Båltale, Hunderup sogn, torsdag d. 23. juni 2016
Når vi i aften samles omkring et bål, så samles vi om en gammel tradition. Vi bliver en del af traditionen, og vi skriver videre på dens lange historie. Historien skrives efterhånden som vi lever i den, lever med hinanden og oplever de gamle traditioner med hinanden; juleaften er måske den mest lysende højtid i vores kalender, men spredt ud over året har vi i det danske samfund store og små traditioner. Disse traditioner fortæller, hvem vi er.
I langt tid har politikere og meningsdannere diskuteret, hvad dansk kultur er, og hvad der er særligt dansk. Uden at lyde hovmodig vil jeg dog mene, at det ikke er så svært at besvare: Se på den danske historie og traditionerne undervejs! Den danske historie er unik for Danmark – alle andre landes historier er jo helt anderledes. Og traditionerne har ændret sig undervejs i vores lange historie.
Engang var danskerne ikke kristne, men de tilbad andre guder og havde andre ritualer. At samles om et bål var vist et sådant gammelt ritual, hvor man fejrede frugtbarhed og årets gode gang. Halvvejs igennem året så man tilbage på foråret og afgrødernes vækst, man så på sin families trivsel og takkede for alt det gode, man havde fået. Man skuede også fremad mod efteråret med høst og vinteren med de lange nætter. Bålet var dengang som i dag en hyldest til lyset, fordi vi har årets længste dag d. 21. juni – men måske burde vi tænde bål d. 21. december i stedet for, når nu det er årets korteste dag. Naturen bevæger sig i løbet af et år mellem den længste og korteste dag, mellem lyse nætter og mørke dage, mellem varme og kulde, mellem det voksende og det visnende.
Siden danerne blev kristne for 1000 år siden har vi tænkt over tingene i et andet perspektiv og i et andet lys. Det har ikke betydet afsked med alle de gamle traditioner, men vi har bare givet dem andre betydninger. Betydninger tillagt dem ud fra kristendom. Nu fylder frugtbarhed i jord og familie ikke længere så meget, og vi ofrer hverken mad og vin til moser eller vilde guder. Nu gælder traditionerne i højere grad vores eksistens, vores jordiske liv med alt, hvad det indebærer.
De seneste år har medierne brugt meget tid på emner som ensomhed, jagten på lykke, trangen til succes, stress og depressioner for ikke at tale om terror og krige og alle de dårlige ting, vi gør imod os selv og hinanden både her til lands og i lande langt borte. Det er emner, der fylder meget i vores dagligdag, og temaer, der berører os på forskellige måder. Sådan noget fyldte nok ikke hos vore ærede forfædre. Når vi hører om, hvordan det står til rundt omkring, må vi også tænke, at vores samfund ikke automatisk til evig tid er sikret alle de gode friheder, vi nyder i så høj grad. Bare det at vi kan forsamles frit her under himlen til fællesskab og bål, er ikke en selvfølge. Vore friheder har igennem Danmarks historie været truet på forskellige måder, og så længe vi har noget at miste, har vi også noget at kæmpe for. Ikke mindst for friheden, der er fundamentet for vort samfund.
Det hyggelige danske samfund har i lange tider været et ideal og et stolt billede på os her i nord. Ja, det har ligefrem været vores varemærke og tanke om os selv, at vi ikke ønsker at gøre en flue fortræd, men at vi hellere vil byde på kaffe til uventede gæster og gerne vil åbne dørene for den fremmede og den, der søger hjælp.
Måske tænker vi, at det ikke så meget vore friheder her til lands, der er under forandring og pres, som det er vores selvforståelse som hyggelige nordboere. Når vi kommer hjem efter en travl arbejdsdag, hvor jobbet måske har drillet og spændt ben, kan det være svært at finde energi og overskud til at hygge sig med familien. Så kan den dårlige samvittighed ramme, og straks er der dannet grobund for den negative spiral.
