I dag dyster farisæerne og Jesus om, hvem der kan give de bedste svar på et stort emne. ”Hvad er det største bud i loven?” spurgte de ham, og så forventningsfulde på Jesus. De var sikre på, at det var et svært spørgsmål, for der er forbud og påbud regler i loven, og det er en tyk bog at tygge sig igennem. Selv de klogeste, der havde studeret loven i mange år, kunne ikke sådan lige svare, for hvad skulle man lægge vægt på?
Der var så mange love, og de var jo alle sammen både gode og uundværlige for at opretholde lov og orden i samfundet. Kunne man virkelig tage én lov frem og sige: ”Dette er den største”? Farisæerne var snedige, og de havde krøllede hjerner, så de kunne stille krøllede og svære spørgsmål; de ville gerne frygtes og æres for deres evner til at tale så folk ikke helt kunne følge med. Hvor farisæerne kom frem og begyndte at tale, der begyndte folk at tie stille, for farisæerne var nogle farligt kloge mænd. Og de vidste det godte selv. Ingen af dem var i tvivl om, at de var meget dygtige og dermed, at de var meget værd. Ja, måske mere værd end så mange andre borgere. De kunne lide at lytte til sig selv, for deres klogskab lød så godt i deres egne ører; og jo mere de lyttede til sig selv, desto mere blev de overbevist om, at de virkeligt var klogere end alle andre.
Deres høje selvværd voksede især i takt med, at de kunne ødelægge andres selvværd. Loven var jo fuld af forbud mod det ene og det andet, og det var forbundet med en særlig tilfredsstillelse, når de greb folk på fersk gerning, og kunne slå dem i hovedet med ”Det må du ikke!” Når de vandt en diskussion var det som om, de voksede et par centimeter; måske ikke sådan i virkeligheden, men de blev høje i hatten; og sammen med hatten voksede også deres hovmod, og som enhver ved, så står hovmod for fald. Især når man lægger sig ud i en diskussion med Jesus, Guds egen søn. Han svarede ganske uventet, men meget ydmygt; naturligt og uden besvær, at livet, det er kærligheden værd. Det største bud i loven, ja, indholdet i alle de gamle profetier er såmænd og ganske enkelt dette: Du skal elske! Du skal elske Herren din Gud! Af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og af hele dit sind. – kort sagt: Man skal elske Gud med alt, hvad man er og alt, hvad man har og indeholder. Intet mindre.
Det kunne jo lyde fuldstændigt vanvittigt sådan at elske den usynlige Gud med hele sin eksistens, men farisæerne rokkede sig ikke ud af deres hovmod, for selvfølgelig elskede de da Gud højere end alt andet – og naturligvis var de bedre end alle andre til at elske Gud. Men da Jesus gjorde sine ord lidt mere forståelige, og satte et andet bud ved siden af det største bud ved at sige: ”Du skal elske din næste som dig selv.”, var det som om tungen var bundet i deres mund. For hvad kunne de nu sige? Hvor mange ord de end brugte, kunne de jo ikke krybe uden om, at de ikke havde elsket deres næste særligt meget. I hvert fald havde de ikke høje tanker om andre, og slet ikke gjort noget for andre. Tværtimod havde de med deres mange ord påstået at elske Gud så højt, at de mente sig i deres gode ret til at tage æren og selvværdet og selvrespekten fra mennesker, og endda gjorde det i Guds eget navn. De kunne Bibelen og profeterne og loven forfra og bagfra, og de brugte deres klogskab og visdom til at være de største dårer, Jesus længe havde set. De stod der som magtens elite og professionelle Gudsdyrkere, men imod det simple og folkelige og jordnære kunne de ikke forsvare sig. Tænk sig, så megen lærdom og visdom, så mange års studier i de hellige bøger og skrifter, så mange tanker og så mange kloge diskussioner, og så havde de glemt det vigtigste og væsentligste: kærligheden.
