Vi behøver ikke gå i kirke for at få at vide, at penge ikke skal styre vores liv og tilværelse. Alligevel har vi i dag hørt Bibelens ord om, at ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”, og: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” Det kunne vi dog sige os selv, selvom vi til tider fristes over evne og ledes i fordærv og tror, at jo flere penge vi har, desto bedre er livet. Eller, måske ikke ligefrem pengene i sig selv, men at penge kan give os ting og muligheder, som gør os gladere, lykkeligere og bedre tilpas. Reklamerne i fjernsynet, i blade og aviser og på de sociale medier fortæller os, at vores liv kan blive lidt bedre, hvis vi lige køber de og de ting.
Og det er jo ikke helt løgn. Det er fx rarere at bo i et hus med tag, og det er også ret rart at have råd til det daglige brød, selvom vi kom nøgen til verden og går nøgen ud af verden. Men det er jo klart, at der er stor forskel på at have penge til at sørge for et godt liv, og så at være styret i griskhed og grådighed af sine penge og ejendele. Forskellige politiske partier taler imod materialisme, grådighed og griskhed. Men kristendom er ikke politik, og vi er ikke kommet i kirke for at få fortalt, hvad partierne fortæller, eller hvad vi kan sige os selv.
Men når vi nu kan sige os selv, at vi ikke skal stræbe efter penge og jordisk gods, hvad er vi så kommet til kirken for at høre? Jo, som Paulus skrev til sin ven Timotheus, skriver han også til os: ”Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.” Vores anliggende her i kirken er altså åndeligt arbejde.
Puha. Det lyder som hårdt arbejde, men ikke ligefrem som noget arbejde, man bliver rig af. I hvert fald ikke på penge. Man bliver heller ikke en helt i almen forstand, og man vinder ikke anseelse eller berømmelse, hvis man virkelig formår at gøre, som Paulus lægger op til. Men hvorfor skulle vi egentlig også gøre, som Paulus ønsker? Ved vi ikke bedst selv, hvordan vi skal leve vores Gudgivne liv?
Åbenbart ikke. Uanset hvor meget vi prøver at leve som vi vil det, går det galt eller skævt, og imod ulykker og sygdomme kan vi aldrig være helt sikre. Men alligevel prøver vi igen og igen, og beskæftiger os med det, vi kan måle og veje, som om vi var del af en konkurrence imod andre hårdtarbejdende naboer og venner. Men livet skal ikke være en konkurrence – man kan godt måle succes, når man kigger på størrelsen af formue eller når man sammenligner, hvem der er nået længst i livet. Men hvem kan måle, veje og vurdere på gudsfrygt, tro og kærlighed? Det er jo nogle flotte ord, Paulus har skrevet, men hvad er virkeligheden bag? De højtravende ord må dog have en jordnær betydning, så vi kan forholde os til dem. Virkeligheden er, at vi som døbte er kaldet til at leve i et særligt perspektiv – i evangeliets perspektiv, hvor vi har fået befalingen om at leve i kærlighed til Gud og mennesker. Intet mindre. Vi ved, at kærlighed ikke kan købes for penge, og heller ikke tro, gudsfrygt, retfærdighed eller andre af de ting, Gud kræver af os, kan købes for penge.
Hvad Gud kræver, kan kun betales med livet. Det betyder ikke, at vi skal dø for en sag, men tværtimod at vi skal leve for sagen. Gudsfrygt, tro, retfærdighed os så videre kan kun finde sted i livet. Det betyder også, at vi ikke skal stræbe efter at være i himlen, når det nu er her på jorden, vi med alle vore sanser og vort fysiske legeme er skabt og sat til at være menneske på godt og ondt iblandt hinanden. Jesus selv viste os vejen, da han levede sådan som Paulus skrev om. Men selvom Jesus ikke ville andet end livet for sig selv og andre, kunne verden åbenbart ikke tåle Guds kærlighed, og han blev korsfæstet højt og stødt dybt i dødsgraven ned. Men livet sejrede, og døden mistede mæle – dét er et glædeligt budskab.
Evangeliets perspektiv er altså ikke blot, at vi har fået det bud, at vi skal investere vore penge og vores tid på det kirkelige fællesskab og det det dobbelte kærlighedsbud, men evangeliet gør vort liv dybere og bredere, og budskabet skinner som lys over vores eksistens og tilværelse. Selvom vi strider troens gode strid og arbejder på både kærlighed og retfærdighed, kan det stadig gå skævt for os. Der er ingen sikkerhed i livet, og ingen garanti om succes, uanset hvad man arbejder på, uanset hvad man beskæftiger sig med. Kristendom er ikke en magisk vej til succes, for succes er slet ikke interessant i denne sammenhæng. Og når vi falder og fejler og dummer os, er der tilgivelse og nåde, så vi kan leve på ny.
Det interessante og det vigtige for os er, at Gud giver os både liv og lys, evangeliets trøstende ord og nådens hjælpende hånd, så vi kan investere såvel liv og gerning og penge i troens, sandhedens og kærlighedens ånd. Amen.
