| Der var udsalg i Brammings Bog&Ide, og når man sådan driver rundt blandt billigbøger, falder man nogle gange over en titel, der nærmest automatisk falder ned i bogkurven. Sådan gik det med Ferdinand von Schirachs "Forbrydelser,"og det viste sig at være et godt køb! Jeg er ellers ikke meget for krimier, men virkelighedsinspirerede, korte fortællinger fungerer meget godt, synes jeg. Von Schirach skriver indlevende og formår med korte sætninger at holde læseren fanget, som når han på én linje midt i en fortælling bare skriver: "De tog fejl." Så tager man en dyb indånding og læser videre. |  |
Bogen består af 11 historier. Fiktive fortællinger inspireret af von Schirachs arbejde som forsvarsadvokat i München. Titlerne afslører ikke så meget: Fähner - Tanatas teskål - Celloen - Pindsvinet - Lykke - Summertime - Nødværge - Grøn - Tornen - Kærlighed - Etiopieren. Som bekendt bør man ikke skue hunden på hårene, for der ligger mange interessante betragtninger og formuleringer gemt i fortællingerne. De er skrevet uden den store vanskelighed, synes det. Øjnene glider let hen over fortællingerne, billeder dannes for det indre øje og man fornemmer tydeligt personerne. Den gennemgående figur er forsvarsadvokaten, der engagerer sig i de meget forskellige sager, og man møder igennem fortællingerne vidt forskellige personer.
Nogle steder gribes man af forbrydernes personlighed - ikke fordi de er forbrydere, men fordi man genkender nogle af deres træk. Von Schirach har skrevet (om) et bredt udvalg af typer forbrydelser. Nogle meget sære, begået af personer med psykoser, andre lettere forståeligt, begået af for megen eller for lidt kærlighed. Fælles for dem er, at han skildrer personen bag forbryderen, så at sige. Især én historie greb mig. Advokaten besøgte i fængslet en kvinde, der havde myrdet sin multihandicappede bror, som før var et udpræget socialt levemenneske - et medlidenhedsdrab, eller "eutanasi", som vi kalder det.
"Den forestående retssag interesserede hende heller ikke. Hun ville hellere læse op for mig af bøgerne, uddrag, som hun havde fundet frem til i cellen. Højtlæsningstimer i et fængsel. Jeg kunne godt lide hendes stemme, men hvad jeg ikke forstod dengang: Det var den eneste måde, hun havde tilbage at udtrykke sig på."
Det var den eneste måde. Jeg har oplevet at sidde hos en person, som på ingen måde kunne udtrykke sig; når man har siddet over for én, der hverken har sprog, mimik, gestik eller lyde, én, der på ingen måde kan udtrykke sig, så bliver billedet så meget stærkere, for hun havde i cellen dog litteraturen.
På den sidste histories sidste side reflekterer forsvarsadvokaten (eller forfatteren?) over det juridiske system:
"Vores strafferet er en skyldstrafferet. Vi straffer efter et menneskes skyld, vi spørger, i hvilket omfang vi kan gøre vedkommende ansvarlig for hans gerninger. Det er kompliceret. I middelalderen var det lettere, man straffede kun efter gerningen. En tyv fik hånden hugget af. Hver gang. Det var lige meget, om han stjal af pengegrådighed, eller fordi han ellers ville være død af sult. Straf var dengang en form for matematik, hver misgerning udløste en nøje fastlagt strafudmåling. Vores strafferet i dag er klogere, den er mere rimelig over for livet, men den er også vanskeligere. Et bankrøveri er netop ikke altid bare et bankrøveri. Hvad kunne vi egentligt bebrejde Michalka? Havde han ikke gjort det, som vi alle har i os? Ville vi virkelig have handlet anderledes i hans sted? Har alle mennesker ikke en længsel efter at vende tilbage til dem, de elsker?"
Nogle steder gribes man af forbrydernes personlighed - ikke fordi de er forbrydere, men fordi man genkender nogle af deres træk. Von Schirach har skrevet (om) et bredt udvalg af typer forbrydelser. Nogle meget sære, begået af personer med psykoser, andre lettere forståeligt, begået af for megen eller for lidt kærlighed. Fælles for dem er, at han skildrer personen bag forbryderen, så at sige. Især én historie greb mig. Advokaten besøgte i fængslet en kvinde, der havde myrdet sin multihandicappede bror, som før var et udpræget socialt levemenneske - et medlidenhedsdrab, eller "eutanasi", som vi kalder det.
"Den forestående retssag interesserede hende heller ikke. Hun ville hellere læse op for mig af bøgerne, uddrag, som hun havde fundet frem til i cellen. Højtlæsningstimer i et fængsel. Jeg kunne godt lide hendes stemme, men hvad jeg ikke forstod dengang: Det var den eneste måde, hun havde tilbage at udtrykke sig på."
Det var den eneste måde. Jeg har oplevet at sidde hos en person, som på ingen måde kunne udtrykke sig; når man har siddet over for én, der hverken har sprog, mimik, gestik eller lyde, én, der på ingen måde kan udtrykke sig, så bliver billedet så meget stærkere, for hun havde i cellen dog litteraturen.
På den sidste histories sidste side reflekterer forsvarsadvokaten (eller forfatteren?) over det juridiske system:
"Vores strafferet er en skyldstrafferet. Vi straffer efter et menneskes skyld, vi spørger, i hvilket omfang vi kan gøre vedkommende ansvarlig for hans gerninger. Det er kompliceret. I middelalderen var det lettere, man straffede kun efter gerningen. En tyv fik hånden hugget af. Hver gang. Det var lige meget, om han stjal af pengegrådighed, eller fordi han ellers ville være død af sult. Straf var dengang en form for matematik, hver misgerning udløste en nøje fastlagt strafudmåling. Vores strafferet i dag er klogere, den er mere rimelig over for livet, men den er også vanskeligere. Et bankrøveri er netop ikke altid bare et bankrøveri. Hvad kunne vi egentligt bebrejde Michalka? Havde han ikke gjort det, som vi alle har i os? Ville vi virkelig have handlet anderledes i hans sted? Har alle mennesker ikke en længsel efter at vende tilbage til dem, de elsker?"
