Kyndelmisse d. 2. februar 2022 i Hunderup Kirke kl. 16.30-17.30
Præludium: ”Februar kulde og mørke dage” - tekst, Ingrid Schrøder-Hansen - mel. Thora Borch
Indgangsbøn
1. fællessalme 557 Her vil ties, her vil bies
tekstlæsning/refleksion – Ole bestemmer
Digtet AFMAGT af Tove Ditlevsen
Afmagt og håbløshed er vinterens budskab. Alt det vi glædede os over i foråret og sommeren og endda sensommer og efterår, det forsvandt og døde ud og blev borte med blæsten hen over vinteren. Følelser kan være lumske og drilske, men i sig selv er følelser aldrig sande. Derfor har vi jo både hoved og hjerte: tænk bare på en person, der kun havde hoved, men intet hjerte – eller omvendt: En person kun med hjerte, men intet hoved. Vi skal have begge dele med, ellers bliver det hele hovedløst eller hjerteløst, og så går vi til grunde.
Digtet er en følelse, for afmagt er en følelse. En følelse af ikke at slå til. En følelse af ikke at være nok. En følelse af at være for lidt, være for lille, være utilstrækkelig. Men på overfladen smiler man til sin næste og sin nabo, for der er jo ingen grund til at føre sig frem som noget særligt, og hvis nogen skal have noget at snakke om, skal det jo helst ikke være én selv. Nej, vi smiler til hinanden på overfladen, og når nogen spørger, hvordan det går, svarer vi ”Fint nok” og beholder masken og facaden og går videre med små skridt, der ikke afslører, hvad der rumsterer af tanker i hjernen eller følelser i hjertet; under overfladen lurer det voldsomme. Intet er så enkelt, som det ser ud på overfladen.
I de stille tusmørketimer er det nemt at synke hen i flyvske tanker og stille eftertanker, der får det til at se ud som om, vi er faldet i staver. Vi falder i staver, vi falder hen, og vi tænker os dybt ned i dysterhed, der ligner vinter og mørke. Vi tænker: Gud har tabt os, når vi føler, at vi taber os selv. Vi tænker, at Gud begræder og fortryder, ligesom vi selv fortryder og begræder så mange ting.
Det er sandt, at det ikke blev, som Gud havde ønsket; det er sandt, at Paradisets have blev lukket af; det er sandt, at livet leves med slid og smerte. Men det er ikke sandt, at Gud har glemt os eller begræder os eller fortryder os, tværtimod. Hans hjerte banker for os, han håber på os, han ønsker os det bedste. Det skal vi høre mere om. Hold livet ud, og hold håbet op!
”Hold håbet op” - tekst, Dy Plambeck - musik, Marianne Søgaard
Herefter går koret ned og sætter sig og Ole går for alteret
tekstlæsning/refleksion
Luk 2,22-40 – folk bliver siddende
2. fællessalme 747 Lysets engel går med glans
prædiken / refleksion Lyset er slukket i kirken
Nu går dagene mod lyset og mørket mister magt. Sådan vil jeg sige, selvom vi jo her ved dagens skumring kan se og erfare, at vi går natten i møde, og at mørket snart vil dække os. Herinde i kirkens rum træder vi dog ind i en anden verden; kommer ind i en århundrede gammel historie, der rækker tilbage til templet i Jerusalem. Herinde har vi at gøre med de store følelser og større ord, vi har at gøre med kampen mellem lys og mørke, mellem død og liv; kampen mellem tro og tvivl. Herinde må vi lytte og undre os, synge og bede, herinde kan vi være til stede uden at skulle være noget særligt for nogen eller være nogen særlig i sammenhængen og fællesskabet. Vi retter fokus væk fra alt vort eget og for en stund tænker vi ikke på hverdagen men lader os fylde af noget andet. Noget større, dybere, mere åndeligt og noget, der i højere grad skal tros mere end det skal eller kan forklares.
