Hvis jeg stiller mig op foran jer, og siger, at jeg medbringer en pressemeddelelse fra TV2, hvoraf det fremgår, at Allan Simonsen er at finde i Gredstedbro eller Esbjerg lige nu, og at han altså er alle andre steder end her i Vilslev/Hunderup. Tror I så på det? Eller hvad nu hvis jeg sagde, at jeg har en særlig viden om, at Allan Simonsen netop her til morgen har droppet Vild med dans. Tror I så på dét? Nej, selvfølgelig ikke. Allan Simonsen er på TV 2 samme tid og sted som han plejer. I lader jer hverken skræmme eller vildlede af alle mulige rygter.
Dagens evangelietekst handler ligeledes om, at vi heller ikke skal lade os vildlede eller skræmme, når det gælder vores tro på Jesus Kristus. Der er kun én Jesus Kristus, og han er ikke alle mulige steder, men er her midt iblandt os i dette kristne fællesskab. Ved dåben bliver vi en del af fællesskabet og ved nadveren understreger vi fællesskabet ved at spise sammen med hinanden og sammen med Jesus. Også ved fællessang og -bøn viser vi fællesskabet. Det kristne fællesskab kan vi også kalde for et kærlighedsfællesskab; et fællesskab der bygger på kærlighed.
Kærlighed er omsorgsfuld retfærdighed. Når vi derfor arbejder på retfærdighed i hjemmet og samfundet, arbejder vi på at holde kærligheden varm. Vi arbejder på retfærdighed, når vi opdrager børn til at tage vare på hinanden, på naturen og kulturen, og når vi aktivt går ind i frivilligt engagement for at samle penge ind til nødlidende eller hjælper til, hvor der er behov for det. Kærligheden skal holdes varm i disse tider, hvor klimaet bliver køligere både i vejret og i den politiske verden, hvor vi tit og ofte må lægge øre til alverdens uretfærdigheder. Pga. kulden dækker vi med gran på kirkegården, men med hvad kan vi dække mod denne verdens politiske kulde, hvor penge sætter dagsordenen, især når man nedlægger skoler og kirker?
Tillykke med dåben – til jer alle! (bedre sent end aldrig) Netop i dåben begiver vi os ud på en livslang vandring. Vi vandrer dog ikke alene, men i en flok i form af det kristne fællesskab, vi ved dåben er blevet en del af. Vi lærer som børn Fadervor og trosbekendelsen, så vi til alle tider (især i krisetider, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre) frimodigt kan tænke tilbage på det løfte, der blev givet os: At Jesus vil være med os indtil verdens ende. Der er nok at blive bange for i denne verden, og selvom vi ikke kan være sikre på, hvad der fremover vil ske, kan vi være sikre på, at der her i kirken altid vil være trøst og styrke at hente for enhver, der trænger til det. Derfor sang vi også den salme til dåben, der understreger, at vi med dåben får et håb om aldrig at stå alene i verden.
Vi kan altid vende tilbage her til kirken og modtage nadveren til trøst og styrke og opmuntring til igen og igen at gå ud at møde livet og dagligdagen; det er i dagligdagen troen sættes på prøve, og livet leves. Fra Jesus Kristus udgår der kun velsignelse, og vi skal her i kirken øve os i at se, hvor mangfoldigt han velsigner os, lige fra de store velsignelser i form af livet, kærligheden og glæden over et nyfødt barn til de små glimt af velsignelse i hverdagen, der bryder frem som det spontane smil hos en fremmed. Vi bærer selv på mange velsignelser, som vi kan række ud til andre; at velsigne er at gøre godt mod andre. Deri ligger et ansvar.
Vi kræves ikke kun til ansvar, når vi skal stemme til Vild med Dans eller når vi skal stemme til diverse politiske valg. Afgørelsens time er hver dag; dagligt skal vi vælge, og i dag har I valgt at gå til gudstjeneste i Vilslev/Hunderup kirke. Hver dag træffer vi beslutninger, der vedrører os selv, vore kære og dem, vi endnu ikke kender. Nogle dage er det små valg, andre dage er det store valg. At foretage et stort valg, betyder også at man satser mere og at konsekvensen er større. Jeg skal ikke kunne sige, hvad konsekvenserne er af at stemme på Allan Simonsen, men konsekvensen ved dåben er, at Jesus følger med resten af ens liv. Som en støtte i livets svære stunder og som en, hvorfra man kan hente glæde og styrke.
