(Indlægget er bragt som forord til Kongeåpastoratets kirkeblad, der kan downloades under artiklen)
Erfaringen af, at sorgen driver en pæl igennem livet, men at glæden og troen kommer igen på trods.
Mandag den 7. januar sov min mor stille ind efter en periode med pludselig og voldsom sygdom. Min mors søskende, hendes mand og os børn samt børnebørn blev efterladt i chok og stor sorg over, at hun pludselig ikke længere var iblandt os, men lå dér kold, uden liv, uden åndedræt, død. Hun bar 7 børn under sit hjerte, og hun opdrog os alle efter bedste evne. I mange år satte hun sig selv og sine interesser til side, så at vi kunne få hendes opmærksomhed, hjælp, omsorg og kærlighed. Bagefter kan man ofte tænke, om man nu også skønnede nok på, at hun havde bragt sine store ofre for vores skyld? Ja, bagefter kommer tankerne vrimlende: Kunne lægerne have gjort mere for hende? Kunne vi – hendes familie – have været mere opmærksomme på, om hun nu også var helt okay? Sorgen er både savn over at miste og en angst for at miste alle dem, man har kær. Sorgen er udtryk for kærlighed.
De færreste slipper for på et eller andet tidspunkt i deres liv at opleve sorgen over at miste én, de har kær. Det er ikke en følelse, man kan forberede sig selv på, for den er ganske unik hver gang, man mister. Min egen sorg gjorde først og fremmest at alle masker og professionalisme faldt; alting blev sat i perspektiv, og alting blev taget op til en genovervejelse, der endnu ikke er afsluttet. Døden kommer vi ikke udenom, men det er næsten ubærligt at tænke på, at man med tiden vil komme til at miste mange omkring sig, og der vil være sorg på sorg. Hvor mange dødsfald og hvor stor sorg kan man bære i sit liv uden at miste sin forstand og glæde?
I dagene efter min mors død blev jeg overvældet af de mange kondolencer, jeg modtog fra fjern og nær. Såvel den korte hilsen på facebook som den store buket blomster og telefonsamtaler betyder meget, for det er jo alt sammen udtryk for, at man ikke står alene, men at andre tænker på én. Det trøster og varmer. Mange har oplevet, at de ikke tør tale med den sørgende, men f.eks. går i en bue udenom; måske er man bange for at såre den sørgende eller for at komme til at sige noget forkert. Men tavsheden er værre for den sørgende. Det er helt okay at sige, at man ikke ved, hvad man skal sige. Bare det at være til stede kan være en utrolig trøst, for så er man i det mindste ikke alene. Hvis vi kan grine og le og feste sammen, kan vi vel også græde, sørge og være stille sammen.
Min mor blev begravet lørdag den 12. januar, og egentlig skulle jeg forestå gudstjenester om søndagen. Efterhånden som dagen nærmede sig måtte jeg dog indse, at jeg ikke magtede at stå foran menigheden og tale om Gud og menneskelivet med de store ord, som så naturligt hører kirkerummet til. På den måde var jeg magtesløs og tom, og jeg kunne ikke engang læse i Bibelen uden at sorgen vældede op og gjorde mig stum. Heldigvis trådte en kollega til og afløste mig. Jeg indså, at jeg selv måtte indfinde mig på en kirkebænk og høre de ord, jeg plejede selv at sige. Ordene måtte tales til mig af en anden, og salmesangen måtte jeg være med til at bære som en del af fællesskabet i kirken. Her oplevede jeg gudstjenesten som sjælesorg, for ordene havde rent adgang til at sige mig noget direkte om Jesus som frelseren; at han døde for at jeg skulle leve, og at han er gået i forvejen gennem død og grav til det evige liv. Det var ikke som specielt præstens prædiken eller væremåde i kirkerummet, men hele gudstjenestens form samt salmernes og bønnernes indhold, der satte mig ind i tilværelsen igen. Dog på en ny måde: Jeg er stadig et menneske under Guds nåde. Men hold da op, sikke en gåde!
Når døden har været så tæt på, så blegner mange ting og meget mister sin glans. Hvorfor skulle man dog stresse over noget så ubetydeligt som en opvask? Er livet ikke mere værd end føden og klæderne? Jo, sandelig, vores liv indeholder både vigtige og uvigtige ting, og i grunden er der ikke så meget andet vi skal nå, end at vi skal nå hinanden. Gud når os med sin kærlighed, og selvom vi til dagligt kan være lukkede om os selv og vort eget, åbnes vi ved de store følelser for at høre noget, vi ikke kan sige os selv. Så kan glæden så småt bryde frem og blomstre igen.
Ole Witte Madsen
 | 
| ||
