Jesus udvalgte engang 12 mænd; dem, der kaldes apostle og som fulgte ham igennem mange specielle oplevelser. Som regel får vi det indtryk, at de 12 var særligt hellige eller ekstra meget troende, ja, at de måske endda ligefrem var bedre end os andre til at tro, og at de aldrig tvivlede på Jesus. Derfor virker de også lidt fremmede for os, for hvem af os kan fremvise en så stærk tro som disse apostle? Men disse tolv mænd var først og fremmest mennesker af Guds nåde – ligesom vi er det på godt og ondt.
De havde også dage, hvor alting gik skævt; hvor de skændtes med konen, eller hvor de snublede over ordene og deres egne ben. De havde dage, hvor arbejdet og livet og især andre mennesker var trælse, men de havde også gode dage, hvor de kunne sidde i ro og mag og nyde tilværelsen en stille stund, inden de igen måtte i gang med dagens dont og livets gøremål. De var, som vi er - hverken værre eller bedre. Men lige præcis disse vidt forskellige personer havde Jesus peget på og sagt: ”Følg mig.” De vidste ikke, hvad der ville ske, for at følges med Jesus skulle vise sig at blive alt andet end kedeligt!
I dag handler det dog ikke så meget om Jesus; men det handler om de tolv apostles møder med Jesus. De så ham blive taget til fange Skærtorsdag; det var den dag, de fleste flygtede fra ham, så de ikke selv blev fanget. De så ham dø Langfredag, de lagde ham selv i graven, imens deres sidste håb blev lagt i graven sammen med det døde legeme. De mødte ham, da han var stået op af graven Påskedag, og de så ham, da han steg til himmels på Kristi Himmelfartsdag.
Vi er lige kommet igennem påsken, og påskens dage bød på en masse dramatiske oplevelser for apostlene; men dagene betød også, at de fik nye indsigter om sig selv, og de opdagede, hvordan de alle bidrog til nye svigt. Skærtorsdag blev apostlen Judas afsløret som forræder; de sad omkring aftensmaden, og da Judas havde spist sammen med Jesus, gik han til fjenderne for at få nogle sølvpenge for Frelserens liv. Judas havde knap fået de kolde mønter i hænderne, før hans kolde hjerte blev ramt af et stik; og han fik dårligt samvittighed, indså sin magtesløshed og forfærdelige synd – at han hængte sig selv.
Langfredag nat blev apostlen Peter afsløret som fornægter; folket spurgte, om han kendte Jesus – for så skulle Peter også prygles, men Peter fornægtede sin ven og Herre – som han ellers flere gange havde erklæret sin troskab over for. Ikke bare én, ikke bare to gange, men da han fornægtede ham tredje gang – og det var ulykkens gang – da galede hanen, og Peters samvittighed sveg i ham, som var han blevet pisket – og han løb væk og græd bitre tårer.
Svigtet af hver eneste af de tolv udvalgte blev Jesus hængt op på et trækors for at lide en langsom og pinefuld død. De tolv udvalgte, der skulle være Jesu venner og hænder og udbrede hans budskab i verden, var blevet bange, angste og frygtede for deres liv og lemmer – så de flygtede og græd og låste sig inde i deres huse for at lukke den verden ude, de ikke kunne klare. Når frygten får tag i os, kan vi komme til at gøre meget, der kun handler om os selv – så vi glemmer buddet om, at vi skal elske vores næste som os selv. Grebet af frygt for liv eller død elsker vi kun os selv; måske sker det ikke engang med ond vilje, men sker bare som en naturlig reaktion.
Imod al fornuft og logik opstod Jesus og kom igen til sine apostle. De havde svigtet ham, men han tilgav dem, hver gang han mødte dem. Han valgte dem til på ny. Hvis der er noget, vi skal lære fra de tolv udvalgte mænd, så er det, at de viser os, hvordan de igen og igen begår fejl, hvordan de svigter, forråder, fornægter og betvivler Jesus. De 12 apostle kunne ikke bare vise, hvordan der er forskellige måder at leve og tro på, men de blev også ansigter på, hvordan man kan svigte hinanden – selvom man er kaldet til at skulle leve et liv i tro, håb og kærlighed. De fik ikke så pæne tilnavne, men de blev blandt andet kendt som: Forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas. Måske var de i grunden ikke særligt dygtige til at tro, men tvivle og svigte gjorde de alle til den store guldmedalje.
