I dag handler min prædiken om vore pladser i tilværelsen. De unge i vort samfund skal tidligt tage stilling til, hvad de vil være, når de bliver store; hvilken uddannelse og arbejde de vil sigte imod. De voksne er på forskellige måder i gang med at udfylde deres plads i tilværelsen. De ældre og gamle er på vej ud af den rolle, de har udfyldt på forskellige måder. Vi er altså alle på vej igennem forskellige stadier af livet og tilværelsen. Nogle kan se frem mod det arbejdsliv, som andre står midt i og som atter andre er ved at forlade. Arbejde, uddannelse, karriere fylder efterhånden meget i vort samfund, selvom nogle af de vigtigste titler ikke er noget, man kan uddanne sig til. Her tænker jeg på titlerne som mor og far, som ven og kæreste.
Vort samfund er fyldt op af en mangfoldighed af titler, jobfunktioner og professioner. Derfor er vi i fare for at føle os overflødige eller ligegyldige, hvis der ikke er behov for os på arbejdsmarkedet, eller hvis vi ikke selv kan bidrage på arbejdsmarkedet. Der findes heldigvis andre sammenhænge end arbejdet, hvor vi kan være en gavnlig og givende del af et fællesskab. Her tænker jeg på familien. Vi fødes hver især ind i en familie, som vi ikke forud har valgt, og derved sættes vi i relationer til mennesker, vi skal lære at leve med, selvom det kan være besværligt. Familien går forud for os, og er der efter os. Familiernes slægter kan spores tilbage i tiden, og man kan endda genkende nogle biologiske træk hos dele af familien, man aldrig har mødt. Det giver samhørighed på kryds og tværs af afstande og tider og steder.
Både arbejdsfælleskab og slægtskab kan man dog miste; man kan såmænd føle sig helt fortabt i en verden, hvor man ikke længere har en funktion og rolle i forhold til familie eller arbejde. Der findes dog et fællesskab og en sammenhæng, som man ikke kan miste. Paulus omtalte det som et legeme med mange lemmer, og Jesus selv skabte det som et fællesskab, der først bestod af nogle få udvalgte mænd. Dette fællesskab er kirken, og den var der før os og vil være her efter os. Ved dåben blev vi født ind i kirkens fællesskab og samfund. En styrke ved barnedåben er, at vi får en ramme omkring vores tilværelse, som bliver givet os ligesom selve livet, uden at vi skal fortjene det, eller uden at vi skal bede om det. Vi kan heller ikke bede om eller fortjene at blive elsket, men vi bliver elsket – og det kan vi ikke gøre for. Det er en grundlæggende glædelig tryghed; og det er en ramme, der placerer os i tilværelsen.
De første disciple gjorde sig heller ikke fortjente til at blive udvalgt af Jesus, men han kaldte på dem én for én og de blev grebet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvad han dog var for en person. Der dannede sig et fællesskab omkring Jesus, og han inviterede alle med ind i følgeskabet. Han baserede fællesskabet på en grundlæggende tillid, som ingen af dem før eller siden havde følt eller set eller hørt magen til.
Vi vil her til lands gerne prale af, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, fordi vi ikke er bange for at sende vores børn i skole eller for at åbne vores dør for fremmede; og det er godt - så længe det varer. Men vores særlige danske tillid bliver i disse tider udfordret af de stemmer i debatten, der kaster mistroens og mistillidens mørke på visse borgere og visse grupper af samfundet. Vi kan tydeligt se og høre, hvordan vi deles op i gode og dårlige borgere; hvordan nogle skal behandles anderledes og dårligere end andre; hvordan nogle bliver mistænkeliggjort alene på deres kultur, nationalitet eller religion. Mistænksomheden skubber på forhånd nogle ud af vores fællesskab, inden de har fået en chance.
Jesus greb sagen anderledes an, og lod ikke fordomme fælde dom over de mennesker, han mødte. Tværtimod havde han blik for at alle havde ligeværd, om det så var synderen, den syge eller den udskammede. Han fandt den fortabte og rejste hende op; han fandt den døde og gav ham nyt liv; han så synderen og blev frelser. Sådan var hans mission, og han udvalgte nogle almindelige mænd til at føre hans mission længere ind i hverdagen. Disse mænd var hverken helligere eller renere eller bedre end andre, men de var lige præcis så almindelige og jævne, som vi er. Derved kan vi nemlig få at se, at Jesus valgte nogle ligesom os. Tænk, han valgte nogle ligesom os!
