Bibeltekster. Salmer: 1. DDS 441: Alle mine kilder; 2. DDS 49: Ingen er så tryg i fare; 3. DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig; prædiken; 4. DDS 145: Hos dig, o Jesus; 5. DDS 728, 3-4: Du gav mig, o Herre; 6. DDS 13: Måne og sol
Efter en tætpakket periode med de store højtider, jul, påske og pinse, går vi nu ind i kirkeårets længste periode, der kaldes Trinitatis. Perioden strækker sig frem til den sidste søndag i kirkeåret, altså søndagen lige før Første Søndag i Advent. Der er ingen højtider i denne periode, og alle søndage kaldes fortløbende den første, anden, tredje osv. søndag efter Trinitatis – kun afbrudt af Alle Helgens søndag i november. Perioden kaldes det festløse halvår eller bedre: kirkens hverdag. Ordet ”Trinitatis” er latin og betyder ”treenighed”, og i denne periode bruges søndagene på at fokusere på betydningen i vores nutid af de tre højtider. Ved højtiderne har vi fokuseret på det særlige og specielle i kristendom, og vi har markeret treenighedens tre forskellige personer. I Trinitatis-tiden markeres derimod sammenhængen i treenigheden.
Trinitatis-tiden begynder med denne lidt sælsomme fortælling om Nikodemus, der møder Jesus. Evangelieteksten giver os ikke meget at arbejde med. Hvem var han? Hvad drev ham hen til Jesus? Og hvad skete der bagefter? Det får vi ikke noget at vide om. Det betyder ikke, at vi bare selv kan udfylde hullerne med vore egne fantasifulde forestillinger. Noget får vi dog at vide. Nikodemus er oppe i årene, han var en lærer og velanset, velbevandret i de hellige skrifter, veluddannet, tænkte logisk og fornuftigt - og var altså af en eller anden grund midt om natten gået hen og vækket Jesus for at tale med ham. Og det er jo ikke småting, de snakker om, men noget af kernen i livet og kristendom.
Om Jesus var A- eller B-menneske ved vi ikke, men i hvert fald jog han ikke Nikodemus væk med beskeden om at komme dagen efter. Ej heller skældte han Nikodemus huden fuld for ikke at have lavet en aftale, inden han sådan dukkede op – endda midt om natten. Det kan undre, for Nikodemus var en af Jesu fjender. Han var nemlig farisæer, og dén gruppe jøder ville gerne af med Jesus, fordi han kritiserede deres måde at være jøder på. Efterhånden som Jesu konflikt med farisæerne spidsede til, var det farisæerne, der gik forrest i råbene om at få ham korsfæstet. Farisæerne gik med liv og sjæl op i at have orden i de ydre former af deres religion, og igennem Ny Testamente hører vi om, hvordan de gerne vil stå på gader og stræder, hvor de kan bede højt og inderligt, så de rigtigt kan få gjort alle andre til skamme, som går rundt med en lille tro og et usikkert forholdt til alt det med Gud og livets store spørgsmål. Om farisæerne siger Jesus på et tidspunkt til sine disciple, at disciplene skal overholde alt, hvad farisæerne siger, men ikke gøre, hvad de gør – for farisæerne var religiøse hyklere, der ikke gjorde, hvad de selv sagde. Farisæerne brugte jødedommen til at opstille strenge love og regler for andre og gøre livet surt for de jøder, der blot ville leve jævnt og muntert (Matt 23). De var landets religiøse ledere og gik rundt i selvretfærdige klæder og lod sig se som vigtige personer, der havde de rigtige svar på alle eksistensens spørgsmål om Gud og livet. Det var altså sådan en religiøs hykler, der skjult af natten gik til Jesus.
