Vi skal i dag rejse tilbage i tiden. Mere præcist skal vi 38 år tilbage til 1980. Dengang så verden på mange måder meget anderledes ud. Måske kan I huske tiden dengang? Det er jo mange år siden, og hvor er tiden blevet af? Den er såmænd gået sin vante gang, og har ført forandringens vinde med sig. Dengang var verden i høj grad splittet mellem øst og vest, og der lå et jerntæppe af frygt over verden.
I den forgangne uge har jeg i selskab med en del af præsterne fra Ribe Domprovsti været på studietur til Leipzig, der ligger i det tidligere DDR. Eftervirkningerne af DDR-tiden mærkes stadig i byen, hvor kun (omkring) 10% (dvs. 50.000) af byens befolkning er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, fordi det sovjetiske regime i årtier stod for en aggressiv ateisme, hvor kristendom og kirke blev mistænkeliggjort og frosset ude. Her er for alvor tale om, at folk er fremmede for kirke og kristendom på en måde, vi heldigvis ikke ser her til lands.
Kristne i Sovjetunionen under jerntæppet kan med rette have følt det som om, de var den syge mand ved Betesda dam. Forladt, uden håb i verden, låst fast i en grå og glædesløs tilværelse. Uden udsigt til forandring eller forbedring levede de i et diktatur, hvor der næsten ingen frihed og næsten ingen penge var. Kirkebygningerne stod der rundt omkring, men de var tomme og forladte og forhadte. Ligesom de kristne dengang kan sammenlignes med en syg mand ved helbredsdammen, således kan også murens fald i 1989 sammenlignes med da Jesus helbredte den syge, og han stod op til et nyt liv i frihed og glæde. De undertrykte folk tog i hvert fald med glæde imod budskabet om, at jerntæppet var brudt ned, og håbet kunne atter slå rod i deres del af verden.
De flotte middelalderkirker står genopbyggede i Leipzig, og er blevet restaureret for mange penge; og der holdes gudstjenester med musik og sang og en menighed. For når håbet svinder ind, må kirkens klokker lyde som et vækkeur for at alarmere om faren, så hjælpere kan komme til og ligesom Jesus række håb til den, der lider i sin håbløshed. Men der er stadig mange for hvem kirke og kristendom ikke betyder noget; og nu står kirken der som en helbredt mand og har muligheden for at vise, at Gud virkelig har barmhjertighed med sin verden.
Vi skal fra Leipzig til Betesdas dam. Den syge mand lå blandt en mængde af andre syge, kasseret eller placeret på en venteliste til et mirakel. De var dog ikke alle lige dårligt stillede. Han kunne nemlig se de andre syge blive helbredt før ham selv. Hvorfor skal det dog være sådan? Hvorfor har nogle mennesker mange muligheder og mange hjælpere, så de f.eks. kan komme ned i det helbredende bad i rette tid? Manden lå afsondret fra verden, dog ikke som en munk der havde hengivet sig til bøn og Bibellæsning, men han var tvunget af livets uretfærdighed og ustyrlige omstændigheder; fanget af sin sygdom, forbandet og fortabt til bare at være dér, hvor håbet slap op og mørket sænkede sig. Og han havde ikke ét menneske til at hjælpe sig.
Da Jesus helbredte manden melder spørgsmålet sig for os om, hvorfor han dog ikke helbredte alle de andre ved dammen? Det er ikke nemt at stille os tilfreds, for uanset hvad Jesus gør, står vi på spring med endnu et spørgsmål om hvorfor dit og hvorfor dat. Måske helbredte Jesus kun den ene mand, fordi han skulle have et privilegium, som de andre ikke skulle have. Han som var blevet forbigået og var kommet for sent til miraklet i 38 år, skulle nu på én gang få alt det, han aldrig før havde fået. Manden blev helbredt som et tegn. Og netop fordi kun én bliver helbredt husker vi historien, fordi vi undres over de andres fortsatte sygdomsliv. Det virker som om, at Jesus nogle gange først griber ind, når alt – altså virkeligt: ALT - håb er ude; som når han vækker en død til live, eller giver synet og hørelse igen, eller helbreder spedalske. Det er tegn på, at Jesus er herre over livet.
Vi skal fra Betesda dam til kirken her i dag. De flotte søjlegange i Betesda hjalp ikke de syge, og ligeledes må man sige at den flotte kirkebygning ikke hjælper os, hvis ikke håbet er levende til stede. Og netop håb er noget, vi skal holde fast ved på trods af alt, hvad der måtte ramme os og ramle ned over os. Ligesom der var helbredelse af finde ved dammen ved Betestda, sådan har vi også i kirken vores egen dam, døbefonten, hvortil vi bærer de små børn for at lade vandet tegne et mærke på dem til evig påmindelse om, at de er set og mærket af Gud til velsignelse. Men selvom vi er døbte, kan vi møde modgang, og når vi er syge må vi spørge: Ser Gud min ulykke? Hvorfor griber han dog ikke ind, når de andre omkring synes at have det så meget bedre?
Selvom vi skulle falde ned i håbløshedens søjlegange lige præcist uden for håbets dam, så kan håbets lys pludseligt skinne som et glimt, der er tydeligst i mørket. Den syge mand havde ikke engang råbt på Jesus, og havde ikke sagt noget om sin tro, før Jesus gav ham livet og håbet tilbage. En mur faldt og mennesker fandt sammen, en syg rejste sig og gik ud i verden. Håber skinner som lys i mørket, når Kristus og mennesker rækker hænder ud for at løfte og bære, så vi alle kan være. Så må vi være og bære håbet med, så andre kan opleve at blive sat fri af diktatur og undertrykkelse, om det så er fra stater eller syndens sorg og smerte. Amen.
Læs Bibelteksterne til søndagen her: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer: 410: Som tørstige hjort monne skrige, 658: Når jeg er træt og trist, 50: Under dine vingers skygge, ---, 157: Betesda-søjlernes buegange, 652,3-5: Vor Herre til dig må jeg ty, 371: Du fylder mig med glæde.
MEDDELELSER
Gredstedbro
Næste gudstjeneste søndag d. 9. september kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen
Onsdag d. 5. september kl. 19 i Sognehuset, foredrag: Er jeg go’ nok?
Vilslev
Næste gudstjeneste søndag d. 9. september kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup
Tur til Mandø lørdag d. 8. september for dem, der går i 6. klasse – tilmelding senest i morgen til mig.
Andet nadverritual. Læs i kirkebladet. Læs DDS s. 798
I den forgangne uge har jeg i selskab med en del af præsterne fra Ribe Domprovsti været på studietur til Leipzig, der ligger i det tidligere DDR. Eftervirkningerne af DDR-tiden mærkes stadig i byen, hvor kun (omkring) 10% (dvs. 50.000) af byens befolkning er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, fordi det sovjetiske regime i årtier stod for en aggressiv ateisme, hvor kristendom og kirke blev mistænkeliggjort og frosset ude. Her er for alvor tale om, at folk er fremmede for kirke og kristendom på en måde, vi heldigvis ikke ser her til lands.
Kristne i Sovjetunionen under jerntæppet kan med rette have følt det som om, de var den syge mand ved Betesda dam. Forladt, uden håb i verden, låst fast i en grå og glædesløs tilværelse. Uden udsigt til forandring eller forbedring levede de i et diktatur, hvor der næsten ingen frihed og næsten ingen penge var. Kirkebygningerne stod der rundt omkring, men de var tomme og forladte og forhadte. Ligesom de kristne dengang kan sammenlignes med en syg mand ved helbredsdammen, således kan også murens fald i 1989 sammenlignes med da Jesus helbredte den syge, og han stod op til et nyt liv i frihed og glæde. De undertrykte folk tog i hvert fald med glæde imod budskabet om, at jerntæppet var brudt ned, og håbet kunne atter slå rod i deres del af verden.
De flotte middelalderkirker står genopbyggede i Leipzig, og er blevet restaureret for mange penge; og der holdes gudstjenester med musik og sang og en menighed. For når håbet svinder ind, må kirkens klokker lyde som et vækkeur for at alarmere om faren, så hjælpere kan komme til og ligesom Jesus række håb til den, der lider i sin håbløshed. Men der er stadig mange for hvem kirke og kristendom ikke betyder noget; og nu står kirken der som en helbredt mand og har muligheden for at vise, at Gud virkelig har barmhjertighed med sin verden.
