Det er som om, flere og flere ting i vores samfund helst skal vokse op og blive modent hurtigere og hurtigere. Skolegang og arbejde skal klares mere effektivt og hurtigt, og på det personlige plan kan man også have travlt med både at nyde live, skabe sig en god karriere og i det hele taget både leve stærkt og dø gammel, sund og mæt af dage. Ambitionerne er tårnhøje, og livet presses som en citron til sidste dråbe. Og imens vi lever, så strør vi også om os med forskellige sorter af korn og frø.
| Klik og læs Bibelteksterne til Seksagesima Søndag. Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen af havets skød, mel: Ring 2. DDS 298: Helligånden trindt på jord 3. DDS 154: En bondemand går ud at så --- 4. DDS 336: Vor Gud, han er så fast en borg 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat, Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord |
Noget vokser hurtigt, andet langsomt, og nogle frø og korn dør, inden de er begyndt at spire, fordi jordforholdene har været for ringe. Vore frø og korn er en blanding af noget ukrudt og nogle flotte blomster samt nytteplanter og prydplanter. Med andre ord kan vi så glæde eller sorg hos hinanden, og vi kan plante tornebuske eller rosenhække imellem os og andre, alt efter hvordan vi ønsker at forholde os til dem. Til nogle mennesker ønsker man afstand, og det kan være som en ørken eller et område af tornebuske med stive torne, der forhindrer enhver nærkontakt. Til andre mennesker kan man ønske en meget intim kontakt, og så bestrør man vejen med rosenblade og sår sødt duftende og farvestrålende blomster, så man lokkes og drages imod hinanden. Men som vi sår, skal vi også høste. Sår man bitre urter, høster man en dårlig smag i munden; men sår man gode ting, skal man også høste gode ting. Sådan kan livet synes at være en have, og man kan synes at være en lille bondemand eller en sædemand, der passer og plejer sin have og sit liv, som man nu bedst kan med de frø, man nu engang har fået i sin beholdning. Som man lever, så strør man om sig med disse frø, der lander overalt, hvor man lever og eksisterer iblandt andre. Nogle steder er det klippegrund, hvor hårde hjerter og mistro kvæler de frø, man vover at strø i frimodighed, andre steder er der et tyndt lag jord, hvor ens frø hurtigt bliver en ven, men også hurtigt glemmes igen, atter andet jord kan være god jord, hvor frøene nænsomt lander i blød jord, der tillader det at vokse op langsomt men sikkert og bære mange nye frø. Det kan bære et frugtbart liv i kærlighed og glæde. Men vi ved af erfaringen, at der findes liges så mange forskellige jordforhold som der findes mennesker på Guds skønne jord. For os handler det om at så de frø vi har i posen, og passe og pleje de små spirer, vi efterlader os nær og fjern.
Her på jorden har vi skabt os forskellige samfund. Når vi nu kender det danske samfunds fokus på at være effektiv så må dagens lignelse undre os meget, for der er en ødselhed, der ser meget uansvarlig ud. Jesus fortalte lignelsen om sædemanden til sine mange tilhørere for at de skulle have et billede af hvordan Gud arbejder i forhold til menneskelivet her på jorden. Først fortalte han lignelsen til mange, og bagefter spurgte en mindre gruppe ham om, hvad lignelsen dog skulle betyde. En lignelse er en fortælling, man skal tænke over for at kunne forstå betydningen. Men Jesu disciple kunne ikke helt forstå meningen med lignelsen og måtte derfor spørge deres mester og ven.
Gud sår ordet i form af tro, håb og kærlighed hos og mennesker, der lever i dag, her i denne verden, dette sogn, denne landsby. Frøene strøs ud over os hver gang vi vover os til gudstjeneste, hvor salmerne, bønnerne og prædiken viderebringer Guds ord til os. Enhver må modtage det efter egne evner – for ikke to mennesker er ens, og selv det ene menneske oplever ikke to ens dage i sit liv. Det ene dag kan ordene synes at lande i god jord, hvor det sætter friske spire, den anden dag kan livet synes at være en udørk, hvor frøene bare går til spilde. Ordet lyder dog stadig utrættelig og uophørligt dag efter dag, søndag efter søndag, mark efter mark fordi sædemanden håber, at frøene dog må sætte lidt skud, dér, hvor de lander, om det er så tyndt jord eller klippegrund. Ligeså må også vi som kirke og som daglige mennesker i et almindeligt liv blive ved med at leve og derved så dag efter dag de frø som vi formår at sprede ud og som vi ønsker at så for hinanden.
