Normalt hører vi jo en del om tilgivelse og kærlighed i kirken, når det er blevet søndag og helligdag, og præsten prædiker om menneskeliv og kristendom. Det skal jeg åbenbart spare jer for i dag. Som I hørte, lagde Jesus vægt på, at den der ikke hader både andre og sig selv, ikke kan være hans discipel. Det har jeg tænkt meget over; vi har jo ellers lært, at vi skal elske, elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. I dag får vi dog serveret nogle ubarmhjertige sandheder. Og man kan tænke: Havde Jesus fået solstik? Havde han opgivet sit kærlighedsbudskab? Havde han en dårlig dag? Eller ligger der faktisk noget godt gemt deri – noget vi kan bygge vort liv på? Nogle gange kan man gå i mange dage og tænke over, hvad meningen egentlig er med, at vi skal høre sådan en tekst. Hvad ville Jesus sige dengang til sin omgangskreds – og hvad vil han sige til os i dag?
”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” Ja, det sagde han virkelig. Umiddelbart kan det virke rystende at høre i kirken, men vi må jo indrømme, at det nogle gange er utroligt nemt at hade dem, der er tættest på, måske netop fordi de er tættest på. Især som teenager kan man boble af had mod sine forældre, og jeg har hørt om flere teenagere, der i dagevis ikke har snakket med deres forældre – og allerhøjst har sendt dem en sms i ny og næ. Søskende er heller ikke altid en velsignelse, og når f.eks. arven skal deles kan det medføre de ondeste stridigheder mellem søskende, der ellers har været på god fod. Og det er ikke bare fordi, kærlighed til penge er roden til alt ondt.
Nogle gange kan man tænke, om ikke had er en sandere og mere oprigtig følelse end kærlighed. Hvis det er sandt, at kærlighed gør blind, så må hadet jo gøre det modsatte, så man får øjnene op for virkeligheden. Når man føler had, lægger man ikke fingre imellem, men serverer gerne sandheden råt for usødet; had bliver aldrig ikke kvalmende sød, men er nærmere et klinisk instrument i blank stål, der kan skære igennem snart sagt alt. Had tager ikke hensyn – hverken til andres følelser, holdninger eller liv. Fordi had er hensynsløs, er den også destruktiv, den ødelægger og smadrer langt mere, end den opbygger. Når man er fuld af had og negative følelser, har man vist kun lyst til at kramme nogen, hvis det er for at klemme livet ud af dem. Had er også en stærk drivkraft, og mange voldsomme opgør har været ført i had; hadet helmer ikke, før den er gennemført og kan se sejren – eller det totale nederlag. Had er som en lumsk ild, der pludseligt kan blusse op, og af ren og skær had sparer man hverken sig selv eller sine nærmeste. Når man hader andre og vil ødelægge dem, kommer man også til at ofre sig selv; for ilden brænder begge veje. På den måde ligner had og kærlighed hinanden, for både af had og af kærlighed kommer man til at ofre sig selv.
Jesus sagde også: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”, hvormed han understreger, at vi hver især står med ansvar for vores liv; vi skal tage vores eksistens og vores tilværelse på os som hver vores gave og opgave – det kan vi sagtens følge og forstå, og til dagligt lever vi da også som fredelige borgere, der arbejder for familie og fædreland. Dette kors rummer også splittede følelser som had og kærlighed; korset er billede på splintrede forhold og relationer, og det er en tung ballast, der kun bliver tungere, jo længere vi bærer den, og dog er det vort lod i livet. Men Jesus stopper ikke der; han giver den lige en tand ekstra, idet han siger: ”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” At tage sit kors op betyder jo ganske enkelt, at vi skal dø. Lidt dystert kan man sige, at livets rejse er som én lang vandring til hver vores Golgata, til hver vores henrettelsessted. For døden skal nok overmande os, det kan vi være sikre på. Sådan gik det også for Guds egen søn, og vi må besinde os på, at også vores vej går derhen.
Hvad er så formålet med det hele? Man kan jo blive helt modløs ved at tænke på dette menneskeliv, der igennem en lunefuld livsvandring nogle gange fører os op på kærlighedens lette, lyserøde højderygge og andre gange ned i hadets dystre, mørke dale. Intet andet kan vi være sikre på, end at vi til sidst bliver stumme, at vore øjne bliver blinde og ørene døve, at hjertet standser ligesom vort åndedrag, og uanset om vi vil det eller ej, kommer vi til at miste alt, hvad vi er, alt, hvad vi har og alle dem, vi har omkring os. Nøgen kom vi ind i verden, og nøgen går vi sandelig også ud af verden. Intet kan vi tage med over på den anden side af døden – så hvorfor overhovedet bakse med denne tilværelse, dette liv? Hvorfor hade? Hvorfor elske? Hvorfor være?
Fortvivlelse i livet har ført mange ud på kanten af deres tilværelse, og nogle har taget springet, fordi hverken had eller kærlighed har kunnet holde dem fast. De opgav livet, før livet opgav dem. Ja, det er sandelig tunge emner, vi har med at gøre i dag, men det er også befriende, at vi faktisk kan høre om det, der er tungt i livet og det, der synes at være så utroligt uretfærdigt. Vi må gerne sige det højt, ja, vi skal! For hvis kærligheden skal have en plads i livet, skal også hadet og vreden og fortvivlelsen, for vi er jo hele mennesker med alt, hvad vi rummer af både det gode og det onde. Og det er måske dét, vi skal høre for at indse i dag; at vi alle er gode og onde, at vi er syndere og retfærdige – syndere over for andre og retfærdige over for Gud. For netop når vi indser og er ærlige om, at vi til tider også hader og føler vrede, at vi forsynder os mod mennesker og mod Gud, først da kan vi høre det glædelige budskab som et budskab, der også gælder os – os her i dag, os hver især, os, der både føler synd, had, vrede og anden ondskab og handler derefter. Vi skal ikke være disciple af Jesus, fordi vi er syndfrie englebasser, men netop fordi vi ikke er skyldfrie og rene, har vi brug for at høre mere om evangeliet. Og det er netop det, vi bruger søndagene der kaldes trinitatis på; den lange trinitatis-tid går helt indtil første søndag i advent.
Jesus går altså ikke imod sit eget budskab, og han kræver ikke, at vi skal hade vores familier og vort eget liv, men han peger bare på, at vi allerede gør det ganske naturligt – og at vi skal være ærlige om det. Tænker vi, at vi ikke synder, at vi ikke hader, og at vi ikke bliver vrede på vore kære, så bedrager vi os selv og lyver for både Gud og hinanden. Det er befriende for os, at vi ikke først skal være gode, før Jesus kalder os i lære som sine disciple, men han tager os ind som vi er. Først når vi har indset, at ingen af os er Guds bedste børn, kan vi høre Hans ord om, at Gud har mere end rigeligt med nåde til et helt menneskeliv. Et liv, hvor vi slider og slæber og kæmper med hinanden og med os selv for at få liv og tro, tilværelse og eksistens til at lykkes bare nogenlunde. Vort liv er ikke ukendt for Gud, og derfor har vi brug for at høre hans bud om, at vores synd bliver vendt af Hans Søn. Sorg, smerte og længsel vendes til glæde, tvivl vendes til tro, håbløshed og modløshed vendes til håb og mod til på ny at tage korset op og vandre frimodigt, selvom vi ved, hvordan det går. Enden er ikke målet, for vejen dertil kan trædes ad forskellige stier på forskellige måder. Bag os på den sti vi har vandret, ligger skridt for skridt vore fiaskoer og succeser, knuste drømme og gode minder, brudte relationer og glædelige forhold. Sådan bliver livets vej fyldt med minder om gode dage såvel som dårlige.
Og videre må vi gå. Leve skal vi. Elske må vi. Hade gør vi, og at synde slipper ingen af os for. Alt det til trods kalder Han stadig på os; kalder os til gudstjeneste og fællesskab; kalder os til at tænke over vores liv på godt og ondt under nådens evige fortegn. Og er vi bare en smule ærlige over for os selv, så trænger vi til at høre sandheden såvel om os selv som om Guds evige nåde, sandhed og kærlighed. Amen.
