Teksterne til Første Søndag i Advent kan læses her.
Der er helte, vi husker fra vores barndom og ungdom; livlige piger og drenge, nysgerrige børn, rødder og lømler der havde appetit på livet og ikke gik af vejen for et godt eventyr i den store ukendte verden, hvor alt var nyt og spændende. Forventningerne var skruet i vejret når Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Postman Per, Peter Plys, Lille Per, Klods Hans, Børnene fra Bulderby og mange flere begav sig ud på deres eventyr med os på sidelinjen. I dag får Klods Hans igen vores opmærksomhed.
Der er helte, vi husker fra vores barndom og ungdom; livlige piger og drenge, nysgerrige børn, rødder og lømler der havde appetit på livet og ikke gik af vejen for et godt eventyr i den store ukendte verden, hvor alt var nyt og spændende. Forventningerne var skruet i vejret når Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Postman Per, Peter Plys, Lille Per, Klods Hans, Børnene fra Bulderby og mange flere begav sig ud på deres eventyr med os på sidelinjen. I dag får Klods Hans igen vores opmærksomhed.
Klods Hans blev af sine to brødre ikke regnet for ret meget. Han var klodset, og han red rundt på sin ged, mens brødrene sad rankt og højt på deres heste. De ville alle tre fri til prinsessen. Hun var en virkelig køn pige, et godt skår, og mange ville gerne se, om de kunne score hende. Én efter én gik de flotte mænd fra landsby og omegn hen til hende. Hun sad på sin fine prinsessestol på det flotte slot og så så højtideligt ud i al sit fine prinsessetøj. Mange mænd og drenge gik forgæves, for som prinsesse kunne hun vælge og vrage. Og det gjorde hun så. Med en rask håndbevægelse kunne hun vifte den ene væk efter den anden, som var de blot irriterende fluer – ”Duer ikke – væk!” sagde hun, og så kom den næste mand i køen hen og præsenterede sig. Det var gabende kedeligt for hende, og som dagen gik, gabte hun mere og mere. Hendes hjertes længsel var stor, men forhåbningerne små.
Sidst på dagen troede hun, at alt håb var ude; at hun aldrig ville finde prinsen på den hvide hest, sin eneste ene, sin egen kære lille mand. Ligesom solen dalede uden for slottets mure, dalede også prinsessens humør. Dagen var snart omme, og hun skulle snart puttes i seng. Da modet var mindst, og da håbet næsten var udbrændt, gik prinsessens dør pludselig op – og dér kom Klods Hans ridende vildt og fjollet på sin ged!
Prinsessen faldt pladask for ham, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Ja, sådan gik det i eventyret, men det havde jøderne nok ikke hørt om på Jesu tid. Ligesom prinsessen længtes de også efter prinsen på den hvide hest, der som en ny og mægtig konge kunne genskabe Israels stolthed og storhed. De havde – ligesom vi – hørt Esajas’ bevingede ord om en befrier, en frelser, én, der kunne føre landet tilbage til fortidens fortællinger om et mægtigt kongerige, et land, der flød med mælk og honning.
Så da Jesus den skæbnesvangre sabbat talte i synagogen, lyste jødernes øjne op i forventning om, at ventetiden nu endelig var omme. De havde ventet så længe og længtes så meget, at de et øjeblik spontant blev ude af sig selv af jubel og glæde. Det varede dog kun lige præcist et øjeblik, inden det gik op for dem, at Jesus jo bare var ham nabodrengen henne fra tømreren Josef. Jesus var der ikke noget særligt ved; en tømrersøn!
Men ikke nok med at Jesus bare var en tømrersøn, han begyndte også at tale om, hvordan han egentlig var sendt for at hjælpe nogle helt andre mennesker. Mennesker, der ikke var jøder; mennesker som ikke kom i synagogen; ja, man kunne måske knapt kalde dem mennesker!
Fra at have frydet sig med glædesråb og jubel, vendte stemningen i synagogen pludseligt. En rasende mængde begyndte at råbe og jog Jesus ud af synagogen, ud af byen, ud mod klippen for at styrte ham ned. Han fik dem dog standset, og gik væk. Og på den måde beviste han sin pointe: Han var den ventede, men de ventede ham ikke. De ville have en anden frelser, en anden konge, en anden herre. Jesus var ikke fin nok. Og som prinsessen sagde de: ”Duer ikke – væk!”