Måske havde Nikodemus ligget i sengen med fluer i hovedet og sommerfugle i maven, så det var lige før, han fik rotter på loftet af al den spekulation. Måske følte han det som om, han var blevet bidt af en slange, og at giften langsomt spredte sig i hans legeme skridt for skridt. Historien fra gamle dage om ørkenvandrenes skæbne rungede i hans baghoved. Og i naturens mørke nat opsøgte han verdens lys for at få klarhed over sine tanker og spørgsmål om livets store anliggender. Det var i Nikodemus' nat at Jesus kunne skinne igennem.
Nikodemus tiltalte Jesus som en ”lærer, der er kommet fra Gud”. Han satte altså sig selv som en elev ved Jesu fødder, selvom han religiøst set tilhørte en helt anden fløj, parti og retning. Nikodemus var dog også selv en lærer – en lærer i Israel, der altså opsøgte Jesus, en lærer fra Gud. Nikodemus blev her en ydmyg mand, der søgte lærdom – ikke fra et menneske, men fra Gud selv. Hvis man mener at have styr på denne verdens lærdom og indhold, så er det kun naturligt at ville gå videre til at høre, hvad selveste Gud i det høje har at byde på at visdom og lærdom. Nikodemus søgte en særlig hemmelig indsigt, måske så han kunne blære sig lidt over for de andre i det jødiske råd, og så han med viden kunne få magt. Der var en grund til, at han midt om natten opsøgte denne læremester, og selvom vi ikke kender hans motiv, synes han at have været bevidst om sin karriere og stilling i samfundet.
Nikodemus sad som en artig skoledreng, mens Jesus gav sig til at tale om dét, Nikodemus manglede at høre, men ikke det han længtes efter at forstå. Nikodemus havde åbenbart i sine mangeårige studier af de gamle bøger fjernet sig fra det almindelige jordiske liv imellem mennesker, og havde taget en flugt til tankernes høje skyer, hvor hans næse sad fast. Med næsen i sky gik han og skuede efter Gud, og glemte helt at se sig for, så han i sin vandring på jorden trampede folk over fødderne og væltede små børn. Der var altså nok at tage fat på for Jesus, og han tog fat ved nældens rod: Nikodemus skulle genfødes! Simpelthen! Intet mindre kunne gøre det, for hidtil havde han brugt sit gamle liv på en måde, så han nu ikke kunne se det nye, der skete omkring ham. Der måtte et nyt liv til, en omvendelse eller genfødsel igennem ånd og vand. Nikodemus skulle lære at se tilværelsen, livet og eksistensen med et barns øjne for igen at kunne få blikket op for, hvad det vil sige at være menneske på Guds vilkår. Men knap havde Jesus øst af sin visdom, før Nikodemus afbrød ham med sine jordiske tanker; for hvordan skulle et gammelt menneske dog kunne krybe ind i sin mors liv for igen at lade sig føde? Nikodemus var en klog mand, der vidste, hvordan børn blev til. Og han vidste, at ingen nogensinde havde født deres børn flere gange. Sammenstødet mellem Nikodemus' og Jesus' måde at tænke på, ligner de mange andre gange, hvor Jesus talte med mennesker, især sine udvalgte apostle, der ofte slet ikke forstår, hvad Jesus talte om.
Jesus forlangte ikke, at Nikodemus skulle bryde naturens orden. Ingen kan blive født fysisk to gange, og ingen kan føde sig selv, uanset hvor from eller talentfuld man er. Han skulle altså ikke fødes igen som et lille barn uden nogen forhistorie. At blive født igen handler om, at Nikodemus med hele sin fortid og sit gamle liv fik åbnet øjnene for, at livet og relationerne til Gud og mennesker er ny hver morgen. Og han blev sat som et barn for Guds øjne. Det betyder, at livet ikke er op til ham selv at skabe med sin karriere og sin familie, men at han med fordel kan forlade sig på sin Fader i det høje. Hos Jesus søgte Nikodemus en særlig indsigt i de store ting, men Jesus gav ham indsigt i det almindelige – at livet som menneske er et liv på Guds nåde og i relationer med andre mennesker. I dåbens genfødsel ved ånd og vand fødes man, så man står i de gamle relationer på en ny måde. Herved gives livet tilbage til den genfødte til en eksistens i tiden med blik for evigheden, til et liv på jord blandt mennesker, hvor vi tror på håbet om Guds rige. Amen.