Vi har hørt digtet Afmagt af Tove Ditlevsen, og vi hørte om dengang, Maria og Josef gik i templet med det lille Jesusbarn. Afmagt skal have modspil af håb. Siden jeg selv blev far har jeg opdaget nye sider af mig selv, opdaget nye følelser og i min datter mødt et menneske, som både kan bringe mig uudsigelig stor glæde og også mangfoldige sorger og bekymringer. Aldrig før har jeg som over for dette barn følt mig så afmægtig. At få et barn ryster ens grundvold og verden. Sådan var det også for Maria, som jo ikke ligefrem havde fået en søn ligesom så mange andre. Hele tiden blev hun mindet om, at hendes søn var noget særligt; og folk var ærlige om det, både når de som Simeon og Anna i templet glædesfulde takkede Gud for hans frelse og troskab, og også senere ved afslutningen af Jesu liv, da Maria stod ved foden af korset og så, at han var blevet efterladt dér til at lide og dø. Var han da tabt ud af Guds hænder? Havde Gud i sin himmel ganske enkelt fortrudt at sende sin Søn til jorden? Hvilken frygtelig tanke, at Gud skulle fortryde noget! Hvad ville han ellers ikke også kunne finde på at fortryde? Vi ved jo fra os selv, at vi kan træffe ét valg og så fortryde og derefter vælge noget helt andet; og vore valg kan rive familier i stykker, bryde mennesker ned og dræbe livsglæde og lykke. Men Gud fortryder ikke.
Da Gud begyndte sin skabergerning, var der først mørke. Det var så uendeligt mørkt; og Gud tændte lys. Da Gud langt senere lod sin søn føde var det igen for at tænde lys. Det lys skulle skinne i mørket – hvor ellers, kunne man spørge; det giver jo ikke mening at tænde lys, hvor lyset allerede skinner. At Jesus-lyset blev tændt betyder også, at Jesus som lyslevende skulle gå hen til de mennesker, der var i mørke for dér at være et lys for dem.
Derfor fejrer vi kyndelmisse. Denne gudstjeneste har rødder langt tilbage i tiden, men den historiske baggrund kan man google sig til og læse på wikipedia. Jeg kan dog nævne, at kyndelmissen oprindelig var en lysfest, hvor man indviede de lys, der skulle bruges i kirken resten af året. Og kyndelmissen kaldtes engang Sankt Simoens dag, og på den dag fejrede man Marias renselse. Kyndelmissen ligger 40 dage efter Jesu fødsel. Det er alt sammen såmænd nok interessant i sig selv, men vi er ikke samlet for at høre historiske foredrag, men for både at undre og glæde os over dette lys, der blev tændt med Jesus og som stadig brænder for hvert et menneskes aften og nat i dag og i morgen, ja, indtil jorden ender.
Hvorfor vil Jesus lyse for os? Hvad er meningen – vi har jo elektricitet? Og er det ikke sandt, som Ditlevsen digtede, at Gud begræder, at han har skabt os? Os, der især i den vestlige verden forbruger så meget, at vore jordklode lider og forureningen stiger og befolkninger i lande langt væk arbejder for ussel løn, så vi kan købe smarte ting til billige penge. Man kan sige, at mørkets kræfter hærger jorden og at uretfærdigheden trives både her og der, men sandt er det i hvert fald, at langt de fleste dæmoniske ansigter er masker, der sidder på mennesker af kød og blod. Vi har et ansvar for de valg, vi træffer, og vore valg kan øge forbandelsens mørke eller velsignelsens lys. Det skal man ikke underkende. Derfor fejrer vi kyndelmisse.
For lyset skinner i mørket, og håbet slår rødder og sætter spirer. Gud skilte lyset fra mørket, for i mørke er alle mennesker grå, men i lyset er vi mangfoldige og farvestrålende. Hver især har vi evner og talenter, som vi må og skal bruge i fællesskab, hvis altså vi ønsker at velsignelsens lys og håbets glæde skal brede sig i vores liv, blandt vore venner og i vores familie.
