30 i Hjortlund (uden altergang), kl. 11 i Vilslev
1) 748: Nu vågne alle Guds fugle små; 2) 289: Nu bede vi den Helligånd; 3) 387: Jesus, se til os i nåde; --- ; 4) 276: Dommer over levende og døde; 5) 598: O Gud, du ved og kender; 6) 732: Dybt hælder året
Jesus giver os i dag hele to lignelser, som hver for sig nemt ville være nok til en prædiken af en anseelig længde, men nu skal begge to altså behandles i samme prædiken; og den må ikke være for lang, så det er jo bare med at komme i gang.
En lignelse er en metafor, et billede, som skal fortolkes. Jesus bruger tit et billede fra dagligdagen, for at skære sin pointe ud i pap. Dagligdagen på hans tid så dog noget anderledes ud i forhold til i dag, og billederne kan derfor virke fremmede for os. Kun ved at dykke ned i dem igen og igen, og kun ved at bruge fantasien kan vi nærme os en forståelse af, hvad meningen dog var med det, han sagde.
Lignelsen om de to sønner fortæller Jesus for at fange sine modstandere i en logisk fælde. Det er ligesom skak, og naturligvis er vores helt bedre end dem, han spiller diskussionens spil med. Hans modstandere er dem, vi hører omtalt som jødernes ypperstepræster og folkets ældste; det er altså de præster, der sidder højest på strå, lidt som vore biskopper, og så de af folket udvalgte ledere, som kan sammenlignes med medlemmer af byrådet. Jesus er altså oppe imod både en stærk religiøs gruppe og en indflydelsesrig verdslig gruppe, der begge kritiserer og protesterer imod det, han lærer og fortæller.
Dengang var det normalt, at den ældste søn skulle arve alting efter sine forældre, og den ældste søn var altså dermed det bedste barn og det mest elskede. Sådan var det bare; han var jo født først, og han var af mandkøn. Men den ældste søn svigtede med sit nej sin far, og han måtte så gå til den yngste søn, der straks anede en mulighed for at vinde velvilje hos sin far, og han svarede straks ja, og kaldte endda ærbødigt og velopdragent sin far for herre. Men ak, den yngste søn gik alligevel ikke ud at arbejde; han havde kun intentionen i munden. For ham var det tanken, der talte; og det var dog mere behageligt at sige noget pænt end at gøre noget pænt. Den ældste søn fortrød sin egoisme, og gik alligevel ud i vingården og arbejdede.
Ypperstepræsterne og de ældste skal derfor forstå, at de handlede ligesom den sidste søn, der glad og gerne sagde ja. De sagde glad og gerne ja til Guds bud, men levede dog slet ikke efter dem. Den første søn var derimod ligesom hedningerne, der først sagde nej til Guds gode bud, men fortrød, da de hørte Johannes Døberens forkyndelse. Selvom ypperstepræsterne og de ældste havde hørt den samme forkyndelse, fortrød de ikke deres lunkne indstilling. De ville altså gerne sige ja og kalde deres Gud for deres herre, men føre det ud i livet og leve efter det, de snakkede om, det hverken ville eller kunne de.
Hvem gjorde sin fars vilje? spørger Jesus, og de må logisk set svare ”Den første søn” og dermed dømme sig selv som hyklere.
Jesus fortæller derefter en lignelse om en vingårdsejer, der havde opført en vingård og forpagtet den væk. Det er tydeligt, at her er tale om Gud som ejeren, og Israel som vingården; og de ældste og ypperstepræsterne er forpagterne. Igennem Det Gamle Testamente kan man læse om, hvordan Gud igen og igen sendte profeter til Israel for at kalde folket til at leve efter de guddommelige bud, og når profeterne truede med Guds vrede og straf, rettede jøderne sig ind og blev vældigt religiøse og lovlydige, men når profeterne døde, faldt jøderne tilbage til en tilværelse, hvor de nok var glade for at kalde Gud for herre, og lovede at gøre hans vilje – men deres mange ord i munden vidnede kun om tomhed i hjertet. Således går det også i vingården, hvor ejerens tjenere kommer for at hente høsten, men bliver dræbt. I stedet for at sende sin hær ud og nedslagte de morderiske forpagtere, sendte ejeren et større hold tjenere ud. Han gav dem altså en chance for at fortryde. Men de fortrød intet af deres egoisme og grådighed, men slog igen bare hans tjenere ihjel.
