Klik her og se og hør prædiken og salmesang (lav billedopløsning)
Prædiken
Live-streaming Langfredag 10. april 2020 kl. 21 Hunderup
Indledning
Andagten i dag skulle have været afholdt i Hunderup Kirke, men pga. tekniske udfordringer er den flyttet til Vilslev Kirke. I dag mindes vi med flaget på halv, at Jesus døde på korset for vore synders skyld. Selv forårsdagens varme kan ikke fjerne kulden Jesu døde legeme, og ingen morgenrød forårssol kan oplyse de natteskyer, der lagde sig tungt og mørkt over hans tapre medmenneskelighed. Jeg har valgt at live-streame her i aften kl. 21 for derved at have naturens mørke omkring os; kun det elektriske lys oplyser kirkerummet, nu da vi mindes, at det levende livslys blev slukket. Vi skal dvæle lidt ved døden og mindes det offer, Jesus bragte, da han gik den smertelige vej og opgav sin livsånd, forhånet, forladt og fortvivlet. Hvorfor skulle det dog ske? Det er det spørgsmål, vi skal tænker over denne aftenstund.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Vi takker dig, Gud Fader, at du har givet os din enbårne Søn, Jesus Kristus, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi takker dig, Jesus Kristus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser. Vi takker dig, du gode Helligånd, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet véd til salighed end den korsfæstede Jesus Kristus. Giv os, Gud, din nåde, at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved Jesu døds kraft afstår fra synd og aldrig slipper Jesus af vore hjerter, førend vi ser ham klarligt i det evige liv, hvor han med dig og Helligånden lever og regerer fra evighed og til evighed. Amen.
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 201: Det hellige kors
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«
Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. (Lukasevangeliet 23,26-49) Amen.
Prædiken
Langfredag er en sort dag her midt i påskens normalt så hyggelige dage samt foråret, der lokker os ud i naturens håbefuldhed. Selvom dagene ikke er så hyggelige lige nu, så bidrager forårsnaturen til, at vi er stærke i troen på, at normalhverdagen snart genopstår. Langfredag er i sin ånd en stille dag, men også en dag, der bryder ind i vore liv og tilværelse. Derfor holdes andagten om aftenen, selvom mange nok ikke ser med her, fordi der er andet i fjernsynet, eller fordi man er beskæftiget med noget andet. Sådan må det være; livet går jo sin egen gang i hvert et lille hjem; korsfæstelse og opstandelse har fundet sted, og påsken er ikke en gentagelse af det, der skete dengang. Jeg er ikke skuespiller, og en gudstjeneste er ikke et teaterstykke. Nej, det er alt sammen sket engang, og dog kan vi finde stor glæde ved at reflektere eller meditere over det, der skete og tænke over, hvad det betyder i vores liv.
I dag sidder vi spredte hver for sig rundt om i vore hjem og mindes dengang, troende disciple og udvalgte apostle også havde spredt sig for alle verdens hjørner og vinde og gemte sig bag låste døre derhjemme, fordi de var bange for at lide samme grumme skæbne som ham, de ellers havde fulgt i tykt og tyndt og svoret stor kærlighed og evig troskab. Langfredag blev alt afsløret om Jesus og hans disciple og viste, at selv Guds søn var bange for undergangens lidelser, ensomhedens kvaler og dødens udslettelse, ligesom hans disciple var det; og af frygt forrådte de ham og flygtede én for én, indtil de alle var borte. Han måtte alene gå smertens vej til sin sidste ophøjelse. Alene, siger jeg, men dog var der egentlig mange hos ham. Der var et optog omkring ham, men de råbte alt andet end glædesråb, og nok hujede og piftede de, men det var ikke for at støtte eller opmuntre ham. Som om det var en omvendt Palmesøndag flokkedes de om ham; hans kvindelige disciple, som ingen dengang regnede med, for de var jo bare kvinder, og så alle hans mangfoldige fjender, der jublede over hans snarlige død, så de råbte hånende og håbede højlydt, at Jesus og hans budskaber ville lide døden, visne væk og gå i glemmebogen med ham; romerske soldater og jødiske præster fandt derved fælleskab i at myrde den uskyldige. Både før Jesus og desværre mange gange siden er mennesker blevet tortureret på kors og med andre aldeles afskyelige metoder, hvor lidelserne har været større end korsfæstelse; tusinder er døde for andres skyld og utallige er blevet henrettet for det, de troede på; og der er endda stadig mange, som gerne ofrer sig for at andre kan leve. Så hvorfor var Jesu død så anderledes, at vi stadig et par tusinde år efter markerer det?
