Kirkeåret slutter i dag, og der er lagt op til, at vi skal bedømmes for året, der er gået. Vi dømmes i skolen, når lærerne vurderer vores karakterer og opførsel. Vi dømmes på arbejdet, når chefen vurderer vores indsats og firmaets årsregnskab. Vi dømmes af den dikterede mode, der vurderer, om vores påklædning er in eller yt. Vi dømmer hinanden i trafikken, på udseendet, på opførsel, på hvad vi stemmer og på, hvad vi spiser. Og vi er nådesløse - lige fra skolegården til arbejdspladsens kaffestue. Der bagtales og hviskes i krogene efter skolefesten eller julefrokosten, og alle har en mening om alle. Sladder er spændende, og vi bliver pludselig alle free lance journalister med forsidehistorier om de seneste saftige nyheder.
Det er ikke altid dårligt at dømme eller at bedømme andre; fx er det jo godt at blive gjort opmærksom på de ting, man ikke er så god til, så man kan blive bedre. En sådan bedømmelse er en konstruktiv kritik, og formålet er at den, man (be)dømmer, skal blive bedre. Bedømmelsen er altså omsorgsfuld modsat den fordømmelse, der blot har til hensigt at slå folk i hovedet. Den konstruktive kritik er en pædagogisk metode, der vinder frem både i virksomheder og i skolen samt andre dele af samfundet, og den vinder frem, fordi vi omsorgsfuldt og alvorligt gerne vil understøtte og hjælpe hinanden til hele tiden at blive bedre.
I dag har vi hørt Jesus fortælle om en hyrde, der deler sine får fra sine bukke. Som vi vestjyder ved, er får og bukke to forskellige arter, og det er klart, at de ikke kan bør gå sammen, for der skal være orden i sagerne. Får og geder skal ikke gå sammen, for det kommer der ikke noget godt ud af. Tværtimod vil de modarbejde hinanden, ved at tage pladsen og foderet fra hinanden.
Måske skal man forestille sig, at kongen har en masse får og geder, og at hegnet er væltet, så de alle løber rundt imellem hinanden i et stort virvar. Hyrden må derfor først samle alle dyr, hvorefter man kan begynde at sortere får fra geder. Kun ved at får og geder går hver for sig, og kun ved at hyrden har overblik og styr på sine dyr, kan de formere sig i ro og orden, så man om foråret på de lysegrønne marker og enge vil kunne glæde sig over de nye lam og kid.
På samme måde som får og geder, der har trampet hegnet ned, lever mennesker i et stort virvar; nogle gør gode næstekærlige gerninger og andre er store egoister, der aldrig ser andet end deres egen navle.
Vores egen navle er meget interessant, og vi kommer nemt til at tilbringe meget tid med at tænke på, hvor fantastiske vi er – især er de sociale medier med til at fremme vores narcissisme/ egenkærlighed/ selvforelskelse, og vi bruger dagligt mange timer på vort hus, hjem, bil, arbejde, skole, facebook, - kort sagt: alt vort eget; vores helt egen navle, vores helt egen sø.
Og med den megen fokus på os selv og vort eget, glemmer vi langsomt men sikkert omtanken for andre. I kender måske fortællingen ”Et Juleeventyr” af Charles Dickens, der handler om den nærige og gnavne mand, Scrooge, der ligesom Joakim von And i Anders And-bladene kun tænker på sig selv og sine egne penge. Jo, han har det lunt og godt i sit eget sikre hus, omgivet af al sin velstand. Joakim von And har dog nogle bløder sider, og vi kan nogle gange læse om, hvordan han ligefrem kan være gavmild. Scrooge derimod er aldrig gavmild. Hen ad mod jul besøges Scrooge af et spøgelse, der gennemgår hans fortid med ham, og Scrooge ser med forfærdelse, hvordan hans egoisme har voldt mennesker i hans omgangskreds stor skade og sorg. Fx fyrer Scrooge ved juletid en fattig ansat, der har mange børn. Når man ikke engang skænker fattige børn sin omtanke, ved vi, at der er tale om et ondt menneske, et dumt svin.