Til sidst sendte han sin egen søn, men også han slog de ihjel. Hvad var der så mere at gøre? Lignelsen slutter brat, og Jesu modstandere, der havde lyttet opmærksomt, bringer selv den hårde afslutning, at der må andre forpagtere til i vingården. Grænsen må være nået for ejerens tålmodighed over for den ondskab og grådighed, arbejderne gav udtryk for i deres handlinger. Et ondt endeligt vil han give de onde, siger jøderne, og fælder dermed igen deres egen dom, for det er jo dem selv, der igen og igen slår profeterne ihjel og endda ender med at få Guds egen søn naglet til korset.
Ja, sådan skal lignelserne forstås i deres historiske sammenhæng, hvor Jesus taler til sine jødiske landsmænd i den hellige by Jerusalem. Men hvordan skal de så forstås af os, der jo hverken er jøder eller levede for et par tusinde år siden? Hvad skal vi bruge disse gamle billeder til?
Vi skal høre og lære, at også vi er sat til at forvalte noget, vi har fået betroet. Der er mange vingårde i verden, og i kirkelige sammenhænge kan vi tale om, at menighedsrådene er sat som forvaltere af en vingård ligesom præsterne og de andre, der arbejder ved kirken. Ingen af os arbejder for vores egen fornøjelses skyld, men fordi vingården skal give et godt udbytte, der kan komme menigheden til gavn. Her tæller kun det arbejde, man udfører i vingården, for hvis man ikke gør noget i den tro, vi har fået, hvad er troen så værd?
Ja, der er en sammenhæng mellem, hvad vi tror og hvordan vi tror, og så det arbejde vi udfører i den vingård, vi er sat som forvaltere af. Nu er det jo nemt at pege på kirken som vingård, fordi det er her mit eget engagement og arbejde ligger; men enhver kan jo tænke over sin egen vingård. Vi har alle fået betroet et område, stort eller småt, som vi skal tage vare på – enten arbejde, skolegang, familie, hus og hjem – eller hvad man nu kan tænke på.
Alt hvad vi gør, skal vi gøre for Gud og for hinanden. Vi er nemlig ikke selv det vigtigste; vi skal altså ikke hengive os til, hvad der kun behager os eller gavner os selv. Nej, vi må have fokus på, at vores forvaltning kommer andre til gavn.
Forvalter man en andens vingård ved man jo også, at man ikke selv skal nyde høsten af arbejdet; på samme måde tilfalder det ikke os at nyde høsten af vort livs indsats; men den ære høster Gud og vore medmennesker må nyde udbyttet. Hvis vi kun holder fokus på os selv og vort eget livsprojekt, så glemmer vi, hvad vi er sat i verden for; og så dømmer vi til fordel for os selv. Det er en ukristelig fejl at begå. Skal vi så dømme os selv? Nej, lad os bare tage fat på arbejdet i vingården, og lad så dommen være op til Guds Søn. Det siges, han er en nådig dommer. Amen.
MEDDELELSER
Er vi selv skyld i den modgang og de sygdomme, der rammer os? Bliver vi straffet af skæbnen for de valg, vi træffer? Jesus dykker ned i sagen, og hvad han svarer, skal vi høre mere om til gudstjeneste på søndag d. 21. oktober,
kl. 9.30 Gredstedbro / kl. 9.30 Vilslev / kl. 11 Jernved / kl. 11 Hunderup
Hjortlund:
- præludium og postludium
Sang og foredrag: Sognehuset får besøg af Kirsten Saurus Mehlsen, der fortæller om sine erfaringer som musikmedarbejder ved fængslet, og Søren Rønnehøj fortæller om værdien af at komme til kor/musik under sin afsoning. Onsdag, 31. oktober kl. 19 i Sognehuset. Gratis entré.
Vilslev
Søndag d. 18. november kl. 16 er der koncert i Hunderup kirke med gruppen Beatsalmer, der kombinerer Bibeltekster og Beatles sange. ”All you need is love”. Gratis entré.
