1. søndag i advent 2022, Skolekor fra Gredstedbro Skole med musiklærer Henriette.
Foto: Ole Witte Madsen
Foto: Ole Witte Madsen
1. søndag i advent (27-11-2022) - FØRSTE TEKSTRÆKKE Hunderup kl. 9.30 med fredslys og kl 11 i Vilslev m. skolekor fra Gredstedbro
HUNDERUP
Efter bedeslagene åbner jeg dørene for fredslyset
* Under præludium bæres fredslyset ind *
74 Vær velkommen Herrens år
84: Gør døren høj, gør porten vid
Hvad er det der gør jul til noget særligt (kopiark)
---
80 Tak og ære være Gud
87 Det første lys (Bjarne Haahrs melodi)
70 Du kom til vor runde jord
VILSLEV
74 Vær velkommen Herrens år
Læsning m. trosbekendelse (synges)
Skolekorets indslag
87 Det første lys (Bjarne Haahrs melodi)
--- prædiken
80 Tak og ære være Gud
70 Du kom til vor runde jord
INTRO GT (Sl 100)
Vi skal nu høre et stykke af Salme 100 i GT. Salmen er skrevet af den store Konge David, og han opfordrer os til at synge med glæde og jubel for at takke Gud for al hans trofasthed. For Gud holder ved os, selvom vi svigter ham. Han er stærk og bærer verden, så han kan også holde os fast i sine barmhjertige hænder – i nutid og datid og for altid. Rejs jer derfor og hør: Salmisten skriver…
* INTRO NT
Nu skal vi høre et afsnit fra NT, der handler om, at vi skal fokusere på det glædelige og opbyggelige. Man kan sammenligne det med at tage noget bestemt tøj på. Vi kan tage festtøj, skoletøj eller arbejdstøj på, eller vi kan tage lysets rustning på, så vi kan kæmpe imod mørke og ondskab. Og det er jo det, vi om lidt siger i Trosbekendelsen, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger. Vi skubber alt det onde og dumme væk for at give mere plads til lyset, til Gud og til det glædelige. Rejs jer derfor og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne…
PRÆDIKEN
I denne mørke og kolde tid er det så dejligt, at vi kan mødes og samles herinde i dette gamle kirkerum, hvor der er lys og varme og hjerterum. Vi synger salmer sammen og holder den personlige tro og de gamle traditioner i hævd selv her i år 2022, hvor vi i dag begynder på et nyt kirkeår. Første søndag i advent er noget særlig, ikke kun fordi man får en adventsgave, men også fordi vi nærmer os juleaften, hvor vi rykker tæt sammen på bænkene og fylder kirken for at samles i tro og tradition om det Jesusbarn, der lyste som en himmelsk stjerne midt i nattens mulm og mørke. I dag tænder vi det første lys i adventskransen; det minder os om dengang, Gud første gang skabte lys i mørket, og livet blev muligt. Mennesker blev levende. Igennem menneskehedens historie har mørke og lys kæmpet imod hinanden; nogle perioder med krig, andre perioder med fred. Vi vil helst have det gode, rolige, fredelige hos os, og vi kigger nervøst til de lande, områder og folk, hvor uro og ufred, krig og krise skubber mennesker rundt og ud og væk. Nu er vi dog samlet herinde i dag bag kirkens tykke mure i sikkerhed; samlet i kirken med folk fra fjern og nær, nogle kender vi, andre er fremmede, men vi er samlet om noget større end os selv. Det første lys i adventskransen, lysene på alteret, salmerne og musikken og ordene fra Bibelen. Det hele spiller sammen som en lille koncert, der skinner som en stjerne med en varm glød af glæde. Kære ven, der kom herind: Her må du hjertens gerne være til stede.
Slap af, find roen, nyd øjeblikket. Det har ikke været nemt at komme hertil. I hvert fald har min egen uge op til i dag været fyldt med travlhed på arbejdet og køreture med børn til skole og læge, bilen på værksted og kat til dyrelæge, urolige nætter, en masse udgifter og bekymringer om alt det, man gerne vil for dem, man holder af. Måske har man ikke travle, fordi man selv har særligt mange ting, man gerne vil; men man får sandelig travlt, når man skal gøre noget for andre; både arbejdsmæssigt og privat. Og det vil man jo gerne langt hen ad vejen, for der skal jo penge til at leve, og livet er bedre og større, når man har nogen at elske og at blive elsket af. Kærligheden er dog det vigtigste af alt, og det er jo også kærligheden, vi gennem adventstiden og julemåneden fejrer på forskellige måder; med små dryp af søde gaver og hilsener til dem, vi tænker på og dem, vi holder af.
