I dag har vi hørt om helbredelsen af én mand for 2000 år siden, og man kan med rette spørge, om det overhovedet er relevant for os i dag at høre om og at bruge tid på? Manden er jo for længst død og borte, hans navn kender vi ikke, men den gode historie lever videre og bliver i dag læst op fra prædikestole i landets sognekirker. Præsterne forsøger at sige noget rimeligt forståeligt om den tekst, vi kalder et evangelium; det er latin og betyder ”det glædelige budskab”. Men det er vel nemt nok at forstå, hvad der er glædeligt ved historien? Manden var døvstum, folk bragte ham til Jesus, som helbredte ham; folket blev ude af sig selv af glæde, og fortalte vidt og bredt om miraklet. Det er ikke svært at forstå, og det er ikke nødvendigt at bruge mere end 5 minutter på at høre og forstå historien; men vi vil så gerne have I bliver lidt længere, og der er altid lidt mere at sige om de bibelske fortællinger, end det, vi umiddelbart hører. Der er med andre ord altid noget på spil, som vedrører os – i dag – i det liv vi lever – i det samfund vi bebor. Den lille historie har stor betydning.
Historien er ikke bare, at en mand blev helbredt, men den handler også om at åbne sig. Det lille ord ”effatha” er ikke dansk, men aramæisk (Jesus’ modersmål) og betyder ”luk dig op”. Den døves ører var lukkede, og de skulle åbnes for at kunne bruges. Det, der var konkret virkelighed for den døvstumme, bliver for os et billede på, at Jesus åbner op for det, der er lukket i os. Det er jo ikke altid behageligt at tænke på. Den døve kendte ikke til andet end døvhedens stilhed, og han vidste derfor ikke, hvad det ville betyde for ham at få hørelsen; mon han ville have været så ivrig efter helbredelse, hvis han vidste, hvor meget folk snakker og hvor meget larm, der er i verden? Mon ikke også der gik et par nætter uden søvn, før han så småt vænnede sig til alle de lyde, som hans ører og hjerne aldrig før havde skullet forholde sig til. Men han blev åbnet op for en ny verden, og derfor måtte han på ny begynde som et barn og lære at adskille lydene; lære at noget er dejligt at lytte til, mens andet er ganske forfærdeligt. Han blev lukket op, og verden blev ny for ham.
Dette lille ord ”effatha” kunne lyde som et trylleord, eller et lille ord, man kan meditere over. ”Luk dig op” betyder det, og er det ikke netop dét vi skal? Danskere er kendt for at være et tillukket og utilnærmeligt folk, ja, visse turister mener endda at vi er snobbede eller koldhjertede, fordi vi ikke er varmblodige som Sydeuropas levende folkeskarer, der forstår at feste og leve. Desuden er vi ikke så gode til forandringer, for vi kan godt lide vore traditioner, som de er. Derfor er Danmark et svært land for udlændinge at bosætte sig i, for vi er ikke som de andre. Det er dog ikke en folkesygdom, for vi lider jo ikke under det; men spørgsmålet er, om ikke verden er større, hvis vi lukkes op og åbner os for det, vi endnu ikke kender?
Det bedste ved at lukke sig for omverden er, at man ikke behøver forholde sig til alt muligt. Hvis vi bare lever, som vi plejer, og som alle andre gør, ja, så gør vi ikke noget forkert, og livet bliver ikke så besværligt, at det gør noget. Men tænk sig; ligesom vi har fået 5 sanser, der skal bruges på at opleve den jord, vi bor på, sådan har vi også fået et helt liv for at leve og være til. Som børn var vi åbne for verden; åbne og nysgerrige – alt skulle prøves af. Vi kan næppe selv huske det, men vi kan da se det på dem, der nu er børn. Noget af det skønneste ved sådanne små poder er, at for dem er verden så vidunderlig ny og uopdaget. Men vi voksne har vænnet os til mange ting, og i al vores tilvænnethed har verden mistet meget af sin glans, glød og magi. Ja, ikke bare verden, men det er måske endda gået ud over den person man har været sammen med i mange år; at hun eller han kan komme til at virke kedelig, fordi man har vænnet sig til alt det, der i begyndelsen var sjovt og spændende. Når vi løber af sted i hverdagens tempo for at nå alt det, vi skal og vil, så bliver vi mere og mere døve for, hvad andre siger til os. Vi har da ikke tid til at høre på alle mulige, når det vi skal nå, er det vigtigste af alt. Vi skærmer os for alt andet end det, vi selv vil; vi lukker ørerne og øjnene; ikke se ikke høre, hvad andre siger, vi bør gøre. Vi ved bedst selv, hvad vi vil. Tror vi da.