Både forventningen og skuffelsen kommer her meget klart til udtryk. Måske var prinsessen ikke helt klar over, hvad hun skulle forvente af en kommende mand, men jøderne havde i århundrede studeret de gamle skrifter, hvor profeter havde fortalt, hvad der engang skulle komme i fremtiden. Profeterne havde fortalt om en stor og mægtig konge, ja, Guds egen søn, der skulle rejse Israel som et mægtigt kongerige. De vidste præcist, hvad de forventede: Jøderne forventede at deres konge ville være en rigtig mand, rig og mægtig, ud af en god familie, klog og flot.
I stedet kom Jesus. Ikke ridende på en ged som Klods Hans, men Jesus præsenterede sig selv lige så klodset; der var ikke meget takt og tone over den måde, han fremlagde sit ærinde i synagogen på. Han kunne godt have brugt en spindoktor. For hans budskab var faktisk meget vigtigt, men hvad hjælper et glædeligt budskab, når man ikke kan trænge igennem til mennesker, fordi deres øre er tilstoppede med egne forventninger, og når de kun hørte, hvad de selv ville høre? Der var formodentlig sket det, at jøderne havde stirret sig blinde på de forventninger, de igennem århundrede har bygget op, så de ikke kunne se tydeligt mere. Jesus stod foran dem som ham, der skulle frelse mennesker, og de kunne ikke se det. De var skuffede over ham, og mon ikke også han blev bedrøvet over deres blindhed?
Længslen brændte som et lys i deres hjerter, og længslen havde ledt dem til synagogen hver sabbat med håbet om, at deres længsel en dag ville blive indfriet. Jesus kom i synagogen netop for at indfri deres længsel, men i det øjeblik han trådte frem for dem, udbrændte deres hjerters længsel og i stedet tændtes et mørkt skær af skuffelse, vrede og had. Jøderne havde bygget nogle forventninger op, som kom til at stå i vejen for at de kunne møde Jesus som ham, de ventede på.
Det sker at længslen, der er vort indre lys, erstattes af et mørkt skær, når vore forventninger bliver gjort til skamme. Vi kender alle følelsen af skuffelsen; den bitre følelse af, at vi ikke kunne få det, vi håbede på. Netop her i juletiden med advents- kalender- og julegaver julegaver er der mange forventninger – og derfor også mange skuffelser.
Når vi forventer noget af hinanden, er det udtryk for, at vi har tiltro til, at nogen kan indfri de forventninger, vi bærer rundt på. Mange forventninger gemmer vi i hjertet; vore største forventninger taler vi nok ikke rigtig med nogen om – måske er det en sag mellem mig og Gud – men vi bærer dem stadig i vort hjerte, og jubelen vil være uudsigelig, hvis vor længsel og forventning en dag skulle blive indfriet.
Det slår mig ofte med forundring, hvor meget vi egentlig tør forvente, hvor meget vi tør lade vor hjertes længsel spille en rolle i vort liv. Igen og igen tør vi håbe på trods af den smertelige og bitre erfaring af skuffelse og længslens uro i vore hjerter. Vi mennesker er noget helt særligt, og når vi håbefuldt byder erfaringen trods, viser vi et glimt af det, Gud skabte i os; nemlig længslen efter et liv nær Gud; et sandt liv i tro, tillid og levende kærlighed.
Gud ved, at vore hjerter kan rammes af det mørke skær af skuffelsens bitterhed, og derfor sendte han Jesus for at skinne som lys i vort eget mørke. Jesus er som det første lys i adventskransen, en ny begyndelse på et nyt liv; nyt håb, ny tro, ny tillid.
Måske skinner Jesus på en måde, som vi synes er klodset. Som en Klods Hans der frimodigt og fuld af levende spræl på en charmerende måde gerne vil gøre vore hjerter lette, så vi igen kan se klart. Så vi igen kan fryde os og juble over livet, kærligheden og Gud, der kommer til verden. I dag tager vi første skridt på vej til en ny virkelighed; vi har tændt det første lys i adventskransen, og vi kan håbe på, at Jesus ligesådan vil tænde et lys i vore hjerter, så vi kan se klart, at Guds rige lys bryder frem i denne verden.
