Vi begynder i lægens venteværelse. Her kommer der en lind strøm af rigtig mange raske personer, som pænt venter i en lang kø på at komme ind til lægen. Køen bevæger sig dog hurtigt, for de er jo alle raske, og når lægen ser den ene raske patient efter den anden, sender han dem straks og hurtigt videre ud i tilværelsen; det er på en måde ligesom samlebåndsarbejde: hurtigt og effektivt. Det er desuden en rigtig god forretning for både lægen og de raske patienter. Lægen har ingen besværlige dødssyge og tidskrævende patienter, og alle raske patienter er selvfølgelig glade for at kunne slippe hurtigt og billigt hos lægen, så de kan komme videre med deres liv og daglige gøremål. Lyder det absurd? Ja, absolut! Hvis man er rask, har man da ikke brug for en læge, det siger sig selv.
Alligevel er det nogle gange nødvendigt at understrege selv de ting, der synes at være det mest åbenlyse. Ligesom de raske ikke har brug for lægen, har de retfærdige heller ikke brug for selskab med Jesus. Det har derimod dem, der ser sig som syndere og toldere, eller som er syge og udstødte. Det har dog været svært at forstå for dem, der levede samtidigt med Jesus, for dengang var det normalt at skelne mellem rene og urene, mellem raske og syge, og mellem retfærdige og uretfærdige – altså på den måde, at de urene og syge (synderne) blev skubbet ud i periferien af samfundet; så kunne de derude tigge om penge og barmhjertighed eller stå ved vejkanten og håbe på at blive hyret til en dags arbejde, eller de kunne håbe at få nogle smuler mad fra de riges bord, så de kunne overleve endnu en dag. Samfundet var på den måde sat i system, og selvom det var hårdt og opslidende for de fattige, synderne og de udstødte, så fungerede det godt for dem, der var raske og retfærdige; de levede godt inden for samfundets trygge rammer.
Mange af disse rene og retfærdige så i Jesus en ren, hellig mand og et religiøst pragteksempel. Skulle han virkelig have lyst til at være sammen med syndige, urene, syge og døende frem for at være i det gode selskab af retfærdige, lovlydige, sunde, flotte og raske personer? Ja, åbenbart. For det var jo netop disse udskammede og udstødte, der havde behov for det, som Jesus bragte med sig. Ligesom læger nogle gange må se nogle forfærdelige tilfælde af væskende vorter og ildelugtende betændelser, sådan måtte Jesus også nogle gange se tilfælde af synd og lidelse, som var himmelråbende. Men hvor var det dog godt, han gik til disse mennesker, ligesom det er godt, at lægen er til for de syge! For han kunne rejse dem op til et godt liv uden sygdom og uden synd til en tilværelse med værdighed og retfærdighed. Han gjorde det aldrig som et politisk program eller for at få fokus på sig selv, men han banede vejen for, at andre skulle blive inspireret til at gøre ligesom han. Man behøver jo faktisk ikke være Guds søn eller verdens frelser for at spise sammen med tolderes og syndere; og man behøver egentlig heller ikke være særligt guddommeligt inspireret eller være et stærkt troende menneske for at inddrage og inkludere de upopulære og udstødte i et fællesskab. Eller, måske kræver det alligevel at Guds Søn går i forvejen for os, for nogle gange synes det som om, vi ikke altid selv kan finde ud af at tage initiativ til det.
Men tænk sig nu, at bare et måltid kan gøre underværker, for ved måltidet skabes der et særligt fællesskab. Det vidste Jesus, og han indstiftede nadveren, så vi kunne have et sted at samles både for at mindes ham og blive styrket i troen, håbet og kærligheden ved at spise af det, han gav os. Og når vi til høstfrokosten her efter gudstjenesten sætter os til bords, så samles vi om maden i fællesskab med både bekendte og fremmede, med retfærdige og uretfærdige, med syndere og salige. Der er så meget andet i verden, der kan splitte os i små grupper og kliker, men når vi spiser sammen skal vi række hinanden maden og overholde bordskik. Madens duft og måltidets virkning på kroppen vil helt naturligt skabe en stemning og atmosfære af fællesskab og sammenhold. Det har vi så ofte prøvet både ved middagsbordets daglige måltid og ved større selskabers finere retter. Måske er det alligevel ikke for vidt at sige: Uden mad og drikke dur kristendommen ikke.
