Fortællekoncert kl. 19 torsdag den 13. januar 2022, Vilslev Kirke
Herunder ses først program og refleksioner af sognepræst Ole Witte Madsen og længere nede ses sangteksterne. På youtube og Spotify kan man finde sangene, og kig også ind på Helene Baks hjemmeside ved at klikke her: www.helenebak.dk
VELKOMST
Hvad er dette arrangement?
Hvad er formålet?
Hvad er meningen med titlen?
Hvor har sorgen sit hjem?
Alt dette skal vi lytte os frem og føle os frem til i løbet af fortællekoncerten, hvor Helene Bak sammen med Mikkel Bøggild og Michael Vestbo vil synge og spille for os og sætte melodi til noget af det, det kan være svært at tale om.
Bandet spiller: Stars + A roof, hvorefter præsten har ordet.
SANG 1: Stars (stjerner)
Når kærligheden bliver hjemløs, braser verden sammen. Følelserne er store, mens ordene er blevet få og små. Alligevel føles noget eller nogen tæt ved og nært på. Vi er ikke alene i mørket. Håbet tændes som en stjerne i natten. Månen lyser i sin fuldskab og er et spejl for solens stråler; og når vi ser månen og stjernes skin på nattehimlens mørke, ved vi, at ethvert lille lys er tændt af Gud, og derfor vil selv en lille stjerne lokke os til at række hænderne ud for om muligt at nå op og røre ved Himlens store kærlighed, der blinker som lysglimt på nattens mørke stjernehimmel. Hvis mørket er tæt omkring os, skal vi løfte hovedet og kigge op, for stjernerne tindrer og blinker som diamanter i støvet. Som stjernerne er på himlen, er vi også på jorden små lys for hinanden. Der er én, som lyser på os, så vi som spejle kan sende lyset videre og ud i mørket, uden at mørket kan få bugt med det. Lyset skinner på den anden side af loftet.
SANG 2: A ROOF (et loft)
Det gamle ser vi i nyt skær, når noget nyt sker. Kirkens traditioner, bænkene og rummet. Det er ikke nemt at gå i barndommens gade iført voksentøj vævet af dyrekøbte erfaringer og skuffelser over glædelige forventninger. Mange høje håb endte med tab og nederlag. Alle menneskeliv ender i graven. Men vi husker fra barndom en glæde, som ikke var bundet op på andet end følelsen af en dejlig dag, sommersol og lysegrønt græs under fødderne. Men ak, vi bliver voksne og erfaringer modner os, så vi ældes. Nok er der et loft over vore hoveder for at dække for regn og uvejr, men nogle huse er så lavloftede, at man må bøje hovedet. Højt er der dog til himlen, hvor ingen støder hovedet mod loftets søm eller bjælker. Vi må gå på livets gader igennem barndom, ungdom, voksendom og alderdom; og vi skal elske og tilgive og leve, hvor svært det end er. Det er den levende Guds gave: Herude vest for Paradis - med vestenvind tvivl og tro i sjæl og sind. Det er ikke nemt, men det er livet værd. Det er værd at huske.
Bandet spiller I remember + Human heartbeats, hvorefter præsten har ordet.
SANG 3: I REMEMBER (jeg husker)
Jeg husker med hjernen, tror jeg. Jeg ved, at jeg husker med næsen; duften af kogte kartofler og stegt flæsk. Jeg husker med øjnene; billeder i fotoalbums. Jeg husker med ørerne; stemmer af dem, jeg mødte engang; stemmer af dem, der nu kun taler på videoer. Jeg husker med tungen; smagen af frikadeller, som min mor lavede dem. Jeg husker med fingrene; kalvens ru tunge, hestens bløde mule, at holde i hånd, med hende jeg godt kan lide. Jeg husker med hele kroppen. En duft, en lyd, et glimt, en smag, er berøring – og tusinde tanker følger med i et virvar. Mennesker kommer og går, men nogle sætter spor i alle vore sanser; sådan husker vi dem, der var og derfor holder vi fast ved traditioner, for så går de med os; dem, der var engang. De har siddet her før os, gået her før os, ladet deres sang fylde rummet, om end deres stemmer nu er forstummet. Med tak for deres liv, lever vi i deres fodspor og traditioner; det er deres hjerteslag igennem tid og rum.
