I medierne har der i denne uge været en storm, fordi en præst sagde god for at afholde et arrangement i en sognekirke. Et ganske særligt arrangement, ja, det var såmænd et foredrag ved en dyreclairvoyant, én, der påstod at kunne komme i kontakt med de døde dyr og sågar tale med dem – og det forsøgte hun så i kirken.
Der er ingen tvivl om, at et sådant arrangement ikke hører hjemme i den evangelisk-lutherske folkekirke – og da slet ikke i år, hvor vi fejrer reformationen -, men sagen stikker dybere, for den er et tegn på tendensen i vores tid, at vi ikke vil acceptere døden som grænsen for livet. Videnskabelige forskere prøver at udforske grænsen mellem død og liv. Andre knap så videnskabelige personer sælger godt, fordi de har haft nærdødsoplevelser og vækker opsigt med deres fortællinger om, hvad de oplevede på ”den anden side”. Vi kan med vore skibe eller fly ikke længere nå til specielt ukendte områder her på jorden, så vi søger ud til universets kanter og forsøger at komme ind bag dødens tæppe.
Engang var det kun forbeholdt religioner og poeter at forsøge at sige noget om det, der kunne gemme sig bag døden. I den kristne kirke bekender vi os endda til troen på, at der er et nyt liv bag dødens port; et liv, som vi får del i gennem Jesus. Døden er trods al vores udvikling dog stadig vores grænse, men nysgerrigheden efter at vide mere stiller ikke sådan tilfreds. Derfor havde Jesus også sine tilhøreres fulde opmærksomhed, da han tog ordet og fortalte en historie om to mænd i dødsriget.
I dag fortæller Jesus os en historie, og så er det med at spidse ører, for i Jesu historier ligger der altid små pointer gemt, som man ikke umiddelbart kan høre eller få øje på; vi må altså tænke over, hvad historien skal sige til os i vores daglige hverdagsliv. Historier kan man især bruge til at tale med børn om de ting i livet, der ellers kan være svære at tale om eller vanskelige at forklare. Med en historie kan man præsentere en god pointe eller en fin moral, uden at løfte pegefingre eller trætte folk med love og regler. Faren ved historier er, at de kan fortolkes i forskellige retninger, men forhåbentligt tolker vi Jesu historier som han gerne vil, så vi kan finde frem til det budskab, han gerne vil have os til at fange og lære at forstå.
Men hvilket budskab vil historien bringe os? Som I nok allerede sidder og tænker på, så er der meget at tænke over i denne historie. Mange temaer er på spil, og som præst må man jo vælge ét tema at holde sig til, men det er alligevel fristende at prøve at gå i dybden med alle ting – eller så mange som muligt for at få så meget som muligt ud af historien.
Det tema, der nok først springer i øjnene (eller: skurer i ørerne) er diskussionen i dødsriget, hvor den rige er i pinestedet, og den fattige er et dejligt sted. Der er blevet byttet om, så den, der led i livet, får et godt liv i døden, mens den, der havde det godt i livet, får et dårligt liv i døden. Det billede kan selvfølgelig skræmme folk, og sådan har man da også brugt forestillinger om Helvede til at skræmme folk til at gå (mere) i kirke og til at omvende sig og blive meget religiøst kristne. Men er det da kærlighed at ville skræmme folk ind i Guds himmel? Jeg læste for lidt siden, at frygt ikke findes i kærlighed, så hvis Jesus virkeligt elskede folk, så ville han ikke prøve at sætte dem i frygt i livet for at give dem en tro i hjertet.
Et andet stort tema er forholdet mellem den fattige og den rige. Den rige ryger i Helvede, mens den fattige farer til Paradis. Dejligt billede, hvis man er ludfattig og mangler noget at se frem til – men et skræmmende billede, hvis man er rig enten ved hårdt arbejde eller ved at have vundet store gevinster. Hvis moralen er, at vi skal komme af med vore rigdomme og leve ludfattige for at være sikre på et evigt liv i himmelsk glæde og fred, så er det jo bare med at få solgt ud og givet væk. Så kan vi som fattige landevejsstrygere forsøge at iklæde os en naiv optimistisk tilgang og se mere frem til Paradis, jo mere tilværelsen går imod os.
