Især forventningen om at ”få flere i kirke” kan være en belastning for både menighedsråd og præster, når sognebørnene ikke kommer til den kirke, man kæmper så hårdt for. Det er nemt at bebrejde sig selv, og endnu nemmere at bebrejde dem, der udebliver fra gudstjenesterne og det kirkelige liv. Men tager vi hele ansvaret på os selv, så knækker vi halsen og så mister vi for alvor troen.
I stedet må vi som præster og menighedsråd øve os i at gøre vort arbejde så godt, vi nu kan. Tage hånd om det, vi kan tage hånd om, og så lade Gud tage hånd om resten. Så må Han med sin ånd drive folk, hvorhen han vil, og så må præsten gå på prædikestolen og menighedsrådet bidrage med noget af det vigtigste: sætte sig ind i kirken og på den måde støtte såvel personale som præst. Kirkens liv og vækst afhænger af én ting: At Guds ord forkyndes og høres.
Bragt i Kristeligt Dagblad d. 16. febrbuar 2017