Når vi er samlet her i dag, så er det bl.a. for, at vi kan glæde os over, at Jesus blev inviteret inden for til frokost hos en farisæer. Som bekendt var farisæerne ikke altid lige glade for Jesus, og vi hører da også i teksten om, at de holder øje med ham. Måske er de som sædvanligt ude på at fange ham, så de kan gå i rette med ham.
Vi hører tids nok om ”synd og død og Helveds plage”, at vi alle er syndere, og at der er en frelse og en fortabelse. Vi hører tit nok om, at vi endelig ikke skal tro, vi er noget og så videre.
Endelig kan vi bruge dagen på noget godt og glædeligt: det kristne fællesskab, hvor der er plads til os alle – både farisæere og syge. Det bliver nemlig hurtigt klart for os, at Jesus frivilligt befinder sig hos farisæeren; for Jesus ønsker fællesskabet med ham! Og Jesus helbreder frivilligt den syge mand, uden at gøre et stort nummer ud af det; fordi Jesus ønsker fællesskab med ham, der før var syg! Som vi sang i den første salme, beder vi her i kirken om, at Jesus må inspirere os i vort fællesskab med hinanden, og at Han må bevare kirken, altså det kristne fællesskab.
Fællesskabet er netop baggrunden for de ting, Jesus siger om sabbatten: Den må ikke forhindre farisæerne i at hjælpe, hvor hjælpen er nødvendig, hvad enten det gælder en okse eller en søn. Nu skal vi ikke tro, at det handler om, at en menneskesøn og en okse er lige meget værd; det handler bare om, at den, der har for hjælp, skal hjælpes. Naturligvis! Ja, også selvom det er sabbat eller søndag, som vi kalder hviledagen.
Fra teksten kan vi forstå, at man engang brugte søndagen som undskyldning for ikke at gøre noget – hverken godt eller ondt. Mange af os kan huske, at butikkerne har haft en lukkelov, der betød, at ingen kunne handle om søndagen. Men at bruge søndagen som undskyldning for ikke at gøre det gode kan vi kalde det Den åndelige lukkelov. Jesus viser os i teksten, at der aldrig er lukket for at gøre gode gerninger imod andre.
En god gerning skal forstås som den gerning, der alene udføres ved at være rettet mod en anden; at være udadrettet; at den peger væk fra en selv; peger ud mod farisæeren og den syge. Men at undlade at gøre det gode, det er netop at gøre det onde. At lade sønnen eller oksen forblive i brønden, eller lade den syge mand forblive syg, det er at følge den åndelige lukkelov; altså at man udelukker ånden, fordi man vil overholde loven. Vi kan i god mening spørge: Hvilken dag er bedre til at gøre det gode, end netop den dag, vi har afsat til Guds-tjeneste?”
Teksten har to simple pointer, der nogle gange er svære for os at efterleve: 1. Gør altid det gode, og 2. Vær ydmyg. Af de to er det nok den med ydmygheden, vi studser mest over. ”Hvorfor skal vi dog være ydmyge?”, kunne man spørge, og så frygte at få et drag over nakken med Janteloven. Men Jesus henviser hverken til Janteloven eller de 10 bud.
Svaret er, at kun den ydmyge kan ophøjes. Det kan den hovmodige ikke. Ved at være ydmyg, kan andre ophøje dig. Kun ved at man sætter sig på de nederste bænke, kan præsten sige: ”Min ven, sæt dig højere op!” I en konkurrence er der ikke plads til ydmyghed; her gælder det om at være størst, stærkest og hurtigst. I den kristne menighed er der ingen konkurrence, for vi er alle lige, og har alle fået lige meget del i frelsen. Der er ingen, der er mere frelste end andre.
Hvorfor gøre det gode? Fordi nogle har brug for det, og fordi det er en udfordring; det er ofte langt nemmere at gøre det dårlige, simpelthen ved at undlade at gøre det gode. Der er dog ikke tale om, at vi skal kæmpe en verdensomspændende kosmisk kamp mellem godt og ondt, men at Kristus med sig selv som eksempel inspirerer os til at gøre det gode spontant.
Sidste søndag gik han spontant hen til båren, hvor der lå en død dreng, og i dag har vi hørt, hvordan han spontant helbreder en syg mand. Jesus viser os med et eksempel, hvordan vi kan være spontane. Han vil gerne lære os den gode spontanitet, nemlig når nogle har brug for vor hjælp.