Man kunne også kaste sig over temaet med frelse og fortabelse; men det er dog ikke noget, vi sådan lige at blive færdige med at tænke over, selvom det kunne være rigtig rart at få afklaret allerede inden, vi dør. Og egentligt er del heller ikke op til os at vurdere eller dømme i den sag. Lad Gud kun råde, og lad os leve af nåde.
Vi ved ikke, hvordan de to personer har levet, for det eneste vi ved, er, at den ene var rig, den anden fattig. Men mellem linjerne siges om den rige, at han ikke gav ud af sin rigdom til den fattige, selvom den fattige Lazarus lå i sine laser. Den fattige var så udmarvet, at han end ikke kunne tigge eller forstyrre borgerligheden (men så undgik han da fængsel!), men han lod sig spise af med resterne fra de riges bord. Den rige havde muligheden for at gøre noget barmhjertigt, men hans hjerte var fattig; hård og kold som det guld, han havde stirret sig blind på. Den rige skulle ikke gøre ret meget for at have gjort rigtig meget godt, for den fattige var så forarmet, at selv hunde slikkede hans sår. Den foragt for menneskeliv, som den rige udviste, handler ikke om hans rigdom.
Det handler nærmere om, at han ikke tog livets øjeblik alvorligt. For det er dog nu, det gælder; vi er her i dag i dette øjeblik, men I ved også, at alt kan forandres på et øjeblik og i et splitsekund. Hvert åndedrag og hvert hjertesuk har sin egen værdi i dette liv og denne tilværelse, som i det store og hele dannes af disse mange små dele. En hjælpende hånd, en varmt hjerte, omsorgsfulde ord og lidt mønter til hjælp – ikke for vores egen skyld, men fordi der stadig til tider ligger en laset tigger ved vort bord. Jesus giver os i dag ikke et svar, men han spørger: Vil du tage vare på din bror? Amen.
Bibeltekster til denne søndag
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud; 2. DDS 28: De dybeste lag (*Ønsket af Jette Clausen); 3. DDS 494: Kærlighed fra Gud; ---; 4. DDS 41: Lille Guds barn, hvad skader dig; 5. DDS 277,3-5: Herre, når din time kommer; 6. DDS 735: Det dufter lysegrønt
Der er ingen tvivl om, at et sådant arrangement ikke hører hjemme i den evangelisk-lutherske folkekirke – og da slet ikke i år, hvor vi fejrer reformationen -, men sagen stikker dybere, for den er et tegn på tendensen i vores tid, at vi ikke vil acceptere døden som grænsen for livet. Videnskabelige forskere prøver at udforske grænsen mellem død og liv. Andre knap så videnskabelige personer sælger godt, fordi de har haft nærdødsoplevelser og vækker opsigt med deres fortællinger om, hvad de oplevede på ”den anden side”. Vi kan med vore skibe eller fly ikke længere nå til specielt ukendte områder her på jorden, så vi søger ud til universets kanter og forsøger at komme ind bag dødens tæppe.
Engang var det kun forbeholdt religioner og poeter at forsøge at sige noget om det, der kunne gemme sig bag døden. I den kristne kirke bekender vi os endda til troen på, at der er et nyt liv bag dødens port; et liv, som vi får del i gennem Jesus. Døden er trods al vores udvikling dog stadig vores grænse, men nysgerrigheden efter at vide mere stiller ikke sådan tilfreds. Derfor havde Jesus også sine tilhøreres fulde opmærksomhed, da han tog ordet og fortalte en historie om to mænd i dødsriget.
I dag fortæller Jesus os en historie, og så er det med at spidse ører, for i Jesu historier ligger der altid små pointer gemt, som man ikke umiddelbart kan høre eller få øje på; vi må altså tænke over, hvad historien skal sige til os i vores daglige hverdagsliv. Historier kan man især bruge til at tale med børn om de ting i livet, der ellers kan være svære at tale om eller vanskelige at forklare. Med en historie kan man præsentere en god pointe eller en fin moral, uden at løfte pegefingre eller trætte folk med love og regler. Faren ved historier er, at de kan fortolkes i forskellige retninger, men forhåbentligt tolker vi Jesu historier som han gerne vil, så vi kan finde frem til det budskab, han gerne vil have os til at fange og lære at forstå.