Læs bibelteksterne til 1. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 745: Vågn op og slå på dine strenge; 2. DDS 562: Som markens blomst henvisner fage; 3. DDS 52: Du, Herre Krist; --- ; 4. DDS 321: O kristelighed; 5. DDS 473: Dit minde skal; 6. DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
Og det er jo ikke helt løgn. Det er fx rarere at bo i et hus med tag, og det er også ret rart at have råd til det daglige brød, selvom vi kom nøgen til verden og går nøgen ud af verden. Men det er jo klart, at der er stor forskel på at have penge til at sørge for et godt liv, og så at være styret i griskhed og grådighed af sine penge og ejendele. Forskellige politiske partier taler imod materialisme, grådighed og griskhed. Men kristendom er ikke politik, og vi er ikke kommet i kirke for at få fortalt, hvad partierne fortæller, eller hvad vi kan sige os selv.
Men når vi nu kan sige os selv, at vi ikke skal stræbe efter penge og jordisk gods, hvad er vi så kommet til kirken for at høre? Jo, som Paulus skrev til sin ven Timotheus, skriver han også til os: ”Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.” Vores anliggende her i kirken er altså åndeligt arbejde.
Puha. Det lyder som hårdt arbejde, men ikke ligefrem som noget arbejde, man bliver rig af. I hvert fald ikke på penge. Man bliver heller ikke en helt i almen forstand, og man vinder ikke anseelse eller berømmelse, hvis man virkelig formår at gøre, som Paulus lægger op til. Men hvorfor skulle vi egentlig også gøre, som Paulus ønsker? Ved vi ikke bedst selv, hvordan vi skal leve vores Gudgivne liv?
Åbenbart ikke. Uanset hvor meget vi prøver at leve som vi vil det, går det galt eller skævt, og imod ulykker og sygdomme kan vi aldrig være helt sikre. Men alligevel prøver vi igen og igen, og beskæftiger os med det, vi kan måle og veje, som om vi var del af en konkurrence imod andre hårdtarbejdende naboer og venner. Men livet skal ikke være en konkurrence – man kan godt måle succes, når man kigger på størrelsen af formue eller når man sammenligner, hvem der er nået længst i livet. Men hvem kan måle, veje og vurdere på gudsfrygt, tro og kærlighed? Det er jo nogle flotte ord, Paulus har skrevet, men hvad er virkeligheden bag? De højtravende ord må dog have en jordnær betydning, så vi kan forholde os til dem. Virkeligheden er, at vi som døbte er kaldet til at leve i et særligt perspektiv – i evangeliets perspektiv, hvor vi har fået befalingen om at leve i kærlighed til Gud og mennesker. Intet mindre. Vi ved, at kærlighed ikke kan købes for penge, og heller ikke tro, gudsfrygt, retfærdighed eller andre af de ting, Gud kræver af os, kan købes for penge.
Hvad Gud kræver, kan kun betales med livet. Det betyder ikke, at vi skal dø for en sag, men tværtimod at vi skal leve for sagen. Gudsfrygt, tro, retfærdighed os så videre kan kun finde sted i livet. Det betyder også, at vi ikke skal stræbe efter at være i himlen, når det nu er her på jorden, vi med alle vore sanser og vort fysiske legeme er skabt og sat til at være menneske på godt og ondt iblandt hinanden. Jesus selv viste os vejen, da han levede sådan som Paulus skrev om. Men selvom Jesus ikke ville andet end livet for sig selv og andre, kunne verden åbenbart ikke tåle Guds kærlighed, og han blev korsfæstet højt og stødt dybt i dødsgraven ned. Men livet sejrede, og døden mistede mæle – dét er et glædeligt budskab.
Evangeliets perspektiv er altså ikke blot, at vi har fået det bud, at vi skal investere vore penge og vores tid på det kirkelige fællesskab og det det dobbelte kærlighedsbud, men evangeliet gør vort liv dybere og bredere, og budskabet skinner som lys over vores eksistens og tilværelse. Selvom vi strider troens gode strid og arbejder på både kærlighed og retfærdighed, kan det stadig gå skævt for os. Der er ingen sikkerhed i livet, og ingen garanti om succes, uanset hvad man arbejder på, uanset hvad man beskæftiger sig med. Kristendom er ikke en magisk vej til succes, for succes er slet ikke interessant i denne sammenhæng. Og når vi falder og fejler og dummer os, er der tilgivelse og nåde, så vi kan leve på ny.
Det interessante og det vigtige for os er, at Gud giver os både liv og lys, evangeliets trøstende ord og nådens hjælpende hånd, så vi kan investere såvel liv og gerning og penge i troens, sandhedens og kærlighedens ånd. Amen.
Læs bibelteksterne til 1. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 745: Vågn op og slå på dine strenge; 2. DDS 562: Som markens blomst henvisner fage; 3. DDS 52: Du, Herre Krist; --- ; 4. DDS 321: O kristelighed; 5. DDS 473: Dit minde skal; 6. DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
