Indledning til GT
Kong David var den største konge i Det Gamle Testamente, og han har skrevet en del salmer, hvoraf 150 er bevaret i Bibelen. Vi ved ikke præcist, hvordan salmerne oprindeligt er blevet brugt, og det er svært at forestille sig, de har været sunget, sådan som vi synger salmer. Som regel omtales Kong David bare som ”salmisten”, altså ham, der har skrevet salmen, og i dag skal vi høre fra salme 8, hvor salmisten lovpriser Gud for hans mægtige skaberværk. Især fremhæves mennesket eller barnet, som kun er lidt ringere end Gud. Man kan tænke, at mennesket forsvinder i det store skaberværk, men Gud har øje på selv det mindste lille barn.
Indledning til NT
I dag skal vi høre et uddrag af det brev, Paulus skrev til menigheden i Kolossæ ved floden Lykus i Lilleasien i det nuværende Tyrkiet. Brevet skrev han, da han på et tidspunkt sad til fange, fordi han forkyndte kristendommen. I dette afsnit fremhæver Paulus, at Jesus er centrum for alting. Jesus er det synlige udtryk for Gud; ved Jesus blev hele skaberværket skabt. Han er før alle ting og alt består og findes pga. ham. Han er kirkens formål og overhoved, han er den første af alt og går foran for os.
Prædiken:
Jeg holder meget af den lille episode, vi netop har hørt, om en dag, da folk kom slæbende med og bærende på deres små børn for at bringe dem hen til Jesus, så han kunne lægge sine hænder på dem og velsigne dem. Så umiddelbare var folk i deres tro og tillid til Jesus, at de bare ønskede, han ville give deres børn noget godt. Og jeg forestiller mig, at Jesus både blev forbavset og glad over, at folk viste ham den tillid, og han havde vel allerede sat sig på knæ med et stort smil og rakt armene frem, da hans snusfornuftige og alvorlige voksne disciple pludseligt begyndte at true forældrene og jage dem væk fra Jesus!
Når vi har dåb, læser jeg denne tekst, og derfor kan jeg den næsten uden ad. Ved dåben står jeg tit og tænker på, hvordan de andre børn med nysgerrige øjne står ved døbefonten og gerne vil se og høre, hvad der foregår, imens fadderne står pænt på række, og forældrene er opslugte af deres spædbarn, der skal døbes. Situationen er fuld af nærvær, og opmærksomheden er intens. Som regel er der jo ikke ro, når mange børn er samlet, og nogle gange har jeg da også oplevet, at dåbsbarnet nærmest har skreget ørerne af mig, eller at de andre børn i kirken har larmet og levet så meget, at man knap kan tænke.
Men i sådanne situationer kredser mine tanker om det, Jesus selv sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i…” og det må vi lægge os på sinde, selvom vi nogle gange kan have lyst til at smide børnene ud af kirkerummet for at opretholde god ro og orden. Vi har nemt ved at være som disciplene og føle, at der skal være ro og orden omkring Jesus og kristendommen. Men! Jesus var ikke medlem af folkekirken, og da han tog børnene i sin favn og velsignede dem, havde han ikke en sort præstekjole med hvid krave på. Ja, han velsignede dem ikke engang med dåb, men med håndspålæggelse; den skik er næsten ukendt hos os. Han var ikke inde i et gammelt kirkerum, men var udenfor i øjeblikkets nærvær og fællesskab med den flok personer, som havde fundet vej til ham og så ham som deres frelser og håb i deres tilværelses hverdag. Når vi ved dåben bruger den lille episode, så trækker vi den altså ind i en anden sammenhæng - men alligevel giver det god mening. Der er noget ved de umiddelbare børn, som Jesus vil åbne vore øjne for.
Børn har til alle tider været nogle urolige væsner; det begynder allerede, når de ligger inde i morens mave og lige pludseligt giver nogle vældige spark. Når de så er født fortsætter de deres uro. Små børn kan simpelthen ikke finde ud af at opføre sig, som vi voksne gerne vil. Jeg tror, vi alle kan tænke på et eller flere børn – naturligvis især andres – der har larmet eller været besværlige i en grad, hvor vi selv kunne blive lige så truende som disciplene omkring Jesus, der gerne ville have børnehalløjet i passende afstand af deres store og hellige mester. Men ak, Jesus var ikke en selvoptaget voksen med en masse idéer om, at børn kun måtte ses og ikke høres; og han provokerede jo ligefrem alle de voksne ved at sige, at Guds rige hører børnene til! Magen til frækhed! Disciplene havde forladt venner og familie, arbejde og deres gode tilværelser for at følges med deres mester og frelser, og så siger han nærmest, at børn har forrang til himmeriget og at de små snottede, larmende, gylpende og umulige væsner skal være et forbillede på, hvordan man skal modtage Guds rige. Hvad er dog meningen med den galskab?
