Hej konfirmander! Vi mødtes over teams i sidste uge og snakkede om forholdet mellem dåb og konfirmation og mellem dåb og begravelse, og vi arbejder videre med dåb i denne uge. Hvis I skal have genopfrisket, hvad vi talte om i sidste uge, kan I læse det via dette link: https://teologiogkultur.weebly.com/blog/uge-4-konfirmationsforberedelse
I denne uge får I 3 opgaver. I den første opgave, hvor I skal læse i Bibelen og i noget af en tegneserie, og så skal I tænke over dåben og besvare nogle spørgsmål. I den anden opgave skal I tale med jeres forældre om dengang, I blev døbt. I den tredje opgave skal I ud i naturen og tage nogle billeder; tag gerne afsted et par stykker sammen. I bestemmer selv, i hvilken rækkefølge I laver opgaverne. I skal bare aflevere svarene senest på fredag kl. 12. Som altid skal I bare sige til, hvis I skal have hjælp til noget. God fornøjelse.
Første opgave:
Vi har dåb i kirken, fordi Jesus blev døbt engang. Du skal nu læse teksten fra Bibelen om Jesu dåb. Teksten finder vi i Matthæusevangeliet kapitel 3 vers 13-17 – klik her: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/3
Når du har læst teksten i Bibelen skal du se på tegningerne af Jesu dåb (scrol ned i bunden af denne side). Peter Madsen har tegnet, hvordan det kunne have set ud, da Jesus blev døbt. Tegningerne er fra bogen Menneskesønnen, som man kan låne på biblioteket. Ud fra teksten i Bibelen og tegninger, skal du besvare nogle spørgsmål:
Hvem var til stede, da Jesus blev døbt?
Hvor gammel var Jesus, da han blev døbt?
Hvem var det, der døbte Jesus?
Hvor foregik dåben?
Hvordan foregik dåben?
Hvad skete der, da Jesus blev døbt?
Anden opgave:
Det var første opgave. Nu kommer du til anden opgave, som du skal lave sammen med dine forældre. Den handler om dengang, du blev døbt. Svarene skal du ikke sende til mig, men du skal gemme dem indtil vi igen kan ses.
Hvornår blev du døbt? (dato og år)
Hvor blev du døbt? (kirkens og byens navn)
Hvem bar eller fulgte dig til dåben?
Hvem stod fadder til dig?
Hvor mange gæster var med til din dåb?
Hvad fik du i dåbsgaver?
Grunden til at du skal besvare disse spørgsmål er, at vi skal finde ud af, hvilken søndag, du blev døbt, så vi kan finde de tre Bibeltekster, som præsten dengang læste op i kirken. Hvis du ikke blev døbt en søndag, finder vi den søndag, der ligger nærmest din dåb. Den søndags Bibeltekster skal du så læse, for du skal derudfra finde ét citat, der siger dig noget – og dét citat bliver dit konfirmationsord. Besvar spørgsmålene ovenfor, og så arbejder vi videre med dit konfirmationsord senere.
Tredje opgave:
Kan du finde tegn på håb om, at vi går bedre tider i møde? Gå ud i naturen og find forårsbebudere. En forårsbebuder er noget, der viser, at foråret er på vej. Det kan være en blomst, der skyder op, knopper på træerne, fugle der synger eller noget helt andet. Find 5 forskellige slags tegn på, at foråret er på vej og tag billeder af det. Mange går og glæder sig til foråret; men hvad glæder du dig til? Skriv ét ord på hver af dine 5 billeder. Lav en collage med billederne og send til mig.