Pengene har styret Scrooges liv, men efter at have set den påvirkning hans egoisme har haft på mennesker omkring ham, bløder han op, fortryder sin egoisme, hanker op i sig selv og begynder at blive en gavmild og næstekærlig mand. Man kan sige, han bliver omvendt. Det samme ser vi i Anders ”Anden” Matthesens film 'Sorte Kugler', der handler om ejendomsmægleren Alex, der oplever fiasko på fiasko og hver gang beskylder hele verden for at gå imod sig. Alex vil ikke indse, at det er ham selv, der er noget galt med; at det er hans egoisme og forfængelighed, der hele tiden spænder ben for hans lykke her i livet. Også Alex bliver undervejs hjulpet til at indse sine fejl, og gør op med sin egoisme for at begynde at hjælpe andre.
De blev ikke opgivet, men begge fik de en chance mere - men en dag gives der ikke flere chancer. Der er en deadline, et tidspunkt i hvert menneskes liv, hvor der skal aflægges rapport, og hvor man skal stå til ansvar for de ting, man har gjort og de ting, man ikke fik gjort. Den dag kom for Scrooge og for Alex, den dag kom for fårene og bukkene, og dagen kommer også for os.
Nu kunne man blive fristet til at begynde at pille endnu mere i sin navle, begynde at kigge endnu dybere indad og begynde at undersøge hele sin fortid for at se, om det nu ikke også er sandt, at man da har gjort mere godt end ondt. For at sikre at vi gør det gode fremover, kunne vi her i kirken begynde at konkurrere imod hinanden og se, hvem der kunne putte flest penge i kirkebøssen, bede og synge mest inderligt, gå i kirke oftest, deltage oftest i nadveren, eller konkurrere om, hvem der kunne give husly til flest hjemløse, give flest penge til fattige, eller på anden måde gøre mere humanitært arbejde end alle andre.
Vi hørte jo, at det var dem, der havde gjort gode gerninger, der fik adgang til Kongens Rige. Og Jesus pegede på helt specifikke forhold med mennesker i nød; de sultne, de tørstige, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede. Så hvis man bare holder sig til en god moral, og hjælper dem, der har behov for det, burde alt vel nok gå? Hvis en god moral er kristendommens pointe, behøvede vi måske ikke gå i kirke, for den gode moral kan vi tænke os frem til, og så kunne vi klare os selv.
Men vi går i kirke, og vi samles i dette kristne fællesskab, fordi vi ved, at vi ikke kan klare os selv. Her i kirken kommer vi med erkendelsen af, at vi ikke altid er gode til at hjælpe. Man kan vel sige, at der er både lidt ged og får i os alle. Mundheldet at noget kan ”gå i ged” rammer meget godt, hvordan vi nogle gange ser på os selv. Jeg formoder, at vi alle gerne vil det gode her i livet, men at vi må indse, at det ikke altid går, som vi ønsker. Verden er ikke sort/hvid, vi er ikke kun gode eller onde, men indeholder lidt af hvert. Kirken er som en konstruktiv kritik af vores dagligdag, fordi vi ikke dømmes ude af fællesskabet, men bliver inviteret herind for at blive styrket og trøstet til i ord og gerning igen at hjælpe til, hvor der er behov for det.
Og derfor sidder vi her i kirken både i dag og andre dage; pointen er nemlig, at vi ikke skal bedømme eller fordømme os selv på de ting vi fik gjort og sagt eller ikke fik gjort og sagt. Nej, vi skal i stedet se hen på ham, vi som kristne bekender os til, nemlig Jesus Kristus. Til konfirmationsundervisningen i torsdags så vi nærmere p dåben, og lige præcist dåben er det, vi kan se tilbage på, når livet og kærligheden og dagligdagen ikke lykkes som vi gerne vil. I dåben hører vi nemlig, at Jesus lover at være med os indtil verdens ende. Og når vores verdens ende kommer, må vi håbe og tro på, at Jesus stadig står ved sit løfte. Som om han vil sige: Husk på din dåb, og fortvivl ikke over alverdens dommedagsprofetier.
Vi må øve os i dels at stole på Jesu løfte og dels at gå ud af kirken, ud i dagligdagen med frisk mod, i rask trav, jævnt og muntert med visheden om, at når vore to arme og vort hjerte kommer til kort i mødet med (nødlidende) mennesker omkring os, så får vi en chance til, en mulighed mere, et menneske mere at gøre spontant godt imod. Ikke fordi vi forventer at få adgang til Paradis, Kongens Rige, men fordi vi ikke kan lade være med spontant at dele ud af den nåde og velsignelse, som Kristus selv har givet os her i Hunderup kirke en flot solbeskinnet søndag formiddag. Vi har fået livet af Gud, og vi er rige på mange ting kristne og som borgere i et trygt og godt samfund, lad os derfor med glæde og frimodighed gå ud herfra som frie mennesker med et lettet hjerte. Og lad os blive til gavn for mennesker og på dén måde være tro mod næstekærligheden.
Derved kan vi se, opleve, føle og mærke hvordan Guds rige i form af retfærdighed, fred og glæde vokser frem iblandt os.
Amen.
I dag har vi hørt Jesus fortælle om en hyrde, der deler sine får fra sine bukke. Som vi vestjyder ved, er får og bukke to forskellige arter, og det er klart, at de ikke kan bør gå sammen, for der skal være orden i sagerne. Får og geder skal ikke gå sammen, for det kommer der ikke noget godt ud af. Tværtimod vil de modarbejde hinanden, ved at tage pladsen og foderet fra hinanden.
Måske skal man forestille sig, at kongen har en masse får og geder, og at hegnet er væltet, så de alle løber rundt imellem hinanden i et stort virvar. Hyrden må derfor først samle alle dyr, hvorefter man kan begynde at sortere får fra geder. Kun ved at får og geder går hver for sig, og kun ved at hyrden har overblik og styr på sine dyr, kan de formere sig i ro og orden, så man om foråret på de lysegrønne marker og enge vil kunne glæde sig over de nye lam og kid.
På samme måde som får og geder, der har trampet hegnet ned, lever mennesker i et stort virvar; nogle gør gode næstekærlige gerninger og andre er store egoister, der aldrig ser andet end deres egen navle.
Vores egen navle er meget interessant, og vi kommer nemt til at tilbringe meget tid med at tænke på, hvor fantastiske vi er – især er de sociale medier med til at fremme vores narcissisme/ egenkærlighed/ selvforelskelse, og vi bruger dagligt mange timer på vort hus, hjem, bil, arbejde, skole, facebook, - kort sagt: alt vort eget; vores helt egen navle, vores helt egen sø.
Og med den megen fokus på os selv og vort eget, glemmer vi langsomt men sikkert omtanken for andre. I kender måske fortællingen ”Et Juleeventyr” af Charles Dickens, der handler om den nærige og gnavne mand, Scrooge, der ligesom Joakim von And i Anders And-bladene kun tænker på sig selv og sine egne penge. Jo, han har det lunt og godt i sit eget sikre hus, omgivet af al sin velstand. Joakim von And har dog nogle bløder sider, og vi kan nogle gange læse om, hvordan han ligefrem kan være gavmild. Scrooge derimod er aldrig gavmild. Hen ad mod jul besøges Scrooge af et spøgelse, der gennemgår hans fortid med ham, og Scrooge ser med forfærdelse, hvordan hans egoisme har voldt mennesker i hans omgangskreds stor skade og sorg. Fx fyrer Scrooge ved juletid en fattig ansat, der har mange børn. Når man ikke engang skænker fattige børn sin omtanke, ved vi, at der er tale om et ondt menneske, et dumt svin.
Pengene har styret Scrooges liv, men efter at have set den påvirkning hans egoisme har haft på mennesker omkring ham, bløder han op, fortryder sin egoisme, hanker op i sig selv og begynder at blive en gavmild og næstekærlig mand. Man kan sige, han bliver omvendt. Det samme ser vi i Anders ”Anden” Matthesens film 'Sorte Kugler', der handler om ejendomsmægleren Alex, der oplever fiasko på fiasko og hver gang beskylder hele verden for at gå imod sig. Alex vil ikke indse, at det er ham selv, der er noget galt med; at det er hans egoisme og forfængelighed, der hele tiden spænder ben for hans lykke her i livet. Også Alex bliver undervejs hjulpet til at indse sine fejl, og gør op med sin egoisme for at begynde at hjælpe andre.