Dog var også de født i kærlighed, og deres mødre havde elsket dem mere, end de havde fortjent, når de som børn havde drillet hinanden og ødelagt ting, som kun børn kan gøre i deres vilde uskyldige lege. Deres mødre elskede dem stadig selvom de også som voksne ødelagde nogle ting for andre. Men selv en mors ord kan aldrig hamle op med en søn, der tror, han er en klog mand, fordi han kan sige mange og lange, indviklede sætninger. Alligevel kan en mors kærlighed være langt mere værd end alverdens kloge hoveder og tykke bøger. For hvem trøstede dem, når de slog sig? Hvem opmuntrede dem, når de var kede af det? Hvem smilede og sagde ”godmorgen” hver dag, selvom hun måtte slide og slæbe og komme sent i seng? Hvad en mor må ofre for sit barn, kan man aldrig forstå ved at læse en bog. Man kan heller ikke vedtage en lov om, hvor meget en mor skal elske sit barn – eller hvor stor kærlighed et barn skal have til sin mor. Loven og kærligheden er ganske enkelt ikke sådan at forbinde. De lærde farisæere havde glemt kærligheden, da de forsøgte at finde ud af alting. Så det var netop kærligheden, Jesus pegede på, da han bare ville forklare lidt af, hvad de havde glemt og misforstået.
Da Jesus havde svaret, var det hans tur til at stille et spørgsmål. Loven interessere ham ikke så meget, så han spurgte, hvad de mon mente om Kristus? Ham måtte de kende til, for Kristus var den person, der skulle være opfyldelsen på alle profetier og hele loven. Og da de jo kendte loven og profetierne udenad, måtte de nemt kunne svare på det. De svarede med ét ord: ”Davids”; det var hvad de turde at begive sig ud i, men alligevel trådte de fejl og jokkede i spinaten, for Jesus viste, hvor fejlagtigt de havde svaret. Og de tav. Det var sådan set det eneste virkeligt kloge, de havde gjort længe.
I kender måske mundheldet: Tale er sølv, tavshed er guld. For nogle gange må man bare lytte og være til stede. Man siger, alle har så frygteligt travlt, fordi der er så skrækkeligt meget, vi skal nå hele tiden. Folk går ned med stress, og der er en jagen efter vind og tomhed, som ligger langt fra det budskab Jesus prædikede dengang, og som vi stadig samles om. Kærlighed til Gud og mennesker kan vi ikke skynde os med. Det er en utrolig langsommelig proces – den kan ikke effektiviseres, og vi når måske aldrig frem til et tydeligt mål eller et konkurrencedygtigt resultat. Man kan ikke sige: Så, nu har jeg elsket Gud og min næste nok for i dag. Det er ikke lektier, men det er livet. Skabte som vi er af Gud, der gav os livet til at leve, sådan er vi placeret på mærkværdige måder imellem hinanden for at være til for hinanden, så godt vi kan. Kærlighed er ikke hvad som helst, men det at vi tilgiver hinanden og forbarmer os over hinanden. Det skal vi gøre, fordi vi jo netop alle er lige meget værd. Når Gud skabte mig, og han også skabte dig, er du så ikke lige så meget værd som mig? Er vi så ikke to stykker af samme skaberværk?
Jo, naturligvis, mente Jesus. Mænd og kvinder er lige meget værd, og så kommer det ikke an på køn eller nationalitet eller seksualitet eller hvordan vi nu ellers fordeler os i grupper og kliker. Det kommer ikke an på, hvor tit vi går i kirke eller hvor meget vi giver i nødhjælp. Kærligheden er Helligåndens magt og kraft, der ikke kender til menneskelige grænser. Det kommer an på, at vi er mennesker, og at vi ser os selv som ligeværdige som Guds børn. Vi er værd at elske, og vi skylder at elske hinanden. Behøver vi virkelig skrive det ind i loven? Amen.