Det var også af kærlighed, at Jesus den dag satte sig på æslet for at ride ind i Jerusalem. Det er jo ellers først på Palmesøndag op til påske, at vi hører om Jesus som en klimavenlig æselridder og æselkonge, der stædigt skridt for skridt skred frem på de palmegrene- og kappebestrøede veje med tusinder af menneskestemmer om sig, der råbte det hebraiske Hosianna – der på dansk betyder: ”Frels dog!” Folk råbte på Jesus og bad om hans hjælp i deres liv, der var fyldt af et mørke og kulde som en dansk vinteraften i advent. Jesus kom ikke ridende som en rigmand eller troldmand eller konge høj i hatten og højt til hest, men altså nærmest som en fattig Klods Hans. Ingen råbte til ham, at han ikke havde klæder på, for han klædte sig ikke ud for at narre nogen. Han havde ikke været på storindkøb af tilbudsvarer Black Friday. Tværtimod kom han, som han var, hvilende i sig selv; autentisk og nærværende, stille og rolig, Gud selv som et menneske.
Det kan godt være, vi som danskere ikke har det så godt med at dyrke vores tro og religion med høje glædesråb uden på gaden, men vi får alligevel glæden skænket som en adventsgave; glæden som et løfte om, at når Jesus kommer sådan ridende, så gør han det iført lysets rustning, så han kan skræmme de mørke tanker og bekymringer væk om alt det kødelige og verdslige, som fylder vores hoveder mere, end det burde. Når vi bekymrer os, er vi ikke til stede i dette nu. Ligesom vi mister forbindelsen til nuet, når vi begraver os i vore elskede, fingerfedtede skærme, der drager os ind i internettets verden væk fra dem, vi har lige omkring os. Der er en tid til at flygte fra hverdagen og øjeblikket, og der er en tid til at være nærværende og opmærksomme på det, der kommer til os udefra og som kan betyde en verden til forskel. Vi står i det lige nu, men kan vi se det?
Adventstiden er en ventetid; vi venter på ham, der skal komme til verden. Ventetider er i mange sammenhænge negativt, lige fra køen i telefonen, hvor musakken kun afbrydes af en robotagtig stemme, der meddeler os vores plads i køen (”Du er nu nummer 27 i køen – vent venligst”) til køen på Storebælt videre til ventetiden hos tandlægen. Så snart, vi opdager, at vi skal vente, må vi straks i gang med mobilens lyslokkende (af)skærmende panser eller det tilfældigt anbragte gennembladrede magasin i venteværelset. Hvad skal vi dog gøre med den tid, vi pludseligt har fået, imens vi venter på det, vi vil ha’? På en måde er den tid i overskud, og det betyder jo, at vi ikke har planlagt noget til den tid. Det er altså en foræring. ”Værs’go: Her får du 5 minutter, som du ikke har planlagt noget for. Hvad vil du bruge dem til?” Eller: Værs’go: Her har du fire søndage før juleaften samt en mængde hverdage – hvad vil du bruge dem til? Stress, jag, samvittighedsbøvl og bekymringer, som du plejer? Eller hvad med at gå i kirke; gå til gudstjeneste, syng med på en salme, du måske ikke kender; lyt til noget, du ikke har hørt før; tænk på, at de andre i kirken også sidder her med tro og tvivl ligesom dig selv. Hvad vi end gør, og hvordan vi end tumler igennem adventstiden fire søndage og mange hverdage, så en dag forstummer ventetiden ligesom musakken i telefonen og salmesangen i kirken; så er man fremme, først i køen, henne ved det, man ventede på. Når vi så står der, er vi så egentlig klar? Eller hvad brugte vi egentlig ventetiden på? Glædelig første søndag i advent. Amen.