Dagens tema er forholdet mellem tro og tvivl. Det kan lyde meget højtravende, men egentlig er det meget almindeligt og noget, der vedrører os alle. Vi har set, hvordan dem, der var særligt udvalgte af Jesus, i særlig grad svigtede ham. Det underlige er ikke, at apostlene svigtede Jesus, fordi de mistede troen på, at han virkelig var deres nye konge, men det underlige er, at Jesus straks efter sin opstandelse opsøgte sine fortabte apostle. Han lod dem ikke fortvivle i deres frygt og svigt, men mødte dem på trods af alt, mødte dem med en kærlighed og tilgivelse, der var stærkere end døden.
Det moderne samfund er i en tid, hvor især fornuft, videnskab og det rationelle sættes i højsædet. Man må endelig ikke tro, men man skal vide. Vores tids filosofi er som Tvivleren Thomas’ tanker: Vi skal stole på vore sanser, og vore sanser vil fortælle os virkeligheden. På en måde er det forståeligt, at vi vil have syn for sagn; at vi vil have fysiske beviser for det, vi skal forholde os til i verden. Før vi kan tro på andre, og stole på at de fortæller os sandheden, kræver vi forskellige former for beviser. Som regel har vi en vis naturlig tillid til andre, men også en vis naturlig mistillid. Sjovt nok kræver vi ikke beviser for at tro på os selv. Det eneste vi ved om os selv, vores fremtid og vores liv er, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Alt kan ændres på et splitsekund; det opdagede apostlene, og vi ved det jo godt fra vores liv og fra nyhederne. Alligevel skubbes de ubehagelige tanker væk, så frygten ikke styrer vort liv.
At tro er at håbe på noget, vi endnu ikke kan begribe med sanserne eller forstå med tankerne. Det er at tro, uden at have set. Sådan er vores forhold til kristendommen. Apostlene fik dog lov igen at møde Jesus efter hans opstandelse, at spise med ham, snakke med ham – men vi har kun fået ordene og så må vi vælge, om vi vil tro på det, vi endnu ikke kan se, men kun har hørt om – eller om vi må afvise sagen. Men som Jesus sagde: ”Salige er de, som ikke har set, og dog tror”. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren, min mund og mit indre; 2. DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved; 3. DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte; ---; 4. DDS 580: Jesus, dødens overvinder; 5. DDS 234: som forårssolen morgenrød;
6. DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn
De havde også dage, hvor alting gik skævt; hvor de skændtes med konen, eller hvor de snublede over ordene og deres egne ben. De havde dage, hvor arbejdet og livet og især andre mennesker var trælse, men de havde også gode dage, hvor de kunne sidde i ro og mag og nyde tilværelsen en stille stund, inden de igen måtte i gang med dagens dont og livets gøremål. De var, som vi er - hverken værre eller bedre. Men lige præcis disse vidt forskellige personer havde Jesus peget på og sagt: ”Følg mig.” De vidste ikke, hvad der ville ske, for at følges med Jesus skulle vise sig at blive alt andet end kedeligt!
I dag handler det dog ikke så meget om Jesus; men det handler om de tolv apostles møder med Jesus. De så ham blive taget til fange Skærtorsdag; det var den dag, de fleste flygtede fra ham, så de ikke selv blev fanget. De så ham dø Langfredag, de lagde ham selv i graven, imens deres sidste håb blev lagt i graven sammen med det døde legeme. De mødte ham, da han var stået op af graven Påskedag, og de så ham, da han steg til himmels på Kristi Himmelfartsdag.
Vi er lige kommet igennem påsken, og påskens dage bød på en masse dramatiske oplevelser for apostlene; men dagene betød også, at de fik nye indsigter om sig selv, og de opdagede, hvordan de alle bidrog til nye svigt. Skærtorsdag blev apostlen Judas afsløret som forræder; de sad omkring aftensmaden, og da Judas havde spist sammen med Jesus, gik han til fjenderne for at få nogle sølvpenge for Frelserens liv. Judas havde knap fået de kolde mønter i hænderne, før hans kolde hjerte blev ramt af et stik; og han fik dårligt samvittighed, indså sin magtesløshed og forfærdelige synd – at han hængte sig selv.
