At være ung pige på Hesselmed
Den 4. oktober 1964 startede jeg som pige på Hesselmed plejehjem. Der var jeg indtil november 1966, hvor jeg kom i huset hos bagerparret Sigrid og Ib Thomsen i Outrup. De havde dengang en dreng på 9 år, et par tvillinger på 5 år, og da jeg flyttede, fik de et tvillingepar (dreng og pige), som har bageriet nu.
På Hesselmed arbejdede jeg sammen med to andre piger, Ingrid og Ruth. Ruth passede de ældre ligesom jeg selv, og Ingrid var i køkkenet. Ingrid blev senere gift med min bror Verner. Foruden os var der Katrine og Karl Larsen samt et andet diakonpar; først Dixen og så Kristiansen. Diakonparret boede på 1. sal. Lige oven for trappen var der et badeværelse, og på højre hånd var der tre værelser, hvor vi piger boede. På venstre hånd lå lejligheden til diakonparret.
Med til at passe de ældre hørte også at hjælpe dem med toiletbesøg og vask, når de ikke selv kunne. Jeg kom engang også til at skulle gøre rent hos en gammel dame, der havde overskidt det hele og smurt det ud over alt. Ikke nok med det så troede hun også det kunne spises! Det var ikke sjovt, at skulle ordne det, især når man kun er 15-16 år. Det var egentlig Karl Larsen, som skulle gøre det, men han kom og tilbød mig ekstra penge for at gøre det, og så måtte jeg ikke sige noget til Katrine, da det jo var ham, som skulle have gjort det. I starten var min månedsløn på 300 kr., men den steg til 320 kr. i løbet af min tid der.
Engang da vi var midt i arbejdet, kom Kaj Dixen og fortalte, hvor heldig han havde været. En af beboerne ovenpå havde tømt potten ud af vinduet, lige efter han havde gået under det, men det ramte ham heldigvis ikke. Det var vist også godt, for det var både stort og småt.
Kaj Dixen var diakon på Hesselmed det første år jeg var der, så kom Kristiansen, som overtog Dixens plads. De havde begge 2 drenge, som jeg passede, når jeg havde fri. Ofte var de med mig hjemme i weekenden, ellers kunne det ske, de var med hos slagteren i min middagspause efter lever til en hyrdehund, som en af de ældre beboere på Hesselmed passede.
I min tid var der 15-20 beboere og af dem kan jeg huske:
Anna, der smed potten ud af vinduet
Emma
En mand, der hed Kristiansen
Emil Lyhne
Fru Hammershøj
Magdelene og Karen
Dagene lignede hinanden med den samme dagsprogram:
Kl. 7 startede dagen med at vaske de ældre og få dem i tøjet, som ikke selv kunne
Så var der morgenmad, hvorefter vi gjorde rent på værelserne
Kl. 12 var der middagsmad med både hovedret og dessert. Det skulle spises hurtigt, for kl. 12.25 skulle vi rydde af bordet. Det betød, at både de ældre og vi selv skulle have spist op.
Derefter skulle nogle hjælpes i seng, nogle skulle på toilet osv.
Kl. 14.30 var der eftermiddagskaffe
Kl. 17.30 var der aftensmad
Dagen sluttede med aftenskaffe, hvor jeg skulle lave kamillete; det var en frygtelig lugt
Kl. 22 skulle beboerne hjælpes i seng, og der var kun én af os, som havde aftenvagt.
Næste dag begyndte vi forfra.
Det var faktisk en god tid, hvor jeg lærte meget om de ældre, men det hele foregik manuelt, og det var til tider et hårdt slid. Der var hverken lift eller andet, som kunne lette arbejdet. I dag løfter plejepersonalet jo ikke på de ældre, sådan som vi gjorde.
Jeg var engang med til at bære en af beboerne ud da han var død. Det var en mærkelig fornemmelse, når man kun er 16 år. Jeg fandt ham død en morgen, da jeg skulle gøre rent hos ham og ikke kunne forstå, at han stadig lå i sengen. Han blev lagt i en kiste, og så bar vi ham over i en tilbygning til garagen.
Alt i alt var det en god tid.
”Hesselmed” nu kommunalt ejet
Overtaget ved årsskiftet af Blåvandshuk kommune for 1,3 millioner
Årsskiftet fik på plejehjemmet ”Hesselmed” ved Oksbøl en særlig betydning, idet hjemmet blev overtaget af Blåvandshuk kommune. Det markeredes nytårsaften ved en højtidelighed på hjemmet, hvor socialudvalgets formand Emil Buhl udtalte: ”Hesselmed” hovedgård, hvis historie er lang og omskiftelig, går nu i realiteten ud af en epoke og ind i en anden. Det er glædeligt, at diakon Karl Larsen fortsætter som leder, og det betyder, at der ikke vil blive større ændringer i det daglige liv. Dog er det sådan, at når en institution overgår til det offentlige, stilles der større krav til bygninger, og jeg kan stille i udsigt, at plejehjemmets køkken skal bygges om. Det er vor mening, at kapaciteten skal være sådan, at det også kan påtage opgaver udenfor plejehjemmet.
Borgmester Harry Thomsen henvendte sig direkte til Katrine og Karl Larsen og sagde: Dengang I startede med at drive plejehjem fulgte vi jer med megen spænding. Mon det nu ville gå? tænkte vi. Men det gik fremad på en måde, der har fyldt os med beundring og med taknemmelighed. For jer var det et levebrød, men vi, der kender jer, ved, at der bag det store arbejde ligger en grundlæggende tanke om det vigtige i at gøre noget for ældre og svagelige medborgere. Bl.a. derfor er det mig en stor at I vil drive ”Hesselmed” videre. Fru Kappel Hansen udtrykte på personalets vegne ønske om, at det gode forhold mellem ledelse og personale vil fortsætte. Karl Larsen sagde til slut: Jeg er glad for at man i disse år har stolet på mig og givet mig næsten fri hænder. Samarbejdet med kommunen har være gnidningsløst, og det har haft sin betydning i det daglige, om end det største aktiv for Hesselmed er de gode personalemæssige forhold. Når jeg og min kone har ønsket at kommunen overtog ”Hesselmed” er grunden dels den, at vi ikke længere er helt unge og dels at vi derved sikrer hjemmets fremtid.
Plejehjemmet har plads til 24, og der er beskæftiget en snes mennesker, deraf enkelte på deltid. Overtagelsessummen er 1,3 millioner kr.
Hvilehjemmet på Hesselmed 25 år
I morgen, den 8. januar, er det 25 år siden herregården ”Hesselmed” ved Oksbøl blev overtaget af Karl og Kathrine Larsen og ombygget til hvilehjem. En datter af ægteparret Else Mogensen, Birkevej 17, Oksbøl, skriver her om sine forældres indsats:
For 25 år siden flyttede mine søskende og jeg sammen med vore forældre Karl og Kathrine Larsen og vor hund Kvik til herregården ”Hesselmed”, og den dag var starten på en spændende tid for os børn. Spændingen var vist ikke mindre for vore forældre, men for dem var den iblandet bevidstheden om, at tiden ville blive spækket med mangeartede problemer. Både Karl og Kathrine Larsen var uddannede til at arbejde med ældre og svagelige mennesker, og dette arbejde havde deres altoverskyggende interesse. Derfor havde vor far, som er og altid har været en dynamisk mand, og vor mor, som er en flittig og dygtig dame, længe gået og spekuleret på at få deres eget hvilehjem. Da Hesselmed blev til salg så de det som deres gode chance, og de tog springet og købte herregårdens hovedbygning for at bygge den om til hvilehjem.
De blev advaret fra mange sider – det ville aldrig gå, hvad tænkte de dog på – og endnu flere tænkte det samme, men de turde alligevel stole på deres dømmekraft, og det gik – oven i købet godt. Den 8. januar 1955 begyndte planerne at blive gjort til virkelighed.
Der skulle laves værelser, køkken, opholdsstue, badeværelser o.s.v., og viflyttede fra den ene stue til den anden, efterhånden som arbejdet skred frem, og som altid hvor vor far er med, gik det hurtigt. Allerede i marts samme år var de første værelser klar, så de første ældre beboere kunne flytte ind.
Vi børn gik på opdagelse i voldgravene, skoen og den store parkagtige have, der hørte til, Vi fandt stentavler med udhuggede indskrifter, nøddebuske, stakkevis af gamle ugeblade i et udhus, og det var alt sammen lige spændende. Indendørs var der en kælder med metertykke murer, hvor man kunne forestille sig mange forfærdelige ting, der nok var sket i gamle dage, og værelser med paneler malet med uhyggelige motiver, der gav dem, der sov der, mareridt. Vi fik fortalt, at vi også havde overtaget et husspøgelse, som i nætternes mulm og mørke listede rundt og ledte efter – vi hørte det tit, men så det aldrig.