Vi har altså et håb at trøstes ved og at leve på. Livet er ikke håbsløst. Der er håb ikke blot forude men lige nu og her. Håb for et bedre liv og et liv med glæde, fred og retfærdighed. Vi døber børn til det håb, og vi går til nadver på det håb. På det håb lever vi dagligt, og vi bygger vore relationer med andre mennesker i håb om det gode liv.
Her i kirken fornægter vi ikke livets realiteter. Vi hævder ikke at kunne spå om fremtiden, og vi ønsker ikke at narre nogen til at tro, at livet er en dans på roser. Mange af jer har levet længere end mig og kender mere til livet, end jeg gør. Alligevel hævder jeg, at vi har en frihed og et håb, som ingen kan tage fra os. Jeg tænker ikke her på demokratiske friheder som ytringsfrihed og privat ejendomsret, men på friheden til ikke at skulle leve i frygt for fremtiden.
Så længe vi lever her på jorden har vi indflydelse på, hvordan vort hjem og samfund politisk set skal udvikle sig, og hvordan afstemningen i Vild med Dans skal falde ud. Ud over at gå i stemmeboksen kan vi faktisk ret meget; vi er udstyret med mange forskellige talenter. Jeg er ny her i sognet, så jeg kender endnu ikke alles styrker, men det er mit klare indtryk, at det stærke sammenhold i sognet styrker hver enkel borger. Når vi går sammen om at fordele opgaverne imellem os, og hele tiden har for øje at styrke den lokale kultur og arv, tage vare på hinanden og hver enkel, så kan udviklingen ikke skræmme eller vildlede os. Vi har fået os påduttet etiketten Udkantsdanmark, men vi er ikke udkantsborgere i Danmark.
Ligeledes også mht. kirken. Når bare vi tager Jesu løfte og trøst alvorligt, så kan vi hverken skræmmes af nutidens uretfærdigheder eller fremtidens skræmmende ukendthed. Vi ved, hvilken grund vi står på, og når vi tager sagen alvorlig, kan vi også stå ved os selv fuldt ud. Livet igennem må vi øve os i det med at være et menneske blandt mennesker, og her i kirken øver vi os i at genkende Kristus i hverdagen. Kristus kommer ikke blot til syne i dåben og nadveren, men også i hver dagligdag- på arbejdspladsen, i skolen, i Dagli'Brugsen og andre steder, når vi møder hinanden i næstekærlighedens optik, hvor vi ønsker det bedste for hinanden. Moder Teressa skulle engang have sagt, at hun forsøgte i hvert menneskes ansigt at se Kristus. På den måde kunne hun flere dage, uger, måneder, år igennem igen og igen hjælpe de fattige, der havde behov for det.
Kirken den er et gammelt hus, bygget af levende stene, skrev Grundtvig engang. Skulle det frygtelige ske, at denne flotte kirkebygning skulle vælte som følge af et naturligt eller politisk stormvejr og flodbølge, vil der dog stadig blive båret levende stene til den levende kirke, så længe vi døber børn og lærer folk om Jesus Kristus, der er Guds søn og verdens frelser. Der er trøst og styrke at hente her for dem, der ønsker at skabe retfærdighed og fred i verden. Og hvem ønsker ikke det?
Der er nok at tage fat på. Man kan blive helt forpustet ved at tænke på det. Som vi hørte i teksten vil der komme tider, hvor alt vendes op og ned i vort liv, og hvor vi må søge tilflugt fra krig og ufred. Der har netop været landsindsamling for Dansk Flygtningehjælp; noget der understreger vigtigheden af næstekærligt arbejde, der rækker ud over kirkemurerne, ud over sogne- og landegrænser. Både udadtil og indadtil er der altså nok at tage fat på for de stærke skuldre, der kan bære det.
