I dag har jeg inviteret de nye konfirmander og deres forældre med til denne gudstjeneste, hvor de får deres første kryds. I alt skal de have 12 krydser, for Jesus havde 12 apostle, og de skal således komme til gudstjeneste 6 gange før jul og 6 gange efter jul. På den måde lærer de gudstjenestens forløb og gang at kende, hvilket er et vigtigt skridt på deres vej til at blive myndige unge, der er godt på vej ud i ungdomsliv med ansvar. Kirkegang er en væsentligt del af at være en kristen medborger i dagens Danmark. Til foråret får de en festlig dag, der begynder i kirken med, at de siger ja til at holde sig til deres dåb og den trosbekendelse, som er kirkens fundament, og som vi sang sammen for lidt siden. Trosbekendelsen skal vi dykke ned i som en del af konfirmationsforberedelsen, for man må sige, at det er lidt tungt stof. Der står rigtig meget på ganske få linjer, og når vi dykker ned i indholdet finder vi skatte og rigdomme; ligesom når man graver i mørke miner efter guld og glitrende diamanter. Både trosbekendelsen og gudstjenesten søndag formiddag kredser om Jesus Kristus.
I dag reagerer Jesus på en stor uretfærdighed hos sit elskede folk i sin elskede hovedstad. Jeg må sige, at det gør noget ved mig at læse, at Jesus græd over Jerusalem, for jeg tænker: hvor tit oplever vi, at nogle græder over andre? Det er en voldsom reaktion; voksne græder ikke uden grund. Gråden er forskellig hver gang. I har nok alle sammen grædt over en anden måske især af sorg, som jo oftest presser tårerne frem i øjenkrogene, men man kan faktisk også græde af glæde over noget stort og vidunderligt, som når et lille barn kommer til verden. Vi er dog ikke så vant til, at folk viser følelser ude i det offentlige rum, og da slet ikke mænd, at mænd viser følelser! Så når nu Jesus græder, ved vi, at der er noget på færde. Han får en voldsom følelsesmæssig reaktion på det, han ser, når han kigger på Jerusalem.
Byen Jerusalem ligger i Israel, og igennem flere tusinde år har Jerusalem været en religiøs vigtig by især for jøderne, som havde et fantastisk stort og flot tempel, der desværre blev brændt og ødelagt i år 70. Nu står kun en lille rest tilbage, der kaldes grædemuren, for dér kommer jøderne stadig og græder over templets skæbne og landets skæbne og deres folks skæbne. Det er nærmest som om, Jesus vidste, hvad jøderne skulle komme til at opleve af lidelse og modgang, for han græd allerede før, templet blev ødelagt, og han græd over jøderne, fordi de ikke vidste, hvad der ville ramme dem. De levede ubekymrede og havde glemt Gud. I stedet for at bruge templet og pladsen som et sted til at dyrke Gud med bønner og sange, samtaler og eftertænksomhed, brugte de den hellige plads til handel. I stedet for at have et roligt sted, hvor man kunne tro og tvivle, var der kommet larm og råb og støj fra klingrende mønter og alverdens varer. Hvor der handles, der spildes; og man kan nemt forestille sig, hvordan pladsen var blevet til et nemt marked for lommetyve og snydagtige personer.
Jesus nøjedes ikke med at græde, men han gik fra at græde til at vise vrede, og tog sagen i egen hånd og jog folk væk fra tempelpladsen. Vrede blev til glæde da han i stedet begyndte at undervise jøderne i troen på den almægtige Gud foroven og om menneskers tro, pligt og ansvar på jorden. Det kan måske overraske nogle af jer at høre, at Jesus er jøde; vi tænker jo nok automatisk, at han var kristen; men Jesus Kristus var faktisk jøde, for han var født af en jødisk mor, og han blev omskåret, og han levede som jøde i det jødiske land, Israel. Hans venner og tilhængere blev med tiden kaldt kristne, fordi vi er dem, der hører Kristus til. Som kristne har vi altså et slægtskab med jøderne, og derfor handler det også om os, når Jesus græder over Jerusalem.
