Fra fredag eftermiddag og her til i eftermiddags har jeg været på tur til København med 12 seniorkonfirmander, altså unge, der blev konfirmeret i år og sidste år. Formålet var at udvide deres horisont i mødet med andre religioner, andre kulturer og en anden dagligdag og verden end de ellers kender herovre fra Vandkanten. Når vi møder personer, der tror noget andet, lever på en anden måde og opfatter virkeligheden på en anden måde, så bliver vores egen tro og opfattelse sat på spil; vi må forholde sig til en person – et menneske som os selv, og kan ikke længere bare skyde løs på en ideologi eller religion uden ansigt. I mødet med både muslimer, jøder og andre kristne mødte vi personer, der ønskede at leve et almindeligt liv - på mange måder ligesom vi selv ønsker det. Men som vi ved, er det ikke nemt at leve fredeligt sammen, hvis nogle føler, de har ret til at slå andre ihjel i deres egen religions navn. Terroren har sat nogle spor i København, som vi mærkede tydeligt.
Frygten for terror har dog ikke fået så meget tag i befolkningen, at man har mistet lysten til at leve i et frit samfund, og generelt så folk ikke skræmte ud eller gik rundt med frygt i ansigtet. Det er interessant at bemærke, at vi altid vil søge glæde og fred og frihed; selvom vi ved, at det også lægger naturligt til os at være krigeriske og gøre dumme og onde ting ved os selv og hinanden. Som svar på terrorangrebet sidste år stod folk sammen og viste, hvordan fællesskab og åbenhed er en bedre kur mod frygt og terror end alle politikernes forslag om flere love og reguleringer.
Når vi sådan lever og oplever forskellige sider af os selv og hinanden, opdager vi, at ingen af os er Guds bedste børn, men at vi alle har vore fejl. Vi kan aldrig være os selv nok, for der opstår tit situationer, hvor vi har brug for andre end os selv – såvel på glædelige som på tunge dage. Når vi vandrer ud i livet, går vi som regel med sikre skridt på vejen, men nogle gange er der vandpytter og mudderhuller – og hvis det står virkelig skidt til, kan man havne i en mose og blive trukket ned af dystre tanker eller livets hårde omstændigheder - og så har man virkelig brug for andres hjælp. Og det er i dét øjeblik, hvor man indser, man har brug for andres hjælp og ikke længere kan være sig selv nok, at man er åben for at blive kaldt på. Det er først, når man indser, man er syg, at man går til læge, og først når man indser, at man er fanget under syndens byrde, at man har brug for den barmhjertige Frelser.
Barmhjertighed er et gammelt ord – mon vi stadig forstår, hvad det er, og hvad det betyder? Når Jesus siger, han er kommet for at kalde syndere og toldere og ikke de retfærdige, så er det fordi, syndere og toldere har indset, at de har brug for en anden. Som synder finder man sig nødstedt i sit eget selskab, for hvordan skulle en uretfærdig kunne redde en uretfærdig? Og hvordan skulle vi dog kunne redde os selv, når vi gang på gang falder igennem og fejler i de planer, vi har lagt for livet, fordi vi nu engang ikke er herre over livets mange omstændigheder?
Barmhjertighed i kristen betydning er ret speciel. Barmhjertighed betyder i andre sammenhænge at man bærer over med andre, eller at man viser sit storsind over for andres svagheder. Barmhjertighed udviser man som regel, når man har en stor magt og står over for en svag person; som når en mægtig konge benåder en fange. Når man modtager barmhjertighed, ved man som regel, man er den lille. Sådan er det i verdens forstand, men ikke i kristelig forstand – for der vendes tingene om.
Jesus opførte sig ikke som en mægtig konge, der benådede mennesker, fordi de frygtede ham eller kastede sig til jorden for ham; han så aldrig ned på folks lidelser fra en høj kongetrone, og han fjernede sig ikke fra de syge og urene. Tværtimod var det lige præcis de syge han opsøgte, ligesom en læge, og det var syndere og toldere han færdedes iblandt, fordi hans formål på jorden ikke var magt men barmhjertighed. Han gjorde sig selv fattig, så andre kunne blive rige, han led døden, så andre kunne leve. Han var som ny vin, der sprængte de gamle lædersække, for i sin samtid blev han miskendt og udstødt af dem, der regnede sig for at være noget i denne verden. Han levede blandt folk, der kun havde blik for lov, ret og magt, og ikke havde øje for det enkelte menneske, der blev fanget i andres lovreligiøsitet. Hvor er det nemt at sætte love og regler for alt og leve inden for disse rammer; og hvor er det umuligt at leve efter det enkel bud: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv! Jesus ønskede ikke magt, men ønskede at sætte folk fri i jordnær livsglæde – og samfundets vigtige personer hånede ham for det, for hvad var dog en tolder og en synder værd?
Hvor var de heldige, dem, der oplevede at Jesus selv mødte dem og at Gud kom dem i møde; at Himmelens kongesøn var jordnær og menneskekær. Han, der havde alt magt i himlen og på jorden regnede ikke magt for at være noget særligt; det er nemt at få magt i denne verden – men tænk på, hvor svært det er at være barmhjertig hele sit liv. Barmhjertighed bliver man ikke rig af; og barmhjertighed drev Jesus på korset. Dét er vores forbillede.
Så kan hele resten af verden stræbe efter jordisk magt og verdslig ære, og religioner og ateister kan stræbe efter at indramme livet med etik og politisk korrekte måder at leve på – men som kristne ser vi på den korsfæstede og mindes om, at vores formål i livet hverken er ærefuldt eller noget, vi bliver rige af, men ét er nødvendigt. Ligesom Jesus selv viser os barmhjertighed hver dag og hver time, når vi tvivler og synder og dummer os, sådan skylder vi også at vise hinanden barmhjertighed, bære over med hinanden og i dette jordnære og menneskekære liv opfylde Kristi bud. Amen.
Læs bibeltekster til 17. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 729: Nu falmer skoven; 2. DDS 32: Hvo ikkun lader Herren råde; 3. DDS 389: Guds rige evangelium; --- ; 4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige; 5. DDS ingen altergang; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej