Prøv at tænke lidt over, hvad I kalder de personer, I omgiver jer med. De fleste af personerne i vores omgangskreds har en titel foruden deres navn. Der er en mor, en far, en søn eller datter, en ven, en fjende, en chef, en kæreste, en ægtefælle, og som regel har vi også en titel fra vores arbejde. Nogle titler får vi, andre vælger vi selv. Vi har alle fået et navn, selvom nogle vælger at ændre navn på et tidspunkt. Vi har alle et navn eller en betegnelse, som vi kendes under, og det siger noget om, hvem vi er. Når vi kigger os i spejlet er der forskel på, hvad vi siger om os selv; om vi ser, vi er gode nok, eller vi har skønhedsfejl eller om vi er helt uduelige som mennesker. Vores selvopfattelse afhænger meget af, hvordan andre opfatter os. Derfor er mobning både i skolen og på arbejdspladsen så stort et problem, for når man gennem mange år får at vide, at man er grim, svag og dum, hvordan kan man så tro andet?
Ja, hvad er det egentligt, vi tror om os selv? Hvad bygger vores selvopfattelse på? Har vi høje eller lave tanker om os selv? De tekster, vi i dag har hørt fra Bibelen handler om, at Gud har høje tanker om os. Ja, tro det eller ej: Gud har så høje tanker om os, at han kommer os i møde som et jævnt og almindeligt menneske – sådan én som os. Gud kaldte ham sin søn, og Guds søn levede i det små for at pege på det store, og han samlede en lille gruppe om sig, for at de skulle gå ud i verden og skabe fællesskab med mange, mange flere.
Jesus begyndte på et tidspunkt at kalde 12 mænd sammen, der skulle danne hans inderkreds. Rygtet om ham spredte sig hurtigt, og i dagens tekst lægges der hele tiden vægt på, at mændene selv kan se Jesus og få syn for sagn om, at han virkelig er Guds Lam, Messias, Kristus – ja, kært barn har mange navne, men altså: at han er Guds søn og verdens frelser. Det er en vigtig pointe, at Jesus ikke afviser nogen af dem, der kommer til ham, men at han bare byder dem at følge efter sig. Og det går efterhånden op for de 12 mænd, de tolv apostle, at det er i Jesus selv, at Gud møder mennesker. Gud kan jo ellers virke som noget helt fremmed og ukendt for os, for hvordan skal vi tænke om Gud? Men vi kan da genkende et menneske som os selv, og det er som sådan, Gud møder os.
I Det Gamle Testamente hører vi historien om Jakob, der faldt i søvn og drømte om, hvordan Guds engle gik op og ned ad en himmelstige. Derfor blev Jakob grebet af frygt, for det er både skræmmende og fascinerende at møde Gud, selvom det bare sker i en drøm. Og Jakob byggede et alter og ærede Gud på det sted, der blev et mødested mellem himmel og jord. Jakob var jøde, og for jøderne er det sted helligt, hvor Gud har vist sig. I kristendom er det ikke vigtigt med stederne, for intet sted er i sig selv helligt. I kristendom er sagens kerne, at Gud ikke findes et bestemt sted, men viser sig i en særlig person, nemlig Jesus fra Nazareth – ham, der blev født i en stald og senere blev korsfæstet og derved svigtet af alle. Og hvor budskabet om Jesus forkyndes, dér bliver vi mødt af Gud, og i dét øjeblik møder himmel og jord hinanden. Det er altså ikke stedet, men personen Jesus, vi samles om ved enhver gudstjeneste.
