Hvis bare du holder loven og overholder reglerne i samfundet og livet, skal du nok blive lykkelig. Sådan sagde Gud Fader til Moses, og Moses sagde det videre til folket i Israel. Siden har israelitterne og jøderne forsøgt at leve efter lovens ord og holdt stædigt fast ved, at hvis bare de holder sig til loven, vil Gud give dem et godt liv. At overholde loven er for jøderne at vælge livet og lykken, men at vige fra loven og de 10 bud er for dem det samme som at vælge forbandelse, fortabelse og ulykke. Vi kan sagtens følge tankegangen, for vi bliver selv oplært i, at vi ikke må stjæle eller lyve eller slå ihjel eller på anden måde gøre skade eller overtræde loven. Loven er en idealramme om vores liv, og hvis vi lever op til idealet, skal det hele nok lykkes for os. Hvis bare vi gør det gode, skal det nok gå os godt.
Det er dog ikke helt sandt. De mest lovlydige har ofte ikke et nemt liv, og selvom man overholder loven til punkt og prikke kan man nemt blive offer for andres forbrydelser, og vi kan alle blive udsat for livets skrøbeligheder. Ja, tilværelsens luner ser ikke på, om vi er lovlydige eller forbrydere, for selv den dydigste og artigste person kan rammes af forfærdelige ulykker og frygtelige skæbner, mens lykkens gudinde kan tilsmile selv den ondeste og slemmeste forbryder. Selvom vi vælger livet, vil døden ramme, og selvom vi vælger lykken kan ulykken ramme. Vi er ikke herre i eget hus, og vi styrer ikke selv vort livsforløb.
Loven kan altså ikke sikre os det gode liv. Men jo mere vi lever, desto mere indser vi, at loven da i hvert fald kan bruges til én ting, nemlig at vise hvor meget vi falder uden for idealet og hvor meget vi overtræder lovens bud og befalinger. Loven stiller desuden ikke krav til vores samvittighed eller vores tro. Mange følger nok mest samfundets regler og love, fordi man frygter for konsekvenserne såsom bøder og fængsel, men selv i lande og stater, hvor der er dødsstraf og hvor man kan blive både en hånd og et hoved kortere pga. forbrydelser, afholder folk sig ikke fra at bryde loven. Man bryder altså loven, uanset hvor strenge straffe, der findes, og forbud fremmer blot fantasien, så man prøver at finde nye måder at omgås loven på. Man kan ikke true folk til at blive bedre ved at indføre strengere straffe, man kan ikke true mennesker til at blive kristne, og vi kan ikke true kærligheden frem hos os selv eller andre.
Selvom vi naturligvis ikke kan opgive loven som ramme om vores samfund og liv med hinanden, så kan vi dog heller ikke tro, at vi ved at overholde en lov kan få et godt liv. Hverken lovene om, hvordan vi skal begå os i samfundet eller lovene om, hvordan vi skal tage vare på os selv. Der ligger mange uskrevne love i vores samfund, og der er utroligt mange trusler om, at hvis ikke vi passer på os selv, så vil vi dø en grusom død, dø alt for tidligt, og at vi med vore dårlige vaner ødelægger andres liv. Der er mange velmenende personer og rådgivere, der gerne vil sætte rammer og regler for, hvordan vi bedst muligt får det gode liv. Men igen kan vi hverken lovgive om eller true os frem til det gode liv, den levende tro eller det oprigtige nærvær og samvær.
Paulus var jøde og blev omvendt til kristendommen, så han kendte jødedommens regler og love fra sit eget liv. Derfor vendte han sig imod det regelrette liv, fordi han i troen på Kristus fandt en frihed, som ingen lov eller regel eller religiøs praksis kunne give ham. Jøderne fordømte ham for det, og de kastede sten på ham, truede ham med død og undergang, men hverken trusler eller lovens bud og befalinger kunne give ham den inderlige følelse af at være elsket af Gud, som han følte, da han kom til tro og blev døbt. Han begyndte at prædike frihedens budskab for andre.