SANG 4: HUMAN HERATBEATS (menneske(lige) hjerteslag)
Intet menneske er for lille til at forandre en andens liv. Døden er virkelig vores fjende. Ét sekund kan alt være perfekt og kroppen er fyldt med al livets lykke i en rus af forelskelse. Et sekund senere kan en syndflod af alle de tunge følelser skylle enhver glæde ud af hjerte, sind og tanker. Isnende kulde breder sig, når døden hugger til i det sekund, der ellers skulle være fyldt med forventningens glæde. Døden er rummet bag en klippesten, som intet menneske kan vælte væk. Det bliver langfredag så dybt ind i hjertet. Når livets hjerte stopper, udånder himlens kongesøn. Ingen spares for det sidste hjerteslag, og derfor har vi brug for påskedag. Der er håb forude, venner, håb om, at det dybeste mørke skal brydes af morgenrød solopgang fra Paradisets have; og vores hjerte skal slå igen. For Guds hjerte banker for os. Også selvom vi kan være midt i livets voldsomme flod.
Bandet spiller River + Home + Eyes on the road, hvorefter præsten har ordet
SANG 5: RIVER (flod)
Det er ikke altid nemt at leve. Nogle gange kan man blive blæst bagover af noget forfærdeligt godt eller skidt. Nogle gange står der syndflod ud af sjælen, andre gange er der ørken i sindet. Man kommer op på lykkens høje lyse tinder og føler sig oppe på verdens toppe, og man kommer ned i dalenes mørke stunder og dystre timer. Vrede er en stærk følelse, der både er fascinerende og skræmmende i al sin mangfoldighed og styrke. Af vrede kan man være tæt på at knuse ting og mennesker, men hvis først man kan kontrollere sin vrede, kan man stå som en klippe igennem meget. Når følelserne rusker i en som en rivende flod, så kan man føle sig på gyngende grund og som om, man synker ned i kviksand af skuffelser og frustrationer. Hvorfra kommer vores hjælp? Kirketårnet giver os et hint og peger mod himlen, og klokkerne ringer som et vækkeur. Der er én, der lytter, ser og våger; Han kalder os hjem.
SANG 6: HOME (hjem)
Et hjem er mere end en bygning; et hjem er der, hvor man bliver rummet, elsket og afholdt, selvom man kommer med en masse tvivl, usikkerhed, angst og bare får lov af en anden til at være, som man er uden at skulle være nogen eller noget. Hjem er også tryghed, varme og nærvær; det er at være så heldig at blive elsket og selv at elske; at være i live og at vide sig elsket af den højeste kraft, energi; ja, at være omsluttet af kærlighed og al den tilgivelse, den rummer. Gud er kærlighed, derfor kan han rumme os, selvom vi knap kan være i os selv. Vi kan rejse mange steder hen, og vore følelser fristes af alt det, vi kan være eller gøre, men det jo sandt, hvad de gamle siger: Ude godt, hjemme bedst. Mange har hjemme mod vest og har det bedst i blæst. En følelse af genkendelse og at det er okay, at man slapper af her, hvor man har hjemme. Verden er stor og fuld af oplevelser, eventyret drager mange, men man skal også have sine øjne på vejen til målet.
SANG 7: EYES ON THE ROAD (øjne på vejen)
Det begyndte som en drøm om at blive voksen; mange har drømt det og leget det fra barnsben i den ubekymrede tid, da mor og far altid kunne ordne hele verden. Det var trygt i barndommens legeland. Legehuset var overskueligt, ligesom de lege, man kunne lege på gader, på marker og i skove. Skrabede man knæet blev der pustet, kysset og trøstet; gik snørebåndet op, kunne de voksne binde det. Små børn, små problemer. Tiden gik sin vante gang, det er en kendt og gammel sang. Skoene blev for små, større måtte til; barndom blev til ungdom, og legelandet blev støvet. Eventyret kaldte og nu var skrabede knæ ikke det største problem. Ting blev alvorligere, man skulle tage ansvar. Ungdom gik ind i voksenalderen og erfaringerne mærkedes på kroppen og dybt inde. Med smerten kom også ønsket og håbet om, at der dog måtte være en Gud, for vi kan jo ikke bære dette alene. Vi prøver at gå vore egne veje, lave vore egne regler, være voksne i fællesskab, men det føles nogle gange som om, vi stadig leger, og at det at være voksen er noget, vi finder på. Der er altid en vej at gå, men hvem tør? Kun den, der håber på forår.
Bandet spiler It's spring + How I feel, hvorefter præsten har ordet.