Når vi samles her i kirken omkring det kristne budskab, bliver vi ligesom et legeme; for vi er vidt forskellige som mennesker, men vi hører alle til i fællesskabet – ligesom et legeme består af mange lemmer, består vi som menighed også af mange forskellige personer. Ligesom der findes store kroppe og små kroppe, findes der også store og små menigheder, men uanset om vi er mange eller få til gudstjeneste, så er vi dog stadig ét legeme. Så kan vi diskutere, hvem der er hænder og fødder og øjne og ører osv., men det vigtigste organ i legemet er Kristus selv. Uden Kristus som livgivende organ, så er legemet dødt og uden livsånde eller livsmulighed. Dog, når Kristus er legemets vigtigste organ betyder det også, at vi skal leve, selvom vi dør, og at vi skal rejses op, selvom vi lider nederlag. For også Jesus led både nederlag og døde, men han blev rejst op igen til liv og glæde. Dét er vort håb for os hver især og for kirken som Kristi legeme.
Ligesom de 12 apostle blev kaldt sammen i et fællesskab, kaldes også vi sammen fra mange vidt forskellige sammenhænge, for at mødes i dette menighedsfællesskab – i øjenhøjde og på lige fod med hinanden, men dog med forskellige opgaver, ligesom hånden og øjet har forskellige opgaver i kroppen. Når vi træder ind i kirken, træder vi ind i en ny sammenhæng, et nyt fællesskab, hvor budskabet lyder, at Gud elsker os - ikke fordi vi har gjort os fortjente til det, men fordi Gud selv vælger os til som sine børn. Gud elskede også sin søn, men Jesus blev ikke sparet for at lide – tværtimod. For den, der elsker meget, lider meget; det ved enhver, der har titel af far, mor, ven, kæreste – af kærlighed kommer man til at opgive sit eget og opgive sig selv, for at give sig hen for den andens skyld. Vi er højt elskede af Gud, det ved vi fra, at han gav sig selv igennem Jesus, og at Jesus opgav sig selv, for at vi kunne få evigt liv.
Hvad mon de tolv apostle tænkte om sig selv, da de blev kaldet af Guds søn? Hvad ser vi, når vi kigger os i spejlet? Hvad tænker vi om os selv, og hvad kalder vi os selv? Andre kan kalde os mange ting, give os mange både gode og dårlige titler. Livet igennem bedømmes vi af andre på vore handlinger, vores udseende, vore succeser og fiaskoer. Fra Gud hører vi dog dette: At han elsker os så meget, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi er Guds elskede, vi er kaldet til fællesskab i tro, håb og kærlighed. Amen.
Læs bibelteksterne til 19. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær // 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 292: Kærligheds og sandheds ånd; Grundtvig; --- ; 4. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; 5. DDS 192, v. 7: Hil dig, Frelser og Forsoner; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Ja, hvad er det egentligt, vi tror om os selv? Hvad bygger vores selvopfattelse på? Har vi høje eller lave tanker om os selv? De tekster, vi i dag har hørt fra Bibelen handler om, at Gud har høje tanker om os. Ja, tro det eller ej: Gud har så høje tanker om os, at han kommer os i møde som et jævnt og almindeligt menneske – sådan én som os. Gud kaldte ham sin søn, og Guds søn levede i det små for at pege på det store, og han samlede en lille gruppe om sig, for at de skulle gå ud i verden og skabe fællesskab med mange, mange flere.
Jesus begyndte på et tidspunkt at kalde 12 mænd sammen, der skulle danne hans inderkreds. Rygtet om ham spredte sig hurtigt, og i dagens tekst lægges der hele tiden vægt på, at mændene selv kan se Jesus og få syn for sagn om, at han virkelig er Guds Lam, Messias, Kristus – ja, kært barn har mange navne, men altså: at han er Guds søn og verdens frelser. Det er en vigtig pointe, at Jesus ikke afviser nogen af dem, der kommer til ham, men at han bare byder dem at følge efter sig. Og det går efterhånden op for de 12 mænd, de tolv apostle, at det er i Jesus selv, at Gud møder mennesker. Gud kan jo ellers virke som noget helt fremmed og ukendt for os, for hvordan skal vi tænke om Gud? Men vi kan da genkende et menneske som os selv, og det er som sådan, Gud møder os.
