Bogen handler om to kvinder, Lisa[1] og Birgitte[2]. Lisa er præst[3] i det lille landsogn Hvium ved Limfjorden, og bor i en skøn præstegård med en stor, frodig have. Birgitte er forfatter, single-kvinde, og bor i København. Kontrasten mellem de to er tydelig. Birgitte er bogens fortæller, og bogen er skrevet som en slags dagbog. Birgitte står i modsætning til Lisa, der er bogens omdrejningspunkt. Lisa er gift med Frederik og sammen har de to børn Marie og Gustav. Marie er måske 4 år, og Gustav er 6 år. Der er en række personer på spil i bogen, og foruden kernen skal også Manne nævnes. Hun er familiens barnepige, og spiller en vigtig rolle.
Pga. kærestesorger er Birgitte draget væk fra København i sin bil til præstegården ved Limfjorden. Birgitte og Lisa var naboer (s. 18) og nære veninder som børn, men da Lisa i 2.g. fik en præstesøn til kæreste (s. 22) og selv blev kristen[4], gled de to piger fra hinanden. Lise begyndte at gå med et stort sølvkors om halsen (s. 22). Lisa var en stille og rolig pige, mens Birgitte gjorde oprør mod tidens normer, sociale rammer og de gamle traditioner. Lisas barn- og ungdom er præget af hendes to noget ældre brødre, der mobber hende i voldsom grad (s. 19). Og vi får en mistanke om, at de også har begået seksuelle overgreb på hende (s. 167).[5]
Imens Birgitte opholder sig i præstegården får hun indblik i livet bag facaden hos præsten. Lisa vil gerne have hende boende i området, så de får rengjort et gammelt graverhus, hvor Birgitte kan bo og forsøge at komme i gang med skriveriet.
Kort efter, at Birgitte er ankommet til præstegården, skal familien holde fest, for Gustav, Lisas søn, den førstefødte, fylder 7 år. Det er d. 5. august, og som Birgitte tørt bemærker, så er august ”den tid, hvor hugormen føder sine unger.” (s. 35). Nu ved vi, at noget slemt er på færde.
Gustav får af sine forældre en flot blå cykel (s. 36), og Gustav tager om eftermiddagen hjem at lege med sin kammerat Asmund (s. 39). Planen er, at Gustav selv skal cykle hjem efter aftensmaden; de to drenge bliver dog uvenner, og Gustav vil hjem før. Det modsætter Lisa sig[6]; en aftale er en aftale, og Gustav skal blive hos Asmund lidt endnu (s.42). Kort tid efter får vi nyheden om, at Gustav er blevet kørt ned af en flugtbillist, og at han er indlagt på sygehuset (s. 46).[7] Gustav er på sygehuset i nogle dage, og hans tilstand er kritisk. Lisa opholder sig meget på sygehuset, hvor taler med sin søn, selvom han er i koma. Efter et par dage, dør Gustav (s. 89), og Lisas verden styrter sammen.
Lisa vil selv begrave Gustav (s. 95), men det bliver en pinlig begravelse.[8] Lisa er dybt chokeret; hun bebrejder sig selv for Gustavs død, og hun har siden ulykken været sygemeldt og lukket sig mere og mere inde i sig selv og inde på sit kontor, hvor hun nat og dag skriver en masse for at prøve at bearbejde sit livs tab og store sorg.
Efter begravelsen er Lisa stadig sygemeldt, og magter endnu ikke at tage fat på præstearbejdet. Birgitte har indtil nu været på sidelinjen i Lisas liv og tilværelse, men med Gustavs død og Lisas sammenbrud får Birgitte pladsen foræret som Lisas sjælesørger og allernærmest betroede – og Lisas mand, Frederik, skubbes ud i en arms længde. Lisas datter, Marie, overlades næsten fuldstændigt til barnepigen Manne.
Med Lisa bevæger vi os langt ind i skyggerne af menneskesjælens afkroge, og det står meget klart, at den kvindelige præst er meget menneskeligt. Lisas sorg gør, at hun ikke rigtigt spiser noget, hun sover ikke meget – og hun overvejer at begå selvmord (s. 112-117[9]). At hun ikke begik selvmord skyldes, at hun kom i tanke om Frederik og Marie; der er stadig nogen at leve for (s.116). ”Lisa er grænseløs i sin sorg. Den forvandler hende til en selvgod, vanvittig, overreligiøs egoist. Læseren må, ligesom Birgitte, bide tænderne sammen og holde ud til den bitre ende.”[10]
Birgitte bliver Lisas faste sjælesørger, og Lisa kæmper sig igennem sin sorg. Imens støder hun stadig Frederik fra sig, og Marie klamrer sig mere til barnepigen Manne. Lisa har sat sig for dels at finde flugtbillisten, der dræbte hendes søn, og dels at tvinge flugtbillisten til at indrømme sin misgerning, så Lisa kan tilgive forbryderen og dermed få fred i sjælen (s. 160).
