Liturgi og prædiken
Indledning
I dag er det Mariæ Bebudelsesdag. Nu er vi efterhånden ved at finde os til rette i den nye hverdag, hvor nedlukning, social afstand og frygt for corona-virus er lige så almindeligt at tale om som vejret. Vi holder vejret, følger med i pressemeddelelserne og håber, at kirkerne snart åbner igen, at virussen kommer under kontrol, og at vi igen kan samles med dem, vi har kær og savner. Indtil da må vi samles i tankerne og ånden og fejre gudstjeneste hver for sig. I dag er der også mulighed for, at I kan få nadver derhjemme. Der har været en del kritiske røster over, at jeg gør det på denne måde, både fra biskoppen og kollegaer. Derfor gør jeg det kun sådan denne ene gang; hvis nogen fremover ønsker nadver, kan vi tales ved. Hvis I ønsker at deltage i nadveren i dag, skal I blot have lidt vin og lidt brød klar hos jer.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Gud, himmelske Far, sin engel kommer som en fremmed, uventet og brat. Han besøger Maria, og han sår med dine ord en forventningen i hende og i os til det nye liv, hun skal føde: Din egen søn, Jesus Kristus. Du skal nu blive menneske som os, og din himmel begynder i Marias hus. Vi beder dig: Lad det glædelige budskab slå rod i os, så det nye liv spirer og gror. Lad det blive hørt og set som lærkens sang og havens gule liljer. Lad det ske, som du har sagt, du som er fra evighed og til evighed. Amen.
Vi skal synge Salme: 751: Gud ske tak og lov
Nu vil jeg læse et stykke fra det gamle testamente om dengang, Abraham fik besøg af 3 ukendte gæster, som han opvartede med alt det bedste, han havde at byde på. Vi kan forstå det sådan, at det er Treenigheden, altså Faderen og Sønnen og Helligånden, der kommer på besøg. Én af dem forudsiger, at Abrahams kone, Sara, skal blive gravid. Det morer hun sig over, for hun er en gammel kone på 90 år. Men hun fik jo en søn, og han kom til at hedde Isak, for på hebraisk er der ordspil mellem Isak og latter, både fordi hun selv lo, og fordi folk lo ad hende, der som gammel blev mor.
Læsning: Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.« Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet. Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.« Da sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!« Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?« Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: »Jo! Du lo!« Første Mosebog 18,1-15 Amen.
Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 71: Nu kom der bud fra englekor
Evangelielæsning
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukasevangeliet 1,46-55 Amen.
Prædiken
I dag er urene stillet en time frem, foråret er måske endelig ved at vinde fodfæste, og vi kan for alvor begynde at se frem mod påske - men ak! Påsken i år bliver ikke, som den burde være med højtidelige gudstjenester, påskefejringer, fællessang, fællesskab og lovprisning af Jesus’ vilje til at gå hele vejen i kærlighedens navn. Nogle meldinger lyder, at kirkerne skal forblive lukkede hele påsken igennem, og man må undre sig noget over, at kirken skal være lukket og låst, når bl.a. butikker og genbrugspladser holder åbne. Herinde får vi dog føde til sjælen, og mennesket skal jo ikke leve af brød alene. Jeg håber, at situationen i Danmark bliver så god i den kommende tid, at kirkedøren kan åbnes på klem. Indtil videre må vi nøjes med videogudstjenester, og jeg håber, det giver glæde for jer derude.
I dag fejrer vi, at Maria blev gravid. Vi fejrer samtidig forventningens glæde, og vi har brug for noget glædeligt at se frem til. Forventningens glæde fylder i os, når vi håber på et skønt forår og en dejlig sommer og på en fremtid, hvor vi atter kan leve og forsamles frit. Når vi nu har hørt om Sara og Maria, skyldes det, at deres graviditeter har fællestræk; for dem begge var graviditeten og moderskabet noget mirakuløst og fuldstændigt uventet, begge kvinder blev sat i en underlig position i deres samtid, og begge fødte sønner. Sara var gammel og havde det ikke længere på kvinders vis (altså, fik ikke længere menstruation), og Maria var jomfru, ung og ugift. På to vidt forskellige måder brød Gud ind i disse kvinders naturlige og jævne liv og gjorde dem til nogle, hvis navne aldrig skal glemmes. I deres samtid blev der dog set skævt til dem, for Sara var gammel og Maria var ugift – og hverken det ene eller det andet passede med, hvordan man skulle være kvinde og mor dengang. Men mødre blev de, og de blev velansete – ikke kun pga. deres sønner, men også fordi de var glade for at kunne tjene Gud. Sara fødte Isak, der blev stamfar til Jakob, som også kaldes Israel. Abraham, Isak og Jakob blev altså stamfædre til jøderne, og ud af deres slægter kommer vi frem til Maria, der fødte sin søn, Jesus. Også på den måde bindes hele bibelen og frelseshistorien sammen med to kvinder og deres slægter.
Prædikenen i dag er dog ikke en historisk gennemgang af slægterne i Bibelen, men vi skal høre om Sara og Marias graviditeter for at lære, at Gud virker på overraskende måder, når hans håb fødes ind i vores verden; han bruger de gamle såvel som de unge. Sara lo af forbavselse og vantro over, at hun først som gammel kvinde skulle have et barn, mens Maria brød ud i lovsang over, at en selv en ukendt, ung kvinde kunne bruges i Guds frelsesplan. Selvom alle mennesker helt fra begyndelsen på hele jorden er blevet født af deres mor, så har kvinder ikke haft det nemt. Mange steder i verden kæmper kvinder stadig for at få rettigheder og værdighed på lige fod med mænd; og i grunden er det underligt, at der skal være ulighed. Men på en dag som i dag, hvor to stærke kvinder bliver rost og prist for deres plads i kristendommen og Bibelen, kan vi mænd måske føle os sat lidt ud på et sidespor.
En kvinde bliver mor allerede når hun kan mærke de allerførste tegn på, at hun er blevet gravid. Min kone er højgravid, og det er da engang imellem svært at stå ved siden af hendes runde mave og føle den samme glæde over det barn, der er ved at komme til verden. Jeg føler mig nogle gange lidt snydt, for min kone mærker selv de mindste livstegn, og barnets små spark og hik og roden rundt, mens jeg højst kan mærke lidt uden på maveskindet, når barnet virkelig gi’r den gas derinde. Som Abraham ved siden af Sara og Josef ved siden af Maria står også jeg lidt på sidelinjen og må bare leve med, at det er min kone alene, som har fået gaven og æren af at bære vort barn under sit hjerte. Selvfølgelig kan jeg være en støtte med mange praktiske ting, men jeg kan ikke overtage graviditeten et par timer, så min kone kan hvile sig. Sådan er det nu engang. Forventningens glæde spirer tydeligt hos kvinden, og som Sara lo og Maria sang, sådan har kvinder reageret vidt forskelligt på at få den livsomvæltende besked; om beskeden så er kommet med engle eller som to streger på en tissepind, så er det en besked, hverken den vordende mor eller far kan være ligeglad med.
Imens man fordøjer beskeden og pludseligt ser hele sit liv i et nyt skær, vokser der et nyt liv frem i kvinden; og en dag vil det nye liv også komme ud i den verden, hvor alle vi andre er imellem hinanden på godt og ondt. Mon ikke alle forældre har været både glædesspændte og angstfyldte ved udsigten til at skulle tage ansvar for et spædbarns liv? Hvordan skal de dog gå? Bekymringer kan der være mange af, men jeg oplever også, at min kones glæde over at mærke liv, smitter af på mig og hun tager straks min hånd og lægger på hendes mave, for jeg skal da også mærke og føle vores lille mirakel. Min kones glæde smitter, og vi deler forventningens glæde og håb.
Sådan forestiller jeg mig også Sara og Maria, der både frygtede for fremtiden og var bekymrede for, hvordan det skulle gå; hvordan ville deres kroppe tage det? Hvordan ville naboerne tage det? Hvorfor skulle lige netop de udvælges til at bære Guds velsignede børn ud i verden? Spørgsmål er der nok af, og nogle gange kan vore hoveder og hjerter fyldes med så mange bange spørgsmål, at vi får hovedpine og hjertebanken og slet ikke kan se velsignelserne, der ligger foran os.
Når vi i dag fejrer Mariæ Bebudelsesdag, så er det ikke for at ophøje jomfru Maria, men for at begynde påsken med glæde over livets under. Vi ved, der kommer påskedage, hvor troen prøves og håber lider, ligesom vi ved, at livets dage aldrig kun er en dans på roser. Det er en almindelig erfaring, at vore egne børn vil komme til at opleve modgang og smertelige dage; og alligevel håber vi det bedste for dem. Børn fødes med håb om, at verden bliver et bedre sted; og Jesus fødtes med håb om, at Gud kom jorden nær.
Nu lever vi i tiden længe efter, at Maria blev gravid, så vi kender godt historien – og hvis ikke, kan vi nemt læse det i Det nye Testamente. Netop når vi står ansigt til ansigt med påskens dage kan vi måske endda i højere grad glæde os med Maria og lovsynge som hun over, at Jesus blev født til vores jord; her hvor vi lever, bor og tror. Tænk, denne mand lod sig ikke kue af frygt eller modstand, men gik vejen fra livet og ind i døden bare for at udbrede et budskab om, at Gud er kærlighed og ønsker, at vi skal leve med kærlighed til fjender og venner – om vi så skal dø af det. Sådan levede Jesus, sådan døde han, og sådan opstod han. Takket være den unge Maria, som glad blev en vigtig brik i Guds værk. Vi er også brikker, og også vi skal føde – håb i den verden, der sandelig trænger. Gå i fred og tjen Herren med glæde. Amen.
Lovprisning: Lov og tak, og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.
Lad os alle bede: Kære Gud, vor Far i himlen. Tak for de glæder og håb, du dagligt drysser ned over os. Åbn vore øjne og ører så vi både ser og hører, hvilke rigdomme du skænker os; åbn vore hjerter, så vores frygt og angst forsvinder og giver plads til tro, håb og kærlighed. Især når vi oplever kriser og prøvelser søger vi sikkerhed og et urokkeligt fundament; læg du fundamentet af håb under vores liv og eksistens, så vi kan bygge et hus af tro på, at dine løfter om liv, glæde og redning gælder både her i tiden og ind i evigheden. Giv os kærlighedsasylet, så vi finder tryghed, fred og ro i denne forvirrede og foranderlige verden. Selvom vi ikke ved, hvad der skal ske med os, beder vi om, at alt der sker, må ske til ære for dig og til gavn for vores næste. Gode Gud, vær du hos de syge og svage og dem, der snart skal dø. Ræk din trøst og sjælefred til de bange og til dem, der frygter for fremtiden. Lad der blive forår i vores tro, så glæde og kærlighed springer ud og gør gavn, hvor vi lever og er. Velsign os, vore familier og venner; styrk modet og hænderne hos dem, der kæmper imod den onde sygdom, der angriber over hele verden. Giv os udholdenhed til at gøre det rette; oprust os til at stå igennem prøvelser og stå imod fristelser. Vær med regering og folketing, vær med dronning Margrethe II og hele hendes familie, ja, vær med os alle. I Jesu navn. Amen.
Meddelelser: Og så har jeg et par meddelelser. I søndags sagde jeg, at vi i dag skulle holde nadver. Det skal vi også her efter salmen, men der har været en del debat om det med at fejre nadver igennem en skærm; om det nu er teologisk korrekt og forsvarligt. Biskoppen er betænkelig ved det, og har meddelt, at selvom vi præster gør det i disse krisetider, skal praksissen ophøre, når vi atter kan samles til gudstjeneste. Min egen begrundelse for at gennemføre nadveren er, at brød og vin kun bliver til Jesu Kristi legeme og blod, når vi hører ordene og tror på det. Der er ingen magi forbundet med det, for det handler om tro. ’Nadver’ er et gammelt ord for ’måltid’ og i nadveren spiser vi både sammen med Jesus og alle kristne, og vi indtager hans legeme og blod, så vores tro, håb og kærlighed kan blive styrket.
- Og så skal jeg sige, at dåb, vielser og begravelser stadig kan gennemføres dog med så få deltagere som muligt; det bliver smukt og stærkt i al sin enkelthed.
- Hvis alt går vel, vil der på søndag, Palmesøndag, blive lagt en prædiken af Katrine Gaub ud på Kongeåpastoratets facebookside, og så tager jeg mig en fridag.
- Hvis I har brug for en samtale eller har spørgsmål, må I endelig ikke tøve med at ringe eller skrive til Katrine eller mig. Vi er nemlig stadig på arbejde og vil gerne høre fra jer, nu hvor vi ikke kan mødes, som vi plejede.
- Og så har jeg et ”ja tak”-tilbud. Hvis I ønsker at modtage en ugentlig nyhedsmail fra mig, så skal I bare skrive jeres mailadresse og ”ja tak” til mig, så får I en nyhedsmail med både søndagens andagt samt forskelligt info fra kirken.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 73: Vi synger med Maria
Nadverritual A. Kære Kristi venner! Vor Herre Jesus Kristus har selv sagt: »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.« I sin hellige nadver skænker den korsfæstede og opstandne frelser os sig selv, så at hver den, som hungrer og tørster efter retfærdighed, dér kan finde mad og drikke til evigt liv. Så følg i lydig tro hans indbydelse, når han siger: »Tag dette og spis det; drik alle deraf; gør dette til min ihukommelse!« Da vil han forene jer med sig selv, så at I under vandringen her på jorden stadig må komme ham i hu og engang samles med ham i hans rige. Derom vil vi nu af hjertet bede:
Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, og lad os med alle troende blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen. Amen.
Lad os i fællesskab bede: Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.
Indstiftelsesordene Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!«
Tag nu brødet og gentag efter mig: Dette er Jesu Kristi legeme.
Tag nu vinen og gentag efter mig: Dette er Jesu Kristi blod.
Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for al vor synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv! Fred være med jer! - Fred være med os alle! + korstegn
Nu skal vi synge Salme 456: Vor Herre Jesus i den nat
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 80: Tak og ære være Gud
Tak for nu. Tak fordi I så med og deltog på hver jeres måde. Jeg håber, vi snart igen kan mødes i kirken og synge sammen. I er velkomne til at skrive jeres spørgsmål og kommentarer under videoen. God søndag.