Læs bibeltekster til 2. søndag efter trinitatis
Salmer: 1. DDS 15: Op, al den ting, som Gud har gjort; 2. DDS 604: Det koster mer // 750: Nu titte til hinanden; 3. DDS 305: Kom, Gud Helligånd; --- ; 4. DDS 330: Du, som ud af intet skabte; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 726: Gak ud, min sjæl, betragt med flid
”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” Ja, det sagde han virkelig. Umiddelbart kan det virke rystende at høre i kirken, men vi må jo indrømme, at det nogle gange er utroligt nemt at hade dem, der er tættest på, måske netop fordi de er tættest på. Især som teenager kan man boble af had mod sine forældre, og jeg har hørt om flere teenagere, der i dagevis ikke har snakket med deres forældre – og allerhøjst har sendt dem en sms i ny og næ. Søskende er heller ikke altid en velsignelse, og når f.eks. arven skal deles kan det medføre de ondeste stridigheder mellem søskende, der ellers har været på god fod. Og det er ikke bare fordi, kærlighed til penge er roden til alt ondt.
Nogle gange kan man tænke, om ikke had er en sandere og mere oprigtig følelse end kærlighed. Hvis det er sandt, at kærlighed gør blind, så må hadet jo gøre det modsatte, så man får øjnene op for virkeligheden. Når man føler had, lægger man ikke fingre imellem, men serverer gerne sandheden råt for usødet; had bliver aldrig ikke kvalmende sød, men er nærmere et klinisk instrument i blank stål, der kan skære igennem snart sagt alt. Had tager ikke hensyn – hverken til andres følelser, holdninger eller liv. Fordi had er hensynsløs, er den også destruktiv, den ødelægger og smadrer langt mere, end den opbygger. Når man er fuld af had og negative følelser, har man vist kun lyst til at kramme nogen, hvis det er for at klemme livet ud af dem. Had er også en stærk drivkraft, og mange voldsomme opgør har været ført i had; hadet helmer ikke, før den er gennemført og kan se sejren – eller det totale nederlag. Had er som en lumsk ild, der pludseligt kan blusse op, og af ren og skær had sparer man hverken sig selv eller sine nærmeste. Når man hader andre og vil ødelægge dem, kommer man også til at ofre sig selv; for ilden brænder begge veje. På den måde ligner had og kærlighed hinanden, for både af had og af kærlighed kommer man til at ofre sig selv.
Jesus sagde også: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”, hvormed han understreger, at vi hver især står med ansvar for vores liv; vi skal tage vores eksistens og vores tilværelse på os som hver vores gave og opgave – det kan vi sagtens følge og forstå, og til dagligt lever vi da også som fredelige borgere, der arbejder for familie og fædreland. Dette kors rummer også splittede følelser som had og kærlighed; korset er billede på splintrede forhold og relationer, og det er en tung ballast, der kun bliver tungere, jo længere vi bærer den, og dog er det vort lod i livet. Men Jesus stopper ikke der; han giver den lige en tand ekstra, idet han siger: ”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” At tage sit kors op betyder jo ganske enkelt, at vi skal dø. Lidt dystert kan man sige, at livets rejse er som én lang vandring til hver vores Golgata, til hver vores henrettelsessted. For døden skal nok overmande os, det kan vi være sikre på. Sådan gik det også for Guds egen søn, og vi må besinde os på, at også vores vej går derhen.
Hvad er så formålet med det hele? Man kan jo blive helt modløs ved at tænke på dette menneskeliv, der igennem en lunefuld livsvandring nogle gange fører os op på kærlighedens lette, lyserøde højderygge og andre gange ned i hadets dystre, mørke dale. Intet andet kan vi være sikre på, end at vi til sidst bliver stumme, at vore øjne bliver blinde og ørene døve, at hjertet standser ligesom vort åndedrag, og uanset om vi vil det eller ej, kommer vi til at miste alt, hvad vi er, alt, hvad vi har og alle dem, vi har omkring os. Nøgen kom vi ind i verden, og nøgen går vi sandelig også ud af verden. Intet kan vi tage med over på den anden side af døden – så hvorfor overhovedet bakse med denne tilværelse, dette liv? Hvorfor hade? Hvorfor elske? Hvorfor være?
