Man skal være et hvedekorn, der laver ballade

Prædiken til Sidste Søndag efter Helligtrekonger. Læs bibelteksterne her. Salmerne til dagen var:  nr. 379, Der er en vej, som verden ikke kender, nr. 569, Ja, engang mine øjne skal, nr. 289, Nu bede vi den Helligånd, nr. 673, O Guddoms-sol fuldstærk og blid, nr. 476, Kornet, som dør i jorden. 

Igen taler Jesus om afgrøder. Jeg hørte engang en mand sige, at man jo nærmest skulle have en uddannelse som landmand for at kunne forstå, hvad det hele drejer sig om. Selvom vi ikke alle har en landmandsuddannelse, ved vi dog alligevel godt, hvad der sker, når et hvedekorn lægges i jorden; der sker det samme som havde man lagt en kartoffel: det spirer, vokser op og bliver større, og til sensommer og efterår kan man høste afgrøderne. 

Når vi som nysgerrige børn er gået ud i haven eller ud på marken for at se, hvad der er blevet af kornet eller den kartoffel man har sat, så har vi opdaget, at kornet og kartoflen forsvinder i mulden; i stedet er der enten vokset et strå op, der har sat aks med mange hvedekerner, eller måske er der kommet en fin håndfuld kartofler i jorden; den ene har givet næring til de mange. Èn lagde man i jorden, mange høster man deraf.

Ligesom vi ude på marken sår hvedekorn, sådan er der også i enhver af os sået et korn, et frø, et løfte om tro, håb og kærlighed. Det blev sået i os ved vor dåb, og det vokser, når det gødes og vandes. På det håb lever vi, og på det håb dør vi. Håbet er, at vi en dag vågner op til et hjem i Guds Paradis.

Som et hvedekorn bliver vi også selv plantet, når vi indgår i relationer med mennesker, når vi mødes med mennesker, når vi danner fællesskaber. Vi taler om at stikke en finger i jorden, om at få jord under neglene og det afspejler, at vi tænker meget på jord og afgrøder. Jeg siger ikke, vi har jord i hovedet, men at vort dagligdagssprog er så fyldt med billeder fra landbrugslivet, at vi sagtens kan forstå, hvad Jesus her taler om.

Han nævner, at ”den, der elsker sit liv, mister det”, og det betyder, at hvis hvedekornet ikke bliver sået og ikke går til grunde, så vil der ingen afgrøde komme. At elske sit liv i denne sammenhæng betyder, at man ikke vil investere sig selv, at man holder sig for sig selv, at man gemmer sig væk og ikke bliver plantet i den fede muld. At elske sig selv er at være et stædigt hvedekorn. Et stædigt hvedekorn sås ikke i jorden, og sås det ikke, kommer der ingen afgrøde, og hvedekornet er sådan set spildt. Et hvedekorns formål er at blive sået og bære mange fold. Hvis man forsøger at redde sig selv, så gavner man ingen, og man vil være et spildt hvedekorn på marken. Men hvis man i stedet giver sig hen, og så at sige ofrer sig selv, så bliver man til glæde og gavn for mange.

Da vi blev døbt, blev vi som hvedekornet sået i jorden; jorden her forstået som det kristne fællesskab. Vores formål med at blive sået er at bære mange fold, altså at skabe mere afgrøde. Vort formål her i kirken er at dele glæden, freden, velsignelsen med hinanden.

Kort sagt: Kun ved at vi giver afkald på os selv, og lader os så som et hvedekorn, kan vi blive frugtbare for det kristne fællesskab og for enhver relation og ethvert fællesskab, vi indgår i, hvad enten det er i skolen eller på arbejdet.

Der er mange, der gerne vil spare deres eget liv; sikre sig mod alverdens dårligdomme. Man vil helst ikke drage i krig – for det kan man dø af, ikke stikke næsen i noget – for så kan man få et slag over snuden, ikke række hånden frem – for den kan afvises; man vil allerhelst leve i sin rolige og sikre verden; passe sig selv og håbe, at andre også bare vil passe deres.

