Benjamin Krasnik har skrevet anmeldelsen "Historiker: Hitlers jødehad er kun én side af nazismen" i Kristeligt Dagblad af Timothy Snyders bog "Black Earth". Snyder er professor i historie på Universitetet i Yale, og har flere gange bragt overraskende vinkler på Anden Verdenskrig. Denne gang fokuserer han på, at nazismens jødehad ikke kun er betinget af raceideologi, men også det biologiske menneskesyn, der hylder darwinisme og jungleloven.
Og der er virkeligt mange perspektiver til vores nutidige samfund i Snyders analyse!
Nazisterne kørte hårdt på med propaganda for et biologistisk menneskesyn, og i perioden 1935-37 udsendtes film, der havde til formål at vække befolkningens afsky mod mentalt handicappede og dem, der ikke kunne leve et "værdigt" liv. I 1941 udkom filmen "Ich klage an", der handler om en kvinde, der i en ung alder får sclerose og ser sit liv smuldre. Hun dør ved hjælp af sin mand, en læge. Filmen slår til lyd for aktiv dødshjælp (euthanasi).
Gravide kan med nakkefoldsskanning få at vide, om barnet har Downs Syndrom, og "i dag vælger langt de fleste en abort, hvis de får at vide, at de med meget stor sandsynlighed venter et barn med Downs syndrom." (Etik d. 31/10 2013) Abortindgreb mod uønskede har naturligvis medført et fald i børn med Downs Syndrom.
Biologisternes menneskesyn er skræmmende, fordi den opfordrer til, at mennesker uden samfundsværdi med fordel kan slås ihjel - enten via abort eller (aktiv/passiv) dødshjælp. Man gemmer sig bag et luftigt begreb om "værdighed" - ligesom i nazisternes propagandafilm: Enhver kan jo se, at ældre med fx demens ikke kan leve et værdigt liv, og enhver kan se, at børn med mentale handicap ikke kan leve et værdigt liv. Videnskabsjournalist Lone Frank var engang bannerfører for sådanne holdninger, men nu finder man dem hos store og små. Holdningerne er blevet hvermandseje, nazisternes propaganda er ført igennem, og mennesket er blot et væsen, der ikke har værdi i sig selv, hvis ikke det kan leve op til visse standarder for "værdighed".
Og der er virkeligt mange perspektiver til vores nutidige samfund i Snyders analyse!
Nazisterne kørte hårdt på med propaganda for et biologistisk menneskesyn, og i perioden 1935-37 udsendtes film, der havde til formål at vække befolkningens afsky mod mentalt handicappede og dem, der ikke kunne leve et "værdigt" liv. I 1941 udkom filmen "Ich klage an", der handler om en kvinde, der i en ung alder får sclerose og ser sit liv smuldre. Hun dør ved hjælp af sin mand, en læge. Filmen slår til lyd for aktiv dødshjælp (euthanasi).
Gravide kan med nakkefoldsskanning få at vide, om barnet har Downs Syndrom, og "i dag vælger langt de fleste en abort, hvis de får at vide, at de med meget stor sandsynlighed venter et barn med Downs syndrom." (Etik d. 31/10 2013) Abortindgreb mod uønskede har naturligvis medført et fald i børn med Downs Syndrom.
Biologisternes menneskesyn er skræmmende, fordi den opfordrer til, at mennesker uden samfundsværdi med fordel kan slås ihjel - enten via abort eller (aktiv/passiv) dødshjælp. Man gemmer sig bag et luftigt begreb om "værdighed" - ligesom i nazisternes propagandafilm: Enhver kan jo se, at ældre med fx demens ikke kan leve et værdigt liv, og enhver kan se, at børn med mentale handicap ikke kan leve et værdigt liv. Videnskabsjournalist Lone Frank var engang bannerfører for sådanne holdninger, men nu finder man dem hos store og små. Holdningerne er blevet hvermandseje, nazisternes propaganda er ført igennem, og mennesket er blot et væsen, der ikke har værdi i sig selv, hvis ikke det kan leve op til visse standarder for "værdighed".
Artiklen er bragt i Kristeligt-Dagblad d. 25/9 2015