Ved at vi sidder her i kirken i dag, fortæller vi hinanden, at vi har rettet vores længsel hen mod Jesus Kristus. Vi lovsynger ham i salmerne, og vi beder til ham både stille og højlydt. På den måde inviterer vi ham til at tage del i vor juleglæde og vor længsel efter et godt kristent fællesskab, hvor tro, håb og kærlighed byder vore bitre erfaringer trods. Der er et håb om en ny mulighed og en ny virkelighed. Vi lever på det håb, og vi glæder os med hinanden i det håb; at vi må leve i den virkelighed, som vi ikke selv skaber med vore egne tanker og idéer, men som Gud skaber for os.
Jøderne jog Jesus ud af byen, vi byder ham velkommen. Vi har tændt det første lys, et nyt år for kirken er begyndt, en ny mulighed er givet til os alle i dag. Og som prinsessen valgte sin Klods Hans, har vi valgt Jesus som vores Klods Hans; som ham, der måske er nok så klodset, og bryder med alle vore fine forventninger, men som den eneste kan indfri vore hjerters længsel på en måde, vi ikke forventede.
Amen.
Sidst på dagen troede hun, at alt håb var ude; at hun aldrig ville finde prinsen på den hvide hest, sin eneste ene, sin egen kære lille mand. Ligesom solen dalede uden for slottets mure, dalede også prinsessens humør. Dagen var snart omme, og hun skulle snart puttes i seng. Da modet var mindst, og da håbet næsten var udbrændt, gik prinsessens dør pludselig op – og dér kom Klods Hans ridende vildt og fjollet på sin ged!
Prinsessen faldt pladask for ham, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Ja, sådan gik det i eventyret, men det havde jøderne nok ikke hørt om på Jesu tid. Ligesom prinsessen længtes de også efter prinsen på den hvide hest, der som en ny og mægtig konge kunne genskabe Israels stolthed og storhed. De havde – ligesom vi – hørt Esajas’ bevingede ord om en befrier, en frelser, én, der kunne føre landet tilbage til fortidens fortællinger om et mægtigt kongerige, et land, der flød med mælk og honning.
Så da Jesus den skæbnesvangre sabbat talte i synagogen, lyste jødernes øjne op i forventning om, at ventetiden nu endelig var omme. De havde ventet så længe og længtes så meget, at de et øjeblik spontant blev ude af sig selv af jubel og glæde. Det varede dog kun lige præcist et øjeblik, inden det gik op for dem, at Jesus jo bare var ham nabodrengen henne fra tømreren Josef. Jesus var der ikke noget særligt ved; en tømrersøn!
Men ikke nok med at Jesus bare var en tømrersøn, han begyndte også at tale om, hvordan han egentlig var sendt for at hjælpe nogle helt andre mennesker. Mennesker, der ikke var jøder; mennesker som ikke kom i synagogen; ja, man kunne måske knapt kalde dem mennesker!
Fra at have frydet sig med glædesråb og jubel, vendte stemningen i synagogen pludseligt. En rasende mængde begyndte at råbe og jog Jesus ud af synagogen, ud af byen, ud mod klippen for at styrte ham ned. Han fik dem dog standset, og gik væk. Og på den måde beviste han sin pointe: Han var den ventede, men de ventede ham ikke. De ville have en anden frelser, en anden konge, en anden herre. Jesus var ikke fin nok. Og som prinsessen sagde de: ”Duer ikke – væk!”
Både forventningen og skuffelsen kommer her meget klart til udtryk. Måske var prinsessen ikke helt klar over, hvad hun skulle forvente af en kommende mand, men jøderne havde i århundrede studeret de gamle skrifter, hvor profeter havde fortalt, hvad der engang skulle komme i fremtiden. Profeterne havde fortalt om en stor og mægtig konge, ja, Guds egen søn, der skulle rejse Israel som et mægtigt kongerige. De vidste præcist, hvad de forventede: Jøderne forventede at deres konge ville være en rigtig mand, rig og mægtig, ud af en god familie, klog og flot.