Jesus græd over Jerusalem, fordi indbyggerne slet ikke havde sans for deres nutid eller fremtid, men levede som om, alt var okay og som om, de var herre i eget hus. De havde glemt, at de skulle elske Gud af hele deres hjerte, af hele deres sjæl og af hele deres styrke – og at de netop derfor skulle gøre det bedste de kunne for hinanden. De havde desværre skiftet troens næstekærlighed ud med fokus på deres eget; ja, egoismen voksede hos dem. Og Jesus græd og blev vred.
Kigger vi i dag på vore byer rundt om i verden, kan jeg godt nogle gange tænke, at Jesus også græder over os. For vi lukker øjnene for, hvad der er ved at ramme os, selvom verdens skove bogstaveligt talt står i flammer, og selvom mennesker pines og undertrykkes og vi stresser i en hverdag, der ikke levner megen plads til næstekærlighed eller tro på Gud. Selvom vi fra vores stue eller værelse har adgang til hele verden og kan se, at der er hårdt brug for, at vi hver især gør noget, så har vi stadig nemmest ved at kigge den anden vej eller scrolle videre i en endeløs verden af underholdning og fortravlethed. Jeg er ikke bedre end nogen; men jeg er en smule bedrøvet over at se, at vi måske slet ikke er blevet meget bedre til at udleve troen og næstekærlighedsbuddet, selvom der er gået 2000 år siden Jesus satte en bevægelse i gang; vi har vel haft tid nok?
Dystre tanker skal dog ikke erobre dagens prædiken eller vores menighed på denne smukke dag – for Jesus har givet os et håb! I dåben er håbet tegnet som kors over vort ansigt og brystkasse, fordi vi skal tilhøre Jesus, der altid gav håb til sine tilhørere. Javist, verden har store problemer, og vi kan også selv tumle med store problemer og modgang, men Gud har sendt sin Ånd til vores verden for at give os tro og håb, mod og styrke til at leve i den kærlighed, der ikke lukker sig om sig selv eller sit eget lille projekt, men hele tiden rækker ud efter andre. Jesus Kristus havde aldrig nok i sig selv, men levede hver dag for at give håbet videre til dem, han mødte. Nogle gange græd han af frustration over tingenes tilstand, nogle gange skældte han ud på dumme folk, og nogle gange talte han hårdt imod hans tilhørere; men alt det gjorde han i forsøget på at banke en smule kærlighed ind i hjertet på folk.
Hvis ikke vi har kærlighed, hvad er vi så? Hvis ikke vi har noget at kæmpe for, er vi så ikke bare overflødige og ligegyldige? Hvad er større at kæmpe for, end at Guds barmhjertighed og håb med næstekærlighedens hånd skal udbredes til hele landsbyens og verdenssamfundets kroge og hjørner? Jo, kærligheden er livets mening, for uden kærlighed bliver det hele både hovedløst og hjerteløst.
Ved vores dåb fik vi det himmelske håb, at sorg skal vendes til glæde, at død skal vendes til liv og at fortabelse skal vendes til frelse. Når Jesus græder, sætter han sig ikke hen i et hjørne, men tager kampen op imod uretfærdighed; han går fra at græde, til at udvise sin vrede og til at dele sin glæde. Ham er vi blevet forbundet med vores egen dåb; så selvom vi må græde af sorg eller frustration, må vi ikke blive lammet eller fortvivlede, for vi har i dåben fået den Ånd, der rejser os igen og igen til den retfærdige kamp for næstekærlighedens glæde og fred både her i landsbyen, her i menigheden, ja, her i vores almindelige liv og hverdag. Lad os derfor med håbets glæde og tro på Gud, gå rundt omkring og helt derud, hvor vi skal være hænder for Gud. Amen.
Søndag den 25. august kl. 11, Vilslev: Opstartsgudstjeneste for konfirmander, Under meddelelser beder jeg de 14 konfirmander (2 fra Hunderup, 12 fra Vilslev) om at træde frem, og jeg nævner deres navne fra prædikestolen.
