I min familie har vi en vugge, der har vugget mange af slægtens børn i søvn igennem over 100 år (der er 130 år mellem det første og sidste spædbarn). Derfor fortjener den at blive beskrevet og beundret, for den er ikke blot et stykke unikt kulturarv men har naturligvis også affektionsværdi for en del af min familie.
Navnene på vuggen
| Christen 1890 Ole 1892 Karl 1896 Marie 1900 Mette 1903 Magny 1904 Anne 1908 Katrine 1916 Martha 1918 Harry 1921 Nina 1924 Hans 1931 Lisbeth 1972 John 1974 Maybritt 1976 Karina 1979 Niels-Christen 1981 Ole 1984 Gunhild 1987 Matias 1998 Kevin 2000 Trine 2002 Sofie 2005 Thilde 2009 Heidi 2011 Ingemarie 2013 Laurids 2016 Dorthea 2018 Mirjam 2019 Benedicte 2020 | De første navne er søskende. De er børn af Mads Christian Madsen & Mette Kirstine Olesen. De fik 7 børn, og desværre døde Mette som 5-årig i 1908 og Magny som 1-årig i 1905. Christen blev min bedstefar (farfar). Ole rejste til USA; det er svært/umuligt at finde ud af noget om hans slægt. Sporene af Carl er også væk. Marie blev voksen og gift, bosatte sig i Kjærgård og fik 3 døtre. Annes liv og opvækst har jeg også forgæves søgt efter. Christen blev gift med Bothilde, og de fik 5 børn, som alle voksede op. Martha blev gift sent i sit liv og fik ingen børn; Nina og hendes mand adopterede 2 drenge. Hans blev gift med Inger, som blev mine forældre. De fik 7 børn, som alle har ligget i vuggen, og efterhånden er voksne og har stiftet familier. På grund af persondataloven vil jeg ikke skrive nærmere om mine søskende, men det var i vores barndomshjem på Hedelundvej 24 i Vrøgum at vuggen stod på loftet, så vidt jeg husker. Og da der begyndte at komme børnebørn til, blev det igen interessant for mine forældre at finde vuggen frem. Min mor syede en dåbskjole af sin brudekjole, som vi 7 børn samt nogle af børnebørnene er dåb i, og navnene er syet på dåbskjolen. I 1998 begynder 4. generation at bruge vuggen, og vuggen transporteres i bil eller trailer rundt til familierne for at bruges i en periode. Selv har jeg haft æren af at kunne lægge min datter i vuggen 130 år efter, at min farfar selv som spæd lå i den. Vuggen er ormstukken og bærer præg af at blive brugt, men det er alligevel imponerende, at den har overlevet så mange år og så mange børns mere eller mindre rolige søvn. Jeg er spændt på, om den går videre til 5. generation og ser frem til at se sidste pladser på vuggen også udfyldes med navne. |
Billeder af vuggen
På grund af lysindfaldet ser malingen forskelligt ud på billederne. Det var formodentligt engang midt i 1990'erne, at Inger Solvej Madsen (min mor) malede vuggen op i den blå farve, og begyndte at få navne på. Jeg mener, hun selv skrev nogle af navnene, og fik hjælp til andre. De seneste 5 navne er malet/skrevet af min kone Marie Louise Witte Madsen. Hun har forsøgt at holde sig til skrivestilen og malerfarven, selvom der er mange års forskel på det første navn og det (hidtil) sidste.