Negative spiraler er der mange risikoer for også i det politiske Danmark, hvis man ser farlige personer overalt. Imod farer skal vi beskytte os, men jo mere vi beskytter os, og jo mere bange vi bliver for hinanden, desto mere mister vi friheden og desto mere mister vi hyggen, for så breder uhyggen sig, og vi kommer til at miste os selv i love og regler og sikkerhedsforanstaltninger.
Derfor er de gamle danske traditioner guld værd, for når vi i fredelig frihed finder sammen, ja, så danner vi jo egentligt et lille samfund. Samfund betyder nemlig, at vi har fundet sammen om noget; og det er oplagt at samles om traditionerne. Det viser også, at vi tilslutter os nogle særlige værdier og synspunkter. De positive værdier er forsiden af medaljen, men som vi ved, er der også en bagside.
Heksen på bålet minder os om de sorte pletter af vores historie. I dag finder heksejagten sted på andre måder, men selvom vi ikke brænder folk på bålet, finder vi ofte en syndebuk for vore ulykker. En syndebuk eller en heks, en årsag bag alt det onde, der rammer os. Mediemaskineriet ligner næsten et højt bål, der hellere end gerne brænder samfundets syndebukke. Vi kan dog ikke skyde alle synder over på andre, men må også selv stå fast og tage ansvar. En vittig sjæl sagde engang, at mange meget gerne vil tage ansvar, men ingen vil tage konsekvens. For det koster nogle gange noget af os selv, at vi står fast på det, vi tror på, og de friheder, vi kæmper for. Friheder, vi ikke kan give køb på uden at miste os selv.
Friheden oplyser vort samfund. Bålet i aften tændes til minde om Johannes Døberen, der blev døbt 6 måneder før Jesus. På den måde skuer vi frem mod juleaften, og selvom vi ved, at vi går kortere dage i møde, venter der os altså også en lysfest midt i vintermørket. Hvor mørkt det så end bliver i livet og i verden, i politik og i samfundsdebat, så må vi værne om en kerne – den danske hygge, traditionerne og historien. Vi skal bringe historien videre, så lad os gøre det på den bedste måde. Netop ved i frihed og fred at samles til dansk hygge. Glædelig Sankt Hans.
Når vi i aften samles omkring et bål, så samles vi om en gammel tradition. Vi bliver en del af traditionen, og vi skriver videre på dens lange historie. Historien skrives efterhånden som vi lever i den, lever med hinanden og oplever de gamle traditioner med hinanden; juleaften er måske den mest lysende højtid i vores kalender, men spredt ud over året har vi i det danske samfund store og små traditioner. Disse traditioner fortæller, hvem vi er.
I langt tid har politikere og meningsdannere diskuteret, hvad dansk kultur er, og hvad der er særligt dansk. Uden at lyde hovmodig vil jeg dog mene, at det ikke er så svært at besvare: Se på den danske historie og traditionerne undervejs! Den danske historie er unik for Danmark – alle andre landes historier er jo helt anderledes. Og traditionerne har ændret sig undervejs i vores lange historie.
Engang var danskerne ikke kristne, men de tilbad andre guder og havde andre ritualer. At samles om et bål var vist et sådant gammelt ritual, hvor man fejrede frugtbarhed og årets gode gang. Halvvejs igennem året så man tilbage på foråret og afgrødernes vækst, man så på sin families trivsel og takkede for alt det gode, man havde fået. Man skuede også fremad mod efteråret med høst og vinteren med de lange nætter. Bålet var dengang som i dag en hyldest til lyset, fordi vi har årets længste dag d. 21. juni – men måske burde vi tænde bål d. 21. december i stedet for, når nu det er årets korteste dag. Naturen bevæger sig i løbet af et år mellem den længste og korteste dag, mellem lyse nætter og mørke dage, mellem varme og kulde, mellem det voksende og det visnende.
Siden danerne blev kristne for 1000 år siden har vi tænkt over tingene i et andet perspektiv og i et andet lys. Det har ikke betydet afsked med alle de gamle traditioner, men vi har bare givet dem andre betydninger. Betydninger tillagt dem ud fra kristendom. Nu fylder frugtbarhed i jord og familie ikke længere så meget, og vi ofrer hverken mad og vin til moser eller vilde guder. Nu gælder traditionerne i højere grad vores eksistens, vores jordiske liv med alt, hvad det indebærer.