LOVSPRISNING Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
Næstformand: Lejf Bjerrum Jørgensen
Kirkeværge: Birthe Kristensen
Kasserer: Mette Bjergmark
Sekretær: Ole Witte Madsen
Kontaktperson: Inga Jensen
Vilslev
Næstformand: Lissy Hansen
Kirkeværge: Helge Paulsen
Kasserer: Inge Jørgensen
Sekretær: Lissy Hansen
Kontaktperson: Anette Holmen
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
HUNDERUP
Efter bedeslagene åbner jeg dørene for fredslyset
* Under præludium bæres fredslyset ind *
74 Vær velkommen Herrens år
84: Gør døren høj, gør porten vid
Hvad er det der gør jul til noget særligt (kopiark)
---
80 Tak og ære være Gud
87 Det første lys (Bjarne Haahrs melodi)
70 Du kom til vor runde jord
VILSLEV
74 Vær velkommen Herrens år
Læsning m. trosbekendelse (synges)
Skolekorets indslag
87 Det første lys (Bjarne Haahrs melodi)
--- prædiken
80 Tak og ære være Gud
70 Du kom til vor runde jord
INTRO GT (Sl 100)
Vi skal nu høre et stykke af Salme 100 i GT. Salmen er skrevet af den store Konge David, og han opfordrer os til at synge med glæde og jubel for at takke Gud for al hans trofasthed. For Gud holder ved os, selvom vi svigter ham. Han er stærk og bærer verden, så han kan også holde os fast i sine barmhjertige hænder – i nutid og datid og for altid. Rejs jer derfor og hør: Salmisten skriver…
* INTRO NT
Nu skal vi høre et afsnit fra NT, der handler om, at vi skal fokusere på det glædelige og opbyggelige. Man kan sammenligne det med at tage noget bestemt tøj på. Vi kan tage festtøj, skoletøj eller arbejdstøj på, eller vi kan tage lysets rustning på, så vi kan kæmpe imod mørke og ondskab. Og det er jo det, vi om lidt siger i Trosbekendelsen, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger. Vi skubber alt det onde og dumme væk for at give mere plads til lyset, til Gud og til det glædelige. Rejs jer derfor og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne…
PRÆDIKEN
I denne mørke og kolde tid er det så dejligt, at vi kan mødes og samles herinde i dette gamle kirkerum, hvor der er lys og varme og hjerterum. Vi synger salmer sammen og holder den personlige tro og de gamle traditioner i hævd selv her i år 2022, hvor vi i dag begynder på et nyt kirkeår. Første søndag i advent er noget særlig, ikke kun fordi man får en adventsgave, men også fordi vi nærmer os juleaften, hvor vi rykker tæt sammen på bænkene og fylder kirken for at samles i tro og tradition om det Jesusbarn, der lyste som en himmelsk stjerne midt i nattens mulm og mørke. I dag tænder vi det første lys i adventskransen; det minder os om dengang, Gud første gang skabte lys i mørket, og livet blev muligt. Mennesker blev levende. Igennem menneskehedens historie har mørke og lys kæmpet imod hinanden; nogle perioder med krig, andre perioder med fred. Vi vil helst have det gode, rolige, fredelige hos os, og vi kigger nervøst til de lande, områder og folk, hvor uro og ufred, krig og krise skubber mennesker rundt og ud og væk. Nu er vi dog samlet herinde i dag bag kirkens tykke mure i sikkerhed; samlet i kirken med folk fra fjern og nær, nogle kender vi, andre er fremmede, men vi er samlet om noget større end os selv. Det første lys i adventskransen, lysene på alteret, salmerne og musikken og ordene fra Bibelen. Det hele spiller sammen som en lille koncert, der skinner som en stjerne med en varm glød af glæde. Kære ven, der kom herind: Her må du hjertens gerne være til stede.
Slap af, find roen, nyd øjeblikket. Det har ikke været nemt at komme hertil. I hvert fald har min egen uge op til i dag været fyldt med travlhed på arbejdet og køreture med børn til skole og læge, bilen på værksted og kat til dyrelæge, urolige nætter, en masse udgifter og bekymringer om alt det, man gerne vil for dem, man holder af. Måske har man ikke travle, fordi man selv har særligt mange ting, man gerne vil; men man får sandelig travlt, når man skal gøre noget for andre; både arbejdsmæssigt og privat. Og det vil man jo gerne langt hen ad vejen, for der skal jo penge til at leve, og livet er bedre og større, når man har nogen at elske og at blive elsket af. Kærligheden er dog det vigtigste af alt, og det er jo også kærligheden, vi gennem adventstiden og julemåneden fejrer på forskellige måder; med små dryp af søde gaver og hilsener til dem, vi tænker på og dem, vi holder af.
Det var også af kærlighed, at Jesus den dag satte sig på æslet for at ride ind i Jerusalem. Det er jo ellers først på Palmesøndag op til påske, at vi hører om Jesus som en klimavenlig æselridder og æselkonge, der stædigt skridt for skridt skred frem på de palmegrene- og kappebestrøede veje med tusinder af menneskestemmer om sig, der råbte det hebraiske Hosianna – der på dansk betyder: ”Frels dog!” Folk råbte på Jesus og bad om hans hjælp i deres liv, der var fyldt af et mørke og kulde som en dansk vinteraften i advent. Jesus kom ikke ridende som en rigmand eller troldmand eller konge høj i hatten og højt til hest, men altså nærmest som en fattig Klods Hans. Ingen råbte til ham, at han ikke havde klæder på, for han klædte sig ikke ud for at narre nogen. Han havde ikke været på storindkøb af tilbudsvarer Black Friday. Tværtimod kom han, som han var, hvilende i sig selv; autentisk og nærværende, stille og rolig, Gud selv som et menneske.