1) 750: Nu titte til hinanden - 2) 332: På Jerusalem det ny - OBS: Trosbekendelsen findes på en af de sidste sider i salmebogen - 3) 403: Denne er dagen, som Herren har gjort --- 4) 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede - 5) 323, v. 6: Kirken den er et gammelt hus - 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Vilslev:
Stiftspræsten for åndeligt søgende, Miriam Florez, inviterer til pilgrimsvandring langs Kongeåen til diget i morgen, mandag den 26. august kl. 14. Vandringen foregår mestendels i stilhed og indledes med lille udsendelsesandagt fra Vilslev Kirke kl. 14 og afsluttes med pilgrimsandagt i kirken kl. 17. Pilgrimsordet vil være ’langsomhed’ og vandringen er på i alt ca. 8 km. Alle er hjertelig velkomne!
Efter prædikenen er der nadver, og alle er velkomne til at gå med op og deltage.
Næste gudstjeneste er kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Hunderup ved Katrine Gaub. Jeg holder en friweekend.
Konfirmander
Nu vil jeg læse navnene på dem, der skal konfirmeres til næste år, og imens skal de gå herop til døbefonten og stille sig på en række. Jeg går ned fra prædikestolen. Sådan ser de altså ud, nogle af de unge, som vi skal fejre næste år. Inden da så skal vi gennem et konfirmationsforberedelsesforløb, og jeg har allerede planlagt en del spændende ting; vi skal bl.a. på tur, og besøge folk i området og også have besøg af folk; vi skal blive klogere på kristendom og vores egen tro, og vi skal synge, bede og hygge os med kage, og når vi så kommer frem til konfirmationsdagen, så ved I mere om, hvad I ved alteret skal sige ”ja” til. Jeres vej igennem dette forløb skal I ikke gå alene. Jeg er med jer, og jeres forældre er også med jer, ligesom menigheden i kirken er med jer; vi hjælper jer gerne, og vi ønsker det bedste for jer på denne vandring frem mod konfirmationen.
Imens vi står der, beder vi sammen kirkebønnen.
Lad os alle bede: Kære Gud, vi er samlet her i dag for at lytte til dit ord og finde glæde og fred i vore liv. Giv os mod og styrke til at være mennesker til din ære. Vi beder for vore venner og familie og for dem, vi ikke kender. Vi beder for sognet og kirken og menigheden; for de syge og de trætte og dem, der snart skal dø. Åbn vore øjne, så vi ser, hvad vi kan gøre. Lad os være dine hænder og bære håbet, freden og glæden ud til enhver, der mangler. Vi beder for dronning, regering og folketing – lad dem tage vare på vort fædreland og modersmål til gavn for mange. Amen.
Den apostolske velsignelse:
Så skal jeg bede jer rejse jer, så vi med apostlen kan tilønske hinanden: Vor Herres Jesus Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. Amen.
I dag reagerer Jesus på en stor uretfærdighed hos sit elskede folk i sin elskede hovedstad. Jeg må sige, at det gør noget ved mig at læse, at Jesus græd over Jerusalem, for jeg tænker: hvor tit oplever vi, at nogle græder over andre? Det er en voldsom reaktion; voksne græder ikke uden grund. Gråden er forskellig hver gang. I har nok alle sammen grædt over en anden måske især af sorg, som jo oftest presser tårerne frem i øjenkrogene, men man kan faktisk også græde af glæde over noget stort og vidunderligt, som når et lille barn kommer til verden. Vi er dog ikke så vant til, at folk viser følelser ude i det offentlige rum, og da slet ikke mænd, at mænd viser følelser! Så når nu Jesus græder, ved vi, at der er noget på færde. Han får en voldsom følelsesmæssig reaktion på det, han ser, når han kigger på Jerusalem.
Byen Jerusalem ligger i Israel, og igennem flere tusinde år har Jerusalem været en religiøs vigtig by især for jøderne, som havde et fantastisk stort og flot tempel, der desværre blev brændt og ødelagt i år 70. Nu står kun en lille rest tilbage, der kaldes grædemuren, for dér kommer jøderne stadig og græder over templets skæbne og landets skæbne og deres folks skæbne. Det er nærmest som om, Jesus vidste, hvad jøderne skulle komme til at opleve af lidelse og modgang, for han græd allerede før, templet blev ødelagt, og han græd over jøderne, fordi de ikke vidste, hvad der ville ramme dem. De levede ubekymrede og havde glemt Gud. I stedet for at bruge templet og pladsen som et sted til at dyrke Gud med bønner og sange, samtaler og eftertænksomhed, brugte de den hellige plads til handel. I stedet for at have et roligt sted, hvor man kunne tro og tvivle, var der kommet larm og råb og støj fra klingrende mønter og alverdens varer. Hvor der handles, der spildes; og man kan nemt forestille sig, hvordan pladsen var blevet til et nemt marked for lommetyve og snydagtige personer.
