Det er vist almindeligt kendt, at det er svært at opdrage børn, og endnu sværere at opdrage voksne; nej, hvis man vil forme og opdrage en person, må det gøres fra barnsben. Igen og igen må forældre forsøge at lære de små, hvad man siger i forskellige sammenhænge, f.eks. når man får en gave, og også når man er færdig med aftensmaden. ”Hvad hedder det så?” spørger mor og far og kigger forventningsfuldt på barnet, for de har jo øvet og øvet og øvet igen. Når barnet stille siger ”Tak”, ved forældrene, at deres mange anstrengelser ikke har været helt forgæves.
Børn fødes uden sociale færdigheder; de skal tillæres, og det kan være en lang, svær og hård periode – ikke mindst for forældrene. At sige ”tak” er bare en lille del af det, vi skal lære som børn, for det er dog en vigtig del af det at være voksen. Vi skal kunne takke hinanden, sige tak for mad, for gaver, for hyggeligt selskab osv. Det hører sig til, det er høfligt, det er ordentligt, og det er dansk. Tak er jo et sjovt ord, for det er så lille; kun tre bogstaver, men dog er betydningen stor. Ve den, der ikke får sagt ordentligt tak for gaven eller maden eller selskabet!
Vi er samlet til gudstjeneste i dag for at takke Gud i det høje for alt det, han har givet os i det lave. Helt nede på jorden er afgrøderne spiret frem og har vokset sig store, og vores taknemmelighed er vokset i takt med afgrøderne. Men måske er der ikke meget at takke for i år? Mine tomater blev ramt af forårsfrosten, men måske var jeg også for ivrig efter at plante dem ud. Lidt kartofler blev det da til, og man kan i sit stille sind være taknemmelig over, at man ikke skal leve af jordens udbytte, når nu det har givet så ringe. De fleste af os kan faktisk være taknemmelige for, at andre gider tage slæbet og bøvlet med at frembringe og forarbejde det, vi putter i mund og mavesæk både tidlig og silde. Når bare vi husker på, at landmanden giver os brød på bordet, så kan vi vel til nøds have tålmodighed til at køre bag de store landbrugsmaskiner, der findes derude på landevejene, især når vi har travlt!
Ja, det er jo sjovt, at Danmark igennem århundreder har været et landbrugssamfund, hvor alle – selv præsten – skulle leve af jordens udbytte. Det bandt os sammen i et skæbnefællesskab, og vi forstod hinandens kvaler over en fejlslagen høst, faldende korn- og mælkepriser, vi følte inderligt med hinanden, når kvæg- eller kartoffelpesten slog hårdt imod en nabos jord og ejendom. I dag er alting så anderledes, og høsten er noget, nogle andre står for. Det, der engang både var lokalt og naturligt, og dannede fællesskab for vore bedsteforældre og oldeforældre, er nu forsvundet og erstattet af en helt anden måde at være samfund på. Men selvom samfundet har ændret sig ret så drastisk, er vi ikke blevet så drastisk meget anderledes. For budskaberne i høstens gudstjeneste taler stadig til os, hvor moderne vi end er, og hvor fjerne vi så befinder os fra landbrugskulturens lyde og lugte.
Jesus taler om ubekymrethed. Det hører sandelig ikke kun gamle dages landbrugssamfund at bekymre sig. Tværtimod er bekymringer blevet en del af vort moderne åndedræt, for jo mere vi ejer og jo mere vi kan og vil med vort liv, desto mere bekymrer vi os. Tankerne flyver rundt i hovedet og stjæler vores nærvær, og tager pusten fra vores taknemmelighed. Jo mere bekymrede, desto mere utaknemmelige. For tænk hvis vi kommer for sent, eller vi bliver syge og ikke kan nå alt det vi så gerne vil. Tænk, hvis nogen eller noget spænder ben for os og ødelægger vore drømme; hvis vandet oversvømmer vore have og marker. Jo, hver dag har sandelig nok i sin plage. Men tænk så bare på dagene der kommer og de plager, der følger med! Ak og ve og jamen altså da – det er næsten ikke til at holde ud, når vi tager de kommende dages bekymringer med ind i denne dags tanker.
Jesus så gerne, at vi levede så ubekymrede som himlens fugle og markens liljer; se bare, dyrene er sande mestre i mindfulness, for intet synes at bekymre dem. Dog synes de heller ikke at være taknemmelige for noget. Der er en sammenhæng mellem at være ubekymret og at være taknemmelig, ligesom der er en sammenhæng mellem at være bekymret og utaknemmelig. Det er nemlig sådan, at det, man fokuserer på, er det, der vokser i tankerne. Sygedage og raske dage går hånd i hånd; succes og fiasko følges ad. Bekymringer skaber uro og ubalance, og dem kan vi ikke være foruden, men vi må ikke lade dem oversvømme os. Der må bygges et mentalt eller åndeligt dige, hvorover bekymringerne ikke kan stige. For Noa blev redningen dels arken og dels regnbuen, som Gud satte på himlen som et tegn på, at han aldrig igen ville oversvømme hele jorden.
For os er redningen også et tegn, nemlig dåben. Da dåbsvandet flød og ordene lød om, at Gud i sit ord er med os på jord. At leve sit liv på sin dåb vil sige, at vi på trods af al modgang og alle besværligheder ved at være menneske, stadig øver os i at finde glimt af store eller små velsignelser – vi ligefrem insisterer på, at der på trods af alt det det onde og dårlige stadig er noget smukt og godt ved livet - og at vi forlader os på, at Guds hænder er stærkere end alt andet. Det kaldes ”tro” når vi lægger vores liv og tilværelse i en andens hænder. Så længe vi er mennesker på den måde, vi er det, hænger bekymringerne dog sammen med taknemmelighed. Men så længe har vi også behov for at have et rum til ubekymret taknemmelighed, fordi det endnu ikke lægger os helt så naturligt. Her i kirken er rummet, der kan rumme os med sine rammer. Ordene er rammende, som Gud har talt til os. Vi skal leve hver dag, for livet er vort at leve. Vi skal takke Gud og mennesker for alle gode gaver. Og vi skal tage vare på skaberværket og på hinanden, for det er gaver til os. ”Hvad siger man så?” TAK. Amen.
MEDDELELSER
Tak til kirkekoret for dejligt sang. Tak til reformations-ensemblet for dejligt musik. Tak til Husholdningsforeningen, der har pyntet flot op i Vilslev kirke, og til Lone, der har pyntet flot op i Hunderup.
Næste søndag (d. 1. oktober) henvises til høstgudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 19 v. Kevin Asmussen (med kirkekaffe). Søndag d. 8. oktober får vi besøg fra Sydvestjyllands Efterskole i Bramming. Forstander Leif Kruse vil tage et lovsangsband med, der spiller lidt andet end orgelmusik i løbet af gudstjenesten, og Leif Kruse vil træde på prædikestolen og levere en lægmandsprædiken.
Torsdag d. 5. oktober starter babysalmesang op i Gredstedbro kirke. Vi er fælles med Gredstedbro om at udbyde babysalmesang, og vores organist, Dorte Grangård Olesen, står for forløbet. Læs mere i kirkebladet.
Læs prædikentekster til søndagen
Præludium: Musik fra omkring reformationen
(Birgit Knudsen blokfløjte, Ole Steinmeier violin, Roll Præstegaard cello, Dorte Grangård orgel)
1. salme 739 Rind nu op i Jesu navn ( kvartetten akkompagnerer)
2. salme 729 Nu falmer skoven / 750: Nu titte til hinanden
3. salme 730 Vi pløjed og vi så’de
---
Kirkekoret synger en motet: Det lysner over agres felt
4. salme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord
altergang: kvartetten spiller ”Greensleeves” under altergangen
nadversalme: 477 Som korn på mange marker
udgangssalme: 336 Vor Gud han er så fast en borg (kvartetten akkompagnerer)
postludium: Kvartetten spiller ”The King og Denmark’s Galliard”
Børn fødes uden sociale færdigheder; de skal tillæres, og det kan være en lang, svær og hård periode – ikke mindst for forældrene. At sige ”tak” er bare en lille del af det, vi skal lære som børn, for det er dog en vigtig del af det at være voksen. Vi skal kunne takke hinanden, sige tak for mad, for gaver, for hyggeligt selskab osv. Det hører sig til, det er høfligt, det er ordentligt, og det er dansk. Tak er jo et sjovt ord, for det er så lille; kun tre bogstaver, men dog er betydningen stor. Ve den, der ikke får sagt ordentligt tak for gaven eller maden eller selskabet!
Vi er samlet til gudstjeneste i dag for at takke Gud i det høje for alt det, han har givet os i det lave. Helt nede på jorden er afgrøderne spiret frem og har vokset sig store, og vores taknemmelighed er vokset i takt med afgrøderne. Men måske er der ikke meget at takke for i år? Mine tomater blev ramt af forårsfrosten, men måske var jeg også for ivrig efter at plante dem ud. Lidt kartofler blev det da til, og man kan i sit stille sind være taknemmelig over, at man ikke skal leve af jordens udbytte, når nu det har givet så ringe. De fleste af os kan faktisk være taknemmelige for, at andre gider tage slæbet og bøvlet med at frembringe og forarbejde det, vi putter i mund og mavesæk både tidlig og silde. Når bare vi husker på, at landmanden giver os brød på bordet, så kan vi vel til nøds have tålmodighed til at køre bag de store landbrugsmaskiner, der findes derude på landevejene, især når vi har travlt!
Ja, det er jo sjovt, at Danmark igennem århundreder har været et landbrugssamfund, hvor alle – selv præsten – skulle leve af jordens udbytte. Det bandt os sammen i et skæbnefællesskab, og vi forstod hinandens kvaler over en fejlslagen høst, faldende korn- og mælkepriser, vi følte inderligt med hinanden, når kvæg- eller kartoffelpesten slog hårdt imod en nabos jord og ejendom. I dag er alting så anderledes, og høsten er noget, nogle andre står for. Det, der engang både var lokalt og naturligt, og dannede fællesskab for vore bedsteforældre og oldeforældre, er nu forsvundet og erstattet af en helt anden måde at være samfund på. Men selvom samfundet har ændret sig ret så drastisk, er vi ikke blevet så drastisk meget anderledes. For budskaberne i høstens gudstjeneste taler stadig til os, hvor moderne vi end er, og hvor fjerne vi så befinder os fra landbrugskulturens lyde og lugte.
Jesus taler om ubekymrethed. Det hører sandelig ikke kun gamle dages landbrugssamfund at bekymre sig. Tværtimod er bekymringer blevet en del af vort moderne åndedræt, for jo mere vi ejer og jo mere vi kan og vil med vort liv, desto mere bekymrer vi os. Tankerne flyver rundt i hovedet og stjæler vores nærvær, og tager pusten fra vores taknemmelighed. Jo mere bekymrede, desto mere utaknemmelige. For tænk hvis vi kommer for sent, eller vi bliver syge og ikke kan nå alt det vi så gerne vil. Tænk, hvis nogen eller noget spænder ben for os og ødelægger vore drømme; hvis vandet oversvømmer vore have og marker. Jo, hver dag har sandelig nok i sin plage. Men tænk så bare på dagene der kommer og de plager, der følger med! Ak og ve og jamen altså da – det er næsten ikke til at holde ud, når vi tager de kommende dages bekymringer med ind i denne dags tanker.