Det kan godt være, vi som danskere ikke har det så godt med at dyrke vores tro og religion med høje glædesråb uden på gaden, men vi får alligevel glæden skænket som en adventsgave; glæden som et løfte om, at når Jesus kommer sådan ridende, så gør han det iført lysets rustning, så han kan skræmme de mørke tanker og bekymringer væk om alt det kødelige og verdslige, som fylder vores hoveder mere, end det burde. Når vi bekymrer os, er vi ikke til stede i dette nu. Ligesom vi mister forbindelsen til nuet, når vi begraver os i vore elskede, fingerfedtede skærme, der drager os ind i internettets verden væk fra dem, vi har lige omkring os. Der er en tid til at flygte fra hverdagen og øjeblikket, og der er en tid til at være nærværende og opmærksomme på det, der kommer til os udefra og som kan betyde en verden til forskel. Vi står i det lige nu, men kan vi se det?
Adventstiden er en ventetid; vi venter på ham, der skal komme til verden. Ventetider er i mange sammenhænge negativt, lige fra køen i telefonen, hvor musakken kun afbrydes af en robotagtig stemme, der meddeler os vores plads i køen (”Du er nu nummer 27 i køen – vent venligst”) til køen på Storebælt videre til ventetiden hos tandlægen. Så snart, vi opdager, at vi skal vente, må vi straks i gang med mobilens lyslokkende (af)skærmende panser eller det tilfældigt anbragte gennembladrede magasin i venteværelset. Hvad skal vi dog gøre med den tid, vi pludseligt har fået, imens vi venter på det, vi vil ha’? På en måde er den tid i overskud, og det betyder jo, at vi ikke har planlagt noget til den tid. Det er altså en foræring. ”Værs’go: Her får du 5 minutter, som du ikke har planlagt noget for. Hvad vil du bruge dem til?” Eller: Værs’go: Her har du fire søndage før juleaften samt en mængde hverdage – hvad vil du bruge dem til? Stress, jag, samvittighedsbøvl og bekymringer, som du plejer? Eller hvad med at gå i kirke; gå til gudstjeneste, syng med på en salme, du måske ikke kender; lyt til noget, du ikke har hørt før; tænk på, at de andre i kirken også sidder her med tro og tvivl ligesom dig selv. Hvad vi end gør, og hvordan vi end tumler igennem adventstiden fire søndage og mange hverdage, så en dag forstummer ventetiden ligesom musakken i telefonen og salmesangen i kirken; så er man fremme, først i køen, henne ved det, man ventede på. Når vi så står der, er vi så egentlig klar? Eller hvad brugte vi egentlig ventetiden på? Glædelig første søndag i advent. Amen.
LOVSPRISNING Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
- Næste gudstjeneste er på søndag 4/12 den 2. søndag i advent kl. 11
- Konstituering af menighedsrådet:
Næstformand: Lejf Bjerrum Jørgensen
Kirkeværge: Birthe Kristensen
Kasserer: Mette Bjergmark
Sekretær: Ole Witte Madsen
Kontaktperson: Inga Jensen
- Decemberkor – opstart tirsdag den 29/11 kl. 19
- Julekoncert med Ulla Vejby torsdag den 1. december kl. 19 i Hunderup Kirke
- Spillemandsjul med Brammingkoret – koncert søndag den 4. december kl. 16 i Vilslev Kirke
- Tak til Lis og Kirsten fra Sct. Georgsgildet, som bar fredslyset ind i dag.
- Tak til Lone (graver/kirketjener) for hendes adventsgave: Adventskransen.
Vilslev
- Næste gudstjeneste
- Konstituering
Næstformand: Lissy Hansen
Kirkeværge: Helge Paulsen
Kasserer: Inge Jørgensen
Sekretær: Lissy Hansen
Kontaktperson: Anette Holmen
- Indsamling: P.t. har vi modtaget omkring 1.000 kr. i kontanter, men man kan også betale via Mobile Pay. Indsamlingen går til Julemærkefonden, der arbejder for børneliv uden mobning, ensomhed og mistrivsel.
- Decemberkor – opstart tirsdag den 29/11 kl. 19
- Julekoncert med Ulla Vejby torsdag den 1. december kl. 19 i Hunderup Kirke
- Spillemandsjul med Brammingkoret – koncert søndag den 4. december kl. 16 i Vilslev Kirke
- Tak til Henriette Jørgensen og koret fra Gredstedbro Skole. Efter gudstjenesten er der en lille pose med lækre sager til jer oppe ved alteret.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