Vi spekulerede naturligvis ikke på alle de problemer, de voksne sloges med, som for eksempel om der i det hele taget var ældre mennesker, der ville flytte ind, når hele herligheden stod færdig. Hesselmed lå jo afsides, langt ude i Vestjylland med mange kilometer til den nærmeste større by. Men det viste sig, at vore forældres faste overbevisning om, at der var stor brug for ældreinstitutioner, slog til – der var mange, der gerne ville tilbringe deres alderdom i Hesselmeds smukke omgivelser og rene luft, og der blev fuldt hus, snart efter at hjemmet stod færdig.
Fru Larsen og Karl, som vi for det meste hørte dem omtalt, holder meget af de mennesker, de har med at gøre på Hesselmed, og det har også altid være gensidigt. Hvor tit har vi ikke i årenes løb hørt om de problemer og betænkeligheder, der pludselig opstod hos de ældre, når vore forældre tog nogle dage fri og ikke kunne gøres deres vante daglige besøg rundt på værelserne.
Vi børn lærte meget om gamle menneskes problemer under opvæksten på Hesselmed. Vi har set utallige ensomme gamle, der var glemt af deres familie, og som derfor adopterede os som deres ”nye” familie, og vi så gamle, der var ensomme på grund af stridigheder inden for deres egen familie. Vi oplevede, hvor let man kan glæde ældre og også hvor let man kan såre dem ved blot at glemme at skrive et brev eller glemme et besøg. Jeg håber vor lærdom vil blive videregivet til vore børn og fremtiden. Vi lærte også betydningen af en stadig blanding af aldersgrupperne. De fleste ældre liver op og nyder det, når de har børn og unge omkring sig og kan fortælle om deres erfaringer i livet – ikke mindst, fordi børn har tid og lyst til at lytte til dem og omvendt har de fleste børn stor gavn og glæde af samvær med rolige og erfarne mennesker. Jeg mindes især fru Teglhus, som var hos os i næsten 20 år. Hun læste alle de moderne danske forfattere og kunne da også fortælle om kunst og musik, hvilket var et helt nyt og spændende land for en ung skolepige fra landet.
Der er sket så meget på Hesselmed siden den første start på hvilehjemmets indretning for snart 25 år siden. Der er kommet mange nye regler og bestemmelser for ældreinstitutioner, som har medført gennemgribende ombygninger i tidens løb og også en helt ny tilbygning. Hesselmed er nu ikke mere et hvilehjem, men et plejehjem, hvor gamle og syge bliver passet og hjulpet.
Vi børn var kede af det, da den nye fløj blev planlagt, for den skulle ligge i vor dejlige frugthave, hvor vi mange gange i sommerens løb spiste os en mavepine til i forskellige slags frugt, men vi måtte jo erkende, at de ældres ve og vel var vigtigere end vor lyst efter saftige blommer, og at de voksne tænkte videre end vi gjorde.
Nu 25 år efter står Hesselmed som et fuldt moderne plejehjem, og Karl og Kathrine Larsens værk har haft stor betydning i udviklingen af ældre-institutioner i vort lands vestligste egne. De har nu ladet kommunen overtage for at sikre, at deres livsværk bliver fortsat i fremtiden.
70 år - Katrine Larsen (1986)
Oksbøl: Katrine Larsen, Birkevej 17, fylder fredag 70 år.
Katrine Larsen er datter af gdr. Chr. Madsen. Hun er født og opvokset i Børsmose. Som barn var hun ofte meget syg, og måske derfor har hun næsten hele sit voksne liv taget det som sin opgave at passe syge og ældre mennesker. I 1938 giftede hun sig med diakon Karl Larsen. Parret har beskæftiget sig med plejehjemsdrift siden, kun afbrudt af en kort årrække som landbrugere i Rottarp. I de yngre år har de arbejdet i Århus, og fra 1955 som ejere af plejehjemmet Hesselmed ved Oksbøl. På Hesselmed udfoldede Katrine Larsen i næsten 30 år sine vidunderlige evner til på en gang at arbejde hårdt og samtidigt være en utrolig støtte for både patienter og personale. Hun har altid være meget afholdt af personalet. I en årrække var Katrine Larsen aktiv og formand for foreningen Kvindelig Mission i Armenien. Sammen med sin mand har hun formået at opfostre fem døtre og en søn. I 1983 overtog kommunen plejehjemmet, og fru Larsen og hendes mand gik på pension. Der er åbent hus i hjemmet på fødselsdagen.
