Søndag den 8. marts 2020 kl. 9.30 i Hunderup, Anden søndag i fasten (II) 1) 392: Himlene Herre 2) 853: Du gav mig livet og et sted 3) 629: Vort kors gør sure miner --- 4) 677: Nu glæd dig i Herren 5) 476: Kornet, som dør i jorden 6) 588: Herre, gør mit liv til bøn
Indledning GT
Nu skal vi høre et stykke fra starten af det gamle testamente, hvor Guds som kronen på sit skaberværk skaber mennesket i sit billede som mand og kvinde i Edens have eller Paradis, som det også kaldes. Gud så alt, og han så, hvor godt det var. Det var dengang; lige efter skabelsen kommer syndefaldet, hvor de spiser af den forbudne frugt og drives ud af Paradis – derude er vi endnu.
Indledning NT
Nu skal vi høre fra Hebræerbrevet; et brev skrevet til hebræerne, altså de jødiske kristne. Hos jøderne har man ypperstepræster, og derfor er det et genkendeligt billede for læserne. Der omtales en person, Melkisedek, som er en retfærdig og god konge fra Abrahams tid. At Jesus er støtte end Melkisedek betyder, at han er større end den retfærdige konge og ypperstepræsten.
Prædiken
Selvom jeg endnu ikke er blevet diagnosticeret med stress, så føler jeg mig tit (mere end) fortravlet i hverdagen – måske har I også til tider mærket det på mig. Der er så mange opgaver; der er både skal-opgaver, kan-opgaver og vil-opgaver, men det er svært at prioritere og så er det ikke altid, at arbejdsliv og privatliv kommer til at gå op i den berømte højere enhed; nogle gange går både kalenderen og jeg i sort. Nogle gange kollapser læsset, når alle de mange bolde, man prøver at holde i luften, og alt det man selv vil og mener at kunne pludseligt falder ned i hovedet på én, og man tynges af en følelse af nederlag og af, at man ikke slår til. Efter at have tænkt over min forbandede fortravlethed er jeg nået frem til, at det faktisk er en syndig måde at leve på; for sådan en livsstil fører mig væk fra mennesker og væk fra Gud. Hvad opnår jeg så egentligt, hvis jeg ikke når mine medmennesker og ikke har ro til at lade mig blive nået af Gud? Ja, så jager jeg jo bare vind og luft, og så er jeg da en stor tåbe. Der er trods alt vigtigere ting i livet, og derfor samles vi her i kirken for at mærke og tænke efter og for at lytte.
Når vi i det gamle testamente hører om skabelsen af manden og kvinden og oprettelsen af Edens have, så får man det indtryk, at vort menneskeliv burde være idyllisk, fredfyldt og harmonisk. Gud ønsker lighed mellem mand og kvinde; han ønsker, at vi mennesker hersker over hans skaberværk med fornuft, medfølelse og ydmyghed, så jord og dyr ikke lider under vores brug og benyttelse. Når vi så har læst det i det gamle testamente og kigger ud i vores nutid og verden, så må vi sukke dybt og blive pinligt berørt, for hvad er det dog, vi gør ved hinanden og ved vores jordklode? I dag er det kvindernes internationale kampdag, og det siger da noget, at der overhovedet behøves være sådan en dag, hvor kvinderne kæmper for de rettigheder og den ligeværd, som bare burde være noget helt naturligt og ligetil.
Vi behøver ikke læse videre i det gamle testamente for at se, at syndefaldet er en realitet; vi er på mange måder kommet langt væk fra Guds gode ønsker for os. Selvom nogle prøver at oprette paradis på jord, viser historiens erfaring os, at det ikke kan lade sig gøre. Tværtimod virker det nogle gang som om, vi knapt skal røre noget med vore hænder, før det så pludseligt ender. I disse tider anbefaler sundhedsstyrelsen endda, at vi holder os langt fra hinanden og hverken giver hånd, kram eller kys; frygt fylder efterhånden mere end håb. Hvis ikke vi ødelægger det for os selv, findes der sygdomme rundt om os, der truer med at ødelægge vores liv og lykke. Vi kan altså ikke bare håbe på menneskers egen klogskab og virketrang, - for erfaringen viser, at vi ikke kan klare det selv - men vi må stole på, at Gud i sidste ende genopretter alt det fortabte.