1) 748: Nu vågne alle Guds fugle små; 2) 289: Nu bede vi den Helligånd; 3) 387: Jesus, se til os i nåde; --- ; 4) 276: Dommer over levende og døde; 5) 598: O Gud, du ved og kender; 6) 732: Dybt hælder året
Jesus giver os i dag hele to lignelser, som hver for sig nemt ville være nok til en prædiken af en anseelig længde, men nu skal begge to altså behandles i samme prædiken; og den må ikke være for lang, så det er jo bare med at komme i gang.
En lignelse er en metafor, et billede, som skal fortolkes. Jesus bruger tit et billede fra dagligdagen, for at skære sin pointe ud i pap. Dagligdagen på hans tid så dog noget anderledes ud i forhold til i dag, og billederne kan derfor virke fremmede for os. Kun ved at dykke ned i dem igen og igen, og kun ved at bruge fantasien kan vi nærme os en forståelse af, hvad meningen dog var med det, han sagde.
Lignelsen om de to sønner fortæller Jesus for at fange sine modstandere i en logisk fælde. Det er ligesom skak, og naturligvis er vores helt bedre end dem, han spiller diskussionens spil med. Hans modstandere er dem, vi hører omtalt som jødernes ypperstepræster og folkets ældste; det er altså de præster, der sidder højest på strå, lidt som vore biskopper, og så de af folket udvalgte ledere, som kan sammenlignes med medlemmer af byrådet. Jesus er altså oppe imod både en stærk religiøs gruppe og en indflydelsesrig verdslig gruppe, der begge kritiserer og protesterer imod det, han lærer og fortæller.
Dengang var det normalt, at den ældste søn skulle arve alting efter sine forældre, og den ældste søn var altså dermed det bedste barn og det mest elskede. Sådan var det bare; han var jo født først, og han var af mandkøn. Men den ældste søn svigtede med sit nej sin far, og han måtte så gå til den yngste søn, der straks anede en mulighed for at vinde velvilje hos sin far, og han svarede straks ja, og kaldte endda ærbødigt og velopdragent sin far for herre. Men ak, den yngste søn gik alligevel ikke ud at arbejde; han havde kun intentionen i munden. For ham var det tanken, der talte; og det var dog mere behageligt at sige noget pænt end at gøre noget pænt. Den ældste søn fortrød sin egoisme, og gik alligevel ud i vingården og arbejdede.
Ypperstepræsterne og de ældste skal derfor forstå, at de handlede ligesom den sidste søn, der glad og gerne sagde ja. De sagde glad og gerne ja til Guds bud, men levede dog slet ikke efter dem. Den første søn var derimod ligesom hedningerne, der først sagde nej til Guds gode bud, men fortrød, da de hørte Johannes Døberens forkyndelse. Selvom ypperstepræsterne og de ældste havde hørt den samme forkyndelse, fortrød de ikke deres lunkne indstilling. De ville altså gerne sige ja og kalde deres Gud for deres herre, men føre det ud i livet og leve efter det, de snakkede om, det hverken ville eller kunne de.
Hvem gjorde sin fars vilje? spørger Jesus, og de må logisk set svare ”Den første søn” og dermed dømme sig selv som hyklere.
Jesus fortæller derefter en lignelse om en vingårdsejer, der havde opført en vingård og forpagtet den væk. Det er tydeligt, at her er tale om Gud som ejeren, og Israel som vingården; og de ældste og ypperstepræsterne er forpagterne. Igennem Det Gamle Testamente kan man læse om, hvordan Gud igen og igen sendte profeter til Israel for at kalde folket til at leve efter de guddommelige bud, og når profeterne truede med Guds vrede og straf, rettede jøderne sig ind og blev vældigt religiøse og lovlydige, men når profeterne døde, faldt jøderne tilbage til en tilværelse, hvor de nok var glade for at kalde Gud for herre, og lovede at gøre hans vilje – men deres mange ord i munden vidnede kun om tomhed i hjertet. Således går det også i vingården, hvor ejerens tjenere kommer for at hente høsten, men bliver dræbt. I stedet for at sende sin hær ud og nedslagte de morderiske forpagtere, sendte ejeren et større hold tjenere ud. Han gav dem altså en chance for at fortryde. Men de fortrød intet af deres egoisme og grådighed, men slog igen bare hans tjenere ihjel.