Der er mørke nok i verden, ikke? Der er mange nok, der lider i ensomhed, fattigdom, sorger og dystre synder, skam og selvpineri. Lad os tælle de lyse timer. For der er altid lyspunkter også i en mørk tid. Måske kan vi ikke finde lyset i os selv, men her i kirken skinner der et evigt lys. Ja, herinde sætter vi den almindelige tilværelse ind i en historisk ramme og under kærlighedens belysning. Når vi har brug for lys, er det jo, fordi mørket breder sig. Når vi har brug for at høre om håb, så er det fordi, håbløsheden stadig truer, og man spørger: Bli’r det nogensinde godt?
Hvad tænker I? Afmagten kan vi nemt føle, når vi bliver blæst bagover i sind og psyke af storme stærkere end Malik. Afmagt føler vi, hver gang vi når til grænsen for det, vi kan. Afmagten er dog ikke alt, for der er også stadig håb om lys. Om lysere tider. Blinde skal se, døves øre lukkes op og den stumme skal juble, fattige skal prise Gud og jorden skal indhylles i glæde. Det lysner. Håber bryder igennem. Vent bare og se. Vil I have bevis? Kom op og tænd et lys – og vær med til at sprede mørket. Og lad os gå ud fra gudstjenesten og selv være som et lille lys derude hos dem, der trænger til lys i livet. Amen.
lystænding mens tværfløjte og klaver spiller
refleksion / meditation i stilhed
3. fællessalme Guds nåde er en vintergæk TILLÆG
Fadervor og velsignelse
4. fællessalme 814 Gå i mørket med lyset
Udgangsbøn
Postludium: ”For at tænde lys” – tekst og musik Lars Lilholt
Meddelelse:
· ingen suppe alligevel – tak for i dag
· Gudstjeneste på søndag
· Kirkeblad på vej – hold øje med facebook
· Tak til kirkekoret, for sang og fællessang
Ekstra postludium: det er hvidt herude
Medvirkende:
Vilslev og Hunderup Kirkekor
Jytte Hintz, tværfløjte
Dorte Grangård, el-klaver
Ole Witte Madsen, liturg
Hanne Præstegaard, kirkesanger
Lone Bruun, pyntning og lysopsætning
Præludium: ”Februar kulde og mørke dage” - tekst, Ingrid Schrøder-Hansen - mel. Thora Borch
Indgangsbøn
1. fællessalme 557 Her vil ties, her vil bies
tekstlæsning/refleksion – Ole bestemmer
Digtet AFMAGT af Tove Ditlevsen
Afmagt og håbløshed er vinterens budskab. Alt det vi glædede os over i foråret og sommeren og endda sensommer og efterår, det forsvandt og døde ud og blev borte med blæsten hen over vinteren. Følelser kan være lumske og drilske, men i sig selv er følelser aldrig sande. Derfor har vi jo både hoved og hjerte: tænk bare på en person, der kun havde hoved, men intet hjerte – eller omvendt: En person kun med hjerte, men intet hoved. Vi skal have begge dele med, ellers bliver det hele hovedløst eller hjerteløst, og så går vi til grunde.
Digtet er en følelse, for afmagt er en følelse. En følelse af ikke at slå til. En følelse af ikke at være nok. En følelse af at være for lidt, være for lille, være utilstrækkelig. Men på overfladen smiler man til sin næste og sin nabo, for der er jo ingen grund til at føre sig frem som noget særligt, og hvis nogen skal have noget at snakke om, skal det jo helst ikke være én selv. Nej, vi smiler til hinanden på overfladen, og når nogen spørger, hvordan det går, svarer vi ”Fint nok” og beholder masken og facaden og går videre med små skridt, der ikke afslører, hvad der rumsterer af tanker i hjernen eller følelser i hjertet; under overfladen lurer det voldsomme. Intet er så enkelt, som det ser ud på overfladen.
I de stille tusmørketimer er det nemt at synke hen i flyvske tanker og stille eftertanker, der får det til at se ud som om, vi er faldet i staver. Vi falder i staver, vi falder hen, og vi tænker os dybt ned i dysterhed, der ligner vinter og mørke. Vi tænker: Gud har tabt os, når vi føler, at vi taber os selv. Vi tænker, at Gud begræder og fortryder, ligesom vi selv fortryder og begræder så mange ting.
