Da jeg boede i Århus hørte jeg en dag en frygtelig historie om, hvordan en kvinde var blevet voldtaget og smidt i en busk lige uden for den lokale kirke. Bag den lokale Fakta holdt narkobagmændene til i deres store biler, og butikken blev jævnligt udsat for tyverier og hærværk.
I juledagene i 2004 oplevede vi for fuld udblæsning en stormflod, der ramte landets aviser og nyhedsudsendelser med samme kraft og voldsomme styrke, som Tsunamien hærgede et enormt område i Thailand.
Der er en række krige i verden. Vore danske unge mænd og kvinder har givet deres liv rundt omkring i verden. Kort sagt: Vort lokalsamfund, Danmark og verden er fuld af fortrædeligheder. Der er nok at græde over. Som en enke kan græde over sin eneste søn, der dør, og efterlader hende barnløs og uden forsørger; en verden, der er styrtet i grus.
Mange mennesker verden over oplever, at deres verden styrter i grus, eller at deres livsgrundlag fjernes, at meningen med livet forsvinder. Det er en almindelig erfaring, at vi alle skal dø, og måske har vi vænnet os så meget til tanken, at vi siger det i samme åndedrag med, hvad vi skal have til kaffen: ”Ja, jeg skal dø – vil du have en ostemad til kaffen?”
Når vi umiddelbart tror for os selv, og hævder over for andre, at vi er bevidste om vores dødelighed, så bedrager vi måske os selv. Man kan nu om dage ikke tænde TV'et uden at få alskens skidt og snavs ind på aftenkaffebordet sammen med den økologiske fairtrade kaffe og Karen Volf-kagerne; alle disse programmer, der tilsyneladende hylder det frie menneske, det moderne liv, selvironien – fordi vi endelig ikke må blive for alvorlige og kedelige. Vi ved jo godt, at livet er langt, og lykken kort, så hvorfor gøre livet alvorligt? Det alvorlige rimer med det kedelige, det, som er tabu i samfundet, og det, som kun nørderne gider beskæftige sig med.
Jo mere vold, der foregår uden for vor hoveddør, desto mere fjol skal vi have i tobakken og i flimmerkassen; vi vil væk fra de uhyrligheder, som vi alligevel måske ikke kan tackle. Hvem vil sætte sig op mod de bander, der hærger ældre forsvarsløses stuer om eftermiddagen? Hvem tør sige stop over for fordummelsen og forråelsen af samfundet, af børn, af unge og af voksne?
Enken kunne ikke slippe væk. Realiteten havde ramt hende med dødeligt alvor: Først døde hendes mand, og nu var også hendes søn død, og med ham hendes sidste chance for at kunne leve et nogenlunde anstændigt liv. Situationen i Israel på den tid var, at kvinderne var afhængige af at blive forsørget af mænd. Hendes fremtid var ikke lys. Hun kunne forsøge at gifte sig igen, hvilket der ikke ville være stor chance for pga. hendes alder, eller hun kunne blive prostitueret eller tigger og dermed ryge ned på samfundets laveste trin; muligheden for det gode liv ville have passeret hende for altid.
Mon ikke hun gik og tænkte på alt dette; sit liv, sin fortid, minderne om sin mand og nu sønnen, der lå på båren på vej ud af byen til at blive begravet. Omkring hende var der grædekoner, en stor skare af grædekoner og dem, der ville vise deres sorg og medfølelse over enkens fatale livssituation. Der var intet at gøre; alle viste, at enkens fremtid kun kunne blive dårlig; men her hører vi ikke om nogen barmhjertig samaritan, eller andre venlige og næstekærlige mennesker; sorgen har lammet dem alle, og de går som døde med den døde.
Sorg, klage og gråd må have mødt den skare, der kom gående et andet sted fra hen mod byen. En flok disciple med deres mester, Jesus. Han kommer som kaldet, men ingen kaldte på ham. Blændede af sorgens skyklapper ænsede de vel næppe, at der var lys på vej ind i deres mørke.
Hvorfra Jesus vidste, at moderen var enke, og at hun bar sin eneste søn til graven, kan vi ikke læse ud af teksten. Da Jesus ser ligtoget, bliver han rørt, og ynkes over enken. Han møder enken med trøst, og går hen til båren. Bærerne står stille, og Jesus tiltaler liget! Han befaler den døde dreng at rejse sig. Som sagt så gjort, og opvækkelsen af den døde vækker forståeligt nok stor glæde og jubel hos hele skaren. Der står at alle blev fyldt af frygt og priste Gud, hvilket inkluderer den skare, Jesus selv kom med. Man skulle ellers tro, de havde set og hørt lidt af hvert. Men et under af den størrelse må naturligvis medføre glædesudbrud hos selv garvede disciple.
Døden er den ultimative fredsskaber. I kender fortællingen om Job; manden der mistede alt, og til sidst ønskede, at han aldrig var blevet født. Han så, hvordan de døde havde fred for alverdens ulykker og fjendskaber. Og Job blev fortvivlet over, at Gud gav så meget liv på en ødsel måde; Han gav liv til de dumme, de dovne og til dem, der bare vil begå selvmord. Hvis Gud giver liv til dem, der ikke gider leve, hvorfor giver han så ikke liv til dem, der virkelig værdsætter livet? Det er et kors for vore tanker; vi kan ikke begribe det, ikke forstå det. Mange taler i dag om, at vi skal have fred med hinanden, og jeg tænker altid, om det betyder, vi alle skal dø? For mig at se, kan den største fred kun indtræffe, når vi alle er døde. For hvor to eller tre er forsamlet, vil der næsten altid opstå splid, splittelse og ufred.