Men det hele lyder så hårdt og udmattende - er der så slet ikke tid til fest? Jo da. Som vi også hørte i læsningerne er der trøst og styrke at hente. Ikke hvor som helst, men hos livets kilde, i livets vand. Om lidt skal vi fejre nadver, hvor vi hører, at Jesus giver sig selv til os som livets brød og vin. Pointen er, at det skal styrke enhver, der har mod på at kaste sig ud i de opgaver, der ligger i dagliglivet og i verdenssamfundet.
Og som vi skal synge herefter prædikenen, er der stor trøst at se frem til, når alting bliver helt klart for os alle:
Riget, som er skjult i verden,
stiger frem i lys og lovsang!
Jordens smerte er besejret!
Dødens magt er overvundet!
Vi skal se dig, som du er!
Amen.
Kærlighed er omsorgsfuld retfærdighed. Når vi derfor arbejder på retfærdighed i hjemmet og samfundet, arbejder vi på at holde kærligheden varm. Vi arbejder på retfærdighed, når vi opdrager børn til at tage vare på hinanden, på naturen og kulturen, og når vi aktivt går ind i frivilligt engagement for at samle penge ind til nødlidende eller hjælper til, hvor der er behov for det. Kærligheden skal holdes varm i disse tider, hvor klimaet bliver køligere både i vejret og i den politiske verden, hvor vi tit og ofte må lægge øre til alverdens uretfærdigheder. Pga. kulden dækker vi med gran på kirkegården, men med hvad kan vi dække mod denne verdens politiske kulde, hvor penge sætter dagsordenen, især når man nedlægger skoler og kirker?
Tillykke med dåben – til jer alle! (bedre sent end aldrig) Netop i dåben begiver vi os ud på en livslang vandring. Vi vandrer dog ikke alene, men i en flok i form af det kristne fællesskab, vi ved dåben er blevet en del af. Vi lærer som børn Fadervor og trosbekendelsen, så vi til alle tider (især i krisetider, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre) frimodigt kan tænke tilbage på det løfte, der blev givet os: At Jesus vil være med os indtil verdens ende. Der er nok at blive bange for i denne verden, og selvom vi ikke kan være sikre på, hvad der fremover vil ske, kan vi være sikre på, at der her i kirken altid vil være trøst og styrke at hente for enhver, der trænger til det. Derfor sang vi også den salme til dåben, der understreger, at vi med dåben får et håb om aldrig at stå alene i verden.
Vi kan altid vende tilbage her til kirken og modtage nadveren til trøst og styrke og opmuntring til igen og igen at gå ud at møde livet og dagligdagen; det er i dagligdagen troen sættes på prøve, og livet leves. Fra Jesus Kristus udgår der kun velsignelse, og vi skal her i kirken øve os i at se, hvor mangfoldigt han velsigner os, lige fra de store velsignelser i form af livet, kærligheden og glæden over et nyfødt barn til de små glimt af velsignelse i hverdagen, der bryder frem som det spontane smil hos en fremmed. Vi bærer selv på mange velsignelser, som vi kan række ud til andre; at velsigne er at gøre godt mod andre. Deri ligger et ansvar.
Vi kræves ikke kun til ansvar, når vi skal stemme til Vild med Dans eller når vi skal stemme til diverse politiske valg. Afgørelsens time er hver dag; dagligt skal vi vælge, og i dag har I valgt at gå til gudstjeneste i Vilslev/Hunderup kirke. Hver dag træffer vi beslutninger, der vedrører os selv, vore kære og dem, vi endnu ikke kender. Nogle dage er det små valg, andre dage er det store valg. At foretage et stort valg, betyder også at man satser mere og at konsekvensen er større. Jeg skal ikke kunne sige, hvad konsekvenserne er af at stemme på Allan Simonsen, men konsekvensen ved dåben er, at Jesus følger med resten af ens liv. Som en støtte i livets svære stunder og som en, hvorfra man kan hente glæde og styrke.
Vi har altså et håb at trøstes ved og at leve på. Livet er ikke håbsløst. Der er håb ikke blot forude men lige nu og her. Håb for et bedre liv og et liv med glæde, fred og retfærdighed. Vi døber børn til det håb, og vi går til nadver på det håb. På det håb lever vi dagligt, og vi bygger vore relationer med andre mennesker i håb om det gode liv.
Her i kirken fornægter vi ikke livets realiteter. Vi hævder ikke at kunne spå om fremtiden, og vi ønsker ikke at narre nogen til at tro, at livet er en dans på roser. Mange af jer har levet længere end mig og kender mere til livet, end jeg gør. Alligevel hævder jeg, at vi har en frihed og et håb, som ingen kan tage fra os. Jeg tænker ikke her på demokratiske friheder som ytringsfrihed og privat ejendomsret, men på friheden til ikke at skulle leve i frygt for fremtiden.
Så længe vi lever her på jorden har vi indflydelse på, hvordan vort hjem og samfund politisk set skal udvikle sig, og hvordan afstemningen i Vild med Dans skal falde ud. Ud over at gå i stemmeboksen kan vi faktisk ret meget; vi er udstyret med mange forskellige talenter. Jeg er ny her i sognet, så jeg kender endnu ikke alles styrker, men det er mit klare indtryk, at det stærke sammenhold i sognet styrker hver enkel borger. Når vi går sammen om at fordele opgaverne imellem os, og hele tiden har for øje at styrke den lokale kultur og arv, tage vare på hinanden og hver enkel, så kan udviklingen ikke skræmme eller vildlede os. Vi har fået os påduttet etiketten Udkantsdanmark, men vi er ikke udkantsborgere i Danmark.
Ligeledes også mht. kirken. Når bare vi tager Jesu løfte og trøst alvorligt, så kan vi hverken skræmmes af nutidens uretfærdigheder eller fremtidens skræmmende ukendthed. Vi ved, hvilken grund vi står på, og når vi tager sagen alvorlig, kan vi også stå ved os selv fuldt ud. Livet igennem må vi øve os i det med at være et menneske blandt mennesker, og her i kirken øver vi os i at genkende Kristus i hverdagen. Kristus kommer ikke blot til syne i dåben og nadveren, men også i hver dagligdag- på arbejdspladsen, i skolen, i Dagli'Brugsen og andre steder, når vi møder hinanden i næstekærlighedens optik, hvor vi ønsker det bedste for hinanden. Moder Teressa skulle engang have sagt, at hun forsøgte i hvert menneskes ansigt at se Kristus. På den måde kunne hun flere dage, uger, måneder, år igennem igen og igen hjælpe de fattige, der havde behov for det.
Kirken den er et gammelt hus, bygget af levende stene, skrev Grundtvig engang. Skulle det frygtelige ske, at denne flotte kirkebygning skulle vælte som følge af et naturligt eller politisk stormvejr og flodbølge, vil der dog stadig blive båret levende stene til den levende kirke, så længe vi døber børn og lærer folk om Jesus Kristus, der er Guds søn og verdens frelser. Der er trøst og styrke at hente her for dem, der ønsker at skabe retfærdighed og fred i verden. Og hvem ønsker ikke det?
Der er nok at tage fat på. Man kan blive helt forpustet ved at tænke på det. Som vi hørte i teksten vil der komme tider, hvor alt vendes op og ned i vort liv, og hvor vi må søge tilflugt fra krig og ufred. Der har netop været landsindsamling for Dansk Flygtningehjælp; noget der understreger vigtigheden af næstekærligt arbejde, der rækker ud over kirkemurerne, ud over sogne- og landegrænser. Både udadtil og indadtil er der altså nok at tage fat på for de stærke skuldre, der kan bære det.
Men det hele lyder så hårdt og udmattende - er der så slet ikke tid til fest? Jo da. Som vi også hørte i læsningerne er der trøst og styrke at hente. Ikke hvor som helst, men hos livets kilde, i livets vand. Om lidt skal vi fejre nadver, hvor vi hører, at Jesus giver sig selv til os som livets brød og vin. Pointen er, at det skal styrke enhver, der har mod på at kaste sig ud i de opgaver, der ligger i dagliglivet og i verdenssamfundet.
Og som vi skal synge herefter prædikenen, er der stor trøst at se frem til, når alting bliver helt klart for os alle:
Riget, som er skjult i verden,
stiger frem i lys og lovsang!
Jordens smerte er besejret!
Dødens magt er overvundet!
Vi skal se dig, som du er!
Amen.