Der kommer sjældent børnefamilier til højmesse søndag formiddag i folkekirken, og jeg tror det blandt andet skyldes, at de ikke føler sig velkomne med deres larmende afkom. Der hersker en uskreven social regel og en uudtalt mening om, at der skal være ro herinde, og jeg kan da fint være med på, at tro kræver ro. Vi har brug for roens rum for at kunne tænke over, hvad Gud vil sige til os i dag. Men nogle gange bliver gudstjenestens rum og højmessens program simpelthen for stift, for uvedkommende og for fremmed, især hvis præsten ophøjer sig selv eller menigheden har højtidlige masker på. Det gode ved småbørn er, at de er fuldstændig ligeglade med, hvad vi måtte mene om korrekt opførsel; og det er dét, der er så irriterende ved dem!
Men det er jo også det, der er så dejligt befriende ved små børn. De er umiddelbare, tillidsfulde og naturligt glade. Men hvad har de at være glade for? Kun livet og den lille verden, de kender. Når de små børn vokser op, og træder ind i de voksnes rækker, så bliver den naturlige glæde mindre, og tilliden lider under erfaringer af, at verden slet ikke er så magisk, stor og god, som man oplevede det i sin trygge barndom. Vi ved, at man som voksen skal passe på med, hvad man siger og føler, hvordan man opfører sig, og hvordan man klæder sig – for man bliver målt og vejet, bedømt og fordømt, hvis man træder ved siden af alle de spilleregler vi har sat op for hinanden. Vi fanger på en måde hinanden i sociale regler og koder, normer, skikke og ”sådan plejer vi at gøre”, og derfor bliver friheden, glæden og umiddelbarheden mindre, når vi bliver større.
Nu har jeg talt om små børn, som om jeg ved, hvad jeg taler om. Sandheden er, at jeg mest kender småbørn fra mine søskendes børn og fra forskellige børnegudstjenester her i kirken. Til foråret må jeg stå på mål for mine ord, når jeg bliver far og min kone bliver mor. Vores datter skal så lære mig, hvad et spædbarns hemmelighed er, så mine ord bliver bundet til erfaringen. Det er jo så nemt at mene noget om mennesker og livet, Kristus-troen og evighedshåbet, når man har læst sig til det meste og tænkt sig til en smule. Måske tager jeg fejl? Måske er jeg blevet alt for voksen og for præsteagtig til virkeligt at kunne fornemme dybden i Jesu ord og budskaber? Nogle præster tager studieorlov for at koncentrere sig om et kirkeligt emne. Jeg tager barsel engang, så jeg igennem Bibellæsning og børneleg måske kan finde ud af, hvad Jesus dog mente med disse provokerende ord: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Kan vi virkeligt blive som børn igen? Kan vi virkeligt endnu engang opleve barndommens ubekymrethed, naturlige glæde og tillidsfuldhed til mennesker og Gud? Når jeg er blevet klogere, skal jeg nok vende tilbage med et svar. Indtil da: Glædelig søndag. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Gud. Du har før givet myndighed til de umyndige, og du har gjort de uværdige værdige til at være i din tjeneste med at bringe troens glæde, håbets fred og kærlighedens velsignelser ind i menneskers hjem og hjerter. Vi beder dig, at du også vil gøre os myndige og værdige, giv os umiddelbarhed, barnlig glæde og tillid til at leve et sandt, kristent menneskeliv. Jesus, du viste os vejen; for du er vejen for os til et liv fri for synd, frygt og angst. Lær os endnu engang at være frie i din barmhjertighed. Helligånd, vi beder dig om at give os mod på at leve i denne troens frihed, så vi tør være frie over for hinanden. Lad os samles til gudstjeneste med glæde over de irriterende børn, lad os se Jesu ansigt i de uværdige og de umyndige, så vi lærer at tilgive andre, ligesom vi også selv har behov for tilgivelse. Kære Gud, vær du med alle, der har behov for fred med sig selv og andre. Velsign og bevar vort modersmål og fædreland. Amen.
Meddelelser
Ved gudstjenesten på søndag skal vi høre om et møde mellem Jesus og en samaritansk kvinde. Samaritanerne og jøderne ville ikke have noget med hinanden at gøre, fordi de var uenige om, hvordan man skulle tilbede Gud. Men Jesus lægger vægt på, at der skal komme en tid, da man ikke skal tilbede Gud på et bestemt sted, men at man skal tilbede Gud i ånd og sandhed. På søndag forestår jeg gudstjenester kl. 9.30 i Gredstedbro kirke og kl. 11 i Hunderup kirke.
HUNDERUP: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.