Til høstgudstjenesten i dag er det netop dét, vi tager frem og takker for: mad og drikke samt alle goder gaver, der kommer ovenned, både det daglige brød og alt det andet i livet, som vi har brug for til et jævnt og muntert virksomt liv på jord. I dag takker vi Skaberen og Faderen for alt det, vi har modtaget og fået; også selvom sommeren har slået rekord med tørke og varme, og selvom livet ikke hver eneste dag har været en dans på tornefrie roser.
Når som helst vi siger tak, fokuserer vi på det gode og det glædelige, og det er vigtigt især med tider, hvor vi føler modgang, tristhed, sygdom eller ensomhed. Vi skal huske at sige tak for de små ting, så vi ikke mister det af syne, som vi trods alt har at sige tak for. Mon ikke vi hver især kan finde ting i vores daglige tilværelse, som vi skal huske at takke hinanden og Gud for? Taknemmelighed er en rigdom i sig selv, og denne rigdom må vi dele med hinanden ligesom Jesus delte sin glæde med dem, der ellers ikke havde meget at glædes over. Han gjorde det ikke kun ved at tale om de himmelske ting i jordiske klæder, men han satte sig og spiste, ja, som ethvert andet menneske, der skal have mad til maven, så kroppen kan trives.
Ligesom syge kan gå til lægen for at få hjælp til kroppens lidelser, kan syndere og toldere gå til Jesus for at få hjælp til sjælens lidelser. Men hvor lægen siger: Spis denne pille, vil Jesus sige: Spis dette brød og drik denne vin – dette er mit legeme, som gives for dig. Høj og lav er indbudte til at mødes ved hans bord, for at spise og drikke på hans ord. Amen.
Læs Bibelteksterne til i dag: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer og liturgi:
Søndag d. 23. september 2018 kl. 11 er der høstgudstjeneste i Hunderup kirke med efterfølgende frokost i Klublokalet og udstilling ved Idéforum i Samlingssalen (se kirkebladet)
Kirkekoret medvirker, og der er altergang, hvor jeg gerne vil bruge festmessehagelen. Vi skal også bruge det grønne tillæg (Lysets utålmodighed)
Præludium: Kirkekoret synger “Skoven er så underfuld”
1. fællessalme 729 Nu falmer skoven (akkompagnement violin, cello og orgel samt 3-stemmigt kirkekor)
2. fællessalme 841 Du lægger al din vilje – tillægget
3. fællessalme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord
prædiken
motet: Kirkekoret synger Alt står i Guds faderhånd
4. fællessalme 389 Guds riges evangelium er sødt som honningkage
Under altergang: musik fra 1500-tallet for violin, cello, blokfløjte og orgel
Altergangssalme 477 Som korn fra mange marker (akkomp. violin, cello, orgel og 2-stemmigt Kirkekor)
sidste salme 730 Vi pløjed og vi så’de (akkomp. violin, cello, blokfløjte og orgel)
Postludium: Uddrag af Efteråret fra Vivaldis De 4 årstider – violin, blokfløjte, cello og orgel
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre om, hvordan Jesus sammenligner sig selv med et vintræ. Vi bliver podet ind på dette livets vintræ, og mange grene vil bære god frugt, men nogle vil være dårlige grene – hvad det betyder, skal vi høre mere om ved gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev, hvor der er høstgudstjeneste med diverse musikalske indslag, og hvor menighedsrådet byder på et glas lokal vin.
Efter prædiken er der altergang, hvor alle er velkomne.
Efter gudstjenesten i dag byder menighedsrådet på gratis frokost i Klublokalet, og efter frokosten åbner Idé-forum for en udstilling af egne værker.
Desværre er jeg forhindret i at spise med jer i dag, da jeg skal til Gredstedbro og spise sammen andre - bl.a. et par, der fejrer guldbryllup.
I perioden mellem Helligtrekonger og høst samler vi ind til Folkekirkens Nødhjælp, der arbejder på at være dansk kirke for danskerne i udlandet og Kirkens Korshær,
Kirkebøssen: Alt, hvad der lægges i kirkebøssen i perioderne, går ubeskåret til organisationerne.
Alligevel er det nogle gange nødvendigt at understrege selv de ting, der synes at være det mest åbenlyse. Ligesom de raske ikke har brug for lægen, har de retfærdige heller ikke brug for selskab med Jesus. Det har derimod dem, der ser sig som syndere og toldere, eller som er syge og udstødte. Det har dog været svært at forstå for dem, der levede samtidigt med Jesus, for dengang var det normalt at skelne mellem rene og urene, mellem raske og syge, og mellem retfærdige og uretfærdige – altså på den måde, at de urene og syge (synderne) blev skubbet ud i periferien af samfundet; så kunne de derude tigge om penge og barmhjertighed eller stå ved vejkanten og håbe på at blive hyret til en dags arbejde, eller de kunne håbe at få nogle smuler mad fra de riges bord, så de kunne overleve endnu en dag. Samfundet var på den måde sat i system, og selvom det var hårdt og opslidende for de fattige, synderne og de udstødte, så fungerede det godt for dem, der var raske og retfærdige; de levede godt inden for samfundets trygge rammer.
Mange af disse rene og retfærdige så i Jesus en ren, hellig mand og et religiøst pragteksempel. Skulle han virkelig have lyst til at være sammen med syndige, urene, syge og døende frem for at være i det gode selskab af retfærdige, lovlydige, sunde, flotte og raske personer? Ja, åbenbart. For det var jo netop disse udskammede og udstødte, der havde behov for det, som Jesus bragte med sig. Ligesom læger nogle gange må se nogle forfærdelige tilfælde af væskende vorter og ildelugtende betændelser, sådan måtte Jesus også nogle gange se tilfælde af synd og lidelse, som var himmelråbende. Men hvor var det dog godt, han gik til disse mennesker, ligesom det er godt, at lægen er til for de syge! For han kunne rejse dem op til et godt liv uden sygdom og uden synd til en tilværelse med værdighed og retfærdighed. Han gjorde det aldrig som et politisk program eller for at få fokus på sig selv, men han banede vejen for, at andre skulle blive inspireret til at gøre ligesom han. Man behøver jo faktisk ikke være Guds søn eller verdens frelser for at spise sammen med tolderes og syndere; og man behøver egentlig heller ikke være særligt guddommeligt inspireret eller være et stærkt troende menneske for at inddrage og inkludere de upopulære og udstødte i et fællesskab. Eller, måske kræver det alligevel at Guds Søn går i forvejen for os, for nogle gange synes det som om, vi ikke altid selv kan finde ud af at tage initiativ til det.
Men tænk sig nu, at bare et måltid kan gøre underværker, for ved måltidet skabes der et særligt fællesskab. Det vidste Jesus, og han indstiftede nadveren, så vi kunne have et sted at samles både for at mindes ham og blive styrket i troen, håbet og kærligheden ved at spise af det, han gav os. Og når vi til høstfrokosten her efter gudstjenesten sætter os til bords, så samles vi om maden i fællesskab med både bekendte og fremmede, med retfærdige og uretfærdige, med syndere og salige. Der er så meget andet i verden, der kan splitte os i små grupper og kliker, men når vi spiser sammen skal vi række hinanden maden og overholde bordskik. Madens duft og måltidets virkning på kroppen vil helt naturligt skabe en stemning og atmosfære af fællesskab og sammenhold. Det har vi så ofte prøvet både ved middagsbordets daglige måltid og ved større selskabers finere retter. Måske er det alligevel ikke for vidt at sige: Uden mad og drikke dur kristendommen ikke.
Til høstgudstjenesten i dag er det netop dét, vi tager frem og takker for: mad og drikke samt alle goder gaver, der kommer ovenned, både det daglige brød og alt det andet i livet, som vi har brug for til et jævnt og muntert virksomt liv på jord. I dag takker vi Skaberen og Faderen for alt det, vi har modtaget og fået; også selvom sommeren har slået rekord med tørke og varme, og selvom livet ikke hver eneste dag har været en dans på tornefrie roser.
Når som helst vi siger tak, fokuserer vi på det gode og det glædelige, og det er vigtigt især med tider, hvor vi føler modgang, tristhed, sygdom eller ensomhed. Vi skal huske at sige tak for de små ting, så vi ikke mister det af syne, som vi trods alt har at sige tak for. Mon ikke vi hver især kan finde ting i vores daglige tilværelse, som vi skal huske at takke hinanden og Gud for? Taknemmelighed er en rigdom i sig selv, og denne rigdom må vi dele med hinanden ligesom Jesus delte sin glæde med dem, der ellers ikke havde meget at glædes over. Han gjorde det ikke kun ved at tale om de himmelske ting i jordiske klæder, men han satte sig og spiste, ja, som ethvert andet menneske, der skal have mad til maven, så kroppen kan trives.
Ligesom syge kan gå til lægen for at få hjælp til kroppens lidelser, kan syndere og toldere gå til Jesus for at få hjælp til sjælens lidelser. Men hvor lægen siger: Spis denne pille, vil Jesus sige: Spis dette brød og drik denne vin – dette er mit legeme, som gives for dig. Høj og lav er indbudte til at mødes ved hans bord, for at spise og drikke på hans ord. Amen.
Læs Bibelteksterne til i dag: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer og liturgi:
Søndag d. 23. september 2018 kl. 11 er der høstgudstjeneste i Hunderup kirke med efterfølgende frokost i Klublokalet og udstilling ved Idéforum i Samlingssalen (se kirkebladet)
Kirkekoret medvirker, og der er altergang, hvor jeg gerne vil bruge festmessehagelen. Vi skal også bruge det grønne tillæg (Lysets utålmodighed)
Præludium: Kirkekoret synger “Skoven er så underfuld”
1. fællessalme 729 Nu falmer skoven (akkompagnement violin, cello og orgel samt 3-stemmigt kirkekor)
2. fællessalme 841 Du lægger al din vilje – tillægget
3. fællessalme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord
prædiken
motet: Kirkekoret synger Alt står i Guds faderhånd
4. fællessalme 389 Guds riges evangelium er sødt som honningkage
Under altergang: musik fra 1500-tallet for violin, cello, blokfløjte og orgel
Altergangssalme 477 Som korn fra mange marker (akkomp. violin, cello, orgel og 2-stemmigt Kirkekor)
sidste salme 730 Vi pløjed og vi så’de (akkomp. violin, cello, blokfløjte og orgel)
Postludium: Uddrag af Efteråret fra Vivaldis De 4 årstider – violin, blokfløjte, cello og orgel
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre om, hvordan Jesus sammenligner sig selv med et vintræ. Vi bliver podet ind på dette livets vintræ, og mange grene vil bære god frugt, men nogle vil være dårlige grene – hvad det betyder, skal vi høre mere om ved gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev, hvor der er høstgudstjeneste med diverse musikalske indslag, og hvor menighedsrådet byder på et glas lokal vin.
Efter prædiken er der altergang, hvor alle er velkomne.
Efter gudstjenesten i dag byder menighedsrådet på gratis frokost i Klublokalet, og efter frokosten åbner Idé-forum for en udstilling af egne værker.
Desværre er jeg forhindret i at spise med jer i dag, da jeg skal til Gredstedbro og spise sammen andre - bl.a. et par, der fejrer guldbryllup.
I perioden mellem Helligtrekonger og høst samler vi ind til Folkekirkens Nødhjælp, der arbejder på at være dansk kirke for danskerne i udlandet og Kirkens Korshær,
Kirkebøssen: Alt, hvad der lægges i kirkebøssen i perioderne, går ubeskåret til organisationerne.