Jesus døde ikke en almindelig død, for den byrde han bar, var langt større end hans forpinte, piskede og forslåede halvnøgne legeme og det tunge trækors, som han slæbte afsted på den støvede vej til Golgata; hans byrde var ikke kun fysisk men i højere grad åndelig og bestod af vægten af hele verdens og alle menneskers synd, tvivl og fortabelse. Se, dette bebyrdede menneske blev naglet til et kors, der blev hejst højt op, for at han kunne blive til skue for alle øjnes spot alle mundes hån; han led og døde under store kvaler, smerter og lidelser; tortureret af folks tvivl, nådesløshed og kærlighedsforladthed, fordi han skulle dø og ofres for vores skyld. Og han gik frivilligt ind i den lidelse.
Selvom vi jo godt ved, at der kom en opstandelse for Jesus – som vi fejrer på søndag, hvor han blev oprejst fra graven og dermed brød dødens frygtelige magt -, må vi ikke bare haste hen over det ubehagelige faktum, at Langfredag ligger som en sort dag i kirkeåret. Sorte dage har vi nemlig også mange – især i disse dage, hvor frygten for corona-smitte fylder overalt. Frygtens sorte skygger lægger en dæmper på vores glæde i hverdagen, for vi har ingen sikkerheder her i tilværelsen; det mærker vi især nu, hvor vi alle er udsatte, og hvor vi ikke kan undgå at se de skræmmende nyheder og dødstal fra alverdens riger og lande. Døden ligger på lur og dens tilfældige nedslag og dødsmagt er stadig frygtelig, og usikkerheden er så bedrøvelig, at mange af frygt og angst føler sig fanget og bundet i tvivlen om Guds godhed og vores værdi som mennesker. Det var netop imod alle disse tyngende erfaringer, at Jesus skridt for skridt bragte skam over sig selv, da han sled og kæmpede med at tage alt det på sig, som kunne forhindre mennesker i at møde Gud og mærke hans godhed. Ingen af os bad ham om at dø for os, men han så vore kvaler langt tid før vi oplevede dem, og han gik ind i det, vi frygter mest, for at ødelægge frygten indefra.
Da han døde for os, gav han vores liv større værdi. Når vi hører, at han med sine lungers sidste luft tilgav sine bødler, tog røveren med sig i Paradis og overgav sin livsånd i Guds hænder, så ser vi det sandeste og mest oprigtige menneske, der nogensinde har levet til ære for Gud og til gavn for mennesker. Han gik fra guddommelighed til menneskelighed, fra den fattige Betlehemskrybbe til det latterliggjorte Golgatakors og endelig til klippegravhulens dybe mørke i tjeneste for den kærlighed, der spreder og sår de åndelige glimt af liv og lys og glæde, eller som vi plejer at sige i kirken: tro, håb og kærlighed. Under korset står vi denne Langfredag og takker ham for alt det, han gjorde for os. Lad os se på korset og leve i taknemmelighed og i eftertanke på den død, han døde for at give os liv i livet. Han døde for os, så nu skal vi leve for ham. Amen.
Lad os alle bede: Vor Herre Jesus Kristus, tak fordi du gik ind i døden før os og foran os. Du tog frivilligt korsets skam på dig og døde imens du stadig talte nådige ord; du døde for os, for at vi skal leve for dig. Tak for livet, du gav os adgang til; tak for håbet om evighed i glæde og kærlighed. Skænk os din fred i sjæl, hjerte og sind. Tilgiv os alle vore mangler, tilregn os ikke de synder vi begår af uforstand eller mangel på omtanke. Vær med os i dag og hver en dag i livet; vær med alle dem, vi tænker på og holder af, og som vi ikke kan samles med i disse tider. Vær også med de syge og døende; tag frygten fra dem og løft angsten, så de kan finde lindring ved det håb, de fik i deres dåb. Husk også på os i dit rige. Amen.
Meddelelser: Og så vil jeg meddele, at det på søndag er påskedag. I den forbindelse lægger Katrine Gaub en prædiken ud på Kongeåpastoratets facebookside om formiddagen og jeg live-streamer fra Vilslev Kirke kl. 11.
Nogle har i dag gået en tur på Via Dolorosa eller smertens vej og har sendt mig nogle ord, tanker, bønner og refleksioner, som jeg er rigtig glad for, at I har sendt mig. Det er interessant at læse og høre, hvad I har fået ud af at gå og lytte. Vandringen kunne man foretage i det fine forårsvejr, eller man kunne foretage vandringen for sit indre blik. Videoen ligger stadig på youtube, hvis flere skulle have lyst til at gå turen – og jeg modtager stadig gerne jeres ord, tanker osv.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 634: Du ved det nok, mit hjerte
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 440: O Guds lam uskyldig
Tak for nu. Tak fordi I så med og deltog på hver jeres måde. Jeg håber stadig, at vi snart igen kan mødes i kirken og synge sammen. I er som altid velkomne til at skrive jeres spørgsmål og kommentarer under videoen. Hav en god Langfredag aften.
