Da jeg fik mit kørekort, skrev jeg på Facebook, at jeg ganske vist ikke var en fremragende bilist, men at staten alligevel havde godkendt mig som bilist på de offentlige veje. Det medførte selvfølgelig en del kommentarer. Forleden kørte jeg til Århus, og med i bilen havde jeg en kammerat. Han satte sig spontant og frivilligt ind i min bil under min ledelse og vi drog afsted. Jeg er stadig ingen fremragende bilist, men vi nåede sikkert til Århus og hjem igen.
Hvad min kammerat tænkte om min kørsel skal jeg skåne jer for, men han viste mig tillid og lagde sådan set noget af sit liv i mine hænder, imens vi kørte. Selvom vi kørte de tilladte km i timen på motorvejen, kunne der jo være sket ulykker, især pga. de andre bilister der jo aldrig kører, som vi synes de bør. Troen på at vi nok skulle komme sikkert frem og tilbage gjorde, at min kammerat uden videre satte sig ind i bilen. Havde han tvivlet på mig ville han nok selv have kørt eller måske endda have taget toget! At sætte sig ind i bilen var en tillidserklæring og en tro på, at turen nok skulle gå godt.
En af de fire store Århus-teologer hed Løgstrup, og han blev meget kendt for sine tanker om, at vi altid holder noget af andres liv i vore hænder. Derfor skal vi også tage vare på hinanden, fordi vi alle har samme oprindelse og er skabt lige over for Gud og derfor har alle lige meget værd over for Skaberen. Løgstrup byggede videre på sine tanker og fandt frem til, at der var mere oprigtigt liv i at være spontan end at være nøjeregnende. Det er som sådan vi kender Jesus, som ham, der spontant og uden bagtanker helbreder det, der er gået i stykker, om det så drejer sig om helbredet eller om troen på Gud. Som mennesker er vi skrøbelige som forårsplanter. Det kræver blot et par graders frost, og så ligger alle planter flade mod jorden. Der skal heller ikke altid så meget til at vælte os omkuld, men lidt svigt eller bristede drømme kan få os til at ligge flade mod jorden.
I dag udspiller temaet tro og tvivl sig. De er som et par siamesiske tvillinger, for de følger altid hinanden. I dag møder Jesus en stor skare i fortvivlelse og en far på sammenbruddets rand. Hans disciple var i vildrede og der var kloge folk, der mente at kende sandheder, som var skjult for andre. Jesus havde lige været oppe på et bjerg, hvor hans apostle Peter, Jakob og Johannes fik at se, at han virkelig var Guds søn. Nu kom de så ned til de andre, og indsigten og klarsynet på bjerget blev straks betvivlet, da de hørte folkets klager og anklager og råb og bønner om hjælp.
Når vi hører noget om Jesus, hører vi noget om os selv. For Jesus var jo ganske vist et menneske, men han gjorde alligevel mange ting anderledes, end vi ville have gjort. Den jordnære menneskelige og syndige måde at reagere på ser vi hos Jesu disciple, der aldrig rigtig helt forstår, hvad Jesus vil eller hvorfor han gør, som han gør. De vakler hele tiden mellem tvivl og tro, mellem tillid og mistillid. Når Jesus kunne kalde på dem som sine særligt udvalgte, så kan vi også tro, at han kalder på os.
Jesus havde vandret omkring som manden, der havde stor magt over dæmoner og det rygtedes, at han kunne klare alting i hele verden – at han kunne helbrede syge og gøre vand til vin. Disciplene flokkedes om ham, og de så et stort håb i ham; ja, de lagde noget af deres liv i hans hænder. Men da han så begav sig op på bjerget, og lod en masse disciple blive tilbage for at de selv skulle tage vare på de syge og give trøst til sørgende, så gik det hele galt. Da Jesus havde ladt dem tilbage havde de taget sagerne i egne hænder og havde i alt for stor tiltro til dem selv ment, at de sagtens kunne helbrede og uddrive dæmoner, men af deres hovmodighed høstede de kun fortvivlelse og vantro.
Tillid føder tro og da alt gik godt troede alle disciple stærkt på Jesus og havde tillid til hans talenter og evner, men han havde knapt været væk et par timer måske, før tvivlen satte ind med mistillid og mismodighed. Nu var disciplene ikke længere så stærke i deres tro og tilbedelse, og hvad de i troen fandt trygt, skabte i tvivlen kun frygt. De blev bange, og atter løb de til Jesus for at søge råd hos Kristus selv. De indså igen, at de selv og de andre var ens i deres drifter og instinkter for synd og tvivl og sorg. De var alle lige menneskelige, og de var alle lige over for Gud.
