Af de ti spedalske der blev helbredt, kommer kun én tilbage for at takke Gud og tilbede Jesus. Vi kan godt høre, at det er for lidt, og Jesus undrer sig over, hvor de andre blev af. Han havde givet dem livet tilbage, så de igen kunne møde deres familie og venner, ja, få sig et socialt liv og en tilværelse som før, de blev ramt af den ondsindede og altødelæggende spedalskhed. Måske havde de så travlt med at komme videre og leve livet for fuld udblæsning, at de helt glemte, hvem der havde givet dem livet og glæden og en ny chance? Det underlige er måske ikke, at 90% går deres egne veje ud i livet og ikke vender tilbage; måske skal vi undre os over, at én overhovedet vender tilbage.
De fleste følger med strømmen, men den, der går imod, er som regel den mest interessante. Hvorfor gør han dog det, han gør? Hvad driver ham? Hvad tænker han? Den person, der går sin egen vej, kan enten gå ensomhed og undergang i møde eller blive succesrig og blive en inspiration for andre. De store demokratisk-politiske bevægelser rundt om i verden er som regel begyndt med en enkelt eller nogle få personer, der gjorde noget, som alle andre ikke gjorde og ikke sagde. Sådan er en del af verdens religioner også opstået. Der er kun få, der formår at gøre noget andet, som virkeligt kan bane nye veje for os alle. Når nu det er så nemt og enkelt bare at følge efter det, alle de andre gør, så handler det om, at vi i grunden ikke har lyst til at stå alene. For den, der står alene er et let offer. Når vi samles i grupper, virker vi stærkere og dét er et at demokratiets grundpiller: At vi står sammen og løfter i flok. Nogle gange må vi dog overveje, om vi står sammen med de rigtige, og om vi står sammen om noget sandt og godt. Vi må nogle gange overveje, om vi er som de 9 helbredte spedalske, der ganske vist fik alt af Gud, men som ikke tillagde Gud æren for noget, og som havde for travlt til at sige tak.
Vi kan vel egentlig godt forstå dem. De havde jo dog selv gjort en indsats ved at råbe på Jesus og bede om hans frelse. Og det er vel også Guds ansvar at gøre det gode mod sit skaberværk. De havde længtes så meget efter helbredelse, at da det endelig skete, var de allerede på vej videre i deres liv, hvor de igen fik lov at drømme om bedre dage. Man kan forsøge at retfærdiggøre, at man ikke skylder nogen tak – mindst af alt Gud. De 9 kunne gå og bekræfte hinanden i, at de havde al deres ret til at gå ud for at leve det liv, som Gud havde skænket dem. De kunne tale med hinanden og støtte hinanden og nære den holdning, at de havde ret, og at den ene tog fejl, og at han derfor kun fortjente at gå i ensomhed. Den, der går sin egen vej, er et let offer – også for mobning og udstødelse af fællesskaber.
Som spedalske var de 10 personer udstødte af alle andre fællesskaber, for man anså dem for at være urene og store syndere; man tænke, at de selv var skyldige i at have pådraget sig sygdommen. Spedalskhed var som kræft i deres liv, for sygdommen ødelagde alle deres relationer, idet de blev udstødt; fyret fra job, skilt fra familie og fra den elskede blev de betragtet med stor afsky. De spedalske havde derfor fundet fællesskab med hinanden, så de i det mindste ikke skulle være alene med deres sygdom til døden. I deres spedalskhedsfællesskab kunne de trøste hinanden og finde forståelse for, hvordan de havde det. Da de var blevet syge, havde de mistet alt, men da de blev raske mistede de igen alt, hvad de havde fået opbygget som trøst midt i sygdom og sorg. De havde opbygget et fællesskab omkring sygdommen, og det smuldrede.
Vi kan nemt forestille os, hvordan de 9 helbredte løb tilbage til deres familier og havde travlt med at forsøge at komme tilbage til det daglige liv, de havde engang. Men deres store bommert var, at de ikke tog sig tid til at takke ham, som gav dem, hvad de havde længtes så meget efter. Kun én vendte tilbage, en samaritaner, og han var endda ikke af samme slægt eller nationalitet som Jesus. Alligevel forstod han, at miraklet ikke var menneskeværk, men at Gud selv havde rørt de syge og helbredt dem med sit eget nærvær – og det var sket igennem et menneske, ja, denne mærkværdige mand, Jesus.
Jesus stod også selv alene i tilværelsen, og selvom han forsøgte at udbrede Guds kærlighed, skuffede de ham igen og igen. I grunden stod Jesus kun med Gud hos sig, selvom tusinder flokkedes om ham for at blive helbredte eller på anden måde drage nytte af hans guddommelighed. Og Jesus var ikke nærig med sin nåde; han helbredte mange og sendte dem ud i livet, hverdagen og fællesskaber igen. Han sagde tit: ”Gå, din tro har frelst dig”, fordi han ikke ville holde dem tilbage, men tværtimod opfordrede dem til at leve livet, som de var skabt til. Jesus gik ikke særligt meget op i at holde fast i folk eller danne sig en religiøs gruppe; han velsignede og helbredte, og så sende han folk ud i livet på deres egne veje.