Indledning
Andagten i dag skulle have været afholdt i Hunderup Kirke, men pga. tekniske udfordringer er den flyttet til Vilslev Kirke. I dag mindes vi med flaget på halv, at Jesus døde på korset for vore synders skyld. Selv forårsdagens varme kan ikke fjerne kulden Jesu døde legeme, og ingen morgenrød forårssol kan oplyse de natteskyer, der lagde sig tungt og mørkt over hans tapre medmenneskelighed. Jeg har valgt at live-streame her i aften kl. 21 for derved at have naturens mørke omkring os; kun det elektriske lys oplyser kirkerummet, nu da vi mindes, at det levende livslys blev slukket. Vi skal dvæle lidt ved døden og mindes det offer, Jesus bragte, da han gik den smertelige vej og opgav sin livsånd, forhånet, forladt og fortvivlet. Hvorfor skulle det dog ske? Det er det spørgsmål, vi skal tænker over denne aftenstund.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Vi takker dig, Gud Fader, at du har givet os din enbårne Søn, Jesus Kristus, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi takker dig, Jesus Kristus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser. Vi takker dig, du gode Helligånd, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet véd til salighed end den korsfæstede Jesus Kristus. Giv os, Gud, din nåde, at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved Jesu døds kraft afstår fra synd og aldrig slipper Jesus af vore hjerter, førend vi ser ham klarligt i det evige liv, hvor han med dig og Helligånden lever og regerer fra evighed og til evighed. Amen.
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 201: Det hellige kors
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«
Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. (Lukasevangeliet 23,26-49) Amen.
Prædiken
Langfredag er en sort dag her midt i påskens normalt så hyggelige dage samt foråret, der lokker os ud i naturens håbefuldhed. Selvom dagene ikke er så hyggelige lige nu, så bidrager forårsnaturen til, at vi er stærke i troen på, at normalhverdagen snart genopstår. Langfredag er i sin ånd en stille dag, men også en dag, der bryder ind i vore liv og tilværelse. Derfor holdes andagten om aftenen, selvom mange nok ikke ser med her, fordi der er andet i fjernsynet, eller fordi man er beskæftiget med noget andet. Sådan må det være; livet går jo sin egen gang i hvert et lille hjem; korsfæstelse og opstandelse har fundet sted, og påsken er ikke en gentagelse af det, der skete dengang. Jeg er ikke skuespiller, og en gudstjeneste er ikke et teaterstykke. Nej, det er alt sammen sket engang, og dog kan vi finde stor glæde ved at reflektere eller meditere over det, der skete og tænke over, hvad det betyder i vores liv.
I dag sidder vi spredte hver for sig rundt om i vore hjem og mindes dengang, troende disciple og udvalgte apostle også havde spredt sig for alle verdens hjørner og vinde og gemte sig bag låste døre derhjemme, fordi de var bange for at lide samme grumme skæbne som ham, de ellers havde fulgt i tykt og tyndt og svoret stor kærlighed og evig troskab. Langfredag blev alt afsløret om Jesus og hans disciple og viste, at selv Guds søn var bange for undergangens lidelser, ensomhedens kvaler og dødens udslettelse, ligesom hans disciple var det; og af frygt forrådte de ham og flygtede én for én, indtil de alle var borte. Han måtte alene gå smertens vej til sin sidste ophøjelse. Alene, siger jeg, men dog var der egentlig mange hos ham. Der var et optog omkring ham, men de råbte alt andet end glædesråb, og nok hujede og piftede de, men det var ikke for at støtte eller opmuntre ham. Som om det var en omvendt Palmesøndag flokkedes de om ham; hans kvindelige disciple, som ingen dengang regnede med, for de var jo bare kvinder, og så alle hans mangfoldige fjender, der jublede over hans snarlige død, så de råbte hånende og håbede højlydt, at Jesus og hans budskaber ville lide døden, visne væk og gå i glemmebogen med ham; romerske soldater og jødiske præster fandt derved fælleskab i at myrde den uskyldige. Både før Jesus og desværre mange gange siden er mennesker blevet tortureret på kors og med andre aldeles afskyelige metoder, hvor lidelserne har været større end korsfæstelse; tusinder er døde for andres skyld og utallige er blevet henrettet for det, de troede på; og der er endda stadig mange, som gerne ofrer sig for at andre kan leve. Så hvorfor var Jesu død så anderledes, at vi stadig et par tusinde år efter markerer det?