Men hvilket budskab vil historien bringe os? Som I nok allerede sidder og tænker på, så er der meget at tænke over i denne historie. Mange temaer er på spil, og som præst må man jo vælge ét tema at holde sig til, men det er alligevel fristende at prøve at gå i dybden med alle ting – eller så mange som muligt for at få så meget som muligt ud af historien.
Det tema, der nok først springer i øjnene (eller: skurer i ørerne) er diskussionen i dødsriget, hvor den rige er i pinestedet, og den fattige er et dejligt sted. Der er blevet byttet om, så den, der led i livet, får et godt liv i døden, mens den, der havde det godt i livet, får et dårligt liv i døden. Det billede kan selvfølgelig skræmme folk, og sådan har man da også brugt forestillinger om Helvede til at skræmme folk til at gå (mere) i kirke og til at omvende sig og blive meget religiøst kristne. Men er det da kærlighed at ville skræmme folk ind i Guds himmel? Jeg læste for lidt siden, at frygt ikke findes i kærlighed, så hvis Jesus virkeligt elskede folk, så ville han ikke prøve at sætte dem i frygt i livet for at give dem en tro i hjertet.
Et andet stort tema er forholdet mellem den fattige og den rige. Den rige ryger i Helvede, mens den fattige farer til Paradis. Dejligt billede, hvis man er ludfattig og mangler noget at se frem til – men et skræmmende billede, hvis man er rig enten ved hårdt arbejde eller ved at have vundet store gevinster. Hvis moralen er, at vi skal komme af med vore rigdomme og leve ludfattige for at være sikre på et evigt liv i himmelsk glæde og fred, så er det jo bare med at få solgt ud og givet væk. Så kan vi som fattige landevejsstrygere forsøge at iklæde os en naiv optimistisk tilgang og se mere frem til Paradis, jo mere tilværelsen går imod os.
Man kunne også kaste sig over temaet med frelse og fortabelse; men det er dog ikke noget, vi sådan lige at blive færdige med at tænke over, selvom det kunne være rigtig rart at få afklaret allerede inden, vi dør. Og egentligt er del heller ikke op til os at vurdere eller dømme i den sag. Lad Gud kun råde, og lad os leve af nåde.
Vi ved ikke, hvordan de to personer har levet, for det eneste vi ved, er, at den ene var rig, den anden fattig. Men mellem linjerne siges om den rige, at han ikke gav ud af sin rigdom til den fattige, selvom den fattige Lazarus lå i sine laser. Den fattige var så udmarvet, at han end ikke kunne tigge eller forstyrre borgerligheden (men så undgik han da fængsel!), men han lod sig spise af med resterne fra de riges bord. Den rige havde muligheden for at gøre noget barmhjertigt, men hans hjerte var fattig; hård og kold som det guld, han havde stirret sig blind på. Den rige skulle ikke gøre ret meget for at have gjort rigtig meget godt, for den fattige var så forarmet, at selv hunde slikkede hans sår. Den foragt for menneskeliv, som den rige udviste, handler ikke om hans rigdom.
Det handler nærmere om, at han ikke tog livets øjeblik alvorligt. For det er dog nu, det gælder; vi er her i dag i dette øjeblik, men I ved også, at alt kan forandres på et øjeblik og i et splitsekund. Hvert åndedrag og hvert hjertesuk har sin egen værdi i dette liv og denne tilværelse, som i det store og hele dannes af disse mange små dele. En hjælpende hånd, en varmt hjerte, omsorgsfulde ord og lidt mønter til hjælp – ikke for vores egen skyld, men fordi der stadig til tider ligger en laset tigger ved vort bord. Jesus giver os i dag ikke et svar, men han spørger: Vil du tage vare på din bror? Amen.
Bibeltekster til denne søndag
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud; 2. DDS 28: De dybeste lag (*Ønsket af Jette Clausen); 3. DDS 494: Kærlighed fra Gud; ---; 4. DDS 41: Lille Guds barn, hvad skader dig; 5. DDS 277,3-5: Herre, når din time kommer; 6. DDS 735: Det dufter lysegrønt