Jesus nøjedes ikke med at græde, men han gik fra at græde til at vise vrede, og tog sagen i egen hånd og jog folk væk fra tempelpladsen. Vrede blev til glæde da han i stedet begyndte at undervise jøderne i troen på den almægtige Gud foroven og om menneskers tro, pligt og ansvar på jorden. Det kan måske overraske nogle af jer at høre, at Jesus er jøde; vi tænker jo nok automatisk, at han var kristen; men Jesus Kristus var faktisk jøde, for han var født af en jødisk mor, og han blev omskåret, og han levede som jøde i det jødiske land, Israel. Hans venner og tilhængere blev med tiden kaldt kristne, fordi vi er dem, der hører Kristus til. Som kristne har vi altså et slægtskab med jøderne, og derfor handler det også om os, når Jesus græder over Jerusalem.
Jesus græd over Jerusalem, fordi indbyggerne slet ikke havde sans for deres nutid eller fremtid, men levede som om, alt var okay og som om, de var herre i eget hus. De havde glemt, at de skulle elske Gud af hele deres hjerte, af hele deres sjæl og af hele deres styrke – og at de netop derfor skulle gøre det bedste de kunne for hinanden. De havde desværre skiftet troens næstekærlighed ud med fokus på deres eget; ja, egoismen voksede hos dem. Og Jesus græd og blev vred.
Kigger vi i dag på vore byer rundt om i verden, kan jeg godt nogle gange tænke, at Jesus også græder over os. For vi lukker øjnene for, hvad der er ved at ramme os, selvom verdens skove bogstaveligt talt står i flammer, og selvom mennesker pines og undertrykkes og vi stresser i en hverdag, der ikke levner megen plads til næstekærlighed eller tro på Gud. Selvom vi fra vores stue eller værelse har adgang til hele verden og kan se, at der er hårdt brug for, at vi hver især gør noget, så har vi stadig nemmest ved at kigge den anden vej eller scrolle videre i en endeløs verden af underholdning og fortravlethed. Jeg er ikke bedre end nogen; men jeg er en smule bedrøvet over at se, at vi måske slet ikke er blevet meget bedre til at udleve troen og næstekærlighedsbuddet, selvom der er gået 2000 år siden Jesus satte en bevægelse i gang; vi har vel haft tid nok?
Dystre tanker skal dog ikke erobre dagens prædiken eller vores menighed på denne smukke dag – for Jesus har givet os et håb! I dåben er håbet tegnet som kors over vort ansigt og brystkasse, fordi vi skal tilhøre Jesus, der altid gav håb til sine tilhørere. Javist, verden har store problemer, og vi kan også selv tumle med store problemer og modgang, men Gud har sendt sin Ånd til vores verden for at give os tro og håb, mod og styrke til at leve i den kærlighed, der ikke lukker sig om sig selv eller sit eget lille projekt, men hele tiden rækker ud efter andre. Jesus Kristus havde aldrig nok i sig selv, men levede hver dag for at give håbet videre til dem, han mødte. Nogle gange græd han af frustration over tingenes tilstand, nogle gange skældte han ud på dumme folk, og nogle gange talte han hårdt imod hans tilhørere; men alt det gjorde han i forsøget på at banke en smule kærlighed ind i hjertet på folk.
Hvis ikke vi har kærlighed, hvad er vi så? Hvis ikke vi har noget at kæmpe for, er vi så ikke bare overflødige og ligegyldige? Hvad er større at kæmpe for, end at Guds barmhjertighed og håb med næstekærlighedens hånd skal udbredes til hele landsbyens og verdenssamfundets kroge og hjørner? Jo, kærligheden er livets mening, for uden kærlighed bliver det hele både hovedløst og hjerteløst.