Hvad Gud håber for os i vores faldne verden, viste Jesus os meget jordnært, da han elskede sine venner og fjender og rejste mange fra sygdom, død, synd og selvfortabelse. Da han døde og opstod fik han plads ved Faderens højre hånd. Derfra følger han med i vores liv her på jorden og går i forbøn for os. Han føler med de vildfarede og uvidende. Sådan var han på jorden, og sådan er han i himlen. Derfor kan vi bede både til Jesus og til Gud Fader ham selv, det er lige godt. Hovedsagen er dog, at vi beder, for det er lige så nødvendigt og naturligt som at trække vejret.
Man kan godt være uvidende og vildfaret, selvom man holder sig tæt til Jesus. Det ser vi hos hans udvalgte 12 apostle, som igen og igen forsøger at leve op til deres mesters tillid ved at helbrede syge og uddrive dæmoner. Og det er pinligt at høre om, hvordan apostlene repræsenterer Jesus på en dårlig måde, når de ikke kan gøre det, som han kan og har sendt dem ud i verden for at gøre. Måske blev de for ivrige efter at få høje karakterer i at være apostle? Måske blev de overmodige og dumdristige og kastede sig over opgaver og ånder, der var langt sværere, end de ville indrømme over sig selv; og hvad der er langt værre: indrømme over for de andre apostle. Stolthed har det med at klæbe sig til evner; så snart man klarer en lille opgave, kan man føle sig så stolt, at man intetanende, men glad og gerne, går hen til en opgave, der vælter lige ned i hovedet på én. Det skal man ikke. Man skal ganske enkelt passe på med at være stolt af de evner, man har været heldig at få. Stolthed fører overmodighed med sig, og mange er blevet stressede og udbrændte, syge og fortabte, fordi de ikke har kunne taget afsked med deres stolthed og høje tanker om, at de nok lige kunne klare en opgave mere. Højt at flyve, dybt at falde.
Hvad apostlene ikke kunne, gjorde Jesus nærmest uden at bevæge en lillefinger; drengen blev helbredt, drengens far blev fyldt af den glæde over livets under pga. det mirakel, der erstatter vantro med tillid og taknemmelighed. Og hvad svarede Jesus så, da apostlene udspurgte ham om hans hemmelige metode til den store magt at uddrive onde ånder? Var det mon fordi, han havde allieret sig med alle englene i himlen? Havde han mon en hemmelig aftale med Den Onde Selv? Nej, nej og nej – Jesus svarede på en måde, der lukkede munden på dem og deres stolte følelser. ”Den slags kan kun drives ud med bøn.”
Man kan næsten endnu høre apostlene udbryde: ”Jamen, bøn?! Hvor kedeligt!”, men de kendte jo heller ikke salmen: ”Herre gør mit liv til bøn”! Ja, det er måske lige så kedeligt at bede, som det er at trække vejret, og dog er det ret vigtigt, må man sige. At bede er at tale med Gud; at samle sine tanker og lægge dét frem for Gud, som man gerne vil bede for eller om. Nogle beder til Gud, andre til Jesus og igen andre til Helligånden. Uanset hvem man beder til eller anråber, så tror jeg, bønnerne nok skal finde vej. Og jeg tror, det både hjælper og virker at bede. Det hjælper på os at bede, for vi får talt ud om, hvad vi har på hjerte; vi får lettet vores samvittighed; vi får løftet byrderne fra vores skuldre. Der sænker sig en ro over os, når vi mærker, at vi bliver tilgivet for vore fejl og mangler og dumheder, hvor mange og store de så end er. At bede for andre virker både for os og dem, vi beder for – det tror jeg på. Hvordan det hænger sammen, kan jeg ikke forklare; måske er det en åndelig form for medfølelse og kunstig åndedræt?