Når først man er døv for alle andre, hvad er der så at sige til dem? Døvstum bliver man, indelukket i sig selv og sit eget. Når vi føler, at vi taler til en dør, så er det fordi han har lukket alt andet ude. Det hjælper ham ikke have en nok så god hørelse, hvis han ikke vil lytte. Det nytter ikke at lytte, hvis han ikke vil forstå. Da Jesus sagde det lille ord ”effatha” talte han til den døvstumme lige så vel som han taler til os: ”Luk dig op” og hør de nye toner, duft de nye lugte, smag de nye varianter, se de nye ting, føl at verden er ny. ”Luk dig op” og se den person, du før har overset. ”Luk dig op” og hør på den person, du før har overhørt. Når vi lukkes op og åbnes, ja, så bliver verden igen ny.
Når først vi vover at lytte til hinanden, sætter vi også vores egen forståelse på spil; og det kan være både grænseoverskridende og farligt for det, vi går og tror, vi tror og ved. Hvad nu hvis verden ikke er, som vi tænker, at den er? Hvad nu hvis der er mere, end vi kan tænke os til – mere, end vi har erfaret? Livet har ikke en facitliste, og vi bliver aldrig færdige med at finde ud af alt det nye, dette Gudgivne liv indeholder. Hvorfor lader vi så som om, vi har fundet ud af det meste; stiller os tilfredse med tilværelsen som den er, og fylder dagene ud, så tomheden ikke runger for kraftigt? Den døvstumme og hans familie havde affundet sig med, at det aldrig ville blive anderledes – men det umulige viste sig pludseligt at være muligt, og forandringen satte dem en glæde i livet! Glæden var som Guds ånd, der drev dem ud at fortælle om det mirakel, de havde oplevet.
Jesus kunne ikke finde ro i vores verden, for også han blev drevet rundt af Guds ånd for at sige dette ”effatha” til alle, han mødte på sin vej. Igen og igen ønskede han, at mennesker skulle lukkes op for det, de endnu ikke kendte til – og opdagede Guds velsignelser på mangfoldige måder.
Effatha, Effatha, Effatha - Luk dig op, luk dig op, luk dig op.
Jesus satte sig selv i spil - satte sit liv på spil - for at andre kunne opleve den mærkelige glæde og livskraft, som gav ham styrke og overskud til at være god mod så mange, som aldrig havde fortjent det. Vi ved, at vores overskud kan være stor eller lille, og at vi aldrig kan leve så fuldt ud for vores næste, som Jesus gjorde; det er nok heller ikke sandsynligt at vi oplever så stort et mirakel som at blive helbredt for en fysisk skavank eller sygdom. Men mon ikke vi kan blive helbredt for vores mentale eller åndelige lukkethed over for andre personer, over for Guds ord og over for, at der er mere i verden og livet, end vi kan sige os selv? Det må vi da håbe! Amen.
Læs prædikenteksten til 12. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; ---; 4. DDS 291: Du, som går ud; 5. DDS 468, 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste (10. september) skal vi høre om den barmhjertige samaritaner. En mand bliver overfaldet og efterladt, såret og hjælpeløs. Alle går forbi, selv en præst og en akademiker, men én går ikke forbi; han hjælper den sårede, og sørger for ham. Det skal vi høre mere om til gudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 11 og til spaghettigudstjeneste kl. 17 i Vilslev kirke.
Historien er ikke bare, at en mand blev helbredt, men den handler også om at åbne sig. Det lille ord ”effatha” er ikke dansk, men aramæisk (Jesus’ modersmål) og betyder ”luk dig op”. Den døves ører var lukkede, og de skulle åbnes for at kunne bruges. Det, der var konkret virkelighed for den døvstumme, bliver for os et billede på, at Jesus åbner op for det, der er lukket i os. Det er jo ikke altid behageligt at tænke på. Den døve kendte ikke til andet end døvhedens stilhed, og han vidste derfor ikke, hvad det ville betyde for ham at få hørelsen; mon han ville have været så ivrig efter helbredelse, hvis han vidste, hvor meget folk snakker og hvor meget larm, der er i verden? Mon ikke også der gik et par nætter uden søvn, før han så småt vænnede sig til alle de lyde, som hans ører og hjerne aldrig før havde skullet forholde sig til. Men han blev åbnet op for en ny verden, og derfor måtte han på ny begynde som et barn og lære at adskille lydene; lære at noget er dejligt at lytte til, mens andet er ganske forfærdeligt. Han blev lukket op, og verden blev ny for ham.
Dette lille ord ”effatha” kunne lyde som et trylleord, eller et lille ord, man kan meditere over. ”Luk dig op” betyder det, og er det ikke netop dét vi skal? Danskere er kendt for at være et tillukket og utilnærmeligt folk, ja, visse turister mener endda at vi er snobbede eller koldhjertede, fordi vi ikke er varmblodige som Sydeuropas levende folkeskarer, der forstår at feste og leve. Desuden er vi ikke så gode til forandringer, for vi kan godt lide vore traditioner, som de er. Derfor er Danmark et svært land for udlændinge at bosætte sig i, for vi er ikke som de andre. Det er dog ikke en folkesygdom, for vi lider jo ikke under det; men spørgsmålet er, om ikke verden er større, hvis vi lukkes op og åbner os for det, vi endnu ikke kender?