I Det Gamle Testamente hører vi historien om Jakob, der faldt i søvn og drømte om, hvordan Guds engle gik op og ned ad en himmelstige. Derfor blev Jakob grebet af frygt, for det er både skræmmende og fascinerende at møde Gud, selvom det bare sker i en drøm. Og Jakob byggede et alter og ærede Gud på det sted, der blev et mødested mellem himmel og jord. Jakob var jøde, og for jøderne er det sted helligt, hvor Gud har vist sig. I kristendom er det ikke vigtigt med stederne, for intet sted er i sig selv helligt. I kristendom er sagens kerne, at Gud ikke findes et bestemt sted, men viser sig i en særlig person, nemlig Jesus fra Nazareth – ham, der blev født i en stald og senere blev korsfæstet og derved svigtet af alle. Og hvor budskabet om Jesus forkyndes, dér bliver vi mødt af Gud, og i dét øjeblik møder himmel og jord hinanden. Det er altså ikke stedet, men personen Jesus, vi samles om ved enhver gudstjeneste.
Når vi samles her i kirken omkring det kristne budskab, bliver vi ligesom et legeme; for vi er vidt forskellige som mennesker, men vi hører alle til i fællesskabet – ligesom et legeme består af mange lemmer, består vi som menighed også af mange forskellige personer. Ligesom der findes store kroppe og små kroppe, findes der også store og små menigheder, men uanset om vi er mange eller få til gudstjeneste, så er vi dog stadig ét legeme. Så kan vi diskutere, hvem der er hænder og fødder og øjne og ører osv., men det vigtigste organ i legemet er Kristus selv. Uden Kristus som livgivende organ, så er legemet dødt og uden livsånde eller livsmulighed. Dog, når Kristus er legemets vigtigste organ betyder det også, at vi skal leve, selvom vi dør, og at vi skal rejses op, selvom vi lider nederlag. For også Jesus led både nederlag og døde, men han blev rejst op igen til liv og glæde. Dét er vort håb for os hver især og for kirken som Kristi legeme.
Ligesom de 12 apostle blev kaldt sammen i et fællesskab, kaldes også vi sammen fra mange vidt forskellige sammenhænge, for at mødes i dette menighedsfællesskab – i øjenhøjde og på lige fod med hinanden, men dog med forskellige opgaver, ligesom hånden og øjet har forskellige opgaver i kroppen. Når vi træder ind i kirken, træder vi ind i en ny sammenhæng, et nyt fællesskab, hvor budskabet lyder, at Gud elsker os - ikke fordi vi har gjort os fortjente til det, men fordi Gud selv vælger os til som sine børn. Gud elskede også sin søn, men Jesus blev ikke sparet for at lide – tværtimod. For den, der elsker meget, lider meget; det ved enhver, der har titel af far, mor, ven, kæreste – af kærlighed kommer man til at opgive sit eget og opgive sig selv, for at give sig hen for den andens skyld. Vi er højt elskede af Gud, det ved vi fra, at han gav sig selv igennem Jesus, og at Jesus opgav sig selv, for at vi kunne få evigt liv.
Hvad mon de tolv apostle tænkte om sig selv, da de blev kaldet af Guds søn? Hvad ser vi, når vi kigger os i spejlet? Hvad tænker vi om os selv, og hvad kalder vi os selv? Andre kan kalde os mange ting, give os mange både gode og dårlige titler. Livet igennem bedømmes vi af andre på vore handlinger, vores udseende, vore succeser og fiaskoer. Fra Gud hører vi dog dette: At han elsker os så meget, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi er Guds elskede, vi er kaldet til fællesskab i tro, håb og kærlighed. Amen.
Læs bibelteksterne til 19. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær // 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 292: Kærligheds og sandheds ånd; Grundtvig; --- ; 4. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; 5. DDS 192, v. 7: Hil dig, Frelser og Forsoner; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