I stedet kom Jesus. Ikke ridende på en ged som Klods Hans, men Jesus præsenterede sig selv lige så klodset; der var ikke meget takt og tone over den måde, han fremlagde sit ærinde i synagogen på. Han kunne godt have brugt en spindoktor. For hans budskab var faktisk meget vigtigt, men hvad hjælper et glædeligt budskab, når man ikke kan trænge igennem til mennesker, fordi deres øre er tilstoppede med egne forventninger, og når de kun hørte, hvad de selv ville høre? Der var formodentlig sket det, at jøderne havde stirret sig blinde på de forventninger, de igennem århundrede har bygget op, så de ikke kunne se tydeligt mere. Jesus stod foran dem som ham, der skulle frelse mennesker, og de kunne ikke se det. De var skuffede over ham, og mon ikke også han blev bedrøvet over deres blindhed?
Længslen brændte som et lys i deres hjerter, og længslen havde ledt dem til synagogen hver sabbat med håbet om, at deres længsel en dag ville blive indfriet. Jesus kom i synagogen netop for at indfri deres længsel, men i det øjeblik han trådte frem for dem, udbrændte deres hjerters længsel og i stedet tændtes et mørkt skær af skuffelse, vrede og had. Jøderne havde bygget nogle forventninger op, som kom til at stå i vejen for at de kunne møde Jesus som ham, de ventede på.
Det sker at længslen, der er vort indre lys, erstattes af et mørkt skær, når vore forventninger bliver gjort til skamme. Vi kender alle følelsen af skuffelsen; den bitre følelse af, at vi ikke kunne få det, vi håbede på. Netop her i juletiden med advents- kalender- og julegaver julegaver er der mange forventninger – og derfor også mange skuffelser.
Når vi forventer noget af hinanden, er det udtryk for, at vi har tiltro til, at nogen kan indfri de forventninger, vi bærer rundt på. Mange forventninger gemmer vi i hjertet; vore største forventninger taler vi nok ikke rigtig med nogen om – måske er det en sag mellem mig og Gud – men vi bærer dem stadig i vort hjerte, og jubelen vil være uudsigelig, hvis vor længsel og forventning en dag skulle blive indfriet.
Det slår mig ofte med forundring, hvor meget vi egentlig tør forvente, hvor meget vi tør lade vor hjertes længsel spille en rolle i vort liv. Igen og igen tør vi håbe på trods af den smertelige og bitre erfaring af skuffelse og længslens uro i vore hjerter. Vi mennesker er noget helt særligt, og når vi håbefuldt byder erfaringen trods, viser vi et glimt af det, Gud skabte i os; nemlig længslen efter et liv nær Gud; et sandt liv i tro, tillid og levende kærlighed.
Gud ved, at vore hjerter kan rammes af det mørke skær af skuffelsens bitterhed, og derfor sendte han Jesus for at skinne som lys i vort eget mørke. Jesus er som det første lys i adventskransen, en ny begyndelse på et nyt liv; nyt håb, ny tro, ny tillid.
Måske skinner Jesus på en måde, som vi synes er klodset. Som en Klods Hans der frimodigt og fuld af levende spræl på en charmerende måde gerne vil gøre vore hjerter lette, så vi igen kan se klart. Så vi igen kan fryde os og juble over livet, kærligheden og Gud, der kommer til verden. I dag tager vi første skridt på vej til en ny virkelighed; vi har tændt det første lys i adventskransen, og vi kan håbe på, at Jesus ligesådan vil tænde et lys i vore hjerter, så vi kan se klart, at Guds rige lys bryder frem i denne verden.
Ved at vi sidder her i kirken i dag, fortæller vi hinanden, at vi har rettet vores længsel hen mod Jesus Kristus. Vi lovsynger ham i salmerne, og vi beder til ham både stille og højlydt. På den måde inviterer vi ham til at tage del i vor juleglæde og vor længsel efter et godt kristent fællesskab, hvor tro, håb og kærlighed byder vore bitre erfaringer trods. Der er et håb om en ny mulighed og en ny virkelighed. Vi lever på det håb, og vi glæder os med hinanden i det håb; at vi må leve i den virkelighed, som vi ikke selv skaber med vore egne tanker og idéer, men som Gud skaber for os.
Jøderne jog Jesus ud af byen, vi byder ham velkommen. Vi har tændt det første lys, et nyt år for kirken er begyndt, en ny mulighed er givet til os alle i dag. Og som prinsessen valgte sin Klods Hans, har vi valgt Jesus som vores Klods Hans; som ham, der måske er nok så klodset, og bryder med alle vore fine forventninger, men som den eneste kan indfri vore hjerters længsel på en måde, vi ikke forventede.
Amen.