Langfredag nat blev apostlen Peter afsløret som fornægter; folket spurgte, om han kendte Jesus – for så skulle Peter også prygles, men Peter fornægtede sin ven og Herre – som han ellers flere gange havde erklæret sin troskab over for. Ikke bare én, ikke bare to gange, men da han fornægtede ham tredje gang – og det var ulykkens gang – da galede hanen, og Peters samvittighed sveg i ham, som var han blevet pisket – og han løb væk og græd bitre tårer.
Svigtet af hver eneste af de tolv udvalgte blev Jesus hængt op på et trækors for at lide en langsom og pinefuld død. De tolv udvalgte, der skulle være Jesu venner og hænder og udbrede hans budskab i verden, var blevet bange, angste og frygtede for deres liv og lemmer – så de flygtede og græd og låste sig inde i deres huse for at lukke den verden ude, de ikke kunne klare. Når frygten får tag i os, kan vi komme til at gøre meget, der kun handler om os selv – så vi glemmer buddet om, at vi skal elske vores næste som os selv. Grebet af frygt for liv eller død elsker vi kun os selv; måske sker det ikke engang med ond vilje, men sker bare som en naturlig reaktion.
Imod al fornuft og logik opstod Jesus og kom igen til sine apostle. De havde svigtet ham, men han tilgav dem, hver gang han mødte dem. Han valgte dem til på ny. Hvis der er noget, vi skal lære fra de tolv udvalgte mænd, så er det, at de viser os, hvordan de igen og igen begår fejl, hvordan de svigter, forråder, fornægter og betvivler Jesus. De 12 apostle kunne ikke bare vise, hvordan der er forskellige måder at leve og tro på, men de blev også ansigter på, hvordan man kan svigte hinanden – selvom man er kaldet til at skulle leve et liv i tro, håb og kærlighed. De fik ikke så pæne tilnavne, men de blev blandt andet kendt som: Forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas. Måske var de i grunden ikke særligt dygtige til at tro, men tvivle og svigte gjorde de alle til den store guldmedalje.
Dagens tema er forholdet mellem tro og tvivl. Det kan lyde meget højtravende, men egentlig er det meget almindeligt og noget, der vedrører os alle. Vi har set, hvordan dem, der var særligt udvalgte af Jesus, i særlig grad svigtede ham. Det underlige er ikke, at apostlene svigtede Jesus, fordi de mistede troen på, at han virkelig var deres nye konge, men det underlige er, at Jesus straks efter sin opstandelse opsøgte sine fortabte apostle. Han lod dem ikke fortvivle i deres frygt og svigt, men mødte dem på trods af alt, mødte dem med en kærlighed og tilgivelse, der var stærkere end døden.
Det moderne samfund er i en tid, hvor især fornuft, videnskab og det rationelle sættes i højsædet. Man må endelig ikke tro, men man skal vide. Vores tids filosofi er som Tvivleren Thomas’ tanker: Vi skal stole på vore sanser, og vore sanser vil fortælle os virkeligheden. På en måde er det forståeligt, at vi vil have syn for sagn; at vi vil have fysiske beviser for det, vi skal forholde os til i verden. Før vi kan tro på andre, og stole på at de fortæller os sandheden, kræver vi forskellige former for beviser. Som regel har vi en vis naturlig tillid til andre, men også en vis naturlig mistillid. Sjovt nok kræver vi ikke beviser for at tro på os selv. Det eneste vi ved om os selv, vores fremtid og vores liv er, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Alt kan ændres på et splitsekund; det opdagede apostlene, og vi ved det jo godt fra vores liv og fra nyhederne. Alligevel skubbes de ubehagelige tanker væk, så frygten ikke styrer vort liv.
At tro er at håbe på noget, vi endnu ikke kan begribe med sanserne eller forstå med tankerne. Det er at tro, uden at have set. Sådan er vores forhold til kristendommen. Apostlene fik dog lov igen at møde Jesus efter hans opstandelse, at spise med ham, snakke med ham – men vi har kun fået ordene og så må vi vælge, om vi vil tro på det, vi endnu ikke kan se, men kun har hørt om – eller om vi må afvise sagen. Men som Jesus sagde: ”Salige er de, som ikke har set, og dog tror”. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren, min mund og mit indre; 2. DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved; 3. DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte; ---; 4. DDS 580: Jesus, dødens overvinder; 5. DDS 234: som forårssolen morgenrød;
6. DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn
