Kender I det, at man vågner med et sæt, når vækkeuret ringer, men at man så lige ta’r 5 minutter mere på øjet, fordi man alligevel ikke er klar til at stå op? Nogle dage er man bare ikke rigtig i stemning til at stå op, når vækkeruret larmer. Hele formålet med et vækkeur er dog lige præcist at larme, så vi står op og går i gang med dagen. Hvis vækkeuret havde følelser ville den mange gange være blevet skuffet, fordi vi trodser al dens friske bimlen og alarmlarm; den vil jo bare vække os, så vi ikke sover dagen væk, ja, så vi ikke spilder livet med at befinde os i drømmeland. Men stakkels vækkeur, at vi måske lidt for tit ikke sådan rigtig tager den alvorlig. Det er som om, man kan gå i seng med de bedste intentioner om at stå tidligt op og virkelig få lavet noget, og så stiller man vækkeuret i dén stemning. Men i løbet af natten sker der noget med stemningen, som om den afkøles, og når man har sovet, og vækkeuret kalder én ud af drømmeland, kan man være som forvandlet, én, der ikke længere gider stå tidligt op, men bare vil sove. Én, der skuffer vækkeuret og ruller sig om på den anden side. Ja, man bliver sådan én, der hører vækkeurets kalden, men ikke lytter til dens invitation.
At sove videre er ret uskyldigt sammenlignet med så meget andet i livet, hvor vi hører invitations kald, men ikke lader os påvirke af det. Når musikken er danseglad, hvem danser så med? Eller hvem begynder at sørge, når bare sørgemusikken lyder? Eller hvem træder altid til med hjælp, når nogen råber på det? Der er mange øjeblikke i livet, hvor det desværre ikke kun er vækkeuret, vi vender ryggen og det døve øre til.
Ligesom man skal være i den rette stemning for at stå op, når vækkeuret larmer, være i humør til at bryde søvnen og drømmene for at tage del i hverdagen og virkeligheden, skal man også være i stemning og humør til at tage del i såvel sorg som glæde. Det er dét, Jesus tog fat på, da han undrede sig over, at folk ikke tog del i det, der foregik lige foran dem, at de ikke lod sig påvirke af, at han gjorde store undere for øjnene af dem. Det var som om, folk bare sad afventende og fordømmende.
Johannes Døberen brød de sig ikke om, fordi han var alt for seriøs og kedelig og religiøs anlagt, og Jesus brød de sig ikke om, fordi han var for levende, for almindelig, for menneskelig. Ja, det er sandelig ikke nemt at gøre alle tilfredse – hverken dengang eller nu! Jesus begyndte derfor at revse og skælde ud på de byer, der ikke var kommet i rette stemning og havde omvendt sig, da Jesus gjorde mægtige gerninger hos dem. Han var som et vækkeur, men folk sov bare videre. Deres sind slumrede hen i en ligeglad døs fjern fra verden, fjern fra Gud og mennesker.
Når kirkeklokkerne ringer og kalder sognet til gudstjeneste, så vender mange sig om på den anden side og er enten ligeglade eller vælger at gøre noget andet end at gå til gudstjeneste. Nogle vælger kirken fra, fordi det der foregår i kirken enten er alt for meget eller alt for lidt. Nogle vil have lidt mindre Gud i en gudstjeneste, andre vil have mere. Nogle vil have en stærk religiøs figur som Johannes Døberen, der levede af vildhonning og græshopper ude i ørkenen, imens han skældte ud på folk og sagde, at de skulle omvende sig og angre deres synder inderligt og længe for ikke at gå fortabt på dommens dag. Andre vil have en Jesus, der brugte meget tid på at drikke vin med folk, fortælle historier og udbredte et budskab om kærlighed til Gud og mennesker.
Når vækkeuret ringer, når kirkeklokkerne bimler, og når evangeliet lyder, så må vi reagere – enten med afvisning eller tilslutning. Der er mange kald, invitationer og mange forskellige slags vækkeurer i verden, der kalder på vores opmærksomhed – nogle kalder til bøn, andre kalder til krig, nogle kalder på hjælp, andre kalder på fred. Fordi vi er forskellige, vækkes vi af forskellige alarmer, og vi føler os kaldet på forskellige måder. I dag er vi kaldet sammen her til gudstjeneste, kaldet sammen til bøn for verden og lovsang til Gud, kaldet til eftertanke over vores liv og tilværelse. I kirken sættes vores liv og eksistens under evangeliets lys, så vi får det hele at se i et nyt skær – ja, det er som at få et særligt sæt briller, så vi ser alting gennem tro, håb og kærlighed. Men når kaldene lyder og vækkeurene ringer – hvad gør vi så?
Vi har et valg – vi kan vælge at deltage eller vælge at afvise. Vi kan slukke vækkeuret og rulle om den anden side, vi kan vælge at vende ryggen og det døve øre til – og så bliver livet utroligt nemt, når bare vi vender det blinde øje og det døve øre til de mange kald og de mange vækkeure. For i søvnens slumrende drømmeland sker tingene bare, og vi behøver hverken tage del eller ansvar.
Men vi kan også vælge at vågne op og komme ud af det søde drømmeland og det ligeglade liv for at lade os påvirke af det, vi hører og begynde at lytte til dem, der kalder. Og så får livet en besværlig dybde, for så skal vi forholde os både til Gud og vore medmennesker. Når vi samles til gudstjeneste lader vi os påvirke til at komme i den rette stemning, så vi kan høre Jesu budskab som et budskab, der også kommer os og vores liv ved. Et budskab der kan hive os ud af fjerene såvel søndag som mandag morgen for at være til velsignelse. Ja, helt konkret at glæde os med de glade og sørge med de sørgende, og ikke være ligeglad hverken med Gud eller mennesker.
Så er det, vi kaldes ud af vort eget, vore egne rammer og vores egen verden, hvor vi er os selv nok, for at træde ind i noget større hvor vi bliver sat i spil for Guds og menneskers skyld. Vi bliver derved kaldet til tjeneste, kaldet til tro, kaldet til at leve og opleve verden og livet i et andet perspektiv, vi bliver endda vækket til nyt liv, ny tro, nyt håb. At høre kaldet og blive omvendt er kristeligt set at lade os påvirke til ikke længere at være ligeglade men blive en aktiv del af verden under Guds nåde. Lyksaligt det menneske, som hører klangen og tager del i sangen. Amen.
Læs bibelteksterne til 10. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 364: Al magt på jorden og i himlen // 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 376: Lyksaligt det folk; 5. DDS 469,6-8: Så nu går sjælens højtid an; 6. DDS 52: Du, Herre Krist
At sove videre er ret uskyldigt sammenlignet med så meget andet i livet, hvor vi hører invitations kald, men ikke lader os påvirke af det. Når musikken er danseglad, hvem danser så med? Eller hvem begynder at sørge, når bare sørgemusikken lyder? Eller hvem træder altid til med hjælp, når nogen råber på det? Der er mange øjeblikke i livet, hvor det desværre ikke kun er vækkeuret, vi vender ryggen og det døve øre til.
Ligesom man skal være i den rette stemning for at stå op, når vækkeuret larmer, være i humør til at bryde søvnen og drømmene for at tage del i hverdagen og virkeligheden, skal man også være i stemning og humør til at tage del i såvel sorg som glæde. Det er dét, Jesus tog fat på, da han undrede sig over, at folk ikke tog del i det, der foregik lige foran dem, at de ikke lod sig påvirke af, at han gjorde store undere for øjnene af dem. Det var som om, folk bare sad afventende og fordømmende.
Johannes Døberen brød de sig ikke om, fordi han var alt for seriøs og kedelig og religiøs anlagt, og Jesus brød de sig ikke om, fordi han var for levende, for almindelig, for menneskelig. Ja, det er sandelig ikke nemt at gøre alle tilfredse – hverken dengang eller nu! Jesus begyndte derfor at revse og skælde ud på de byer, der ikke var kommet i rette stemning og havde omvendt sig, da Jesus gjorde mægtige gerninger hos dem. Han var som et vækkeur, men folk sov bare videre. Deres sind slumrede hen i en ligeglad døs fjern fra verden, fjern fra Gud og mennesker.
Når kirkeklokkerne ringer og kalder sognet til gudstjeneste, så vender mange sig om på den anden side og er enten ligeglade eller vælger at gøre noget andet end at gå til gudstjeneste. Nogle vælger kirken fra, fordi det der foregår i kirken enten er alt for meget eller alt for lidt. Nogle vil have lidt mindre Gud i en gudstjeneste, andre vil have mere. Nogle vil have en stærk religiøs figur som Johannes Døberen, der levede af vildhonning og græshopper ude i ørkenen, imens han skældte ud på folk og sagde, at de skulle omvende sig og angre deres synder inderligt og længe for ikke at gå fortabt på dommens dag. Andre vil have en Jesus, der brugte meget tid på at drikke vin med folk, fortælle historier og udbredte et budskab om kærlighed til Gud og mennesker.
Når vækkeuret ringer, når kirkeklokkerne bimler, og når evangeliet lyder, så må vi reagere – enten med afvisning eller tilslutning. Der er mange kald, invitationer og mange forskellige slags vækkeurer i verden, der kalder på vores opmærksomhed – nogle kalder til bøn, andre kalder til krig, nogle kalder på hjælp, andre kalder på fred. Fordi vi er forskellige, vækkes vi af forskellige alarmer, og vi føler os kaldet på forskellige måder. I dag er vi kaldet sammen her til gudstjeneste, kaldet sammen til bøn for verden og lovsang til Gud, kaldet til eftertanke over vores liv og tilværelse. I kirken sættes vores liv og eksistens under evangeliets lys, så vi får det hele at se i et nyt skær – ja, det er som at få et særligt sæt briller, så vi ser alting gennem tro, håb og kærlighed. Men når kaldene lyder og vækkeurene ringer – hvad gør vi så?
Vi har et valg – vi kan vælge at deltage eller vælge at afvise. Vi kan slukke vækkeuret og rulle om den anden side, vi kan vælge at vende ryggen og det døve øre til – og så bliver livet utroligt nemt, når bare vi vender det blinde øje og det døve øre til de mange kald og de mange vækkeure. For i søvnens slumrende drømmeland sker tingene bare, og vi behøver hverken tage del eller ansvar.
Men vi kan også vælge at vågne op og komme ud af det søde drømmeland og det ligeglade liv for at lade os påvirke af det, vi hører og begynde at lytte til dem, der kalder. Og så får livet en besværlig dybde, for så skal vi forholde os både til Gud og vore medmennesker. Når vi samles til gudstjeneste lader vi os påvirke til at komme i den rette stemning, så vi kan høre Jesu budskab som et budskab, der også kommer os og vores liv ved. Et budskab der kan hive os ud af fjerene såvel søndag som mandag morgen for at være til velsignelse. Ja, helt konkret at glæde os med de glade og sørge med de sørgende, og ikke være ligeglad hverken med Gud eller mennesker.
Så er det, vi kaldes ud af vort eget, vore egne rammer og vores egen verden, hvor vi er os selv nok, for at træde ind i noget større hvor vi bliver sat i spil for Guds og menneskers skyld. Vi bliver derved kaldet til tjeneste, kaldet til tro, kaldet til at leve og opleve verden og livet i et andet perspektiv, vi bliver endda vækket til nyt liv, ny tro, nyt håb. At høre kaldet og blive omvendt er kristeligt set at lade os påvirke til ikke længere at være ligeglade men blive en aktiv del af verden under Guds nåde. Lyksaligt det menneske, som hører klangen og tager del i sangen. Amen.
Læs bibelteksterne til 10. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 364: Al magt på jorden og i himlen // 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 376: Lyksaligt det folk; 5. DDS 469,6-8: Så nu går sjælens højtid an; 6. DDS 52: Du, Herre Krist