Kornet, der kastes rundhåndet ud af sædemandens hånd sætter rod, optager næring og sætter fyldige aks. Sædemanden synes næsten at have uendeligt meget såsæd i sin sæk, derfor kan han ødsle med det – der er nemlig mere, hvor det kommer fra. Men når han sår med så stor frimodighed, at han ikke sparer på kornet eller effektivt bruger en maskine til at få frøene lagt i den helt rigtige jord, så må han også regne med, at mange frø går til spilde – alligevel strør han glad og gerne frøene ud til højre og venstre, så ingen plet går fri.
Dét, der sås i den gode jord, er også det, der vokser frem. Hvad der sås, vokser op. Og hvad man sår, høster man. Det sker ganske naturligt, og når man har sået, kan man vande og gøde, men væksten og planternes liv må Gud selv sørge for. Når ordet sås, vokser det op og sætter frø og på den måde spredes ordet via de mange frø, der efterhånden spirer frem og selv bærer mange andre frø. Der bliver sået lidt, og der bliver meget at høste. Sådan kender landmændene det også her fra området, men de er vel nok mere påpasselige med ikke at spilde den dyrebare såsæd. Alle disse mange beregninger, kvoter, love, regler og forordninger, som vort samfund er præget af, kendte den ødsle sædemand helt sikkert ikke til. Det virker næsten som om, han har tænkt, at hvad der ikke landede i den gode jord, kunne fuglene æde – og så var frøene jo ikke gået helt til spilde. Det er vist kun Gud selv, der har råd til at være så ødsel.
I lignelsen sås der ødselt med kornet, og vi kan sammenligne med, at der i Folkekirken utrætteligt holdes gudstjenester uanset, om der er mange eller få kirkegængere. Kirken efterligner den ødsle sædemand og spreder såsæd ud til højre og venstre, for noget kunne jo lande i god jord – men hvis man aldrig turde så, ville der aldrig vokse noget frem af jorden. Hverken sædemanden eller kirken ved på forhånd, hvor såsæden lander, men vi ved, at der aldrig kan vokse noget frem – uanset hvor god jorden er – hvis der ikke bliver sået i den. Selv her i vintertiden, hvor snedronningen vandrer over marsk og eng, sår vi frimodigt med en ødsel hånd. Det er en nådig sædemand, der sår over alt. Uforskyldt får vi tildelt livet, og uforskyldt får vi del i andre menneskers glæde og kærlighed. Livet blev givet os allerede før, vi kunne tænke på, om vi egentlig ønskede det – og spørgsmålet stilles så frem til os: Hvordan skal vi forvalte alt det, vi har fået givet? Det spørgsmål kan kun besvares af hver enkelt ud fra ens egen samvittighed.
Fordi vi ikke oplever to ens dage i vort liv, kan vi aldrig selv rose os af at være den gode jord. Jordforhold kan ikke ændre sig selv på en måde så en klippe kan blive god muld, og derfor bliver der ikke noget, vi kan være stolte af eller prale med. Hvis der er noget, vi ved om mennesker, så er det, at vi forandrer os dag for dag livet igennem. At stræbe efter at være den gode muldjord er nytteløst, for se, kornet falder også på klippegrund! På den måde kan vi se, at sædemanden er ødsel med sin nåde. Nåden er, at både den hårdhjertede klippegrund og den fromme gode muld oversås af nådesordene om Guds tilgivende velsignelse. Nåden bliver derved noget at leve på, dvs. at vi allerede har fået den, og at vi ikke først skal gøre os fortjente til den.
Selvom Gud er ødsel med det, han sår, så bliver det aldrig ligegyldigt. For Gud er nemlig ødsel med lige præcist det vigtigste i livet – det, som flest har brug for, sår han mest af, nemlig tro, håb og kærlighed og det nådens ord om frelse i Jesus Kristus. Amen.