Ved vores dåb fik vi det himmelske håb, at sorg skal vendes til glæde, at død skal vendes til liv og at fortabelse skal vendes til frelse. Når Jesus græder, sætter han sig ikke hen i et hjørne, men tager kampen op imod uretfærdighed; han går fra at græde, til at udvise sin vrede og til at dele sin glæde. Ham er vi blevet forbundet med vores egen dåb; så selvom vi må græde af sorg eller frustration, må vi ikke blive lammet eller fortvivlede, for vi har i dåben fået den Ånd, der rejser os igen og igen til den retfærdige kamp for næstekærlighedens glæde og fred både her i landsbyen, her i menigheden, ja, her i vores almindelige liv og hverdag. Lad os derfor med håbets glæde og tro på Gud, gå rundt omkring og helt derud, hvor vi skal være hænder for Gud. Amen.
Søndag den 25. august kl. 11, Vilslev: Opstartsgudstjeneste for konfirmander, Under meddelelser beder jeg de 14 konfirmander (2 fra Hunderup, 12 fra Vilslev) om at træde frem, og jeg nævner deres navne fra prædikestolen.
1) 750: Nu titte til hinanden - 2) 332: På Jerusalem det ny - OBS: Trosbekendelsen findes på en af de sidste sider i salmebogen - 3) 403: Denne er dagen, som Herren har gjort --- 4) 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede - 5) 323, v. 6: Kirken den er et gammelt hus - 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Vilslev:
Stiftspræsten for åndeligt søgende, Miriam Florez, inviterer til pilgrimsvandring langs Kongeåen til diget i morgen, mandag den 26. august kl. 14. Vandringen foregår mestendels i stilhed og indledes med lille udsendelsesandagt fra Vilslev Kirke kl. 14 og afsluttes med pilgrimsandagt i kirken kl. 17. Pilgrimsordet vil være ’langsomhed’ og vandringen er på i alt ca. 8 km. Alle er hjertelig velkomne!
Efter prædikenen er der nadver, og alle er velkomne til at gå med op og deltage.
Næste gudstjeneste er kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Hunderup ved Katrine Gaub. Jeg holder en friweekend.
Konfirmander
Nu vil jeg læse navnene på dem, der skal konfirmeres til næste år, og imens skal de gå herop til døbefonten og stille sig på en række. Jeg går ned fra prædikestolen. Sådan ser de altså ud, nogle af de unge, som vi skal fejre næste år. Inden da så skal vi gennem et konfirmationsforberedelsesforløb, og jeg har allerede planlagt en del spændende ting; vi skal bl.a. på tur, og besøge folk i området og også have besøg af folk; vi skal blive klogere på kristendom og vores egen tro, og vi skal synge, bede og hygge os med kage, og når vi så kommer frem til konfirmationsdagen, så ved I mere om, hvad I ved alteret skal sige ”ja” til. Jeres vej igennem dette forløb skal I ikke gå alene. Jeg er med jer, og jeres forældre er også med jer, ligesom menigheden i kirken er med jer; vi hjælper jer gerne, og vi ønsker det bedste for jer på denne vandring frem mod konfirmationen.
Imens vi står der, beder vi sammen kirkebønnen.
Lad os alle bede: Kære Gud, vi er samlet her i dag for at lytte til dit ord og finde glæde og fred i vore liv. Giv os mod og styrke til at være mennesker til din ære. Vi beder for vore venner og familie og for dem, vi ikke kender. Vi beder for sognet og kirken og menigheden; for de syge og de trætte og dem, der snart skal dø. Åbn vore øjne, så vi ser, hvad vi kan gøre. Lad os være dine hænder og bære håbet, freden og glæden ud til enhver, der mangler. Vi beder for dronning, regering og folketing – lad dem tage vare på vort fædreland og modersmål til gavn for mange. Amen.
Den apostolske velsignelse:
Så skal jeg bede jer rejse jer, så vi med apostlen kan tilønske hinanden: Vor Herres Jesus Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. Amen.