Jesus døde ikke en almindelig død, for den byrde han bar, var langt større end hans forpinte, piskede og forslåede halvnøgne legeme og det tunge trækors, som han slæbte afsted på den støvede vej til Golgata; hans byrde var ikke kun fysisk men i højere grad åndelig og bestod af vægten af hele verdens og alle menneskers synd, tvivl og fortabelse. Se, dette bebyrdede menneske blev naglet til et kors, der blev hejst højt op, for at han kunne blive til skue for alle øjnes spot alle mundes hån; han led og døde under store kvaler, smerter og lidelser; tortureret af folks tvivl, nådesløshed og kærlighedsforladthed, fordi han skulle dø og ofres for vores skyld. Og han gik frivilligt ind i den lidelse.
Selvom vi jo godt ved, at der kom en opstandelse for Jesus – som vi fejrer på søndag, hvor han blev oprejst fra graven og dermed brød dødens frygtelige magt -, må vi ikke bare haste hen over det ubehagelige faktum, at Langfredag ligger som en sort dag i kirkeåret. Sorte dage har vi nemlig også mange – især i disse dage, hvor frygten for corona-smitte fylder overalt. Frygtens sorte skygger lægger en dæmper på vores glæde i hverdagen, for vi har ingen sikkerheder her i tilværelsen; det mærker vi især nu, hvor vi alle er udsatte, og hvor vi ikke kan undgå at se de skræmmende nyheder og dødstal fra alverdens riger og lande. Døden ligger på lur og dens tilfældige nedslag og dødsmagt er stadig frygtelig, og usikkerheden er så bedrøvelig, at mange af frygt og angst føler sig fanget og bundet i tvivlen om Guds godhed og vores værdi som mennesker. Det var netop imod alle disse tyngende erfaringer, at Jesus skridt for skridt bragte skam over sig selv, da han sled og kæmpede med at tage alt det på sig, som kunne forhindre mennesker i at møde Gud og mærke hans godhed. Ingen af os bad ham om at dø for os, men han så vore kvaler langt tid før vi oplevede dem, og han gik ind i det, vi frygter mest, for at ødelægge frygten indefra.
Da han døde for os, gav han vores liv større værdi. Når vi hører, at han med sine lungers sidste luft tilgav sine bødler, tog røveren med sig i Paradis og overgav sin livsånd i Guds hænder, så ser vi det sandeste og mest oprigtige menneske, der nogensinde har levet til ære for Gud og til gavn for mennesker. Han gik fra guddommelighed til menneskelighed, fra den fattige Betlehemskrybbe til det latterliggjorte Golgatakors og endelig til klippegravhulens dybe mørke i tjeneste for den kærlighed, der spreder og sår de åndelige glimt af liv og lys og glæde, eller som vi plejer at sige i kirken: tro, håb og kærlighed. Under korset står vi denne Langfredag og takker ham for alt det, han gjorde for os. Lad os se på korset og leve i taknemmelighed og i eftertanke på den død, han døde for at give os liv i livet. Han døde for os, så nu skal vi leve for ham. Amen.
Lad os alle bede: Vor Herre Jesus Kristus, tak fordi du gik ind i døden før os og foran os. Du tog frivilligt korsets skam på dig og døde imens du stadig talte nådige ord; du døde for os, for at vi skal leve for dig. Tak for livet, du gav os adgang til; tak for håbet om evighed i glæde og kærlighed. Skænk os din fred i sjæl, hjerte og sind. Tilgiv os alle vore mangler, tilregn os ikke de synder vi begår af uforstand eller mangel på omtanke. Vær med os i dag og hver en dag i livet; vær med alle dem, vi tænker på og holder af, og som vi ikke kan samles med i disse tider. Vær også med de syge og døende; tag frygten fra dem og løft angsten, så de kan finde lindring ved det håb, de fik i deres dåb. Husk også på os i dit rige. Amen.
Meddelelser: Og så vil jeg meddele, at det på søndag er påskedag. I den forbindelse lægger Katrine Gaub en prædiken ud på Kongeåpastoratets facebookside om formiddagen og jeg live-streamer fra Vilslev Kirke kl. 11.
Nogle har i dag gået en tur på Via Dolorosa eller smertens vej og har sendt mig nogle ord, tanker, bønner og refleksioner, som jeg er rigtig glad for, at I har sendt mig. Det er interessant at læse og høre, hvad I har fået ud af at gå og lytte. Vandringen kunne man foretage i det fine forårsvejr, eller man kunne foretage vandringen for sit indre blik. Videoen ligger stadig på youtube, hvis flere skulle have lyst til at gå turen – og jeg modtager stadig gerne jeres ord, tanker osv.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 634: Du ved det nok, mit hjerte
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 440: O Guds lam uskyldig
Tak for nu. Tak fordi I så med og deltog på hver jeres måde. Jeg håber stadig, at vi snart igen kan mødes i kirken og synge sammen. I er som altid velkomne til at skrive jeres spørgsmål og kommentarer under videoen. Hav en god Langfredag aften.
