I alt dette gådefulde mødes vi af det underfulde, når Skaberen kommer sin skabning i møde og viser, at livet altid er større og dybere, end vi kan se, og end vi tør tro. Når vore øjne åbnes, åbnes verden for os på ny, og alt bliver nyt på en anden måde. Fornyet blev også dem, der mødte Jesus, for han var sin Faders udstrakte hånd; hvor Jesus gik og mødte folk, der blev mennesker mødt af Gud selv. Mange blev mærket for livet, for de mærkede i livet en livsforvandlende kraft. Det var ikke, fordi Jesus gjorde alverden af sit væsen eller stiftede optøjer og folkebevægelser; tværtimod var han simpel i sin væremåde og kunne med få ord ændre en situation, sætte folk på plads og skabe plads til livet, som det leves. På mangfoldige måder leves der, og folk krydser hinandens spor; ofte går det godt, men nogle gange går det galt. Splid og strid og krige blusser op, når folk tørner sammen i uenigheder, og ofte befandt Jesus sig i centrum af uenighederne, fordi han modsagde magtens elite og forsvarede de simple og udstødte. Han trådte i forsvar for dem, der ikke havde andre til at føre deres sag. Derfor samledes folk omkring ham, for de fandt trøst i hans forsvar, og de blev glade over hans ord. De kunne fryde sig og springe højt af glæde.
Også i dag er Jesus i centrum både for glæde og for misundelsens had. Nådige var hans ord, men grådige var de andre, der i deres hjerte straks fordømte ham; han tilranede sig jo at have Guds eneret på at tilgive synder! De rettroende jøder og retfærdige mænd mumlede i deres skæg, at de aldrig havde hørt magen til blasfemi; at en simpel tømrersøn fra Nazaret skulle kunne tilgive andres synd var dog alligevel for groft. Men de var lammede i deres vrede og tav, for Jesus var god til at svare for sig, og de ville ikke udfordres på deres veltalenhed. De holdt et roligt ydre, og stive ansigtstræk, men deres hjerter sydede og boblede af religiøs harme, og de ville vel ønske at Gud selv slog et lyn ned i Jesus. Det skete dog ikke, men Jesus tog til genmæle mod de ord, de gamle tænkte dybt i hjertet. Ord, som ikke vidnede om kærlighed eller barmhjertighed.
Den lamme lå på båren og kunne ikke gøre andet; hans fire venner stod på taget fulde af håb og forsøgte at høre, hvad der skete. Sagen var som deres nødstedte ven ude af deres hænder, for de havde lagt ham i Jesu hænder. Stemningen i rummet blev trykket, da Jesus påpegede, at der var nogle, som ikke var tilfredse med hans nåde. Den lamme lå som tynget til båren af sin synd, og Jesus havde muligheden for at sætte ham fri. Men der var nogle i forsamlingen, som mente, at den lammes sygdom var tegn på hans store synd, og at han selv bar skylden til sin situation. Det lyder næsten som noget, folk kunne have sagt i dag. De mente, at hvis bare den lamme havde levet ordentligt og ikke havde dummet sig eller begået synd mod Gud og mennesker, ville han ikke være blevet ramt af det, de tolkede som en frygtelig skæbne og straf. Når det var Guds straf, kunne også kun Gud udfri ham. Det er sandt, at kun Gud har magt over menneskers livsånde og helbred, og derfor handler denne situation om, at Jesus viser, hvordan han ikke bare er en profet eller en person med særlig indsigt; nej, han er Gud selv. Det beviser han ved at helbrede den lamme; ikke ved magiske trylleformularer, men ved simple ord som om, han vækkede ham og rejste ham fra synden: ”rejs dig, tag din båre og gå hjem”, og den lamme rejste sig, tog sin båre og sit nye liv på sig, og gik hjem og ud i verden med en ny chance for at leve og en ny mulighed for at være til gavn for andre. Jesus gav ham livet igen, og dermed viste hans guddommelighed sig.