SANG 8: IT’S SPRING (det er forår)
I dette øjeblik er vi i nuet. Nu er det her, dette øjeblik, men om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi. Memento Mori, sagde de lærde, husk at du skal dø, blev det sagt med strengt blik og løftet pegefinger som om, det skulle gøre livet værd at leve. Nej, livet er værd at leve, fordi det er forår eller bliver forår. Man er altid på vej væk fra forår men også altid på vej hen mod forår, for året drejer rundt om jordens bold i det kugleskøre univers, og planeten drejer og drejer rundt om sig selv som en blå balletdanser blandt de andre skøre kugler. Forår må ikke forsømmes, ligesom ej heller dette nu, dette gyldne øjeblik, denne stund, hvor vi har grund til at tro og håbe og elske. For nok er der mørke og nok er der tristhed, sorg og smerte, men kære venner, foråret er på vej. Forår er håb som lysegrønt græs, som lærkesang; naturen vågner og alting springer ud i livet på 70.000 favne for at se, om vingerne kan bære det; det er forår i hjertet. Det er sådan, jeg har det.
SANG 9: HOW I FEEL (hvordan jeg har det)
Brændt barn skyr ilden, siger man, og jeg husker endnu med gru, da min datter i et splitsekunds uopmærksomhed satte sin finger på en steghed kogeplade og græd så hjerteskærende, at jeg fyldtes med den for forældre så typiske blanding af vrede, afmagt og angst. Siden er der blevet holdt skarpt øje med små fingre og varme kogeplader, men datteren lever livet i al sin uskyldige barndommelige glæde. Ligesådan er det med os voksne, der har smagt kærligheden og har mistet; vi opsøger den igen og igen. Eller måske er det kærligheden, der opsøger os og ikke kan lade os være i fred? Vi elsker jo ikke, fordi det gør livet nemmere, men fordi det gør livet værd at leve, eller rettere: vi kan slet ikke lade være med at elske, med at føle, med at blive fanget ind i kærlighedens eventyr. Man skal nok ikke tænke for meget over det, men hvis man lever sammen med én vil man i sit bange hjerte nok vide, at man en dag også vil miste denne ene – eller selv blive mistet. Det er i de næreste relationer, at vi hårdest mærker livets realiteter; når vi mister et barn, en kæreste, en søskende, en forældre – eller en anden, som vi har os nær og kær. Ethvert tab er unikt på den måde, at hver gang døden hugger til, er det os en gåde. Hvorfor leve, når vi skal dø? Vi spørger hinanden og vort spejlbillede, og vi vender os mod kirken og himlen og spørger Gud: Hvad er meningen? Du satte os her, var det bare for at lide og dø – det er da sært!
Det er heldigvis ikke sådan, det hænger sammen. Gud skabte sit værk ud af kærlighed; Han kunne ikke lade være. Men noget er gået galt, og vi lever uden for Paradis; det kunne ellers have været så godt. Men nu slår virkeligheden hårdt. Herude går vi rundt med små stykker i hænderne af hinandens livsglæde og lykke. Derfor må vi være varsomme med den måde, vi behandler hinanden på. Vi kan aldrig helt vide, hvad den anden føler, tænker eller bærer af erfaringer. Mange bærer jo ikke tabets smerte uden på tøjet. Hvor har sorgen sit hjem? Det har den der, hvor sorgen kan rummes; i kirken og i fællesskab blandt mennesker, som elsker og tilgiver og rummer.
AFRUNDING
Det er svært, ja, vel umuligt at kommer med en konklusion, opklaring, afklaring på aftenen, men igen må det siges: Sorgen har sit hjem, hvor den kan rummes, og den kan den inden for disse rammer. Kirken med kisten i midten og kirkegården omkring med de tunge gravsten. Sorgen kommer man ikke over, men man kommer igennem og tager den med sig. Ved mange begravelser synger vi salmen 787: Du, som har tændt millioner af stjerner, hvis tekst er til at forstå. I salmen henvender vi os til Gud, men undervejs takkes der for det liv, som vi fik lov at dele med hinanden og ikke mindst håber vi på tilgivelse for alt det onde vi gjorde og alt det gode, vi ikke fik gjort. Derfor lader vi fællessang og musik afrunde aftenen.
Tank til bandet for en stærk og smuk koncert, og tak til jer, der kom herhen og deltog i denne fortællekoncert. Kom godt hjem.
Efternote: Da vi kom ud af kirken var himlen blevet skyfri, og stjernerne glimtede og månen skinnede halvfuld af solens stråler. Det var som prikken over i'et - den perfekte afrunding på en bevægende aften med musik og sang, tekster og ord.