Jesus var indbudt hos en farisæer, en jødisk mand, der mente at livet skulle leves ved at overholde lovens bud og befalinger, uanset hvordan man havde det som menneske i sin tro og tvivl. Ifølge ham kunne man leve et rent liv, hvis bare man overholdt loven – selvom man i sit hjerte og i sine tanker var ligeglad med Gud og mennesker. Derfor blev han virkelig vred – først over den urene kvinde, der kom ind i hans hus, og så blev han vred over, at Jesus ikke fordømte kvinden – for det skulle han jo ifølge lovens bud og befalinger. Men Jesu lille historie viste, at for ham måtte nåde gå forud for ret. Retten dømmer til fortabelse, men nåden dømmer til frelse. Jesus kunne have sendt kvinden væk, men hvilket håb ville hun da have, og hvorfor skulle hun så blive ved med at leve? Hvad havde hun at leve for, hvis andre kun levede for at fordømme hende og hendes uføre i livet?
Farisæeren tænkte ikke på kvinden, kun på sine regler og love, der forbød ham at omgås lovbrydere og syndere. Jesus så derimod hendes værdi som et Gudskabt menneske, og han tilgav hende, og gav hende dermed nyt håb, nyt mod og ny lyst til at leve – noget, som farisæeren kun ville have taget fra hende. Tynget af sin sorg og anger, sin tvivl og håbløshed kom hun til Jesus for at finde nåde, selvom hun vidste, hun fortjente straf, fængsling og hårde ord. Hun lærte, at loven giver, som vi fortjener, giver bøder og straf, men Jesus giver ikke, som vi fortjener, men han giver, som han vil ud af sin nåde og barmhjertighed.
Hans nåde og tilgivelse giver os dog ikke tilladelse til at bryde alle verdens love og regler, for det handler om tro. Loven kan aldrig give os håbets tro på kærlighedens barmhjertighed, for loven fælder dommen: ”Du er synder”, men Jesu lov siger: ”Ja, og du er stadig elsket af Gud”. Nåden står altså over loven, for ligesom vi tror på tilgivelse for alle vore synder, må vi også tilgive andre deres overtrædelse, deres synd og deres dårlige opførsel. Troen kommer ikke at fordømmelse, ikke af hårde ord om synd og fortabelse, men troen kommer, når det siges som sandt er: Herre, vi har handlet ilde, giv os nådigt din tilgivelse. Amen.
Læs bibelteksterne til 11. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig; 3. DDS 379: Der er en vej; --- ; 4. DDS 501: Herre, jeg har handlet ilde; 5. DDS 397, 3-4: Trods længselens smerte; 6. DDS 522: Nåden er din dagligdag
Det er dog ikke helt sandt. De mest lovlydige har ofte ikke et nemt liv, og selvom man overholder loven til punkt og prikke kan man nemt blive offer for andres forbrydelser, og vi kan alle blive udsat for livets skrøbeligheder. Ja, tilværelsens luner ser ikke på, om vi er lovlydige eller forbrydere, for selv den dydigste og artigste person kan rammes af forfærdelige ulykker og frygtelige skæbner, mens lykkens gudinde kan tilsmile selv den ondeste og slemmeste forbryder. Selvom vi vælger livet, vil døden ramme, og selvom vi vælger lykken kan ulykken ramme. Vi er ikke herre i eget hus, og vi styrer ikke selv vort livsforløb.
Loven kan altså ikke sikre os det gode liv. Men jo mere vi lever, desto mere indser vi, at loven da i hvert fald kan bruges til én ting, nemlig at vise hvor meget vi falder uden for idealet og hvor meget vi overtræder lovens bud og befalinger. Loven stiller desuden ikke krav til vores samvittighed eller vores tro. Mange følger nok mest samfundets regler og love, fordi man frygter for konsekvenserne såsom bøder og fængsel, men selv i lande og stater, hvor der er dødsstraf og hvor man kan blive både en hånd og et hoved kortere pga. forbrydelser, afholder folk sig ikke fra at bryde loven. Man bryder altså loven, uanset hvor strenge straffe, der findes, og forbud fremmer blot fantasien, så man prøver at finde nye måder at omgås loven på. Man kan ikke true folk til at blive bedre ved at indføre strengere straffe, man kan ikke true mennesker til at blive kristne, og vi kan ikke true kærligheden frem hos os selv eller andre.