Jesus så gerne, at vi levede så ubekymrede som himlens fugle og markens liljer; se bare, dyrene er sande mestre i mindfulness, for intet synes at bekymre dem. Dog synes de heller ikke at være taknemmelige for noget. Der er en sammenhæng mellem at være ubekymret og at være taknemmelig, ligesom der er en sammenhæng mellem at være bekymret og utaknemmelig. Det er nemlig sådan, at det, man fokuserer på, er det, der vokser i tankerne. Sygedage og raske dage går hånd i hånd; succes og fiasko følges ad. Bekymringer skaber uro og ubalance, og dem kan vi ikke være foruden, men vi må ikke lade dem oversvømme os. Der må bygges et mentalt eller åndeligt dige, hvorover bekymringerne ikke kan stige. For Noa blev redningen dels arken og dels regnbuen, som Gud satte på himlen som et tegn på, at han aldrig igen ville oversvømme hele jorden.
For os er redningen også et tegn, nemlig dåben. Da dåbsvandet flød og ordene lød om, at Gud i sit ord er med os på jord. At leve sit liv på sin dåb vil sige, at vi på trods af al modgang og alle besværligheder ved at være menneske, stadig øver os i at finde glimt af store eller små velsignelser – vi ligefrem insisterer på, at der på trods af alt det det onde og dårlige stadig er noget smukt og godt ved livet - og at vi forlader os på, at Guds hænder er stærkere end alt andet. Det kaldes ”tro” når vi lægger vores liv og tilværelse i en andens hænder. Så længe vi er mennesker på den måde, vi er det, hænger bekymringerne dog sammen med taknemmelighed. Men så længe har vi også behov for at have et rum til ubekymret taknemmelighed, fordi det endnu ikke lægger os helt så naturligt. Her i kirken er rummet, der kan rumme os med sine rammer. Ordene er rammende, som Gud har talt til os. Vi skal leve hver dag, for livet er vort at leve. Vi skal takke Gud og mennesker for alle gode gaver. Og vi skal tage vare på skaberværket og på hinanden, for det er gaver til os. ”Hvad siger man så?” TAK. Amen.
MEDDELELSER
Tak til kirkekoret for dejligt sang. Tak til reformations-ensemblet for dejligt musik. Tak til Husholdningsforeningen, der har pyntet flot op i Vilslev kirke, og til Lone, der har pyntet flot op i Hunderup.
Næste søndag (d. 1. oktober) henvises til høstgudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 19 v. Kevin Asmussen (med kirkekaffe). Søndag d. 8. oktober får vi besøg fra Sydvestjyllands Efterskole i Bramming. Forstander Leif Kruse vil tage et lovsangsband med, der spiller lidt andet end orgelmusik i løbet af gudstjenesten, og Leif Kruse vil træde på prædikestolen og levere en lægmandsprædiken.
Torsdag d. 5. oktober starter babysalmesang op i Gredstedbro kirke. Vi er fælles med Gredstedbro om at udbyde babysalmesang, og vores organist, Dorte Grangård Olesen, står for forløbet. Læs mere i kirkebladet.
Læs prædikentekster til søndagen
Præludium: Musik fra omkring reformationen
(Birgit Knudsen blokfløjte, Ole Steinmeier violin, Roll Præstegaard cello, Dorte Grangård orgel)
1. salme 739 Rind nu op i Jesu navn ( kvartetten akkompagnerer)
2. salme 729 Nu falmer skoven / 750: Nu titte til hinanden
3. salme 730 Vi pløjed og vi så’de
---
Kirkekoret synger en motet: Det lysner over agres felt
4. salme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord
altergang: kvartetten spiller ”Greensleeves” under altergangen
nadversalme: 477 Som korn på mange marker
udgangssalme: 336 Vor Gud han er så fast en borg (kvartetten akkompagnerer)
postludium: Kvartetten spiller ”The King og Denmark’s Galliard”