Det bedste ved at lukke sig for omverden er, at man ikke behøver forholde sig til alt muligt. Hvis vi bare lever, som vi plejer, og som alle andre gør, ja, så gør vi ikke noget forkert, og livet bliver ikke så besværligt, at det gør noget. Men tænk sig; ligesom vi har fået 5 sanser, der skal bruges på at opleve den jord, vi bor på, sådan har vi også fået et helt liv for at leve og være til. Som børn var vi åbne for verden; åbne og nysgerrige – alt skulle prøves af. Vi kan næppe selv huske det, men vi kan da se det på dem, der nu er børn. Noget af det skønneste ved sådanne små poder er, at for dem er verden så vidunderlig ny og uopdaget. Men vi voksne har vænnet os til mange ting, og i al vores tilvænnethed har verden mistet meget af sin glans, glød og magi. Ja, ikke bare verden, men det er måske endda gået ud over den person man har været sammen med i mange år; at hun eller han kan komme til at virke kedelig, fordi man har vænnet sig til alt det, der i begyndelsen var sjovt og spændende. Når vi løber af sted i hverdagens tempo for at nå alt det, vi skal og vil, så bliver vi mere og mere døve for, hvad andre siger til os. Vi har da ikke tid til at høre på alle mulige, når det vi skal nå, er det vigtigste af alt. Vi skærmer os for alt andet end det, vi selv vil; vi lukker ørerne og øjnene; ikke se ikke høre, hvad andre siger, vi bør gøre. Vi ved bedst selv, hvad vi vil. Tror vi da.
Når først man er døv for alle andre, hvad er der så at sige til dem? Døvstum bliver man, indelukket i sig selv og sit eget. Når vi føler, at vi taler til en dør, så er det fordi han har lukket alt andet ude. Det hjælper ham ikke have en nok så god hørelse, hvis han ikke vil lytte. Det nytter ikke at lytte, hvis han ikke vil forstå. Da Jesus sagde det lille ord ”effatha” talte han til den døvstumme lige så vel som han taler til os: ”Luk dig op” og hør de nye toner, duft de nye lugte, smag de nye varianter, se de nye ting, føl at verden er ny. ”Luk dig op” og se den person, du før har overset. ”Luk dig op” og hør på den person, du før har overhørt. Når vi lukkes op og åbnes, ja, så bliver verden igen ny.
Når først vi vover at lytte til hinanden, sætter vi også vores egen forståelse på spil; og det kan være både grænseoverskridende og farligt for det, vi går og tror, vi tror og ved. Hvad nu hvis verden ikke er, som vi tænker, at den er? Hvad nu hvis der er mere, end vi kan tænke os til – mere, end vi har erfaret? Livet har ikke en facitliste, og vi bliver aldrig færdige med at finde ud af alt det nye, dette Gudgivne liv indeholder. Hvorfor lader vi så som om, vi har fundet ud af det meste; stiller os tilfredse med tilværelsen som den er, og fylder dagene ud, så tomheden ikke runger for kraftigt? Den døvstumme og hans familie havde affundet sig med, at det aldrig ville blive anderledes – men det umulige viste sig pludseligt at være muligt, og forandringen satte dem en glæde i livet! Glæden var som Guds ånd, der drev dem ud at fortælle om det mirakel, de havde oplevet.
Jesus kunne ikke finde ro i vores verden, for også han blev drevet rundt af Guds ånd for at sige dette ”effatha” til alle, han mødte på sin vej. Igen og igen ønskede han, at mennesker skulle lukkes op for det, de endnu ikke kendte til – og opdagede Guds velsignelser på mangfoldige måder.
Effatha, Effatha, Effatha - Luk dig op, luk dig op, luk dig op.
Jesus satte sig selv i spil - satte sit liv på spil - for at andre kunne opleve den mærkelige glæde og livskraft, som gav ham styrke og overskud til at være god mod så mange, som aldrig havde fortjent det. Vi ved, at vores overskud kan være stor eller lille, og at vi aldrig kan leve så fuldt ud for vores næste, som Jesus gjorde; det er nok heller ikke sandsynligt at vi oplever så stort et mirakel som at blive helbredt for en fysisk skavank eller sygdom. Men mon ikke vi kan blive helbredt for vores mentale eller åndelige lukkethed over for andre personer, over for Guds ord og over for, at der er mere i verden og livet, end vi kan sige os selv? Det må vi da håbe! Amen.
Læs prædikenteksten til 12. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; ---; 4. DDS 291: Du, som går ud; 5. DDS 468, 3-4: O Jesus, på din alterfod; 6. DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste (10. september) skal vi høre om den barmhjertige samaritaner. En mand bliver overfaldet og efterladt, såret og hjælpeløs. Alle går forbi, selv en præst og en akademiker, men én går ikke forbi; han hjælper den sårede, og sørger for ham. Det skal vi høre mere om til gudstjeneste i Hjortlund kirke kl. 11 og til spaghettigudstjeneste kl. 17 i Vilslev kirke.