Fortvivlelse i livet har ført mange ud på kanten af deres tilværelse, og nogle har taget springet, fordi hverken had eller kærlighed har kunnet holde dem fast. De opgav livet, før livet opgav dem. Ja, det er sandelig tunge emner, vi har med at gøre i dag, men det er også befriende, at vi faktisk kan høre om det, der er tungt i livet og det, der synes at være så utroligt uretfærdigt. Vi må gerne sige det højt, ja, vi skal! For hvis kærligheden skal have en plads i livet, skal også hadet og vreden og fortvivlelsen, for vi er jo hele mennesker med alt, hvad vi rummer af både det gode og det onde. Og det er måske dét, vi skal høre for at indse i dag; at vi alle er gode og onde, at vi er syndere og retfærdige – syndere over for andre og retfærdige over for Gud. For netop når vi indser og er ærlige om, at vi til tider også hader og føler vrede, at vi forsynder os mod mennesker og mod Gud, først da kan vi høre det glædelige budskab som et budskab, der også gælder os – os her i dag, os hver især, os, der både føler synd, had, vrede og anden ondskab og handler derefter. Vi skal ikke være disciple af Jesus, fordi vi er syndfrie englebasser, men netop fordi vi ikke er skyldfrie og rene, har vi brug for at høre mere om evangeliet. Og det er netop det, vi bruger søndagene der kaldes trinitatis på; den lange trinitatis-tid går helt indtil første søndag i advent.
Jesus går altså ikke imod sit eget budskab, og han kræver ikke, at vi skal hade vores familier og vort eget liv, men han peger bare på, at vi allerede gør det ganske naturligt – og at vi skal være ærlige om det. Tænker vi, at vi ikke synder, at vi ikke hader, og at vi ikke bliver vrede på vore kære, så bedrager vi os selv og lyver for både Gud og hinanden. Det er befriende for os, at vi ikke først skal være gode, før Jesus kalder os i lære som sine disciple, men han tager os ind som vi er. Først når vi har indset, at ingen af os er Guds bedste børn, kan vi høre Hans ord om, at Gud har mere end rigeligt med nåde til et helt menneskeliv. Et liv, hvor vi slider og slæber og kæmper med hinanden og med os selv for at få liv og tro, tilværelse og eksistens til at lykkes bare nogenlunde. Vort liv er ikke ukendt for Gud, og derfor har vi brug for at høre hans bud om, at vores synd bliver vendt af Hans Søn. Sorg, smerte og længsel vendes til glæde, tvivl vendes til tro, håbløshed og modløshed vendes til håb og mod til på ny at tage korset op og vandre frimodigt, selvom vi ved, hvordan det går. Enden er ikke målet, for vejen dertil kan trædes ad forskellige stier på forskellige måder. Bag os på den sti vi har vandret, ligger skridt for skridt vore fiaskoer og succeser, knuste drømme og gode minder, brudte relationer og glædelige forhold. Sådan bliver livets vej fyldt med minder om gode dage såvel som dårlige.
Og videre må vi gå. Leve skal vi. Elske må vi. Hade gør vi, og at synde slipper ingen af os for. Alt det til trods kalder Han stadig på os; kalder os til gudstjeneste og fællesskab; kalder os til at tænke over vores liv på godt og ondt under nådens evige fortegn. Og er vi bare en smule ærlige over for os selv, så trænger vi til at høre sandheden såvel om os selv som om Guds evige nåde, sandhed og kærlighed. Amen.
Læs bibeltekster til 2. søndag efter trinitatis
Salmer: 1. DDS 15: Op, al den ting, som Gud har gjort; 2. DDS 604: Det koster mer // 750: Nu titte til hinanden; 3. DDS 305: Kom, Gud Helligånd; --- ; 4. DDS 330: Du, som ud af intet skabte; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 726: Gak ud, min sjæl, betragt med flid