75 år – Kathrine Larsen
Kathrine Larsen, Birkevej 17, Oksbøl, fylder torsdag 21. november 75 år. Kathrine Larsen stammer fra Børsmose, men har i snart mange år boet i Oksbøl. Hun har sammen med sin mand, Karl Larsen, drevet det tidligere plejehjem i Hesselmed i 25 år. Parret gik på pension herfra i 1980. Hovedparten af livet har Kathrine Larsen arbejdet med mennesker – professionelt og frivilligt. Hun er god til at omgåes andre og blev meget afholdt blandt medarbejdere og beboere på plejehjemmet – og har også gjort meget ud af at gå på besøg. Til interesserne har også hørt missions-arbejde; Kathrine Larsen var i mange år aktiv i en kvindekreds. Fødselaren har seks børn, 10 børnebørn og 2 oldebørn. En søn bor i Australien og en datter i USA, men resten befinder sig inden for landets grænser. Kathrine Larsen holder åbent hus i hjemmet på dagen.
80 år – Kathrine Larsen
AF YVON TITTEL, JydskeVestkysten 20. november 1996
Det par, der stiftede hvilehjem i Oksbøl, mens den slags omsorg var en sjældenhed, har ingen ønsker om selv at komme på plejehjem.
OKSBØL: I 1954 købte Katrine og Karl Larsen den tidligere herregård Hesselmed i Oksbøl og gik i gang med at indrette hvilehjem. En nymodens opfindelse der endnu kun var ganske få af i landet. I morgen fylder Katrine Larsen 80 år – alt imens hun og Karl håber, de snart kan flytte i en beskyttet bolig.
- Vores børn var så glade for, når vi havde så travlt, at der altid være nogle, de kunne gå op til, siger Katrine, der fødte ægteparrets fem børn i Århus, hvor Karl uddannede sig til diakon og arbejdede på Risskov.
- Fru Teglhus boede hos os i næsten 25 år. Hun var meget sproginteresseret, og ofte sad Else i flere timer oppe i hendes seng, fortæller Katrine. Else fik vakt sin interesse for sprog i fru Teglhus’ seng, og i dag bor Else i USA og arbejder professionelt med sprog. Hun kommer dog hjem for at være med til sin mors fødselsdag.
Katrine har tit travlt. I begyndelsen havde hun og manden 10 beboere. Men da de byggede en ny fløj i 1967, kom de op på 30. Katrine stod for maden og var også med i plejen. Selvfølgelig sammen med de mange ansatte, men dengang var forstanderparrets medvirken på hjemmet væsentlig. Havde beboerne vigtige drøftelser, var det Karl, de ville tale med. Og skete der noget alvorligt med en boer, ville forstanderparret tilkaldes. Nat eller dag, hverdag eller helligdag.
I 1981 stoppede Katrine og Karl Larsen som forstanderpar på Hesselmed. I 1978 havde de solgt plejehjemmet til Blåvandshuk Kommune, og Karl var blevet 70 år. Det var hårdt at blive pensionist. Katrine havde i alle årene på Hesselmed været den, der gik rundt og sagde godmorgen til beboerne og ofte været på stedet, til hun kunne rundt og sige godnat. Pludselig var de kun sig selv.
Ikke på plejehjem
Det har de efterhånden affundet sig godt med. De har gode naboer, og Katrine har travlt med at strikke sokker og hækle mellemlægsservietter og læse.
- Vi har altid sagt, det er godt, der er plejehjem til dem, der har brig for sådan et. Men vi har ikke lyst til selv at komme på plejehjem. Det er svært at blive så gammel, at man ikke synes, at man kan nogen ting selv, siger Katrine, der stadig selv passer hjemmet. Karl har haft et par hjerneblødninger og går med stativ, og ægteparret har indstillet sig på at skulle fra Birkevej. De ønsker at få en beskyttet bolig, men der har ikke været nogen ledige længe. Katrine markerer sin fødselsdag med åbent hus på Turisthotellet fra kl. 13.00-17.00. Bagefter fejrer børnene, de 10 børnebørn og de seks oldebørn videre hjemme.
80 år – Karl Larsen
Tidslinje for Hesselmed
1980: Katrine og Karl Larsen går på pension, og Blåvandshuk Kommune køber Hesselmed
2006: Hesselmed sælges som privatbolig til Steen Slaikjær
2011: Bevaringsfonden for Varde uddelte den årlige pris til Hesselmed
Kilder
http://www.danskeherregaarde.dk/manorholder/h/hesselmed/ejerhistorie.aspx