For os alle gælder det, at vi kan og bør trække vejret og bede. Derfor vil jeg afrunde denne prædiken med at sige: Bed for mig, bed for hinanden, bed for jer selv. Der er trøst i troen og styrke i bønnen. Amen.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Kirkebøn
Lad og alle bede:
Herre, gør vores liv til bøn og lad os finde styrke, trøst og glæde ved at opleve bønnen som samtale med dig og som forbøn og omsorg for andre. Gud, skænk os din ro. Jesus, skænk os din tro. Helligånd, send os din glæde og frimodighed. Lad ikke frygten for sygdomme, krige eller nød styre vore liv, men lad os her i kirken og i dette kristne fællesskab finde frirum til at være, som vi er. Gud, sæt din englevagt hos de syge og døende. Lad ord og salmer ved denne gudstjeneste blive til gavn og glæde for alle, der har ører at høre med. Så troens frø i vores indre, så de kan vokse og bære megen frugt og glæde i vores sogn og samfund. Vi beder for hinanden, for os selv, og for dem, der har en anden tro eller ingen tro, at din glæde og frelse også må nå ind til dem. Vi beder for alle, der har magt i Danmark og verden; vejled dem til at varetage deres magt med samvittighed, så de arbejder til gavn og glæde for de mest udsatte og nødlidende. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe II og hele hendes familie; velsign og bevar kirken og menigheden her samt vort modersmål og fædreland. Amen.
Meddelelser
På søndag den 15. marts fejrer vi højmesse kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor der kommer en del unge, som skal indskrives til konfirmationsforberedelsen 2020-2021.
Hunderup: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe
”Hvordan overlever man med en teenager i huset? Er overskriften på et foredrag, der finder sted onsdag den 11. marts kl. 19 i Sognehuset. For konfirmander og deres forældre i Kongeåpastoratet er det gratis, og for alle andre koster det 20 kr. at deltage.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Indledning GT
Nu skal vi høre et stykke fra starten af det gamle testamente, hvor Guds som kronen på sit skaberværk skaber mennesket i sit billede som mand og kvinde i Edens have eller Paradis, som det også kaldes. Gud så alt, og han så, hvor godt det var. Det var dengang; lige efter skabelsen kommer syndefaldet, hvor de spiser af den forbudne frugt og drives ud af Paradis – derude er vi endnu.
Indledning NT
Nu skal vi høre fra Hebræerbrevet; et brev skrevet til hebræerne, altså de jødiske kristne. Hos jøderne har man ypperstepræster, og derfor er det et genkendeligt billede for læserne. Der omtales en person, Melkisedek, som er en retfærdig og god konge fra Abrahams tid. At Jesus er støtte end Melkisedek betyder, at han er større end den retfærdige konge og ypperstepræsten.
Prædiken
Selvom jeg endnu ikke er blevet diagnosticeret med stress, så føler jeg mig tit (mere end) fortravlet i hverdagen – måske har I også til tider mærket det på mig. Der er så mange opgaver; der er både skal-opgaver, kan-opgaver og vil-opgaver, men det er svært at prioritere og så er det ikke altid, at arbejdsliv og privatliv kommer til at gå op i den berømte højere enhed; nogle gange går både kalenderen og jeg i sort. Nogle gange kollapser læsset, når alle de mange bolde, man prøver at holde i luften, og alt det man selv vil og mener at kunne pludseligt falder ned i hovedet på én, og man tynges af en følelse af nederlag og af, at man ikke slår til. Efter at have tænkt over min forbandede fortravlethed er jeg nået frem til, at det faktisk er en syndig måde at leve på; for sådan en livsstil fører mig væk fra mennesker og væk fra Gud. Hvad opnår jeg så egentligt, hvis jeg ikke når mine medmennesker og ikke har ro til at lade mig blive nået af Gud? Ja, så jager jeg jo bare vind og luft, og så er jeg da en stor tåbe. Der er trods alt vigtigere ting i livet, og derfor samles vi her i kirken for at mærke og tænke efter og for at lytte.