Faren til den syge dreng blev hørt i sin bøn. Man kunne så fristes til at tro, at manden blev belønnet for sin store og rene tro, men manden indrømmede sin lille og svage, ja endda vanartede tro. Jesus ville hos ham ikke finde den store tro som helgener og paver bryster sig af; for han havde kun vantroen og vantroende længsel efter oprigtig tro efter frihed og fred og glæde i livet. Han kom til Jesus med sorg smerte og sjælelig ufred. Jesus helbredte ikke kun hans søn men gav manden en åndsfrisk pust af nyt håb; på ny kunne manden finde tillid til Gud.
Også vi kan finde os selv i mandens sted. Når vi tvivler på livet, når vi mistror hinanden og lever med et tungt hjerte i længsel og smerte, da indser vi, at noget er tabt og mistet - vi er faldet væk fra herlighedens stråleglans, og vi indser i et splitsekund, at hvis der findes et paradis, så befinder vi os ikke i den. Sådan stod den vantro mand over for Jesus og bekendte kun, hvad han kunne: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Jesus belønnede ikke en stor tro, men tog hånd om den lille tro og gav manden, hvad ingen andre kunne give ham. Da Jesus talte til den syge var det med ord fra begyndelsen på alt. Skaberens ord om liv i en øde verden lød til den syge om liv trods dæmoner, sygdom og død. Nogle vil påstå, at Gud ikke længere griber ind i verden, men så længe evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, så længe vi vender os i vantro til den troende og lægger noget af vort liv i Frelserens hænder, ja, så virker Gud stadig i verden. Ikke til belønning for en stor tro, men som omsorg for den lille tro.
Når denne lille mand med den lille tro blev hørt i sin sorg og tvivl, og kunne finde nåde for Herrens øjne, så bliver det glædelige budskab stor for os alle, der måske til tider tænker, at vi er for småtil at blive kaldet af selveste Guds Søn. Derfor må også vi som manden bekende ”Jeg tror, hjælp min vantro” og lade næste salme bære forløsningen ud i lovsang: ”Nu glæd dig i Herren, mit hjerte”. Amen.
Læs prædikentekster til 2. søndag i Fasten
Salmer: 1. DDS 369: Du som gi’r os liv og gør os glade; 2. DDS 21: Du følger, Herre, al min færd; 3. DDS 580: Jesus, dødens overvinder; ---; 4. DDS 677: Nu glæd dig i Herren; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 634: Du ved det nok mit hjerte
Hvad min kammerat tænkte om min kørsel skal jeg skåne jer for, men han viste mig tillid og lagde sådan set noget af sit liv i mine hænder, imens vi kørte. Selvom vi kørte de tilladte km i timen på motorvejen, kunne der jo være sket ulykker, især pga. de andre bilister der jo aldrig kører, som vi synes de bør. Troen på at vi nok skulle komme sikkert frem og tilbage gjorde, at min kammerat uden videre satte sig ind i bilen. Havde han tvivlet på mig ville han nok selv have kørt eller måske endda have taget toget! At sætte sig ind i bilen var en tillidserklæring og en tro på, at turen nok skulle gå godt.
En af de fire store Århus-teologer hed Løgstrup, og han blev meget kendt for sine tanker om, at vi altid holder noget af andres liv i vore hænder. Derfor skal vi også tage vare på hinanden, fordi vi alle har samme oprindelse og er skabt lige over for Gud og derfor har alle lige meget værd over for Skaberen. Løgstrup byggede videre på sine tanker og fandt frem til, at der var mere oprigtigt liv i at være spontan end at være nøjeregnende. Det er som sådan vi kender Jesus, som ham, der spontant og uden bagtanker helbreder det, der er gået i stykker, om det så drejer sig om helbredet eller om troen på Gud. Som mennesker er vi skrøbelige som forårsplanter. Det kræver blot et par graders frost, og så ligger alle planter flade mod jorden. Der skal heller ikke altid så meget til at vælte os omkuld, men lidt svigt eller bristede drømme kan få os til at ligge flade mod jorden.
I dag udspiller temaet tro og tvivl sig. De er som et par siamesiske tvillinger, for de følger altid hinanden. I dag møder Jesus en stor skare i fortvivlelse og en far på sammenbruddets rand. Hans disciple var i vildrede og der var kloge folk, der mente at kende sandheder, som var skjult for andre. Jesus havde lige været oppe på et bjerg, hvor hans apostle Peter, Jakob og Johannes fik at se, at han virkelig var Guds søn. Nu kom de så ned til de andre, og indsigten og klarsynet på bjerget blev straks betvivlet, da de hørte folkets klager og anklager og råb og bønner om hjælp.