Vi skal fra Leipzig til Betesdas dam. Den syge mand lå blandt en mængde af andre syge, kasseret eller placeret på en venteliste til et mirakel. De var dog ikke alle lige dårligt stillede. Han kunne nemlig se de andre syge blive helbredt før ham selv. Hvorfor skal det dog være sådan? Hvorfor har nogle mennesker mange muligheder og mange hjælpere, så de f.eks. kan komme ned i det helbredende bad i rette tid? Manden lå afsondret fra verden, dog ikke som en munk der havde hengivet sig til bøn og Bibellæsning, men han var tvunget af livets uretfærdighed og ustyrlige omstændigheder; fanget af sin sygdom, forbandet og fortabt til bare at være dér, hvor håbet slap op og mørket sænkede sig. Og han havde ikke ét menneske til at hjælpe sig.
Da Jesus helbredte manden melder spørgsmålet sig for os om, hvorfor han dog ikke helbredte alle de andre ved dammen? Det er ikke nemt at stille os tilfreds, for uanset hvad Jesus gør, står vi på spring med endnu et spørgsmål om hvorfor dit og hvorfor dat. Måske helbredte Jesus kun den ene mand, fordi han skulle have et privilegium, som de andre ikke skulle have. Han som var blevet forbigået og var kommet for sent til miraklet i 38 år, skulle nu på én gang få alt det, han aldrig før havde fået. Manden blev helbredt som et tegn. Og netop fordi kun én bliver helbredt husker vi historien, fordi vi undres over de andres fortsatte sygdomsliv. Det virker som om, at Jesus nogle gange først griber ind, når alt – altså virkeligt: ALT - håb er ude; som når han vækker en død til live, eller giver synet og hørelse igen, eller helbreder spedalske. Det er tegn på, at Jesus er herre over livet.
Vi skal fra Betesda dam til kirken her i dag. De flotte søjlegange i Betesda hjalp ikke de syge, og ligeledes må man sige at den flotte kirkebygning ikke hjælper os, hvis ikke håbet er levende til stede. Og netop håb er noget, vi skal holde fast ved på trods af alt, hvad der måtte ramme os og ramle ned over os. Ligesom der var helbredelse af finde ved dammen ved Betestda, sådan har vi også i kirken vores egen dam, døbefonten, hvortil vi bærer de små børn for at lade vandet tegne et mærke på dem til evig påmindelse om, at de er set og mærket af Gud til velsignelse. Men selvom vi er døbte, kan vi møde modgang, og når vi er syge må vi spørge: Ser Gud min ulykke? Hvorfor griber han dog ikke ind, når de andre omkring synes at have det så meget bedre?
Selvom vi skulle falde ned i håbløshedens søjlegange lige præcist uden for håbets dam, så kan håbets lys pludseligt skinne som et glimt, der er tydeligst i mørket. Den syge mand havde ikke engang råbt på Jesus, og havde ikke sagt noget om sin tro, før Jesus gav ham livet og håbet tilbage. En mur faldt og mennesker fandt sammen, en syg rejste sig og gik ud i verden. Håber skinner som lys i mørket, når Kristus og mennesker rækker hænder ud for at løfte og bære, så vi alle kan være. Så må vi være og bære håbet med, så andre kan opleve at blive sat fri af diktatur og undertrykkelse, om det så er fra stater eller syndens sorg og smerte. Amen.
Læs Bibelteksterne til søndagen her: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer: 410: Som tørstige hjort monne skrige, 658: Når jeg er træt og trist, 50: Under dine vingers skygge, ---, 157: Betesda-søjlernes buegange, 652,3-5: Vor Herre til dig må jeg ty, 371: Du fylder mig med glæde.
MEDDELELSER
Gredstedbro
Næste gudstjeneste søndag d. 9. september kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen
Onsdag d. 5. september kl. 19 i Sognehuset, foredrag: Er jeg go’ nok?
Vilslev
Næste gudstjeneste søndag d. 9. september kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup
Tur til Mandø lørdag d. 8. september for dem, der går i 6. klasse – tilmelding senest i morgen til mig.
Andet nadverritual. Læs i kirkebladet. Læs DDS s. 798