Jesus var noget ganske særligt lige fra fødslen, men det er ikke altid positivt, for hvem kunne egentligt forstå ham og relatere sig til ham? Han, som var Guds rene kærlighed forsøgte igen og igen at forklare og fortælle, frelse og velsigne dem, han mødte, men alligevel løb de alle væk i frygt, da det virkelig gjaldt, og da han i nødens stund blev taget til fange og korsfæstet. I nødens stund blev han forladt, men i glædens stund forlod den ene helbredte spedalske de andre. Han var en udbryder af det fællesskab, han havde befundet sig med, fordi han fyldt af glæde over livets under tog sig tid til at takke Gud, inden han atter gik ud til det liv, der nu igen lå åbent foran ham. Et liv med ansvar, opgaver og pligter, med en hverdag og dagligdag, der skulle klares. Det var dog vigtigt for ham at takke Gud.
Denne søndag formiddag hiver vi lidt tid ud af kalenderen og mødes med hinanden til gudstjeneste for at takke Gud for hans mere eller mindre tydelige velsignelser og berigelser, som han skænker os i vore liv. Vi bliver små og ydmyge, når vi står over for det store i tilværelsen, så vi må huske at takke for hver dag, vi har fået, inden tiden er gået. Så lille et ord i munden, men dog stor i hjertegrunden, når det siges af oprigtighed over Guds barmhjertighed: Tak. Amen.
Læsninger fra Bibelen
Salmer: 1. DDS 3,1-5: Lovsynger Herren; 2. DDS 448: Fyldt af glæde / 658: Når jeg er træt og trist; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --; 4. DDS 508: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 277,3-5: Herre, når din time kommer 6. DDS 3,6-11: Lovsynger Herren
MEDDELELSER
På næste søndag (d. 24. september – 15. søndag efter Trinitatis) taler Jesus til sine tilhørere og siger, at de ikke skal bekymre sig om noget som helst i livet. Gud tager sig jo af markens liljer og himlens fugle – og hans mennesker er langt mere værd! Men måske er det nemmere sagt end gjort, sådan at leve ubekymret og med nærvær og engagement? Jesus udfordrer os altså i al vores moderne liv, og opfordrer os til at takke for alt, vi har fået.
På søndag har vi også høstgudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor kirkekoret medvirker til begge. Efter gudstjenesten i Hunderup er der høstfrokost i Samlingssalen.
Tirsdag d. 19. september kl. 19 er der filmaften i Sognehuset, hvor vi ser ”Nøgle – Hus – Spejl” med bl.a. Ghita Nørby i hovedrollen.
De fleste følger med strømmen, men den, der går imod, er som regel den mest interessante. Hvorfor gør han dog det, han gør? Hvad driver ham? Hvad tænker han? Den person, der går sin egen vej, kan enten gå ensomhed og undergang i møde eller blive succesrig og blive en inspiration for andre. De store demokratisk-politiske bevægelser rundt om i verden er som regel begyndt med en enkelt eller nogle få personer, der gjorde noget, som alle andre ikke gjorde og ikke sagde. Sådan er en del af verdens religioner også opstået. Der er kun få, der formår at gøre noget andet, som virkeligt kan bane nye veje for os alle. Når nu det er så nemt og enkelt bare at følge efter det, alle de andre gør, så handler det om, at vi i grunden ikke har lyst til at stå alene. For den, der står alene er et let offer. Når vi samles i grupper, virker vi stærkere og dét er et at demokratiets grundpiller: At vi står sammen og løfter i flok. Nogle gange må vi dog overveje, om vi står sammen med de rigtige, og om vi står sammen om noget sandt og godt. Vi må nogle gange overveje, om vi er som de 9 helbredte spedalske, der ganske vist fik alt af Gud, men som ikke tillagde Gud æren for noget, og som havde for travlt til at sige tak.
Vi kan vel egentlig godt forstå dem. De havde jo dog selv gjort en indsats ved at råbe på Jesus og bede om hans frelse. Og det er vel også Guds ansvar at gøre det gode mod sit skaberværk. De havde længtes så meget efter helbredelse, at da det endelig skete, var de allerede på vej videre i deres liv, hvor de igen fik lov at drømme om bedre dage. Man kan forsøge at retfærdiggøre, at man ikke skylder nogen tak – mindst af alt Gud. De 9 kunne gå og bekræfte hinanden i, at de havde al deres ret til at gå ud for at leve det liv, som Gud havde skænket dem. De kunne tale med hinanden og støtte hinanden og nære den holdning, at de havde ret, og at den ene tog fejl, og at han derfor kun fortjente at gå i ensomhed. Den, der går sin egen vej, er et let offer – også for mobning og udstødelse af fællesskaber.
