I glæde skal I drage ud, og i fred skal I føres af sted. (Esajas' Bog 55,12)
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Johannesevangeliet 14,27)
Vores verden er et sted med såvel fred som ufred. Mange af os higer efter fred i livet, men den største fred er gravens fred i døden. Det modløse og forfærdede hjerte kan i fortvivlelse søge graven for at få fred. Gravens fred er verdens fred. Jesu fred findes derimod i livet, glæden og kærligheden, men dér er ikke jordisk fred. For Jesus giver ikke som verden giver, og verdens glæde er en anden end den, Jesus giver. Han giver ikke, hvad vi lyster, men hvad vi behøver. Som en far, der kender sit barn. At forlade sig som et barn i troen på, at håbet om frelse trods synd er sandt, giver frimodighed til at møde verdens modstand med glæde. Et liv i glæde er et liv i fred. At leve i kærlighed er at tage sit kors op og at tage sit liv på sig. Det er nemmere sagt end gjort, for tvivl hører livet til, ligesom også døden. Nederlag, ensomhed, tvivl og ufred såvel i sindet som i relationer hører til livet og verden, men Jesus Kristus giver igen og igen fred, glæde og kærlighed, så vi får mod til at tro, styrke til at leve og håb til at elske igen hver ny dag. Jesus giver ikke, som verden giver. Den, der søger skal finde, men hvem kan finde kærlighed, hvor kærlighed ej gror? I hjertets, sindets og tankens dybeste mørke skinner fredens lys, når evangeliet forkyndes.
Salmevers:
Guds fred er løftet på den dag,
hvor du har lidt dit nederlag,
men Kristus kommer ind til dig
og siger mildt: Din skyld tar jeg. (DS 678, 4)