Prædikentekster til 18. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 729: Nu falmer skoven; 2. DDS 547: Man siger, livet har bange kår; 3. DDS 41: Lille Guds barn; ---; 4. DDS 54: Hvad mener I om Kristus; 5. DDS 458: Zion, pris din saliggører; 6. DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
MEDDELELSER
På søndag (d. 22. oktober) helbreder Jesus en lam mand, der hejses ned igennem taget til huset. Nogle bliver sure over, at Jesus sådan uden videre helbreder manden og endda tilgiver ham hans synder. De diskuterer, om ikke det kun er Gud, der må tilgive synder? Hvad diskussionen ender med, skal vi høre mere om på søndag, hvor er der gudstjeneste i Gredstedbro kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen og Vilslev kirke kl. 11 v. OWM. + altergang (nadver)
Der var så mange love, og de var jo alle sammen både gode og uundværlige for at opretholde lov og orden i samfundet. Kunne man virkelig tage én lov frem og sige: ”Dette er den største”? Farisæerne var snedige, og de havde krøllede hjerner, så de kunne stille krøllede og svære spørgsmål; de ville gerne frygtes og æres for deres evner til at tale så folk ikke helt kunne følge med. Hvor farisæerne kom frem og begyndte at tale, der begyndte folk at tie stille, for farisæerne var nogle farligt kloge mænd. Og de vidste det godte selv. Ingen af dem var i tvivl om, at de var meget dygtige og dermed, at de var meget værd. Ja, måske mere værd end så mange andre borgere. De kunne lide at lytte til sig selv, for deres klogskab lød så godt i deres egne ører; og jo mere de lyttede til sig selv, desto mere blev de overbevist om, at de virkeligt var klogere end alle andre.
Deres høje selvværd voksede især i takt med, at de kunne ødelægge andres selvværd. Loven var jo fuld af forbud mod det ene og det andet, og det var forbundet med en særlig tilfredsstillelse, når de greb folk på fersk gerning, og kunne slå dem i hovedet med ”Det må du ikke!” Når de vandt en diskussion var det som om, de voksede et par centimeter; måske ikke sådan i virkeligheden, men de blev høje i hatten; og sammen med hatten voksede også deres hovmod, og som enhver ved, så står hovmod for fald. Især når man lægger sig ud i en diskussion med Jesus, Guds egen søn. Han svarede ganske uventet, men meget ydmygt; naturligt og uden besvær, at livet, det er kærligheden værd. Det største bud i loven, ja, indholdet i alle de gamle profetier er såmænd og ganske enkelt dette: Du skal elske! Du skal elske Herren din Gud! Af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og af hele dit sind. – kort sagt: Man skal elske Gud med alt, hvad man er og alt, hvad man har og indeholder. Intet mindre.
Det kunne jo lyde fuldstændigt vanvittigt sådan at elske den usynlige Gud med hele sin eksistens, men farisæerne rokkede sig ikke ud af deres hovmod, for selvfølgelig elskede de da Gud højere end alt andet – og naturligvis var de bedre end alle andre til at elske Gud. Men da Jesus gjorde sine ord lidt mere forståelige, og satte et andet bud ved siden af det største bud ved at sige: ”Du skal elske din næste som dig selv.”, var det som om tungen var bundet i deres mund. For hvad kunne de nu sige? Hvor mange ord de end brugte, kunne de jo ikke krybe uden om, at de ikke havde elsket deres næste særligt meget. I hvert fald havde de ikke høje tanker om andre, og slet ikke gjort noget for andre. Tværtimod havde de med deres mange ord påstået at elske Gud så højt, at de mente sig i deres gode ret til at tage æren og selvværdet og selvrespekten fra mennesker, og endda gjorde det i Guds eget navn. De kunne Bibelen og profeterne og loven forfra og bagfra, og de brugte deres klogskab og visdom til at være de største dårer, Jesus længe havde set. De stod der som magtens elite og professionelle Gudsdyrkere, men imod det simple og folkelige og jordnære kunne de ikke forsvare sig. Tænk sig, så megen lærdom og visdom, så mange års studier i de hellige bøger og skrifter, så mange tanker og så mange kloge diskussioner, og så havde de glemt det vigtigste og væsentligste: kærligheden.