Efter en tætpakket periode med de store højtider, jul, påske og pinse, går vi nu ind i kirkeårets længste periode, der kaldes Trinitatis. Perioden strækker sig frem til den sidste søndag i kirkeåret, altså søndagen lige før Første Søndag i Advent. Der er ingen højtider i denne periode, og alle søndage kaldes fortløbende den første, anden, tredje osv. søndag efter Trinitatis – kun afbrudt af Alle Helgens søndag i november. Perioden kaldes det festløse halvår eller bedre: kirkens hverdag. Ordet ”Trinitatis” er latin og betyder ”treenighed”, og i denne periode bruges søndagene på at fokusere på betydningen i vores nutid af de tre højtider. Ved højtiderne har vi fokuseret på det særlige og specielle i kristendom, og vi har markeret treenighedens tre forskellige personer. I Trinitatis-tiden markeres derimod sammenhængen i treenigheden.
Trinitatis-tiden begynder med denne lidt sælsomme fortælling om Nikodemus, der møder Jesus. Evangelieteksten giver os ikke meget at arbejde med. Hvem var han? Hvad drev ham hen til Jesus? Og hvad skete der bagefter? Det får vi ikke noget at vide om. Det betyder ikke, at vi bare selv kan udfylde hullerne med vore egne fantasifulde forestillinger. Noget får vi dog at vide. Nikodemus er oppe i årene, han var en lærer og velanset, velbevandret i de hellige skrifter, veluddannet, tænkte logisk og fornuftigt - og var altså af en eller anden grund midt om natten gået hen og vækket Jesus for at tale med ham. Og det er jo ikke småting, de snakker om, men noget af kernen i livet og kristendom.
Om Jesus var A- eller B-menneske ved vi ikke, men i hvert fald jog han ikke Nikodemus væk med beskeden om at komme dagen efter. Ej heller skældte han Nikodemus huden fuld for ikke at have lavet en aftale, inden han sådan dukkede op – endda midt om natten. Det kan undre, for Nikodemus var en af Jesu fjender. Han var nemlig farisæer, og dén gruppe jøder ville gerne af med Jesus, fordi han kritiserede deres måde at være jøder på. Efterhånden som Jesu konflikt med farisæerne spidsede til, var det farisæerne, der gik forrest i råbene om at få ham korsfæstet. Farisæerne gik med liv og sjæl op i at have orden i de ydre former af deres religion, og igennem Ny Testamente hører vi om, hvordan de gerne vil stå på gader og stræder, hvor de kan bede højt og inderligt, så de rigtigt kan få gjort alle andre til skamme, som går rundt med en lille tro og et usikkert forholdt til alt det med Gud og livets store spørgsmål. Om farisæerne siger Jesus på et tidspunkt til sine disciple, at disciplene skal overholde alt, hvad farisæerne siger, men ikke gøre, hvad de gør – for farisæerne var religiøse hyklere, der ikke gjorde, hvad de selv sagde. Farisæerne brugte jødedommen til at opstille strenge love og regler for andre og gøre livet surt for de jøder, der blot ville leve jævnt og muntert (Matt 23). De var landets religiøse ledere og gik rundt i selvretfærdige klæder og lod sig se som vigtige personer, der havde de rigtige svar på alle eksistensens spørgsmål om Gud og livet. Det var altså sådan en religiøs hykler, der skjult af natten gik til Jesus.
Måske havde Nikodemus ligget i sengen med fluer i hovedet og sommerfugle i maven, så det var lige før, han fik rotter på loftet af al den spekulation. Måske følte han det som om, han var blevet bidt af en slange, og at giften langsomt spredte sig i hans legeme skridt for skridt. Historien fra gamle dage om ørkenvandrenes skæbne rungede i hans baghoved. Og i naturens mørke nat opsøgte han verdens lys for at få klarhed over sine tanker og spørgsmål om livets store anliggender. Det var i Nikodemus' nat at Jesus kunne skinne igennem.