Der er noget, i vort indre menneske, der ikke vil det gode her i livet; Paulus skrev derfor til efeserne om, at Helligånden må styrke os i vort indre menneske, så vi kan lære at forstå de ord, Jesus sagde, og de handlinger, Jesus gjorde. I dagens evangelietekst har Jesus endnu engang gjort noget, vi ikke umiddelbart forstår: Hvorfor opvækkede han enkens søn? En dag vil han jo dø igen. Og hvis han hjalp mennesker dengang, hvorfor kan vi så ikke se, at han hjælper i dag?
Døden er som sagt en omstændighed ved vort liv, som vi ikke kan komme udenom. I nogle lande er det lovligt at begå selvmord, når livet pga. sygdom bliver for uoverkommeligt. Her handler det om, at man tager døden i egne hænder, nu hvor livet løber mellem ens fingre som sandet i livets timeglas. Man giver op, og man forlader scenen, når spillet ikke længere er sjovt. Når dødssmerterne rammer, når livssorgen lammer, når glædens lys er udbrændt, så svarer mange mennesker med opgivelse og selvmord.
Det er en alvorlig sag, og man kan undre sig; nogle mennesker i fattige lande er villige til at spise rådne fisk for at overleve blot én dag mere – men overlever man så bare for overlevelsens skyld? Hvorfor leve, hvis man blot skal overleve?
Vi må spørge ind til, hvorfor vi overhovedet stadig lever? Lever vi endnu, fordi døden ikke har indhentet os, eller lever vi, fordi vi mener, der er noget at leve for? Hvad er indholdet i vort liv?
Når døden rammer i al sin frygtelighed med smerte og tab og følelser af angst, ensomhed og intethed; hvad svarer man så? Hvad svarer du? (...) Jesu svarede med liv og velsignelse; for Han livets Herre. Han tog ikke enken bort og gav hende en ny søn, en ny mand eller en barmhjertig samaritaner. Jesus brød med al vor erfaring og gav hende sønnen tilbage, ved at vække ham fra de døde. Livet kommer fra Gud, og Jesus beviser ved sin handling, at han er Gud(s Søn). At skaren udråber ham til profet, afslører, at de endnu ikke har forstået, hvem han er.
For det første må vi indse, at livet er ikke vores. Vi hverken besidder eller ejer livet; vi kan ikke sælge eller købe liv. Livet er en gave. Hvad bruger vi så livet til? Klamrer vi os fast til det, eller kaster os ud i at bruge livsgaven som ti talenter i forsøget på at øge den Guds velstand; Han, som skænkede os livet her på jord? Det handler om dette liv på denne jord.
Det særlige ved livet er, at det er forskelligt fra alt muligt andet. Det er et mulighedernes marked; ude liv kan man intet gøre. Så længe man lever, så længe hjertet slår, så har man muligheden for at leve sit liv. Men hvorfor skal man leve, hvis ikke man har noget at leve for? Hvorfor skal enken leve videre? Måske overvejede hun selvmord, idet hun kun havde udsigt til et dårligt liv; der var intet tydeligt håb om andet. Jesu gerning ændrede derfor radikalt alt, både for drengen, for enken og for skaren. Jesus skabte liv, hvor der var død, skabte håb, hvor der var håbløshed, skabte glæde, hvor der ingen glæde var. Dét er Guds væsen, der skinner igennem Menneskesønnen ved Helligåndens kraft: at skabe, hvor der er tomhed. Hvad enken og sønnen og skaren nu gør, er op til dem. Teksten fortæller os ikke, om de alle blev døbte, eller om de fortsatte deres tidligere liv. Dog får de med denne erfaring en ny mulighed for et ændre noget i deres liv. De har mulighed for at vende om og lade Jesus inspirere dem til at gøre noget andet med livet.
Dagens evangelium er således en åbenbaring om Jesus som Kristus, dvs. Guds Søn og verdens Frelser. Det er et vidnesbyrd om, at Gud ikke har forladt mennesker. Selvom teksten ikke indeholder direkte opfordringer til os som kristne, der er forsamlet her i dag, kan vi sagtens uddrage den pointe, at vi kristne, der både er i kirken og udgør kirken, kan være en moderfaring til det verdslige samfund; vi kan række tro, velsignelse og glæde ud over disse tykke murer – ud til mennesker uden glæde, uden velsignelse, uden mening med livet.
Livet er til låns; vi kender ikke dagen og timen for, hvornår vi skal herfra. Vi ved dog, at som Kristus rakte glæde og velsignelse til mennesker, kan vi også gøre det – hvis vi tror på Ham, og hvis vi vælger at lade Ham få indflydelse på, hvordan vi lever livet. Fyld ikke livet med dage, men dage med liv. Det sande meningsfyldte liv er et liv fyldt af Helligånd, hvor Kristus prises i enhver handling og ethvert ord, der udgår fra os. Således kan vi gå herfra i dag med opfyldt hjerte, løftet hoved, og den mening med vort liv at gå ud i verden for at række os selv til hjælp for andre, som Kristus rakte sig selv til hjælp for os. Når først vi selv er forandret, kan verden omkring os også forandres.
Gå i fred, og tjen Herren med glæde.
Amen.