Dog var også de født i kærlighed, og deres mødre havde elsket dem mere, end de havde fortjent, når de som børn havde drillet hinanden og ødelagt ting, som kun børn kan gøre i deres vilde uskyldige lege. Deres mødre elskede dem stadig selvom de også som voksne ødelagde nogle ting for andre. Men selv en mors ord kan aldrig hamle op med en søn, der tror, han er en klog mand, fordi han kan sige mange og lange, indviklede sætninger. Alligevel kan en mors kærlighed være langt mere værd end alverdens kloge hoveder og tykke bøger. For hvem trøstede dem, når de slog sig? Hvem opmuntrede dem, når de var kede af det? Hvem smilede og sagde ”godmorgen” hver dag, selvom hun måtte slide og slæbe og komme sent i seng? Hvad en mor må ofre for sit barn, kan man aldrig forstå ved at læse en bog. Man kan heller ikke vedtage en lov om, hvor meget en mor skal elske sit barn – eller hvor stor kærlighed et barn skal have til sin mor. Loven og kærligheden er ganske enkelt ikke sådan at forbinde. De lærde farisæere havde glemt kærligheden, da de forsøgte at finde ud af alting. Så det var netop kærligheden, Jesus pegede på, da han bare ville forklare lidt af, hvad de havde glemt og misforstået.
Da Jesus havde svaret, var det hans tur til at stille et spørgsmål. Loven interessere ham ikke så meget, så han spurgte, hvad de mon mente om Kristus? Ham måtte de kende til, for Kristus var den person, der skulle være opfyldelsen på alle profetier og hele loven. Og da de jo kendte loven og profetierne udenad, måtte de nemt kunne svare på det. De svarede med ét ord: ”Davids”; det var hvad de turde at begive sig ud i, men alligevel trådte de fejl og jokkede i spinaten, for Jesus viste, hvor fejlagtigt de havde svaret. Og de tav. Det var sådan set det eneste virkeligt kloge, de havde gjort længe.
I kender måske mundheldet: Tale er sølv, tavshed er guld. For nogle gange må man bare lytte og være til stede. Man siger, alle har så frygteligt travlt, fordi der er så skrækkeligt meget, vi skal nå hele tiden. Folk går ned med stress, og der er en jagen efter vind og tomhed, som ligger langt fra det budskab Jesus prædikede dengang, og som vi stadig samles om. Kærlighed til Gud og mennesker kan vi ikke skynde os med. Det er en utrolig langsommelig proces – den kan ikke effektiviseres, og vi når måske aldrig frem til et tydeligt mål eller et konkurrencedygtigt resultat. Man kan ikke sige: Så, nu har jeg elsket Gud og min næste nok for i dag. Det er ikke lektier, men det er livet. Skabte som vi er af Gud, der gav os livet til at leve, sådan er vi placeret på mærkværdige måder imellem hinanden for at være til for hinanden, så godt vi kan. Kærlighed er ikke hvad som helst, men det at vi tilgiver hinanden og forbarmer os over hinanden. Det skal vi gøre, fordi vi jo netop alle er lige meget værd. Når Gud skabte mig, og han også skabte dig, er du så ikke lige så meget værd som mig? Er vi så ikke to stykker af samme skaberværk?
Jo, naturligvis, mente Jesus. Mænd og kvinder er lige meget værd, og så kommer det ikke an på køn eller nationalitet eller seksualitet eller hvordan vi nu ellers fordeler os i grupper og kliker. Det kommer ikke an på, hvor tit vi går i kirke eller hvor meget vi giver i nødhjælp. Kærligheden er Helligåndens magt og kraft, der ikke kender til menneskelige grænser. Det kommer an på, at vi er mennesker, og at vi ser os selv som ligeværdige som Guds børn. Vi er værd at elske, og vi skylder at elske hinanden. Behøver vi virkelig skrive det ind i loven? Amen.
Prædikentekster til 18. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 729: Nu falmer skoven; 2. DDS 547: Man siger, livet har bange kår; 3. DDS 41: Lille Guds barn; ---; 4. DDS 54: Hvad mener I om Kristus; 5. DDS 458: Zion, pris din saliggører; 6. DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
MEDDELELSER
På søndag (d. 22. oktober) helbreder Jesus en lam mand, der hejses ned igennem taget til huset. Nogle bliver sure over, at Jesus sådan uden videre helbreder manden og endda tilgiver ham hans synder. De diskuterer, om ikke det kun er Gud, der må tilgive synder? Hvad diskussionen ender med, skal vi høre mere om på søndag, hvor er der gudstjeneste i Gredstedbro kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen og Vilslev kirke kl. 11 v. OWM. + altergang (nadver)