Nikodemus tiltalte Jesus som en ”lærer, der er kommet fra Gud”. Han satte altså sig selv som en elev ved Jesu fødder, selvom han religiøst set tilhørte en helt anden fløj, parti og retning. Nikodemus var dog også selv en lærer – en lærer i Israel, der altså opsøgte Jesus, en lærer fra Gud. Nikodemus blev her en ydmyg mand, der søgte lærdom – ikke fra et menneske, men fra Gud selv. Hvis man mener at have styr på denne verdens lærdom og indhold, så er det kun naturligt at ville gå videre til at høre, hvad selveste Gud i det høje har at byde på at visdom og lærdom. Nikodemus søgte en særlig hemmelig indsigt, måske så han kunne blære sig lidt over for de andre i det jødiske råd, og så han med viden kunne få magt. Der var en grund til, at han midt om natten opsøgte denne læremester, og selvom vi ikke kender hans motiv, synes han at have været bevidst om sin karriere og stilling i samfundet.
Nikodemus sad som en artig skoledreng, mens Jesus gav sig til at tale om dét, Nikodemus manglede at høre, men ikke det han længtes efter at forstå. Nikodemus havde åbenbart i sine mangeårige studier af de gamle bøger fjernet sig fra det almindelige jordiske liv imellem mennesker, og havde taget en flugt til tankernes høje skyer, hvor hans næse sad fast. Med næsen i sky gik han og skuede efter Gud, og glemte helt at se sig for, så han i sin vandring på jorden trampede folk over fødderne og væltede små børn. Der var altså nok at tage fat på for Jesus, og han tog fat ved nældens rod: Nikodemus skulle genfødes! Simpelthen! Intet mindre kunne gøre det, for hidtil havde han brugt sit gamle liv på en måde, så han nu ikke kunne se det nye, der skete omkring ham. Der måtte et nyt liv til, en omvendelse eller genfødsel igennem ånd og vand. Nikodemus skulle lære at se tilværelsen, livet og eksistensen med et barns øjne for igen at kunne få blikket op for, hvad det vil sige at være menneske på Guds vilkår. Men knap havde Jesus øst af sin visdom, før Nikodemus afbrød ham med sine jordiske tanker; for hvordan skulle et gammelt menneske dog kunne krybe ind i sin mors liv for igen at lade sig føde? Nikodemus var en klog mand, der vidste, hvordan børn blev til. Og han vidste, at ingen nogensinde havde født deres børn flere gange. Sammenstødet mellem Nikodemus' og Jesus' måde at tænke på, ligner de mange andre gange, hvor Jesus talte med mennesker, især sine udvalgte apostle, der ofte slet ikke forstår, hvad Jesus talte om.
Jesus forlangte ikke, at Nikodemus skulle bryde naturens orden. Ingen kan blive født fysisk to gange, og ingen kan føde sig selv, uanset hvor from eller talentfuld man er. Han skulle altså ikke fødes igen som et lille barn uden nogen forhistorie. At blive født igen handler om, at Nikodemus med hele sin fortid og sit gamle liv fik åbnet øjnene for, at livet og relationerne til Gud og mennesker er ny hver morgen. Og han blev sat som et barn for Guds øjne. Det betyder, at livet ikke er op til ham selv at skabe med sin karriere og sin familie, men at han med fordel kan forlade sig på sin Fader i det høje. Hos Jesus søgte Nikodemus en særlig indsigt i de store ting, men Jesus gav ham indsigt i det almindelige – at livet som menneske er et liv på Guds nåde og i relationer med andre mennesker. I dåbens genfødsel ved ånd og vand fødes man, så man står i de gamle relationer på en ny måde. Herved gives livet tilbage til den genfødte til en eksistens i tiden med blik for evigheden, til et liv på jord blandt mennesker, hvor vi tror på håbet om Guds rige. Amen.