Det er sandt, at det ikke blev, som Gud havde ønsket; det er sandt, at Paradisets have blev lukket af; det er sandt, at livet leves med slid og smerte. Men det er ikke sandt, at Gud har glemt os eller begræder os eller fortryder os, tværtimod. Hans hjerte banker for os, han håber på os, han ønsker os det bedste. Det skal vi høre mere om. Hold livet ud, og hold håbet op!
”Hold håbet op” - tekst, Dy Plambeck - musik, Marianne Søgaard
Herefter går koret ned og sætter sig og Ole går for alteret
tekstlæsning/refleksion
Luk 2,22-40 – folk bliver siddende
2. fællessalme 747 Lysets engel går med glans
prædiken / refleksion Lyset er slukket i kirken
Nu går dagene mod lyset og mørket mister magt. Sådan vil jeg sige, selvom vi jo her ved dagens skumring kan se og erfare, at vi går natten i møde, og at mørket snart vil dække os. Herinde i kirkens rum træder vi dog ind i en anden verden; kommer ind i en århundrede gammel historie, der rækker tilbage til templet i Jerusalem. Herinde har vi at gøre med de store følelser og større ord, vi har at gøre med kampen mellem lys og mørke, mellem død og liv; kampen mellem tro og tvivl. Herinde må vi lytte og undre os, synge og bede, herinde kan vi være til stede uden at skulle være noget særligt for nogen eller være nogen særlig i sammenhængen og fællesskabet. Vi retter fokus væk fra alt vort eget og for en stund tænker vi ikke på hverdagen men lader os fylde af noget andet. Noget større, dybere, mere åndeligt og noget, der i højere grad skal tros mere end det skal eller kan forklares.
Vi har hørt digtet Afmagt af Tove Ditlevsen, og vi hørte om dengang, Maria og Josef gik i templet med det lille Jesusbarn. Afmagt skal have modspil af håb. Siden jeg selv blev far har jeg opdaget nye sider af mig selv, opdaget nye følelser og i min datter mødt et menneske, som både kan bringe mig uudsigelig stor glæde og også mangfoldige sorger og bekymringer. Aldrig før har jeg som over for dette barn følt mig så afmægtig. At få et barn ryster ens grundvold og verden. Sådan var det også for Maria, som jo ikke ligefrem havde fået en søn ligesom så mange andre. Hele tiden blev hun mindet om, at hendes søn var noget særligt; og folk var ærlige om det, både når de som Simeon og Anna i templet glædesfulde takkede Gud for hans frelse og troskab, og også senere ved afslutningen af Jesu liv, da Maria stod ved foden af korset og så, at han var blevet efterladt dér til at lide og dø. Var han da tabt ud af Guds hænder? Havde Gud i sin himmel ganske enkelt fortrudt at sende sin Søn til jorden? Hvilken frygtelig tanke, at Gud skulle fortryde noget! Hvad ville han ellers ikke også kunne finde på at fortryde? Vi ved jo fra os selv, at vi kan træffe ét valg og så fortryde og derefter vælge noget helt andet; og vore valg kan rive familier i stykker, bryde mennesker ned og dræbe livsglæde og lykke. Men Gud fortryder ikke.
Da Gud begyndte sin skabergerning, var der først mørke. Det var så uendeligt mørkt; og Gud tændte lys. Da Gud langt senere lod sin søn føde var det igen for at tænde lys. Det lys skulle skinne i mørket – hvor ellers, kunne man spørge; det giver jo ikke mening at tænde lys, hvor lyset allerede skinner. At Jesus-lyset blev tændt betyder også, at Jesus som lyslevende skulle gå hen til de mennesker, der var i mørke for dér at være et lys for dem.
Derfor fejrer vi kyndelmisse. Denne gudstjeneste har rødder langt tilbage i tiden, men den historiske baggrund kan man google sig til og læse på wikipedia. Jeg kan dog nævne, at kyndelmissen oprindelig var en lysfest, hvor man indviede de lys, der skulle bruges i kirken resten af året. Og kyndelmissen kaldtes engang Sankt Simoens dag, og på den dag fejrede man Marias renselse. Kyndelmissen ligger 40 dage efter Jesu fødsel. Det er alt sammen såmænd nok interessant i sig selv, men vi er ikke samlet for at høre historiske foredrag, men for både at undre og glæde os over dette lys, der blev tændt med Jesus og som stadig brænder for hvert et menneskes aften og nat i dag og i morgen, ja, indtil jorden ender.
Hvorfor vil Jesus lyse for os? Hvad er meningen – vi har jo elektricitet? Og er det ikke sandt, som Ditlevsen digtede, at Gud begræder, at han har skabt os? Os, der især i den vestlige verden forbruger så meget, at vore jordklode lider og forureningen stiger og befolkninger i lande langt væk arbejder for ussel løn, så vi kan købe smarte ting til billige penge. Man kan sige, at mørkets kræfter hærger jorden og at uretfærdigheden trives både her og der, men sandt er det i hvert fald, at langt de fleste dæmoniske ansigter er masker, der sidder på mennesker af kød og blod. Vi har et ansvar for de valg, vi træffer, og vore valg kan øge forbandelsens mørke eller velsignelsens lys. Det skal man ikke underkende. Derfor fejrer vi kyndelmisse.
For lyset skinner i mørket, og håbet slår rødder og sætter spirer. Gud skilte lyset fra mørket, for i mørke er alle mennesker grå, men i lyset er vi mangfoldige og farvestrålende. Hver især har vi evner og talenter, som vi må og skal bruge i fællesskab, hvis altså vi ønsker at velsignelsens lys og håbets glæde skal brede sig i vores liv, blandt vore venner og i vores familie.
Der er mørke nok i verden, ikke? Der er mange nok, der lider i ensomhed, fattigdom, sorger og dystre synder, skam og selvpineri. Lad os tælle de lyse timer. For der er altid lyspunkter også i en mørk tid. Måske kan vi ikke finde lyset i os selv, men her i kirken skinner der et evigt lys. Ja, herinde sætter vi den almindelige tilværelse ind i en historisk ramme og under kærlighedens belysning. Når vi har brug for lys, er det jo, fordi mørket breder sig. Når vi har brug for at høre om håb, så er det fordi, håbløsheden stadig truer, og man spørger: Bli’r det nogensinde godt?
Hvad tænker I? Afmagten kan vi nemt føle, når vi bliver blæst bagover i sind og psyke af storme stærkere end Malik. Afmagt føler vi, hver gang vi når til grænsen for det, vi kan. Afmagten er dog ikke alt, for der er også stadig håb om lys. Om lysere tider. Blinde skal se, døves øre lukkes op og den stumme skal juble, fattige skal prise Gud og jorden skal indhylles i glæde. Det lysner. Håber bryder igennem. Vent bare og se. Vil I have bevis? Kom op og tænd et lys – og vær med til at sprede mørket. Og lad os gå ud fra gudstjenesten og selv være som et lille lys derude hos dem, der trænger til lys i livet. Amen.
lystænding mens tværfløjte og klaver spiller
refleksion / meditation i stilhed
3. fællessalme Guds nåde er en vintergæk TILLÆG
Fadervor og velsignelse
4. fællessalme 814 Gå i mørket med lyset
Udgangsbøn
Postludium: ”For at tænde lys” – tekst og musik Lars Lilholt
Meddelelse:
· ingen suppe alligevel – tak for i dag
· Gudstjeneste på søndag
· Kirkeblad på vej – hold øje med facebook
· Tak til kirkekoret, for sang og fællessang
Ekstra postludium: det er hvidt herude
Medvirkende:
Vilslev og Hunderup Kirkekor
Jytte Hintz, tværfløjte
Dorte Grangård, el-klaver
Ole Witte Madsen, liturg
Hanne Præstegaard, kirkesanger
Lone Bruun, pyntning og lysopsætning