Nu er der vinter-OL i Rusland, og vi ved jo godt, der foregår alverdens dårlige ting derovre; de tager ikke vare på deres fattige, de hader, forfølger og tæsker homoseksuelle, de sætter journalister i fængsel for et godt ord, de undertrykker folk. Men så er det da godt, vi kan sidde i sikker afstand og se OL i TV’et – for så får vi da ikke noget i klemme.

Der synes at være en tendens i Danmark til, at vi putter os lidt væk i forhold til konflikter og problemer. Måske er vi ligefrem et konfliktsky folk? Det siges, at danskerne er verdens lykkeligste folk, men måske er det, fordi vi gemmer os bag begrebet ”hyggeligt”, og har en andenplads som det folk i Europa, der indtager flest lykkepiller.

En af mine venner sagde engang, at livet går ud på at lave ballade. Mon mine konfirmander har hørt ham sige det? Jeg tror, vi alle har godt af at høre det i dag. Vi har for nemt ved at henfalde til vores hyggelige slumren på sofaen foran TV’et, hvor verdens grusomheder holdes på afstand med fjernbetjeningen. Hvis vi ikke blander os, hvis vi ikke laver ballade, hvis vi ikke engang imellem rejser os fra sofaen og reagerer imod det, vi ser, hører og oplever, så er vi som det hvedekorn, der blot ligger tilbage i sædesækken, tørrer ind og bliver til støv.

Det er egoismen og selvkærligheden, der i dag skal gøres op med. Egoisme og den selvkærlige bekvemmelighed er for mig at se to af arvesyndens værste følger. Af egoisme og bekvemmelighed blander vi os ikke i sagerne, når vi har nok i os selv. Vi kommer ikke i kirken, når vi mener, vi sagtens kan være kristne hjemme i stuerne. Vi indgår ikke i det kristne fællesskab, når vi mener, at vi er bedre end det fællesskab, eller sagtens kan være det foruden. Vi beder ikke, synger ikke salmer, hører ikke bibellæsningerne, siger ikke trosbekendelsen, går ikke til nadver, når vi mener, det bare er kedeligt eller forstyrrende for vores dagligdag og bekvemmelighed.

Det er nemt og bekvemt ikke at blande sig, men igen – når man ikke lader sig så i den gode muld, så ligger man tilbage i sædesækken og tørrer ud. Et hvedekorn der ikke sås, bliver til støv.

Der er en vej, som verden ikke kender, og det er den vej, Kristus viser os. Han var selv som et hvedekorn, der blev sået i jorden og døde; han ofrede sig selv til glæde og gavn for mange. Ved sin gerning og sit liv opfordrer han også os til at ofre os til glæde og gavn for mange.

Når vi som døbte har opdaget, at vi faktisk er sået i det kristne fællesskabs gode muld, så må vi også lade kornet slå rod. Her i kirken er der gødning og vand at hente, så enhver kan styrkes i sin vækst og derved være en frugtbar del af den levende Guds menighed på jord. Vi kan vande og gøde, og vi må bede Gud give vækst her i menigheden og hos enhver. Og så må bønnerne og salmerne samt nadveren styrke vor tro og håb, så vi atter engang kan gå herfra med løftede hoveder og vide, at så længe kornet får lov at vokse, så længe vi ikke kvæler spiren med vores bekvemmelige, danske hygge, så har vi muligheden for at række Kristi egen velsignelse ud til enhver, der har behov for den.

Hvad enten det er de forfulgte i Rusland, de fattige i Danmark, de sorgfulde eller dem, der er dødssyge, så har vi også muligheden for hos dem at plante et lille hvedekorn af håb og tro ved at blande os med dem, række ud til dem, være hos dem. Som kristent fællesskab er meningen ikke, at vi skal samles her i kirken som passive hvedekorn i sædesækken. Meningen er, at vi skal sætte aflæggere ud over vore egne grænser, sognegrænser og landegrænser og derved række den velsignelse videre, som vi selv modtog i dåben, og som vi stadig modtager i nadveren og i dette kristne fællesskab. En velsignelse der bæres frem i tro, håb og kærlighed.

Amen.