Birgitte kender dog ikke Lisas plan, og Lisa får det efterhånden så godt, at de sammen kan cykle rundt i det lille sogn og snakke med folk. Imens snakken går, undersøger Lisa forsigtigt bilerne. Indtil de en dag finder den rigtige (s. 192).
Lisa inviterer kort efter ægteparret Albin og Ninette med deres lille søn Bendix hjem i præstegården til aftenkaffe. Ninette mistede sin mor i begyndelsen af bogen (s. 27), og Lisa fremstår som den omsorgsfulde og imødekommende præst, der trods sin egen sorg stadig drager omsorg for andres sorg. Men det var i deres stald, at Lisa og Birgitte fandt flugtbilen, der havde påkørt Gustav.
Da Lisas kage er ved at være spist og høflighedsfraserne er snakket igennem, tager Lisa Bendix op, og begynder at udspørge Albin. Det er vigtig for hende, at han bekender sin skyld og synd, inden hun kan tilgive ham. Så hun bliver mere og mere indtrængende i sin udspørgen imens hun holder Bendix som et gidsel i sine moderarme. Lisa både beder og spørger løs som en excentrisk missionær, alt imens Albin bliver bleg og Ninette bliver rød i hovedet af skam og pinlighed. Da Lisa begynder at bede Fadervor, tager Albin Bendix op og sammen med Ninette flygter de ud af præstens stue. Men måske var Albin slet ikke gerningsmanden?
Bogens kernetemaer er især skyld og tilgivelse, og Gustavs død er et vigtigt spændingspunkt i bogen, men undervejs udfoldes forskellige vinkler på skyld og tilgivelse;[11] og læseren møder temaerne hos hver enkelt af hovedpersonerne. Det fortælles om Lisa, at hun er et overskudsmenneske med en særlig åndelig kontakt; at hun med sin klippefaste tro kan være et sikkert tilflugtssted for tvivlerne. Men det fortælles også, at hun er meget menneskeligt, derinde under sin sorte kjole. ”Det første jeg tænker på” er at Lisa synes at være blevet præst, fordi hun i sin barn- og ungdom vendte sin vrede fra noget andet end had. Hun havde oplevet had nok, og fandt derfor et meningsfuldt modsvar i tilgivelsen og troen på, at det gode kan vinde til sidst, hvis vi virkelig vil det.
Der er ikke meget klassisk Helligånd i Lisas præsteliv, men kristendommen bliver anskuet moderne som et etisk anliggende; kristendom er en etisk måde at anskue tilværelsen på med dens radikale fordring om tilgivelse af enhver synd. Det prøver Lisa at efterleve. Man kan få associationer til filmen 'Adams Æbler' (2005), hvor præsten Ivan er så himmelråbende naiv, at man krummer tæer. Alligevel må man overgive sig og fornuftens skepsis må kapitulere, når Lisa efter at have tilgivet den rigtige forbryder vender tilbage til det paradisagtige liv i den frodige præstegård eller når Ivan mirakuløst overlever et skud i hovedet, der fjerner en kræftsvulst, så han frisk og rask kan vende tilbage til præstegerningen.
[1]s. 155: Hendes fulde navn er: Lisa Riisgaard Grotrheim
[2]s. 139: Birgitte har et autobiografisk afsnit
[3]s. 10 – afsløres ved at henvise til en prædiken
[4]s. 23. I 3.g. gik præstesønnen og Lisa fra hinanden, men hun beholdt troen
[5]s. 168: ”Og hvad der skete dengang nede i skoven, har jeg aldrig fået at vide.”
[6]s. 60 Det er dog en beslutning Lisa kommer til at fortryde, og hun dømmer sig selv skyldig i Gustavs død
[7]s. 47 Frederik fortæller roligt Birgitte om Gustavs tilstand og hans skader
[8]Begravelsen afholdes s. 99-105
[9]s. 112: ”Jeg behøver ikke leve, hvis jeg ikke virkelig vil, slår det hende. Hun kan glide ud af livet. Det behøver ikke blive en masse ballade.”
[10]http://www.dr.dk/Tema/bog06/Familiekroeniker/19135450.htm
[11]” Hun sætter sig altså tilgivelsen som et projekt, og det går galt for hende. For tilgivelsen er nok ikke noget projekt. Man kan ville den – og det er en hjælp, for det dirigerer tanken i den rigtige retning – men selve tilgivelsen kommer til en som en klarhed, der nærmest er en gave. Jeg har villet diskutere flere former for tilgivelse i min roman, siger Ida Jessen.” http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/356190:Kultur--Praestens-genkomst-i-litteraturen