Fortællekoncert kl. 19 torsdag den 13. januar 2022, Vilslev Kirke
Trioen består af:
Helene Bak: Sang og klaver
Mikkel Bøggild: Akustiks guitar
Michael Vestbo: El-guitar
Sognepræsten: Ole Witte Madsen
1) Stars
It looks like we’re colliding
It looks like stars are sliding down from the sky just nearby
My heart is overflowing
The moon is overglowing and I know you hide just nearby
The night’s becoming clearer
I look beyond my mirror now that July’s just nearby
Come let’s go and catch the stars
I know it isn’t far from here
The stars are falling with delay
But now I’m not afraid
And after we’ve collided
The stars and I’ve decided that you and stay nearby
2) A Roof
I've always been told
forgive and let go
I'm heading down my old road
This ain't easy, this ain't easy
The house looks the same
But the paint is peeling off
The weeds are growing wild
I am brought back, I am brought back
There's always been a roof on top of it all
There's always been a table with silver plates and spoons
There's always been a way to cover it up
As the light of the moon hit the walls
My childhood memories
Where shaped within these streets
I'm breaking at the seams
I can't hold back, I can't hold back
I'm driving out here
While the north wind's taking hold
It's blowing in my veins
It's my riot, it's my riot
There always been a roof...
I've always been told
forgive and let go
I'm heading down the/my old road
This ain't easy, this ain't easy
ORD V. PRÆSTEN
3) I Remember
Crunching gravel and dirt under my feet
Cars are passing by humming in the streets
I've been here so many times before
Now I see the things I never saw
I remember the path and the sea against my skin
I remember august, that's when I let you in
Bits and pieces and small grains of sand
I dust them off and I reach for your hand
The road seem shorter and easier to find
With you by my side
I remember...
Cross the border, cross the line
Cross the border, I let you get, I let get inside
I remember...
Cross the border...
4) Human Heartbeats
A perfect day in april
I wrote this song for you
It's been a long time on the way I threw away your picture
I just couldn't bear the sight but I kept you in my mind
Human heartbeats little earthquakes
Human heartbeats, frail like snowflakes
Human heartbeats, you were on you way
But tiny toy cars aren't always safe
I sang lullabies
in the room we made for you
Believing that my voice got through to you
You made me feel like someone
but then you left without a note
You had been gone for weeks when I came to know
Human heartbeats...
We'll have to wait
We'll recreate
Time will ease the weight
Human Heartbeats...
ORD V. PRÆSTEN
5) River
River, I worry a lot
River, wash away my thoughts
River, time has brought me to my knees
River, shelter me
Should I break down, should I raise my hand
Tell him it’s more than I can stand
I’m falling apart while the seasons change
This has become more than I can take
Anger, when will you stop
Anger, my cup is filling up
Anger, you eat me from inside
Anger, you darken light
Should I break down….
Resistance, my river has run dry
Resistance, help me try
Should I break down…
6) Home
He would sit there alone smelling of cheroots and cologne
I would follow his eyes looking at the birds up in the sky
Behind the gabardine
An unbroken routine
Home, this was like home
His favorite song on the gramophone
Fear, there was no fear
Just a yellow old house with chandeliers
We would sit for a while until the birds were out of sight
Then he'd look at the clock and rise wind it up
Behind the gabardine
An unbroken routine
Home, this was like home…
The clock was like a drum, drum, drum
It knew what would come, come, come
No one is forever young
That I know
Home, this was like home…
7) Eyes On The Road
Tiny pans and copperware
In my dollhouse with wooden stairs
9 years old and all prepared
To dream away from everything I know
Eyes on the road, eyes on the road
I kept my eyes on the road, eyes on the road
Mary Poppins took my hand
We made a getaway to Neverland
But along the way I lost command
I woke up on the floor, it's all I know now
Eyes on the road…
I held my own hand, I tied my own shoes
I made my own world, with it’s own rules
But when I left this island and all its tales
It followed me with black sails
Eyes on the road…
ORD V. PRÆSTEN
8) It's Spring
Wind makes me dizzy, blows make my footing loose in fall.
Storms makes me wanna be in my room at night in fall.
But why should I bother now that it's spring.
Mmmm, now that it's spring.
Rain makes me chilly, sleet makes me stay inside in winter.
Snow makes me wanna slip into featherbeds in winter.
But why should I bother now that it's spring.
Mmmm, now that it's spring.
Sunshine is covering me.
Nightlife has left my body.
I watch you just like every spring.
I cannot bear to think of the coming fall in summer.
I tend to get gloomy thinking of rain ahead in summer.
But why should I bother now that it's spring.
Mmmm, now that it's spring.
9) How I Feel
Today I wrote you a love song
I wrote about feelings that grow strong
I wrote about loveletters
I wrote about go-getters
Phrases that I’ve heard before
Finally meaning so much more
Love, it’s how I feel
Love, I am real
Before love had been a mystery
A poem from ancient history
Let’s find our stories
Let’s dust off the glory
Sights that I have never seen
Show me this is not a dream
Love…
Is there more for me to say
When to lovers feels this way?
Are we on a one way street?
And is this fairytale complete?
Love…
10) Du som har tændt millioner af stjerner - Fællessang