Selvom vi naturligvis ikke kan opgive loven som ramme om vores samfund og liv med hinanden, så kan vi dog heller ikke tro, at vi ved at overholde en lov kan få et godt liv. Hverken lovene om, hvordan vi skal begå os i samfundet eller lovene om, hvordan vi skal tage vare på os selv. Der ligger mange uskrevne love i vores samfund, og der er utroligt mange trusler om, at hvis ikke vi passer på os selv, så vil vi dø en grusom død, dø alt for tidligt, og at vi med vore dårlige vaner ødelægger andres liv. Der er mange velmenende personer og rådgivere, der gerne vil sætte rammer og regler for, hvordan vi bedst muligt får det gode liv. Men igen kan vi hverken lovgive om eller true os frem til det gode liv, den levende tro eller det oprigtige nærvær og samvær.
Paulus var jøde og blev omvendt til kristendommen, så han kendte jødedommens regler og love fra sit eget liv. Derfor vendte han sig imod det regelrette liv, fordi han i troen på Kristus fandt en frihed, som ingen lov eller regel eller religiøs praksis kunne give ham. Jøderne fordømte ham for det, og de kastede sten på ham, truede ham med død og undergang, men hverken trusler eller lovens bud og befalinger kunne give ham den inderlige følelse af at være elsket af Gud, som han følte, da han kom til tro og blev døbt. Han begyndte at prædike frihedens budskab for andre.
Jesus var indbudt hos en farisæer, en jødisk mand, der mente at livet skulle leves ved at overholde lovens bud og befalinger, uanset hvordan man havde det som menneske i sin tro og tvivl. Ifølge ham kunne man leve et rent liv, hvis bare man overholdt loven – selvom man i sit hjerte og i sine tanker var ligeglad med Gud og mennesker. Derfor blev han virkelig vred – først over den urene kvinde, der kom ind i hans hus, og så blev han vred over, at Jesus ikke fordømte kvinden – for det skulle han jo ifølge lovens bud og befalinger. Men Jesu lille historie viste, at for ham måtte nåde gå forud for ret. Retten dømmer til fortabelse, men nåden dømmer til frelse. Jesus kunne have sendt kvinden væk, men hvilket håb ville hun da have, og hvorfor skulle hun så blive ved med at leve? Hvad havde hun at leve for, hvis andre kun levede for at fordømme hende og hendes uføre i livet?
Farisæeren tænkte ikke på kvinden, kun på sine regler og love, der forbød ham at omgås lovbrydere og syndere. Jesus så derimod hendes værdi som et Gudskabt menneske, og han tilgav hende, og gav hende dermed nyt håb, nyt mod og ny lyst til at leve – noget, som farisæeren kun ville have taget fra hende. Tynget af sin sorg og anger, sin tvivl og håbløshed kom hun til Jesus for at finde nåde, selvom hun vidste, hun fortjente straf, fængsling og hårde ord. Hun lærte, at loven giver, som vi fortjener, giver bøder og straf, men Jesus giver ikke, som vi fortjener, men han giver, som han vil ud af sin nåde og barmhjertighed.
Hans nåde og tilgivelse giver os dog ikke tilladelse til at bryde alle verdens love og regler, for det handler om tro. Loven kan aldrig give os håbets tro på kærlighedens barmhjertighed, for loven fælder dommen: ”Du er synder”, men Jesu lov siger: ”Ja, og du er stadig elsket af Gud”. Nåden står altså over loven, for ligesom vi tror på tilgivelse for alle vore synder, må vi også tilgive andre deres overtrædelse, deres synd og deres dårlige opførsel. Troen kommer ikke at fordømmelse, ikke af hårde ord om synd og fortabelse, men troen kommer, når det siges som sandt er: Herre, vi har handlet ilde, giv os nådigt din tilgivelse. Amen.
Læs bibelteksterne til 11. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig; 3. DDS 379: Der er en vej; --- ; 4. DDS 501: Herre, jeg har handlet ilde; 5. DDS 397, 3-4: Trods længselens smerte; 6. DDS 522: Nåden er din dagligdag