Han viste dem en stor tillid, for han lagde sin mission, sit frelsende kærlighedsbudskab over i deres hænder. De skulle bringe kristendom ud til hver en krog af verden; de skulle være et lys i mørket, være en stemme med håb, være en hånd af barmhjertighed. Hans fællesskab begyndte som en lille kreds, men det gjorde ikke hans ambition køligere; disciplene blev ikke mismodige; tværtimod var de brændende i ånden og udholdende i trængslen, fordi Gud selv havde kaldt dem ind i dette dybeste meningsfællesskab om tro, håb og kærlighed.
De få disciple blev startskuddet til et to-tusindårigt og verdensomspændende fællesskab af millionvis af mennesker; et åndeligt legeme som rækker igennem over tid og rum, og som vi er en del af. Jesus’ vision om kærlighed, nåde og barmhjertighed til alle mennesker ligger stadig som en opgave i kirkens hænder. Se, dét er tillid! Og vi er en del af det. Skal vi så ikke vise Gud tillid ved at løfte denne arv fra Jesus og de første disciple, og gå ud herfra med fred og velsignelse til os selv og til andre? Amen.
Salmer : Søndag d. 7. oktober 2018 kl. 9.30 Vilslev (m. kirkekaffe), kl. 11 Hunderup. 19. s.e.T. Jesus kalder de første disciple
1) 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 2) 425: Velsignelse, mel: Görlitz; 3) 335: Flammerne er mange; --- ; 4) 164: Øjne, I var lykkelige; 5) 277, 3-4: Herre, når din time kommer; 6) 375: Alt står i Guds Fader hånd
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre en lignelse om en vingårdsejer, der forpagtede sin vingård bort til nogle ret bøvlede medarbejdere. Da han ville have sin høst, sendte han sine tjenere derud; men arbejderne fangede tjenerne, og én pryglede de, en anden dræbte de og en tredje stenede de. Derefter sendte vingårdsejeren sin søn, men også ham fangede de og slog ham ihjel. Hvad Jesus vil sige med den lignelse, skal vi høre på søndag, når jeg forestår gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Vilslev (Kevin har friweekend).
Vilslev
Søndag d. 18. november i Hunderup Kirke kl. 16: Beatsalmer – koncert med sange af Beatles og tekster fra Bibelen.
Hunderup
Søndag d. 18. november kl. 16: Beatsalmer – koncert med sange af Beatles og tekster fra Bibelen.
Vort samfund er fyldt op af en mangfoldighed af titler, jobfunktioner og professioner. Derfor er vi i fare for at føle os overflødige eller ligegyldige, hvis der ikke er behov for os på arbejdsmarkedet, eller hvis vi ikke selv kan bidrage på arbejdsmarkedet. Der findes heldigvis andre sammenhænge end arbejdet, hvor vi kan være en gavnlig og givende del af et fællesskab. Her tænker jeg på familien. Vi fødes hver især ind i en familie, som vi ikke forud har valgt, og derved sættes vi i relationer til mennesker, vi skal lære at leve med, selvom det kan være besværligt. Familien går forud for os, og er der efter os. Familiernes slægter kan spores tilbage i tiden, og man kan endda genkende nogle biologiske træk hos dele af familien, man aldrig har mødt. Det giver samhørighed på kryds og tværs af afstande og tider og steder.
Både arbejdsfælleskab og slægtskab kan man dog miste; man kan såmænd føle sig helt fortabt i en verden, hvor man ikke længere har en funktion og rolle i forhold til familie eller arbejde. Der findes dog et fællesskab og en sammenhæng, som man ikke kan miste. Paulus omtalte det som et legeme med mange lemmer, og Jesus selv skabte det som et fællesskab, der først bestod af nogle få udvalgte mænd. Dette fællesskab er kirken, og den var der før os og vil være her efter os. Ved dåben blev vi født ind i kirkens fællesskab og samfund. En styrke ved barnedåben er, at vi får en ramme omkring vores tilværelse, som bliver givet os ligesom selve livet, uden at vi skal fortjene det, eller uden at vi skal bede om det. Vi kan heller ikke bede om eller fortjene at blive elsket, men vi bliver elsket – og det kan vi ikke gøre for. Det er en grundlæggende glædelig tryghed; og det er en ramme, der placerer os i tilværelsen.