Når vi hører noget om Jesus, hører vi noget om os selv. For Jesus var jo ganske vist et menneske, men han gjorde alligevel mange ting anderledes, end vi ville have gjort. Den jordnære menneskelige og syndige måde at reagere på ser vi hos Jesu disciple, der aldrig rigtig helt forstår, hvad Jesus vil eller hvorfor han gør, som han gør. De vakler hele tiden mellem tvivl og tro, mellem tillid og mistillid. Når Jesus kunne kalde på dem som sine særligt udvalgte, så kan vi også tro, at han kalder på os.
Jesus havde vandret omkring som manden, der havde stor magt over dæmoner og det rygtedes, at han kunne klare alting i hele verden – at han kunne helbrede syge og gøre vand til vin. Disciplene flokkedes om ham, og de så et stort håb i ham; ja, de lagde noget af deres liv i hans hænder. Men da han så begav sig op på bjerget, og lod en masse disciple blive tilbage for at de selv skulle tage vare på de syge og give trøst til sørgende, så gik det hele galt. Da Jesus havde ladt dem tilbage havde de taget sagerne i egne hænder og havde i alt for stor tiltro til dem selv ment, at de sagtens kunne helbrede og uddrive dæmoner, men af deres hovmodighed høstede de kun fortvivlelse og vantro.
Tillid føder tro og da alt gik godt troede alle disciple stærkt på Jesus og havde tillid til hans talenter og evner, men han havde knapt været væk et par timer måske, før tvivlen satte ind med mistillid og mismodighed. Nu var disciplene ikke længere så stærke i deres tro og tilbedelse, og hvad de i troen fandt trygt, skabte i tvivlen kun frygt. De blev bange, og atter løb de til Jesus for at søge råd hos Kristus selv. De indså igen, at de selv og de andre var ens i deres drifter og instinkter for synd og tvivl og sorg. De var alle lige menneskelige, og de var alle lige over for Gud.
Faren til den syge dreng blev hørt i sin bøn. Man kunne så fristes til at tro, at manden blev belønnet for sin store og rene tro, men manden indrømmede sin lille og svage, ja endda vanartede tro. Jesus ville hos ham ikke finde den store tro som helgener og paver bryster sig af; for han havde kun vantroen og vantroende længsel efter oprigtig tro efter frihed og fred og glæde i livet. Han kom til Jesus med sorg smerte og sjælelig ufred. Jesus helbredte ikke kun hans søn men gav manden en åndsfrisk pust af nyt håb; på ny kunne manden finde tillid til Gud.
Også vi kan finde os selv i mandens sted. Når vi tvivler på livet, når vi mistror hinanden og lever med et tungt hjerte i længsel og smerte, da indser vi, at noget er tabt og mistet - vi er faldet væk fra herlighedens stråleglans, og vi indser i et splitsekund, at hvis der findes et paradis, så befinder vi os ikke i den. Sådan stod den vantro mand over for Jesus og bekendte kun, hvad han kunne: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Jesus belønnede ikke en stor tro, men tog hånd om den lille tro og gav manden, hvad ingen andre kunne give ham. Da Jesus talte til den syge var det med ord fra begyndelsen på alt. Skaberens ord om liv i en øde verden lød til den syge om liv trods dæmoner, sygdom og død. Nogle vil påstå, at Gud ikke længere griber ind i verden, men så længe evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, så længe vi vender os i vantro til den troende og lægger noget af vort liv i Frelserens hænder, ja, så virker Gud stadig i verden. Ikke til belønning for en stor tro, men som omsorg for den lille tro.
Når denne lille mand med den lille tro blev hørt i sin sorg og tvivl, og kunne finde nåde for Herrens øjne, så bliver det glædelige budskab stor for os alle, der måske til tider tænker, at vi er for småtil at blive kaldet af selveste Guds Søn. Derfor må også vi som manden bekende ”Jeg tror, hjælp min vantro” og lade næste salme bære forløsningen ud i lovsang: ”Nu glæd dig i Herren, mit hjerte”. Amen.
Læs prædikentekster til 2. søndag i Fasten
Salmer: 1. DDS 369: Du som gi’r os liv og gør os glade; 2. DDS 21: Du følger, Herre, al min færd; 3. DDS 580: Jesus, dødens overvinder; ---; 4. DDS 677: Nu glæd dig i Herren; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 634: Du ved det nok mit hjerte