De blev ikke opgivet, men begge fik de en chance mere - men en dag gives der ikke flere chancer. Der er en deadline, et tidspunkt i hvert menneskes liv, hvor der skal aflægges rapport, og hvor man skal stå til ansvar for de ting, man har gjort og de ting, man ikke fik gjort. Den dag kom for Scrooge og for Alex, den dag kom for fårene og bukkene, og dagen kommer også for os.
Nu kunne man blive fristet til at begynde at pille endnu mere i sin navle, begynde at kigge endnu dybere indad og begynde at undersøge hele sin fortid for at se, om det nu ikke også er sandt, at man da har gjort mere godt end ondt. For at sikre at vi gør det gode fremover, kunne vi her i kirken begynde at konkurrere imod hinanden og se, hvem der kunne putte flest penge i kirkebøssen, bede og synge mest inderligt, gå i kirke oftest, deltage oftest i nadveren, eller konkurrere om, hvem der kunne give husly til flest hjemløse, give flest penge til fattige, eller på anden måde gøre mere humanitært arbejde end alle andre.
Vi hørte jo, at det var dem, der havde gjort gode gerninger, der fik adgang til Kongens Rige. Og Jesus pegede på helt specifikke forhold med mennesker i nød; de sultne, de tørstige, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede. Så hvis man bare holder sig til en god moral, og hjælper dem, der har behov for det, burde alt vel nok gå? Hvis en god moral er kristendommens pointe, behøvede vi måske ikke gå i kirke, for den gode moral kan vi tænke os frem til, og så kunne vi klare os selv.
Men vi går i kirke, og vi samles i dette kristne fællesskab, fordi vi ved, at vi ikke kan klare os selv. Her i kirken kommer vi med erkendelsen af, at vi ikke altid er gode til at hjælpe. Man kan vel sige, at der er både lidt ged og får i os alle. Mundheldet at noget kan ”gå i ged” rammer meget godt, hvordan vi nogle gange ser på os selv. Jeg formoder, at vi alle gerne vil det gode her i livet, men at vi må indse, at det ikke altid går, som vi ønsker. Verden er ikke sort/hvid, vi er ikke kun gode eller onde, men indeholder lidt af hvert. Kirken er som en konstruktiv kritik af vores dagligdag, fordi vi ikke dømmes ude af fællesskabet, men bliver inviteret herind for at blive styrket og trøstet til i ord og gerning igen at hjælpe til, hvor der er behov for det.
Og derfor sidder vi her i kirken både i dag og andre dage; pointen er nemlig, at vi ikke skal bedømme eller fordømme os selv på de ting vi fik gjort og sagt eller ikke fik gjort og sagt. Nej, vi skal i stedet se hen på ham, vi som kristne bekender os til, nemlig Jesus Kristus. Til konfirmationsundervisningen i torsdags så vi nærmere p dåben, og lige præcist dåben er det, vi kan se tilbage på, når livet og kærligheden og dagligdagen ikke lykkes som vi gerne vil. I dåben hører vi nemlig, at Jesus lover at være med os indtil verdens ende. Og når vores verdens ende kommer, må vi håbe og tro på, at Jesus stadig står ved sit løfte. Som om han vil sige: Husk på din dåb, og fortvivl ikke over alverdens dommedagsprofetier.
Vi må øve os i dels at stole på Jesu løfte og dels at gå ud af kirken, ud i dagligdagen med frisk mod, i rask trav, jævnt og muntert med visheden om, at når vore to arme og vort hjerte kommer til kort i mødet med (nødlidende) mennesker omkring os, så får vi en chance til, en mulighed mere, et menneske mere at gøre spontant godt imod. Ikke fordi vi forventer at få adgang til Paradis, Kongens Rige, men fordi vi ikke kan lade være med spontant at dele ud af den nåde og velsignelse, som Kristus selv har givet os her i Hunderup kirke en flot solbeskinnet søndag formiddag. Vi har fået livet af Gud, og vi er rige på mange ting kristne og som borgere i et trygt og godt samfund, lad os derfor med glæde og frimodighed gå ud herfra som frie mennesker med et lettet hjerte. Og lad os blive til gavn for mennesker og på dén måde være tro mod næstekærligheden.
Derved kan vi se, opleve, føle og mærke hvordan Guds rige i form af retfærdighed, fred og glæde vokser frem iblandt os.
Amen.
