Kan man ændre sig?
Ja, vi ved, man kan ændre sig ved at få sig ny frisure, få andre vaner, få mere motion, man kan skifte job, skifte karrierevej, få andre venner, ja, endda stifte ny familie. Man kan så meget, og man gør så meget i det ydre. Der sker hele tiden en masse i det ydre, og hvis ikke vi ændrer os selv, ja, så gør tiden os helt automatisk ældre, giver os en portion livsvisdom, gør os mere sammensunkne og mere skrøbelige. Tiden skal nok føre os ad andre veje og skifte vore venner ud. Men som regel tager vi selv ansvaret for vores liv, og vi forandrer os alt efter det mål, vi har for øje.
Man kan altså godt ændre sig i det ydre, men kan man ændre sig i det indre? Kan man ændre sine tanker, sine holdninger, sin musiksmag, sin måde at forholde sig til Gud, mennesker og verden på? At ændre sig i det indre kræver mere gennemgribende ændringer, og det er derfor mere radikalt. Det er derfor noget sværere, og det sker nok oftere, at man bliver ændret, end at man selv ændrer sig inderst inde. Selvom vi ændrer os i det ydre, kan vi jo sagtens være de samme gamle personer indvendigt.
Det er dog ikke alle forandringer, der er gode for en selv eller for ens omgangskreds. Der er vel næsten ikke noget, der kan forandre en person så meget som livets alvorlige sider. De rammer os alle på et eller andet tidspunkt, hvor modgang og prøvelser fra tid til anden skubber til os, så vi flyttes og ændres. Der er forandringer, vi kan styre og forandringer, vi ikke kan styre. Vi holder altså ikke magten over livet i vore hænder, men vi kan holde vore hænder frem mod livets Herre, der nådigt skænker os, som han vil.
Især i sygdom og plage, i livets modgang og tunge dage, kan man finde en identitet og et evigt samtaleemne, ja, det kan ligefrem være det eneste, nogle går op i, fordi det stiller sig så meget i vejen for alt andet, så det onde i livet kan være det eneste, man kan se. Derved mister man udblik og får kun blik for sin egen dårlige situation i verden. Som en syg mand ved Betesdas dam, der kun tænkte på sig selv, sin sygdom og sit handicap og sine forspildte muligheder i livet. Han blev sig selv nok, og han var nødstedt i sit eget selskab, for han rakte ikke hænderne ud og bad om hjælp, men blev forbitret i sit indre af vrede over livets umulige situation og af misundelse over at andre fik, hvad han mente at trænge mere til. Han vovede intet, og han vandt intet. Alligevel levede han med sin sygdom i 38 år, og han lå dér ved dammen, hvor det eneste han så var andre, der kom før ham, han så kun, at han selv blev forbigået og overset.
Vi kan også i forskellige situationer føle os forbigået og overset af Gud og hver mand. Det er ikke svært at blive misundelig på andre, der har bedre helbred, bedre økonomi eller bedre arbejde. Og det er ret nemt, at lukke sig inde i sin krise og bedømme alle andre ud fra det synspunkt, at det er de andres skyld, at man selv har det dårligt. Derved piller man i sin navle og graver sig dybere ned i det, der er verdens uretfærdighed og livets dårlige vilkår.
”Lad mig dog vide, hvornår jeg skal dø” kan vi tænke eller bede, når livet overvælder os og tynger os ned på bunden af krisens sorte hul. ”Hvad har jeg at vente på, Herre?” Håbet om en bedre fremtid kan briste. Vi kan blive skuffet mange gange i livet, både over os selv og især over andre. Ingen af os forventer et dårligt liv, men håber altid på, at alle goder gaver også vil regne ned over os, ligesom mange andre synes at have fået så mange gode gaver og gunstige forhold i livet. Men når man er blevet skuffet mange gange nok, og når ens forventninger er blevet til skamme, kan man nemt synes, at håbet er ude. Livslyst og livsglæde forsvinder langsomt efterhånden som håbets stjerne falmer; det håb, der ellers skulle have holdt vort fokus og fået os til at forsætte livsvandringen. Hvorfor leve videre, hvis ikke der er noget håb, og hvorfor forsøge igen og igen, hvis ikke man håber på noget bedre? Uden håb kan man ikke leve.
Den syge mand ville ikke opgive håbet om livet, før håbet opgav ham. Og selvom han igennem umenneskeligt mange år havde måttet se sig overset og forbigået, blev han dog ved at håbe på, at han en skønne dag ville opleve miraklet: at nå i dammen før alle andre. Men han havde ingen til at hjælpe sig, for alle de syge var sig selv nærmest. Han drømte om en dag, der sikkert aldrig ville være kommet, hvis ikke Jesus var kommet til ham. Og selvom manden blev frelst fra sin sygdom og reddet fra sig selv, blev livet dog ikke uden videre lysende og glædelig eller nem og ligetil, for folk faldt over ham med fordømmelser og spørgsmål. Ikke nok med, at han skulle stå til regnskab for Guds undergerninger, men han skulle også indstille sig på et helt nyt liv; for han var ikke kun forandret i det ydre, men så at sige gennem marv og ben, gennem sind og sjæl. Han fik den forandring, han ønskede, og det ændrede ham mere, end han havde kunnet forestille sig. For hvad gør man, når det umulige er sket og det svage håb er blevet levende virkelighed?
Jesus gjorde ikke bare et under og en god gerning ved at helbrede manden. Den væsentlige pointe er, at Jesus så at sige fik trukket manden ud af sin navlepillende eksistens og satte ham ind i en verden, hvor han i langt højere grad skulle eksistere blandt andre i medgang og modgang – det gør ikke livet nemmere! Han gik fra sit enkle liv alene med fokus på sit triste og håb-løse liv til pludseligt at skulle indgå i relationer med andre på lige fod med alle andre i samfundet. Andre, der kunne række deres hænder frem mod ham og bede om hjælp, andre, som kunne hjælpe ham, elske ham, svigte ham, hade ham – andre, som han kunne leve iblandt og på samme livsvilkår som dem.
Hele tiden er vi i forandring, om vi vil det eller ej. Vi får ikke at vide, hvorfor vi fødes til at leve her på jorden. Vi får ikke at vide, hvor mange dage, vi får at leve i, og vi får ikke at vide, hvorfor Gud hjælper nogle, mens vi selv kan føle os oversete og forbigået. Men som Kristus trak den syge mand ud af hans eksistentielle ensomhed, trækker Jesus også os ud af vore egne indsnævrede verdener, hvor vi kredser om os selv og vore kriser. Vi må kigge op og kigge ud, se på andre og se på Gud – og til mennesker og til Herren må vi række vore hænder frem, så vi kan få, hvad vi ikke har, og modtage, hvad Herren skænker os så nådigt og uden at vi fortjener det. I mødet med mennesker forandres vi, og i mødet med Kristus og kristendom bliver vi forandret, uanset om vi har gjort os fortjente til det. Den syge mand vidste ikke, hvem Jesus var, og havde aldrig gjort noget særligt for at komme i særlig betragtning til at blive helbredt. Det skete alene på Guds nåde og velvilje. Derfor må også vi række vore hænder frem og håbe på velvilje såvel fra mennesker som fra Gud. Amen.
Læs bibeltekster til 14. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; 2. DDS 658: Når jeg er træt og trist og modet svigter; 3. DDS 157: Betesda-søjlernes buegange, mel: Christensen; --- ; 4. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 5. DDS Ingen altergang ; 6. DDS 549: Vi takker dig for livet, mel: Vulpius
Ja, vi ved, man kan ændre sig ved at få sig ny frisure, få andre vaner, få mere motion, man kan skifte job, skifte karrierevej, få andre venner, ja, endda stifte ny familie. Man kan så meget, og man gør så meget i det ydre. Der sker hele tiden en masse i det ydre, og hvis ikke vi ændrer os selv, ja, så gør tiden os helt automatisk ældre, giver os en portion livsvisdom, gør os mere sammensunkne og mere skrøbelige. Tiden skal nok føre os ad andre veje og skifte vore venner ud. Men som regel tager vi selv ansvaret for vores liv, og vi forandrer os alt efter det mål, vi har for øje.
Man kan altså godt ændre sig i det ydre, men kan man ændre sig i det indre? Kan man ændre sine tanker, sine holdninger, sin musiksmag, sin måde at forholde sig til Gud, mennesker og verden på? At ændre sig i det indre kræver mere gennemgribende ændringer, og det er derfor mere radikalt. Det er derfor noget sværere, og det sker nok oftere, at man bliver ændret, end at man selv ændrer sig inderst inde. Selvom vi ændrer os i det ydre, kan vi jo sagtens være de samme gamle personer indvendigt.
Det er dog ikke alle forandringer, der er gode for en selv eller for ens omgangskreds. Der er vel næsten ikke noget, der kan forandre en person så meget som livets alvorlige sider. De rammer os alle på et eller andet tidspunkt, hvor modgang og prøvelser fra tid til anden skubber til os, så vi flyttes og ændres. Der er forandringer, vi kan styre og forandringer, vi ikke kan styre. Vi holder altså ikke magten over livet i vore hænder, men vi kan holde vore hænder frem mod livets Herre, der nådigt skænker os, som han vil.
Især i sygdom og plage, i livets modgang og tunge dage, kan man finde en identitet og et evigt samtaleemne, ja, det kan ligefrem være det eneste, nogle går op i, fordi det stiller sig så meget i vejen for alt andet, så det onde i livet kan være det eneste, man kan se. Derved mister man udblik og får kun blik for sin egen dårlige situation i verden. Som en syg mand ved Betesdas dam, der kun tænkte på sig selv, sin sygdom og sit handicap og sine forspildte muligheder i livet. Han blev sig selv nok, og han var nødstedt i sit eget selskab, for han rakte ikke hænderne ud og bad om hjælp, men blev forbitret i sit indre af vrede over livets umulige situation og af misundelse over at andre fik, hvad han mente at trænge mere til. Han vovede intet, og han vandt intet. Alligevel levede han med sin sygdom i 38 år, og han lå dér ved dammen, hvor det eneste han så var andre, der kom før ham, han så kun, at han selv blev forbigået og overset.
Vi kan også i forskellige situationer føle os forbigået og overset af Gud og hver mand. Det er ikke svært at blive misundelig på andre, der har bedre helbred, bedre økonomi eller bedre arbejde. Og det er ret nemt, at lukke sig inde i sin krise og bedømme alle andre ud fra det synspunkt, at det er de andres skyld, at man selv har det dårligt. Derved piller man i sin navle og graver sig dybere ned i det, der er verdens uretfærdighed og livets dårlige vilkår.
”Lad mig dog vide, hvornår jeg skal dø” kan vi tænke eller bede, når livet overvælder os og tynger os ned på bunden af krisens sorte hul. ”Hvad har jeg at vente på, Herre?” Håbet om en bedre fremtid kan briste. Vi kan blive skuffet mange gange i livet, både over os selv og især over andre. Ingen af os forventer et dårligt liv, men håber altid på, at alle goder gaver også vil regne ned over os, ligesom mange andre synes at have fået så mange gode gaver og gunstige forhold i livet. Men når man er blevet skuffet mange gange nok, og når ens forventninger er blevet til skamme, kan man nemt synes, at håbet er ude. Livslyst og livsglæde forsvinder langsomt efterhånden som håbets stjerne falmer; det håb, der ellers skulle have holdt vort fokus og fået os til at forsætte livsvandringen. Hvorfor leve videre, hvis ikke der er noget håb, og hvorfor forsøge igen og igen, hvis ikke man håber på noget bedre? Uden håb kan man ikke leve.
Den syge mand ville ikke opgive håbet om livet, før håbet opgav ham. Og selvom han igennem umenneskeligt mange år havde måttet se sig overset og forbigået, blev han dog ved at håbe på, at han en skønne dag ville opleve miraklet: at nå i dammen før alle andre. Men han havde ingen til at hjælpe sig, for alle de syge var sig selv nærmest. Han drømte om en dag, der sikkert aldrig ville være kommet, hvis ikke Jesus var kommet til ham. Og selvom manden blev frelst fra sin sygdom og reddet fra sig selv, blev livet dog ikke uden videre lysende og glædelig eller nem og ligetil, for folk faldt over ham med fordømmelser og spørgsmål. Ikke nok med, at han skulle stå til regnskab for Guds undergerninger, men han skulle også indstille sig på et helt nyt liv; for han var ikke kun forandret i det ydre, men så at sige gennem marv og ben, gennem sind og sjæl. Han fik den forandring, han ønskede, og det ændrede ham mere, end han havde kunnet forestille sig. For hvad gør man, når det umulige er sket og det svage håb er blevet levende virkelighed?
Jesus gjorde ikke bare et under og en god gerning ved at helbrede manden. Den væsentlige pointe er, at Jesus så at sige fik trukket manden ud af sin navlepillende eksistens og satte ham ind i en verden, hvor han i langt højere grad skulle eksistere blandt andre i medgang og modgang – det gør ikke livet nemmere! Han gik fra sit enkle liv alene med fokus på sit triste og håb-løse liv til pludseligt at skulle indgå i relationer med andre på lige fod med alle andre i samfundet. Andre, der kunne række deres hænder frem mod ham og bede om hjælp, andre, som kunne hjælpe ham, elske ham, svigte ham, hade ham – andre, som han kunne leve iblandt og på samme livsvilkår som dem.
Hele tiden er vi i forandring, om vi vil det eller ej. Vi får ikke at vide, hvorfor vi fødes til at leve her på jorden. Vi får ikke at vide, hvor mange dage, vi får at leve i, og vi får ikke at vide, hvorfor Gud hjælper nogle, mens vi selv kan føle os oversete og forbigået. Men som Kristus trak den syge mand ud af hans eksistentielle ensomhed, trækker Jesus også os ud af vore egne indsnævrede verdener, hvor vi kredser om os selv og vore kriser. Vi må kigge op og kigge ud, se på andre og se på Gud – og til mennesker og til Herren må vi række vore hænder frem, så vi kan få, hvad vi ikke har, og modtage, hvad Herren skænker os så nådigt og uden at vi fortjener det. I mødet med mennesker forandres vi, og i mødet med Kristus og kristendom bliver vi forandret, uanset om vi har gjort os fortjente til det. Den syge mand vidste ikke, hvem Jesus var, og havde aldrig gjort noget særligt for at komme i særlig betragtning til at blive helbredt. Det skete alene på Guds nåde og velvilje. Derfor må også vi række vore hænder frem og håbe på velvilje såvel fra mennesker som fra Gud. Amen.
Læs bibeltekster til 14. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; 2. DDS 658: Når jeg er træt og trist og modet svigter; 3. DDS 157: Betesda-søjlernes buegange, mel: Christensen; --- ; 4. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 5. DDS Ingen altergang ; 6. DDS 549: Vi takker dig for livet, mel: Vulpius