Når vi i det gamle testamente hører om skabelsen af manden og kvinden og oprettelsen af Edens have, så får man det indtryk, at vort menneskeliv burde være idyllisk, fredfyldt og harmonisk. Gud ønsker lighed mellem mand og kvinde; han ønsker, at vi mennesker hersker over hans skaberværk med fornuft, medfølelse og ydmyghed, så jord og dyr ikke lider under vores brug og benyttelse. Når vi så har læst det i det gamle testamente og kigger ud i vores nutid og verden, så må vi sukke dybt og blive pinligt berørt, for hvad er det dog, vi gør ved hinanden og ved vores jordklode? I dag er det kvindernes internationale kampdag, og det siger da noget, at der overhovedet behøves være sådan en dag, hvor kvinderne kæmper for de rettigheder og den ligeværd, som bare burde være noget helt naturligt og ligetil.
Vi behøver ikke læse videre i det gamle testamente for at se, at syndefaldet er en realitet; vi er på mange måder kommet langt væk fra Guds gode ønsker for os. Selvom nogle prøver at oprette paradis på jord, viser historiens erfaring os, at det ikke kan lade sig gøre. Tværtimod virker det nogle gang som om, vi knapt skal røre noget med vore hænder, før det så pludseligt ender. I disse tider anbefaler sundhedsstyrelsen endda, at vi holder os langt fra hinanden og hverken giver hånd, kram eller kys; frygt fylder efterhånden mere end håb. Hvis ikke vi ødelægger det for os selv, findes der sygdomme rundt om os, der truer med at ødelægge vores liv og lykke. Vi kan altså ikke bare håbe på menneskers egen klogskab og virketrang, - for erfaringen viser, at vi ikke kan klare det selv - men vi må stole på, at Gud i sidste ende genopretter alt det fortabte.
Hvad Gud håber for os i vores faldne verden, viste Jesus os meget jordnært, da han elskede sine venner og fjender og rejste mange fra sygdom, død, synd og selvfortabelse. Da han døde og opstod fik han plads ved Faderens højre hånd. Derfra følger han med i vores liv her på jorden og går i forbøn for os. Han føler med de vildfarede og uvidende. Sådan var han på jorden, og sådan er han i himlen. Derfor kan vi bede både til Jesus og til Gud Fader ham selv, det er lige godt. Hovedsagen er dog, at vi beder, for det er lige så nødvendigt og naturligt som at trække vejret.
Man kan godt være uvidende og vildfaret, selvom man holder sig tæt til Jesus. Det ser vi hos hans udvalgte 12 apostle, som igen og igen forsøger at leve op til deres mesters tillid ved at helbrede syge og uddrive dæmoner. Og det er pinligt at høre om, hvordan apostlene repræsenterer Jesus på en dårlig måde, når de ikke kan gøre det, som han kan og har sendt dem ud i verden for at gøre. Måske blev de for ivrige efter at få høje karakterer i at være apostle? Måske blev de overmodige og dumdristige og kastede sig over opgaver og ånder, der var langt sværere, end de ville indrømme over sig selv; og hvad der er langt værre: indrømme over for de andre apostle. Stolthed har det med at klæbe sig til evner; så snart man klarer en lille opgave, kan man føle sig så stolt, at man intetanende, men glad og gerne, går hen til en opgave, der vælter lige ned i hovedet på én. Det skal man ikke. Man skal ganske enkelt passe på med at være stolt af de evner, man har været heldig at få. Stolthed fører overmodighed med sig, og mange er blevet stressede og udbrændte, syge og fortabte, fordi de ikke har kunne taget afsked med deres stolthed og høje tanker om, at de nok lige kunne klare en opgave mere. Højt at flyve, dybt at falde.