Som spedalske var de 10 personer udstødte af alle andre fællesskaber, for man anså dem for at være urene og store syndere; man tænke, at de selv var skyldige i at have pådraget sig sygdommen. Spedalskhed var som kræft i deres liv, for sygdommen ødelagde alle deres relationer, idet de blev udstødt; fyret fra job, skilt fra familie og fra den elskede blev de betragtet med stor afsky. De spedalske havde derfor fundet fællesskab med hinanden, så de i det mindste ikke skulle være alene med deres sygdom til døden. I deres spedalskhedsfællesskab kunne de trøste hinanden og finde forståelse for, hvordan de havde det. Da de var blevet syge, havde de mistet alt, men da de blev raske mistede de igen alt, hvad de havde fået opbygget som trøst midt i sygdom og sorg. De havde opbygget et fællesskab omkring sygdommen, og det smuldrede.
Vi kan nemt forestille os, hvordan de 9 helbredte løb tilbage til deres familier og havde travlt med at forsøge at komme tilbage til det daglige liv, de havde engang. Men deres store bommert var, at de ikke tog sig tid til at takke ham, som gav dem, hvad de havde længtes så meget efter. Kun én vendte tilbage, en samaritaner, og han var endda ikke af samme slægt eller nationalitet som Jesus. Alligevel forstod han, at miraklet ikke var menneskeværk, men at Gud selv havde rørt de syge og helbredt dem med sit eget nærvær – og det var sket igennem et menneske, ja, denne mærkværdige mand, Jesus.
Jesus stod også selv alene i tilværelsen, og selvom han forsøgte at udbrede Guds kærlighed, skuffede de ham igen og igen. I grunden stod Jesus kun med Gud hos sig, selvom tusinder flokkedes om ham for at blive helbredte eller på anden måde drage nytte af hans guddommelighed. Og Jesus var ikke nærig med sin nåde; han helbredte mange og sendte dem ud i livet, hverdagen og fællesskaber igen. Han sagde tit: ”Gå, din tro har frelst dig”, fordi han ikke ville holde dem tilbage, men tværtimod opfordrede dem til at leve livet, som de var skabt til. Jesus gik ikke særligt meget op i at holde fast i folk eller danne sig en religiøs gruppe; han velsignede og helbredte, og så sende han folk ud i livet på deres egne veje.
Jesus var noget ganske særligt lige fra fødslen, men det er ikke altid positivt, for hvem kunne egentligt forstå ham og relatere sig til ham? Han, som var Guds rene kærlighed forsøgte igen og igen at forklare og fortælle, frelse og velsigne dem, han mødte, men alligevel løb de alle væk i frygt, da det virkelig gjaldt, og da han i nødens stund blev taget til fange og korsfæstet. I nødens stund blev han forladt, men i glædens stund forlod den ene helbredte spedalske de andre. Han var en udbryder af det fællesskab, han havde befundet sig med, fordi han fyldt af glæde over livets under tog sig tid til at takke Gud, inden han atter gik ud til det liv, der nu igen lå åbent foran ham. Et liv med ansvar, opgaver og pligter, med en hverdag og dagligdag, der skulle klares. Det var dog vigtigt for ham at takke Gud.
Denne søndag formiddag hiver vi lidt tid ud af kalenderen og mødes med hinanden til gudstjeneste for at takke Gud for hans mere eller mindre tydelige velsignelser og berigelser, som han skænker os i vore liv. Vi bliver små og ydmyge, når vi står over for det store i tilværelsen, så vi må huske at takke for hver dag, vi har fået, inden tiden er gået. Så lille et ord i munden, men dog stor i hjertegrunden, når det siges af oprigtighed over Guds barmhjertighed: Tak. Amen.
Læsninger fra Bibelen
Salmer: 1. DDS 3,1-5: Lovsynger Herren; 2. DDS 448: Fyldt af glæde / 658: Når jeg er træt og trist; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --; 4. DDS 508: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 277,3-5: Herre, når din time kommer 6. DDS 3,6-11: Lovsynger Herren
MEDDELELSER
På næste søndag (d. 24. september – 15. søndag efter Trinitatis) taler Jesus til sine tilhørere og siger, at de ikke skal bekymre sig om noget som helst i livet. Gud tager sig jo af markens liljer og himlens fugle – og hans mennesker er langt mere værd! Men måske er det nemmere sagt end gjort, sådan at leve ubekymret og med nærvær og engagement? Jesus udfordrer os altså i al vores moderne liv, og opfordrer os til at takke for alt, vi har fået.
På søndag har vi også høstgudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, hvor kirkekoret medvirker til begge. Efter gudstjenesten i Hunderup er der høstfrokost i Samlingssalen.
Tirsdag d. 19. september kl. 19 er der filmaften i Sognehuset, hvor vi ser ”Nøgle – Hus – Spejl” med bl.a. Ghita Nørby i hovedrollen.