De første disciple gjorde sig heller ikke fortjente til at blive udvalgt af Jesus, men han kaldte på dem én for én og de blev grebet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvad han dog var for en person. Der dannede sig et fællesskab omkring Jesus, og han inviterede alle med ind i følgeskabet. Han baserede fællesskabet på en grundlæggende tillid, som ingen af dem før eller siden havde følt eller set eller hørt magen til.
Vi vil her til lands gerne prale af, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, fordi vi ikke er bange for at sende vores børn i skole eller for at åbne vores dør for fremmede; og det er godt - så længe det varer. Men vores særlige danske tillid bliver i disse tider udfordret af de stemmer i debatten, der kaster mistroens og mistillidens mørke på visse borgere og visse grupper af samfundet. Vi kan tydeligt se og høre, hvordan vi deles op i gode og dårlige borgere; hvordan nogle skal behandles anderledes og dårligere end andre; hvordan nogle bliver mistænkeliggjort alene på deres kultur, nationalitet eller religion. Mistænksomheden skubber på forhånd nogle ud af vores fællesskab, inden de har fået en chance.
Jesus greb sagen anderledes an, og lod ikke fordomme fælde dom over de mennesker, han mødte. Tværtimod havde han blik for at alle havde ligeværd, om det så var synderen, den syge eller den udskammede. Han fandt den fortabte og rejste hende op; han fandt den døde og gav ham nyt liv; han så synderen og blev frelser. Sådan var hans mission, og han udvalgte nogle almindelige mænd til at føre hans mission længere ind i hverdagen. Disse mænd var hverken helligere eller renere eller bedre end andre, men de var lige præcis så almindelige og jævne, som vi er. Derved kan vi nemlig få at se, at Jesus valgte nogle ligesom os. Tænk, han valgte nogle ligesom os!
Han viste dem en stor tillid, for han lagde sin mission, sit frelsende kærlighedsbudskab over i deres hænder. De skulle bringe kristendom ud til hver en krog af verden; de skulle være et lys i mørket, være en stemme med håb, være en hånd af barmhjertighed. Hans fællesskab begyndte som en lille kreds, men det gjorde ikke hans ambition køligere; disciplene blev ikke mismodige; tværtimod var de brændende i ånden og udholdende i trængslen, fordi Gud selv havde kaldt dem ind i dette dybeste meningsfællesskab om tro, håb og kærlighed.
De få disciple blev startskuddet til et to-tusindårigt og verdensomspændende fællesskab af millionvis af mennesker; et åndeligt legeme som rækker igennem over tid og rum, og som vi er en del af. Jesus’ vision om kærlighed, nåde og barmhjertighed til alle mennesker ligger stadig som en opgave i kirkens hænder. Se, dét er tillid! Og vi er en del af det. Skal vi så ikke vise Gud tillid ved at løfte denne arv fra Jesus og de første disciple, og gå ud herfra med fred og velsignelse til os selv og til andre? Amen.
Salmer : Søndag d. 7. oktober 2018 kl. 9.30 Vilslev (m. kirkekaffe), kl. 11 Hunderup. 19. s.e.T. Jesus kalder de første disciple
1) 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 2) 425: Velsignelse, mel: Görlitz; 3) 335: Flammerne er mange; --- ; 4) 164: Øjne, I var lykkelige; 5) 277, 3-4: Herre, når din time kommer; 6) 375: Alt står i Guds Fader hånd
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre en lignelse om en vingårdsejer, der forpagtede sin vingård bort til nogle ret bøvlede medarbejdere. Da han ville have sin høst, sendte han sine tjenere derud; men arbejderne fangede tjenerne, og én pryglede de, en anden dræbte de og en tredje stenede de. Derefter sendte vingårdsejeren sin søn, men også ham fangede de og slog ham ihjel. Hvad Jesus vil sige med den lignelse, skal vi høre på søndag, når jeg forestår gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Vilslev (Kevin har friweekend).
Vilslev
Søndag d. 18. november i Hunderup Kirke kl. 16: Beatsalmer – koncert med sange af Beatles og tekster fra Bibelen.
Hunderup
Søndag d. 18. november kl. 16: Beatsalmer – koncert med sange af Beatles og tekster fra Bibelen.