Hvad apostlene ikke kunne, gjorde Jesus nærmest uden at bevæge en lillefinger; drengen blev helbredt, drengens far blev fyldt af den glæde over livets under pga. det mirakel, der erstatter vantro med tillid og taknemmelighed. Og hvad svarede Jesus så, da apostlene udspurgte ham om hans hemmelige metode til den store magt at uddrive onde ånder? Var det mon fordi, han havde allieret sig med alle englene i himlen? Havde han mon en hemmelig aftale med Den Onde Selv? Nej, nej og nej – Jesus svarede på en måde, der lukkede munden på dem og deres stolte følelser. ”Den slags kan kun drives ud med bøn.”
Man kan næsten endnu høre apostlene udbryde: ”Jamen, bøn?! Hvor kedeligt!”, men de kendte jo heller ikke salmen: ”Herre gør mit liv til bøn”! Ja, det er måske lige så kedeligt at bede, som det er at trække vejret, og dog er det ret vigtigt, må man sige. At bede er at tale med Gud; at samle sine tanker og lægge dét frem for Gud, som man gerne vil bede for eller om. Nogle beder til Gud, andre til Jesus og igen andre til Helligånden. Uanset hvem man beder til eller anråber, så tror jeg, bønnerne nok skal finde vej. Og jeg tror, det både hjælper og virker at bede. Det hjælper på os at bede, for vi får talt ud om, hvad vi har på hjerte; vi får lettet vores samvittighed; vi får løftet byrderne fra vores skuldre. Der sænker sig en ro over os, når vi mærker, at vi bliver tilgivet for vore fejl og mangler og dumheder, hvor mange og store de så end er. At bede for andre virker både for os og dem, vi beder for – det tror jeg på. Hvordan det hænger sammen, kan jeg ikke forklare; måske er det en åndelig form for medfølelse og kunstig åndedræt?
For os alle gælder det, at vi kan og bør trække vejret og bede. Derfor vil jeg afrunde denne prædiken med at sige: Bed for mig, bed for hinanden, bed for jer selv. Der er trøst i troen og styrke i bønnen. Amen.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Kirkebøn
Lad og alle bede:
Herre, gør vores liv til bøn og lad os finde styrke, trøst og glæde ved at opleve bønnen som samtale med dig og som forbøn og omsorg for andre. Gud, skænk os din ro. Jesus, skænk os din tro. Helligånd, send os din glæde og frimodighed. Lad ikke frygten for sygdomme, krige eller nød styre vore liv, men lad os her i kirken og i dette kristne fællesskab finde frirum til at være, som vi er. Gud, sæt din englevagt hos de syge og døende. Lad ord og salmer ved denne gudstjeneste blive til gavn og glæde for alle, der har ører at høre med. Så troens frø i vores indre, så de kan vokse og bære megen frugt og glæde i vores sogn og samfund. Vi beder for hinanden, for os selv, og for dem, der har en anden tro eller ingen tro, at din glæde og frelse også må nå ind til dem. Vi beder for alle, der har magt i Danmark og verden; vejled dem til at varetage deres magt med samvittighed, så de arbejder til gavn og glæde for de mest udsatte og nødlidende. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe II og hele hendes familie; velsign og bevar kirken og menigheden her samt vort modersmål og fædreland. Amen.
Meddelelser
På søndag den 15. marts fejrer vi højmesse kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor der kommer en del unge, som skal indskrives til konfirmationsforberedelsen 2020-2021.
Hunderup: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe
”Hvordan overlever man med en teenager i huset? Er overskriften på et foredrag, der finder sted onsdag den 11. marts kl. 19 i Sognehuset. For konfirmander og deres forældre i Kongeåpastoratet er det gratis, og for alle andre koster det 20 kr. at deltage.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