Vi kender alle en eller flere, som er ramt af kronisk og uhelbredelig sygdom, og når vi hører sådan et vidunderligt under, som helbredelse er, må vi spørge, hvorfor det ikke længere sker i vore dage? Dengang bad man Jesus helbrede de syge, og han helbredte dem konkret. Hvorfor oplever vi så ikke helbredelse i dag, når vi beder til Jesus i himlen om det? Det har tit anfægtet mig at prædike over disse helbredelser, når nu det er så tydeligt, at Jesus ikke længere helbreder, som dengang han selv gik iblandt os. Det hænger næppe sammen med, at vore synder skulle være blevet større, eller at Jesus ganske har opgivet os. Det handler nok nærmere om, at Jesus dengang skulle vise, at han var Gud i verden. Det har vi nu forstået, og det tror vi nu på; derfor står vi i en anden situation. Verden er dog ikke blevet synderligt anderledes, siden Jesus levede, døde og opstod; men vores tilstedeværelse og opgave i verden er blevet en anden.
Man kan være syge i krop og sind, men i troen kan man trods al verdens modgang alligevel have et sundt håb om det bedre; og omvendt kan man have en sund krop, selvom man er syg i sin sjæl og død i sin tro. Er det da så ikke vigtigere, at kunne finde glæde i troen på trods af alverdens sygdom og synd? Vigtigere end at helbrede kroppen er det altså så at sige at helbrede sjælen og sindet, så troens glæde kan blomstre. Ligesom de fire mænds tro bragte helbredelse til den lamme, må også vi indse og vedkende os, at vi har ansvar for andres åndelige eller mentale liv og helbred. De fire mænds tro handlede ikke om, at de sad derhjemme og fromt bad om helbredelse, men de tog sagen i egne hænder, og de bar den lamme hen til Jesus; ja, de viste endda kreativ handlekraft, da de lavede hul i taget for at bringe manden helt hen til Jesus. Tænkt på, hvilke muligheder vi har for at bringe syge og sårede og fattige og udstødte hen til dem, der kan give hjælp. At være kristen og troende handler ikke så meget om at tro på noget overnaturligt eller mirakuløst; men det handler om at håbe på, at ting kan blive bedre, og at vi selv som Guds børn i verden har en del af magten til at gøre såvel livet som verden til et bedre sted. Gud sendte Jesus til verden med et budskab om barmhjertighed; Jesus sender også os ud i verden med et budskab om barmhjertighed i ord og gerning.
Når vi samles til gudstjeneste, så er det især for at takke Gud for livet, takke Jesus for frelsen og takke Helligånden for troen og håbet, som vi lever på – og for at tage tid til at tænke over vores egen livstilværelse. Men vi må ikke blive lammet hverken af troens sikkerhed eller tvivlens usikkerhed; vi må aldrig gå i stå eller tænke, at vi enten ikke kan gøre noget eller ikke bør gøre noget, for de ord Jesus sagde til den helbredte, taler han også til os: Stå op, tag din båre og gå. Hvor skal vi så gå hen? Vi skal gå ud i den dagligdag, vi kom fra, og dér være til for andre, som Gud vil det. Lad os ikke holde herligheden for os selv, men lad os dele med andre, hvad vi selv fik for intet. Når Gud tilgiver os vores skyld og skam, vores synder og laster, så skylder vi også at gøre sådan for alle dem, vi er iblandt, så længe vi lever og er til. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 14: Tænk, at livet koster livet; 3. DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand; ---; 4. DDS 489: Guds nåde højt jeg prise vil, mel: Strassburg; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 732: Dybt hælder året
På søndag (d. 29. oktober) skal vi høre lignelsen om kongen, der holder bryllup for sin søn. Kongen sender besked til alle de inviterede, men alle som én afslår de og kommer med mange undskyldninger for ikke at deltage. Så sender kongen sine tjenere ud til gader og stræder og samler en broget skare i sine sale. Da kongen går rundt og hilser på dem, møder han én, der ikke er i bryllupsklæder. Gæsten smides ud i mørket, og kongen siger: ”mange er kaldet, men få er udvalgt”. Hvad det skal betyde, skal vi høre mere om ved gudstjenesten -
kl. 9.30 i Gredstedbro v. Kevin Asmussen
kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen
kl. 9.30 i Vilslev v. Ole Witte Madsen
Kl. 16 er der i Hunderup kirke koncert ved Ribes Drengekor, der holder til ved Sankt Catharinæ kirke i Ribe.