De seneste år har medierne brugt meget tid på emner som ensomhed, jagten på lykke, trangen til succes, stress og depressioner for ikke at tale om terror og krige og alle de dårlige ting, vi gør imod os selv og hinanden både her til lands og i lande langt borte. Det er emner, der fylder meget i vores dagligdag, og temaer, der berører os på forskellige måder. Sådan noget fyldte nok ikke hos vore ærede forfædre. Når vi hører om, hvordan det står til rundt omkring, må vi også tænke, at vores samfund ikke automatisk til evig tid er sikret alle de gode friheder, vi nyder i så høj grad. Bare det at vi kan forsamles frit her under himlen til fællesskab og bål, er ikke en selvfølge. Vore friheder har igennem Danmarks historie været truet på forskellige måder, og så længe vi har noget at miste, har vi også noget at kæmpe for. Ikke mindst for friheden, der er fundamentet for vort samfund.
Det hyggelige danske samfund har i lange tider været et ideal og et stolt billede på os her i nord. Ja, det har ligefrem været vores varemærke og tanke om os selv, at vi ikke ønsker at gøre en flue fortræd, men at vi hellere vil byde på kaffe til uventede gæster og gerne vil åbne dørene for den fremmede og den, der søger hjælp.
Måske tænker vi, at det ikke så meget vore friheder her til lands, der er under forandring og pres, som det er vores selvforståelse som hyggelige nordboere. Når vi kommer hjem efter en travl arbejdsdag, hvor jobbet måske har drillet og spændt ben, kan det være svært at finde energi og overskud til at hygge sig med familien. Så kan den dårlige samvittighed ramme, og straks er der dannet grobund for den negative spiral.
Negative spiraler er der mange risikoer for også i det politiske Danmark, hvis man ser farlige personer overalt. Imod farer skal vi beskytte os, men jo mere vi beskytter os, og jo mere bange vi bliver for hinanden, desto mere mister vi friheden og desto mere mister vi hyggen, for så breder uhyggen sig, og vi kommer til at miste os selv i love og regler og sikkerhedsforanstaltninger.
Derfor er de gamle danske traditioner guld værd, for når vi i fredelig frihed finder sammen, ja, så danner vi jo egentligt et lille samfund. Samfund betyder nemlig, at vi har fundet sammen om noget; og det er oplagt at samles om traditionerne. Det viser også, at vi tilslutter os nogle særlige værdier og synspunkter. De positive værdier er forsiden af medaljen, men som vi ved, er der også en bagside.
Heksen på bålet minder os om de sorte pletter af vores historie. I dag finder heksejagten sted på andre måder, men selvom vi ikke brænder folk på bålet, finder vi ofte en syndebuk for vore ulykker. En syndebuk eller en heks, en årsag bag alt det onde, der rammer os. Mediemaskineriet ligner næsten et højt bål, der hellere end gerne brænder samfundets syndebukke. Vi kan dog ikke skyde alle synder over på andre, men må også selv stå fast og tage ansvar. En vittig sjæl sagde engang, at mange meget gerne vil tage ansvar, men ingen vil tage konsekvens. For det koster nogle gange noget af os selv, at vi står fast på det, vi tror på, og de friheder, vi kæmper for. Friheder, vi ikke kan give køb på uden at miste os selv.
Friheden oplyser vort samfund. Bålet i aften tændes til minde om Johannes Døberen, der blev døbt 6 måneder før Jesus. På den måde skuer vi frem mod juleaften, og selvom vi ved, at vi går kortere dage i møde, venter der os altså også en lysfest midt i vintermørket. Hvor mørkt det så end bliver i livet og i verden, i politik og i samfundsdebat, så må vi værne om en kerne – den danske hygge, traditionerne og historien. Vi skal bringe historien videre, så lad os gøre det på den bedste måde. Netop ved i frihed og fred at samles til dansk hygge. Glædelig Sankt Hans.