Børn er de bedste til at være spontane (på godt og ondt). Farisæerne er et billede på det menneske, der har glemt, at det engang var et barn. Hvordan er det gået til at vi har mistet vor barndommelige egenskab at udtrykke vore sorger og glæder spontant? Vi er blevet ”voksne” i kødet, men skrøbelige i ånden. I den spontane handling afsløres vi; afsløres hvem vi vi virkeligheden er. Jesus blev også afsløret for verden; han blev igennem sine ord og handlinger åbenbaret som Guds søn og verdens frelser. Og sådan bliver vi i ord og gerninger også afsløret eller åbenbaret for hinanden, hvilket medfører sårbarhed. Derfor er det vigtigt at drage omsorg for hinanden i et fællesskab, hvor vi er sårbare sammen i den spontane næstekærlighed, der her kan udfoldes frit.
Tænk, hvordan vores dagligdag kunne være, hvis den blev præget af de to pointer fra dagens tekst: Ydmyghed på arbejdspladsen og i familien kombineret med god spontanitet og glæde, ytret i positive vendinger om samarbejdet. Jesus vil have os til at udføre det gode samarbejde for at skabe de bedst mulige betingelser for mennesker her på jorden. På arbejdet, når man gør et godt stykke arbejde, og ellers er stille omkring det, kan man få meget mere ros, ved at at lade chefen rose en i alles påhør.
I salmen efter prædiken synger vi om, at enhver kristen må ”springe højt af glæde”. Martin Luther, der skrev salmen, og Grundtvig, der har redigeret den, har begge ønsket liv og glade dage – også i kirken. Kristus har jo frelst os, og så bør vi også leve med den glæde og følelse af frihed, der følger med. Både i kirken og på i hverdagen.
For størstedelen af vort liv bruger vi mange andre steder end i kirken. På arbejdet, blandt venner, i selskaber, i hjemmet og mange andre steder kan vi sagtens tage Jesu to pointer med os: Gør det gode, og vær ydmyg. En familie kan kun eksistere godt sammen, hvis man tager sig af hinanden – uanset ugedag. Man er ydmyge overfor hinanden med et ønske om at få det gode fællesskab til at lykkes. Man kan også bruge billedet af familien om kirken; vi kan også være et fællesskab af ydmyge mennesker, der ønsker at gøre det gode for hinanden.
Den sidste salme, vi skal synge her, handler om, at vi netop i dette kristne familiefællesskab, som vi kalder kirke, skal huske at bære hinandens svagheder, så vi alle kan blive stærkere sammen. Vi kan gå med frisk mod ud i verden, ud i livet og ud til de daglige udfordringer, når vi ved, at vi kan komme tilbage til Jesus, tilbage til kirken og tilbage til det fællesskab, der bygger på at være ydmygt og at gøre det gode.
Der findes mange kloge mennesker omkring os. De kender måske alle landets love, måske kender de alle Emma Gads anbefalinger, måske har de læst på universitetet i mange år. Farisæerne og de skriftkloge var også meget kloge. De kendte de 10 bud, og de havde læst de hellige skrifter mange gange, så de kunne svare på alle mulige og umulige spørgsmål.
Men det var som om, at alt deres klogskab havde skubbet al deres almindelige og jævne livsvisdom ud sammen med næstekærligheden. Jesus spurgte dem, om de på en sabbat ville redde deres børn, hvis de faldt i en brønd – og de kunne ikke svare ham! Hvordan kan man være i tvivl om, at ens kærlighed til sit barn spontant vil gøre, at man er villig til at bryde alle landets love for at redde sit barn? Farisæerne indså, at de nok alligevel ikke havde forstået så meget. Og derfor svarede de med tavshed.
Her i kirken kan vi svare med salmesang og glæde, for Kristus frelser os og møder os med velsignelse, hver gang vi kommer ham i møde, som vi gør det med f.eks. dåb og nadver. Jesus sagde engang om sine disciple, at de er verdens lys; og som hans disciple er vi samlet her i dag for at lytte til Jesu ord, og for at lovsynge ham med takkesange.
Som en forsamling af lysets børn kommer vi til at skinne mere og mere i den verden, der på flere måder hælder mod vinter. Derfor er det vigtigt at vi holder fast i det kristne fællesskab, så vi kan styrke hinanden i troen, freden glæden, og så vi kan blive gode til spontant at være til gavn for andre. Og i forhold til ydmygheden tror jeg, at vi kan opsummere Jesu liv og ønske for os mennesker i den korte sætning: ”Min ven, sæt dig højere op!”. De stærke i menigheden skal ikke bryste sig af deres styrke, men hjælpe de svage, så flere kan få del i det glædelige budskab og de goder gaver fra et åndrig og hjælpsomt fællesskab.
Amen.