Da vi alle var færdige, gik vi tilbage til Sejstrup forsamlingshus, hvor kokkene fra Vilslev forsamlingshus stod klar med skovmandssupe - det var et tiltrængt måltid! Efter middagen var der kaffe med æblekage, og et indslag om udregning af kostprisen på grandækningen: mængden af gran + graverens arbejdstid = prisen for en grandækning. Der blev også tid til en gennemgang af dagens grandækning, hvor der blev uddelt ris og ros. Generelt var niveauet for grandækningen meget højt.
På kirkegården var der i løbet af vores arbejdstid besøg fra både menighedsråd og menighed, der lige skulle se, hvad der skete ved kirken. Det gav anledning til mange snakke, og forhåbentligt blev flere lidt klogere på, at grandækning ikke bare lige er noget, man sådan gør. Selv fik jeg da også lært et par tricks til, hvordan gran og fyr kan udgøre en flot pynt - ikke bare på kirkegården, men også hjemme i haven.
- sognepræst Ole Witte Madsen
Salmer: 753: Se, nu stiger solen
Læsning Joh 19,38-42 + kort prædiken
Fadervor
Salme: 729: Nu falmer skoven
Johannesevangeliet kapitel 19: "v38 Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. v39 Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. v40 Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. v41 På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. v42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden." Amen.
I afsnittet om Jesu gravlæggelse hører vi kun ganske lidt om gravskik, men vi hører dog, at Jesus blev lagt i graven som mange andre døde på den tid. De pårørende til Jesus blev ikke mødt af en professionel bedemand eller en præst; alt skete ved de pårørende. Det var dem, der sørge for at han fik en gravplads, for han var jo blevet dømt som forbryder og havde måske ikke fået et sidste hvilested, hvis sagen havde stået til romerne og jøderne. Siden Jesu gravlæggelse er der opstået særlige traditioner og skikke i forbindelse med begravelser af kristne. Igennem mange hundrede år er kristne blevet begravet og ikke brændt; og siden er de allerførste kristne i Danmark er kristne blevet begravet øst-vest, så de med fødderne mod øst kunne rejse sig på Dommens dag og stå ansigt til ansigt med Jesus, som man mente, ville komme fra øst, hvor solen jo står op. At blive brændt var derimod en hedensk skik, og måske var det derfor særligt vigtigt at blive begravet for at vise sit religiøse standpunkt.
I vores tid har vi i folkekirken både begravelser og bisættelser; og det varierer lidt fra år til år, hvad der er flest af. Der er ikke længere en tydelig sammenhæng mellem religiøs livsopfattelse, og om man bliver bisat eller begravet. Tværtimod er det som om, man tænker en masse andre kriterier ind, når man står over for sit sidste valg (måske især økonomi). Det ved I mere end nogen.
Fælles for os alle er, at døden bliver et billede på livet. Der er en sammenhæng mellem det liv man levede, og det mindested man får – eller måske er det mere rigtigt at sige, at der er en sammenhæng mellem pårørende, og det mindested, de giver afdøde. Nogle gange kan døden få det værste frem i pårørende, og så må vi – både gravere og præster – forsøge at glatte ud og få ro og orden på tingene, så afskeden kan blive værdig. Vi har med noget meget betydningsfuldt at gøre. Hvordan vi behandler vore døde og vores mindested for de pårørende, siger nemlig noget om værdierne i samfundet. Derfor er kirkegården også et ømtåleligt emne, især i en landsby. Man skal ikke ændre på alt for meget, før man får at høre for det.
Kirkegården er jo egentlig et spøjst sted. Fyldt af døde mennesker og omgærdet med en masse uhygge og mystik (konfirmander er hunderæde for at gå på kirkegården om natten). Og midt i det hele troner kirken højt og flot, og herinde dyrker vi livet med hygge, salmesang og mange glædelige begivenheder. Det generer åbenbart ingen gæster, at vi går forbi en masse gravsten og døde, inden vi kommer frem til kirken, hvor der f.eks. er dåb eller bryllup. På den måde fejrer vi livet midt på dødens plads; men i kirken er der naturligvis også plads til det tunge. Det er som om, de gamle tykke murer danner en ramme, der kan rumme os, både når vi glædes og når vi sørger. Kirken er for det hele menneske. Og netop fordi vi ved, at vi en dag skal dø, ved vi også, at vi alle andre dage skal leve.
Vi har som arbejde det særlige ansvar at gøre døden til en naturlig del af livet. For nok lever vi i en verden på dødens vilkår, men vi dør så sandelig også på livets vilkår. Vort arbejde er ærefuldt, for vi ærer de døde ved at drage omsorg for de levende. Amen. Lad os alle med hinanden bede: Fadervor…