Til sidst sendte han sin egen søn, men også han slog de ihjel. Hvad var der så mere at gøre? Lignelsen slutter brat, og Jesu modstandere, der havde lyttet opmærksomt, bringer selv den hårde afslutning, at der må andre forpagtere til i vingården. Grænsen må være nået for ejerens tålmodighed over for den ondskab og grådighed, arbejderne gav udtryk for i deres handlinger. Et ondt endeligt vil han give de onde, siger jøderne, og fælder dermed igen deres egen dom, for det er jo dem selv, der igen og igen slår profeterne ihjel og endda ender med at få Guds egen søn naglet til korset.
Ja, sådan skal lignelserne forstås i deres historiske sammenhæng, hvor Jesus taler til sine jødiske landsmænd i den hellige by Jerusalem. Men hvordan skal de så forstås af os, der jo hverken er jøder eller levede for et par tusinde år siden? Hvad skal vi bruge disse gamle billeder til?
Vi skal høre og lære, at også vi er sat til at forvalte noget, vi har fået betroet. Der er mange vingårde i verden, og i kirkelige sammenhænge kan vi tale om, at menighedsrådene er sat som forvaltere af en vingård ligesom præsterne og de andre, der arbejder ved kirken. Ingen af os arbejder for vores egen fornøjelses skyld, men fordi vingården skal give et godt udbytte, der kan komme menigheden til gavn. Her tæller kun det arbejde, man udfører i vingården, for hvis man ikke gør noget i den tro, vi har fået, hvad er troen så værd?
Ja, der er en sammenhæng mellem, hvad vi tror og hvordan vi tror, og så det arbejde vi udfører i den vingård, vi er sat som forvaltere af. Nu er det jo nemt at pege på kirken som vingård, fordi det er her mit eget engagement og arbejde ligger; men enhver kan jo tænke over sin egen vingård. Vi har alle fået betroet et område, stort eller småt, som vi skal tage vare på – enten arbejde, skolegang, familie, hus og hjem – eller hvad man nu kan tænke på.
Alt hvad vi gør, skal vi gøre for Gud og for hinanden. Vi er nemlig ikke selv det vigtigste; vi skal altså ikke hengive os til, hvad der kun behager os eller gavner os selv. Nej, vi må have fokus på, at vores forvaltning kommer andre til gavn.
Forvalter man en andens vingård ved man jo også, at man ikke selv skal nyde høsten af arbejdet; på samme måde tilfalder det ikke os at nyde høsten af vort livs indsats; men den ære høster Gud og vore medmennesker må nyde udbyttet. Hvis vi kun holder fokus på os selv og vort eget livsprojekt, så glemmer vi, hvad vi er sat i verden for; og så dømmer vi til fordel for os selv. Det er en ukristelig fejl at begå. Skal vi så dømme os selv? Nej, lad os bare tage fat på arbejdet i vingården, og lad så dommen være op til Guds Søn. Det siges, han er en nådig dommer. Amen.
MEDDELELSER
Er vi selv skyld i den modgang og de sygdomme, der rammer os? Bliver vi straffet af skæbnen for de valg, vi træffer? Jesus dykker ned i sagen, og hvad han svarer, skal vi høre mere om til gudstjeneste på søndag d. 21. oktober,
kl. 9.30 Gredstedbro / kl. 9.30 Vilslev / kl. 11 Jernved / kl. 11 Hunderup
Hjortlund:
- præludium og postludium
Sang og foredrag: Sognehuset får besøg af Kirsten Saurus Mehlsen, der fortæller om sine erfaringer som musikmedarbejder ved fængslet, og Søren Rønnehøj fortæller om værdien af at komme til kor/musik under sin afsoning. Onsdag, 31. oktober kl. 19 i Sognehuset. Gratis entré.
Vilslev
Søndag d. 18. november kl. 16 er der koncert i Hunderup kirke med gruppen Beatsalmer, der kombinerer Bibeltekster og Beatles sange. ”All you need is love”. Gratis entré.
